Beslutninger

[William Quiles]

Solen stod højt på himlen og luften var frisk med lugten af friskslået græs. På hegnet der omgav det græsareal der var tildelt hestene sad en person i hvid t-shirt og et par slidte jeans. Det var ikke til at vide hvad han tænkte på, hans ansigtsudtryk neutralt. Inderst inde var han dog dybt forvirret, hvad var det meningen han skulle gøre? At være her på skolen var afslappet, men han følte det som et bur omkring sig. Efter snart et halvt år på skolen havde han vænnet sig til stedet, men der var noget der manglede. Han havde jo trods alt levet i så mange år på farten at det var svært at huske andet. Men han kunne jo heller ikke bare tage afsted igen, grunden til at han ikke kunne det var Kira, den første person han havde ladet komme tæt på i meget lang tid. Ud over det følte han også et vist ansvar overfor eleverne her, grunden til at han havde startet F.O.K.U.S. gruppen, han følte simpelthen ikke de lærte nok fra lærerne.
Og alt det var meget godt og han havde p.t. ingen tanker om at rejse væk, men rastløsheden rasede stadig i ham.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn kom gåendedybt opslugt af hende og Alias seneste diskussion. "Nej, Lia," sagde kvinden bestemt, "jeg lader hende ikke komme udenfor skolens beskyttelse - det er hun alt for ung til," katten svarede, men det var kun Everlyn, der forstod: "Ev," dens stemme var rolig og en smule vis, "nok ligner hun et barn udadtil, men hun er meget moden og begavet," Everlyn rystede opgivende på hovedet. "Hun er stadig sårbar og skrøbelig, som alle små piger," mumlede hun så. Lige nu behøvede hun dog heldigvis ikke at bekymre sig om sin datters sikkerhed - hun havde time; specialundervisning i, hvordan hun skulle styre sin temmeligt ødelæggen evne. Hun var i gode hænder lige nu, og det var også derfor, at katten kunne være sammen med Everlyn nu; det var ved at være et godt stykke tid siden, de sidst havde ført en ordenlig samtale.

[William Quiles]

Men hvad var sagen med den kat Kira havde set sidst de var sammen, hvem var det? Det kunne være ham Loveless-fyren, han virkede i hvert tilfælde som om han havde følelser for Kira, men gengældte hun dem? Hvis hun gjorde kunne han vel ikke gøre så meget ved det, det var vel hendes valg. Han rystede hovedet og gemte alle de negative tanker væk, der var jo ingen grund til at der skulle være noget mellem Kira og Loveless, det var absurd.
Det var først nu han lagde mærke til en kvindestemme bag ham. Det lød som om kvinden gik og diskuterede med sig selv. Stemmen tilhørte ikke nogen han kendte så han blev bare ved med at se ned i jorden i sine egne tanker.

[Everlyn Sentillio Melai]

"Hvis jeg nu gik med hende," forsøgte katten sig, men Everlyn afbrød den en smule højere, end hun havde planlagt: "Lia, hun er min datter, så det er mig, der siger, om hun må eller ej," kvinden sukkede, "jeg ved, hvor hårde og ondskabsfulde menneskene kan være, og det vil jeg ikke udsætte hende for," blikket, der fæstnede sig på katten var meget bestemt, så dyret kunne forstå, at hun ikke havde planer om at ændre mening lige foreløbigt. Den sukkede en smule og rystede på hovedet, men forsøgte ikke at sige hende mere imod - når kvinden var i dette hjørne, kunne man intet stille op.

[William Quiles]

Han lukkede øjnene og følte den velkendte energi strømme igennem sig da han med et lysglimt forsvandt for at dukke op ved siden kvinden. Han lagde mærke til katten på den anden side af hende og gik ud fra at det måtte være katten hun snakkede med, eller en eller anden person der kunne gøre sig selv usynlig.
"Så du kan snakke med katte?" spurgte han hende venligt. Hun virkede en smule ældre den normen var for elever på skolen, måske var hun en lærer dog havde han aldrig set hende før.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn gispede, da der pludseligt stod en ved siden af hende, men så smilede hun til drengen. "Ja," sagde hun, "blandt andet," hun så ned på katten, der ikke sagde mere, men bare så uskyldigt op på hende, mens dens hale svag ligeså stille fra side til side. Lige nu opførte hun sig som en helt almindelig kat. *Du bliver bare ikke bedre, Lia* tænkte kvinden og sukkede stille. Hun var en klog kat, men det var slet ikke altid, hun lod folk vide det. Everlyn så på drengen igen. "Jeg er Everlyn Sentillio Melai, professor i dans, sang og musik," hun rakte hånden frem mod ham.

[William Quiles]

Han smilede venligt til hende og gav hende hånden "William Quiles" præsenterede han sig. Så havde han gættet rigtig, hun var en lærer. Han kunne ikke rigtigt lade være med at finde det morsomt at hun underviste i dans, hun regnede da vel ikke med at specielt mange teenagere gad at gå til dans. Musik kunne han så bedre forstå, det var jo et fag der var både, sjovt, afstressende og lærerigt.
"Tænkte nok du var en lærer, selvom du godt kunne gå for en elev" komplimenterede han hende smilende.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn smilede. "Mange tak," sagde hun, men tilføjede lidt efter - mest for sjov, "tror jeg," det var ikke usædvanligt, at folk forvekslede hende med en elev. Hun var ikke særligt høj, og hendes natur var temmelig barnlig for det meste. Det var grunden til, at hun altid præsenterede sig selv som professor i sang, dans og musik - så folk vidste, hvor de havde hende. Alligevel, når man lærte hende at kende, kunne man sagtens stadig forveksle hende med en elev eller bare glemme det. Hun havde dog ikke noget imod det; nok nærmere tværtimod.

[William Quiles]

Han smilede fortsat til hende "Så.. hvorfor valgte du at blive professor" spurgte han nysgerrigt. Han kunne forestille sig at det var svært at finde egnede lærere til en skole som denne. Normale teenagere var yderst svære at holde styr på, men teenagere der også var evnede, det måtte være et mareridt for de fleste. Han kunne godt se sig selv som lærer, og det var vel også egentlig det han var når først han startede F.O.K.U.S.
Det var alligevel altid morsomt at høre folks grundlag for at undervise, selvom man undertiden godt kunne blive træt af de stereotype svar.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn så en smule overrasket på ham. Der var ikke så mange, der spurgte ind til det. "På grund af min datter," svarede hun så - det var det korte svar, han kunne godt få den lange historie, men det var der ikke så mange, der var interesseret i. Hun ventede på, hvordan han ville reagere; for det første, var det nok ikke derfor, de fleste valgte at blive lærer, og for det andet, blev de mange folk overraskede over, at hun havde en datter - især når de fandt ud af, at hendes datter var næsten 9 år, og hun selv kun var 24.

[William Quiles]

Han havde ikke forventet at hun havde en datter, og da slet ikke at dét ville være svaret på hans spørgsmål. Dog lod han ikke sin overraskelse vises udadtil. Det var en af de ting man blev god til når man levede på farten, at ikke lade sine tanker og følelser vises udadtil, det var det samme som med kampsport, man var nød til at have komplet kontrol over sig selv.
"Hvorfor på grund af din datter?" spurgte han venligt og interesseret.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn smilede lidt. Hun skulle lige tænke lidt over, hvor det ville være smartest at starte. Til sidst kom hun frem til noget: "Ser du," begyndte hun, "Zamia er både født og opvokset her på skolen. Hun har aldrig kendt andet, og jeg kender ikke et sted, der er mere sikkert for hende. Da jeg fyldte 20, valgte jeg derfor at blive lære, så hun kunne have lov til at blive her for at lære at kontrollere sin evne," hun blev enig med sig selv om, at det var et meget godt, kort og konkret svar. Hvis han ville have mere at vide eller havde nogle andre spørgsmål - hvilket var meget muligt - kunne han jo altid spørge.

[William Quiles]

Han lyttede opmærksomt, det virkede underligt at han ikke havde set hende før nu, selvom både hende og hendes datter vidst havde været her i længere tid. Selvfølgelig gik han jo ikke rigtigt til timer, så det var nok derfor. En ting undrede ham dog "Hvis hun aldrig har kendt andet, får hun så ikke et problem, når hun en dag bliver ældre og vil væk herfra?" spurgte han hende roligt "Jeg kan godt forstå at du vil holde hende sikker og beskyttet her på skolen, men burde hun ikke allerede fra en tidlig alder gøre sig erfaringer om verden uden for skolen?"

[Everlyn Sentillio Melai]

"Hvad sagde jeg?" indskød katten hoverende, "jeg er ikke den eneste, der synes det," Everlyn skulede ned til katten. "Ti stille, Lia," hvæsede hun af den, hvorefter hun så hen på William igen. "En dag," svarede hun så, "men ikke endnu. Hun kan ikke styre sin evne ordenligt nok til at kunne færdes blandt andre, der ikke har en evne. Hvis nogen gjorde hende vred eller ked, ville der nok opstå en smule kaos," hun sukkede stille og så ned på katten igen med et blik, der sagde: 'nu har jeg givet mig en smule, lad være med at bede mig om mere lige foreløbigt'.

[William Quiles]

Han fulgte interesseret hendes blik ned mod katten, ønskede i forbifarten at han kunne forstå hvad den sagde, men det var vidst ikke noget pænt den sagde hvis man skulle dømme ud fra hvordan Everlyn reagerede. Han lyttede til hendes argument for at holde sin datter på skolen, det virkede bare en smule for overbeskyttende.
"Det er selvfølgelig dit valg, men er det ikke bedre at hun lærer af sine erfaringer? Du kunne jo følges med hende, 'beskytte' hende." sagde han venligt