Beslutninger

[Everlyn Sentillio Melai]

"Ha ha," hoverede katten endnu en gang, "det er to mod en, du bliver nødt til at give dig," igen skulede Everlyn til katten. "Bland dig udenom," mumlede hun så, men hun kunne nu godt se fornuften i deres argumenter. Hun sukkede igen og kørte en hånd gennem håret. "I har vel ret," sagde hun så en smule opgivende, "men hun er bare min lille pige, og det er svært at indrømme, at hun er ved at blive en stor pige," hun så på ham med et lille smil, "og desuden kan det være svært at finde tid til det, og jeg kan heller ikke så godt lide at være derude," hun så ned på katten, "men hvis hun så gerne vil, kan vi vel godt finde ud af et eller andet." Katten smilede, som om den havde vundet. "Godt du endeligt er kommet til dine sanser," Everlyn skulede en sidste gang til katten, men sagde ikke mere.

[William Quiles]

Han lod fraværende et par flammer danse rundt i sit hår og smilede venligt til hende. "Man vender sig aldrig rigtig til at skulle give slip på sine børn, og man vil stadig forsøge at beskytte dem selv når de bliver voksne" Han huskede tilbage på de børn han selv havde haft igennem de mange tusinde år, ingen af dem havde arvet hans evige liv, hans forbandelse. Han vidste hvad Everlyn gik igennem, men havde erfaret at detvar langt bedre at lade sine børn gøre deres egne erfaringer. "Hvis du gerne vil undgå at være derude, kan jeg da tage hende med derud på et tidspunkt. Hvis der bliver nogen problemer kan jeg jo bare teleportere hende væk." tilbød han hende venligt.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn smilede til ham. "Det ville være rart," sagde hun, "der er bare det, at Zamia ikke er så glad for mænd," hun rullede umærkeligt med øjnene. "Alia her," hun slog hånden ud mod katten, der gik ved siden af hende, "har prøvet at få mig overtalt til det næsten hele dagen. Hun har også tilbudt at tage med Zamia," katten så op på hende med halvåbne øjne og slikkede sig let om munden, som kun en kat ville kunne gøre det, "måske ville hun havde det okay med det, hvis I begge tog med," hun holdt en lille pause, "eller måske alle tre. Jeg vil nu gerne med, første gang hun er udenfor skolen, bare for en sikkerhedsskyld," hun smilede til ham.

[William Quiles]

Han nikkede forstående til det hun sagde, det var kun naturligt at hun selv ville med første gang hendes lille pige skulle ud i den store verden. "Du siger bare til hvornår det passer jer bedst, jeg er for det meste at finde her på skolen, et eller andet sted" sagde han smilende.
Han vidste at der var en mulighed for at nogle af de 'almindelige' ville blive aggressive hvis de fandt ud af at der gik en evnet mellem dem, eller blev bange hvis de så en evnet bruge sine evner. Forhåbentlig ville der ikke ske noget, han var sikker på at Everlyns datter nok ville komme over det, men måske ikke Everlyn selv, det ville jo bare bekræfte hendes fordomme og måske ville hun ikke lade sin datter gå ud i den store verden senere.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn var tavs lidt. "Ved du hvad," sagde hun så og lød en smule undskyldende, "det er nok bedst, hvis det kun er Alia og mig selv, der tager hende med ud første gang," hun smilede lidt til ham, "jeg tror Zammi ville have det bedst med det på den måde," det var nu sandt, men på samme tid var hun stadig en smule usikker på, hvornår hun ville få taget sig sammen til at lade datteren komme ud. "Du har jo nok også dit at se til," fortsatte hun, "og jeg vil ikke have, at Zammi får det forkerte indtryk," igen smilede hun. Zamia ville nok tro, at der var noget mellem hende og William, hvis hun tog ham med ud første gang - og det var der jo ikke. "Så jeg takker for tilbuddet, men en anden gang måske," afsluttede hun. Hun håbede, at han forstod og ikke ville blive sur eller noget i den stil.

[William Quiles]

Det var da underligt som hun pludselig skiftede mening, men det er jo hendes eget valg. Han kunne heller ikke lige se hvordan hun selv skulle kunne klare hvis der skete noget, men igen.. hendes eget valg og han kunne jo godt se at det ikke ville være smart at give hendes datter det forkerte indtryk,
Han smilede venlig "Nu er det ikke fordi jeg har så meget at lave heromkring, men det ville selvfølgelig ikke være smart hvis din datter fik det forkerte indtryk af tingene."

[Everlyn Sentillio Melai]

"Nej, nemlige," sagde Everlyn med et smil. Hun var glad for, at han ikke blev sur eller sådan noget. Alia så en smule overrasket op på kvinden. "Sikker på, at det er en god idé kun at være os? Hvad nu hvis der sker noget?" Everlyn smilede ned til katten. Den undervuderede hende sommetider, for den så hende stadig som den pige, der havde hårdt brug for dens hjælp for at kunne overleve, og det vidste Everlyn godt. "Jeg kan godt forsvare mig og Zammi, hvis det bliver nødvendigt," svarede hun så katten. Hun så undskyldende på William, for det var først nu, hun kom i tanke om, at han jo ikke kunne forstå det lille dyr. "Alia bekymrer sig bare," forklarede hun, for at han bedre skulle kunne forstå, hvad det var, der foregik.

[William Quiles]

Han havde helt glemt at katten også var der, da Everlyn pludselig begyndte at snakke med den. Han smilede venligt "Der er nogen grund til at bekymre sig. Du må huske at det ikke kun er dig og din datter du er nød til at forsvare. Du er også nød til at beskytte de 'almindelig' omkring jer, ellers bekræfte det jo bare de fordomme de fleste 'almindelige' har overfor mutanter. Men hvis du er sikker på du kan klare det, stoler jeg jo på at du har ret." sagde han roligt. Det var ikke nok at kunne nedlægge eventuelt agressive personer, man var også nød til at tænke på de politiske konsekvenser det kunne have.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn smilede til ham. "Det ved jeg godt," svarede hun så, "for det første er min evne ikke en særligt destruktiv og opsigtsvækkende en, og for det andet ved jeg godt, hvordan man holder lav profil," hun kløede sig lidt i nakken, "det er nok mere Zammis evne, man skal bekymre sig om," indrømmede hun, "men tilgengæld kan det være en smule svært at gætte sig til, at hendes sang har noget med vejret af gøre, hvis ikke man lige tænker over det," hun var sikker på, at det nok skulle gå. Hun stolede på, at Zamia ville kunne lade være med at synge, hvis det betød, at hun måtte komme udenfor skolen. Hun havde trods alt plaget meget om det.

[William Quiles]

Han så på hende med et venligt udtryk "Jeger sikker på at det nok skal gå fint. Højst sandsynligt sker der ikke noget" sagde han roligt. Han kiggede opad mod himlen, følte en længsel mod at flyve deroppe, være fri og uafhængig, bare tage derhen hvor han havde lyst. Det kunne han jo også gøre i teorien, men desværre havde han for mange forpligtelser her på skolen nu og det var som sådan også meget fint. Men han savnede den frihed det gav at leve på farten, at tage derhen hvor vejen tog en.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn smilede igen til ham. "Det har du nok ret i," sagde hun, hvorefter hun holdt inde. Der var vidst ikke rigtigt så meget mere at sige lige nu. Katten virkede meget selvtilfreds. "Jeg vinder," sagde den overlegent. Everlyn valgte at ignorere dens bemærkning. Hun havde haft planer om at tage Zamia udenfor skolen, men hun følte stadig, at det var bare en smule for tidligt. Måske om nogle måneder eller sådan noget. Hun skulle lige vænne sig til tanken om, at Zamia ikke var hendes lille pige mere. Hun var ved at blive en stor pige, der godt kunne tage vare på sig selv - især fordi hun jo var ret klog i forhold til sin alder.

[William Quiles]

Han sænkede sit hoved og rettede blikket mod hende igen. Han håbede på at han havde ret i at der ikke ville ske noget, og hvis der skete nogen kunne Everlyn tage sig af det, kunne hun ikke?
Han gengældte hendes smil "Forhåbentlig" sagde han stille og rettede sit blik mod horisonten, mod den frihed han sådan ønskede han havde. Men det gik vel ikke at dvæle ved negative tanker og ved hvad han ikke havde mulighed for, han måtte lære at acceptere at skolen var et sted han var nødt til at være et stykke tid endnu.