The beast of the heart.

[Rektor (Angel)]

Rummet var stort, et skrivebord stod henne ved det ene af hjørnerne, bøger på store reoler stod i et andet og midt i stod noget som mindede om et kar med ild i. Ilden var nærmest som var det vand. Midt i lå der en sten, som af mystiske grunde lod til at ernærer sig af ilden omkring det. Karet var dekoreret med mystiske tegn og aftegninger af folk som lod til at tilbede denne sten. De hyllede den imod himlen, ofrede dyr og gennemgik pinefulde ritualer for at gør sig fortjent til denne mægtige stens magt.
Bøger fløj rundt i rummet, papirer og vigtige rapporter, lod til selv at finde sin vej på plads og stole med borde rullede frem og tilbage uden helt at vide hvor de selv stod bedst.
En kvinde med flammerødt hår og kroppen dækket ind i blodrødt skæld, stod henne foran den ene af reolerne og lod til at lede efter den helt rigtige bog. Hun stod med ryggen til døren, men vidste allerede inden nogen nærmede sig den, at der var folk på vej.
Hun smilte roligt frem for sig, kiggede kort imod døren og vendte så igen sin opmærksomhed imod sine bøger. Hun lod slet ikke til selv at lægge mærke til sit besynderlige udseende. Hendes orange øjne søgte hen over reolens mange bøjer, fandt endelig den rigtige og tog den så ned til sig i favnen. Hun bladrede igennem den hurtigt og stoppede så brat ved side 241. Hun smilte tilfredst, hørte så personen komme ind af døren og sagde så inden vedkommende overhovedet kunne nå at sige noget som helst "velkommen, kom endelig inden for!" hun gik hen imod sit skrivebord, lagde bogen derpå og lagde så et lille bogmærke der hvor hun havde fundet sin viden derfra.
Hun smilte roligt frem for sig, vendte sig om imod personen som var kommet ind og havde stadigvæk ikke helt bemærket at hun endnu befandt sig i sin oprindelige skikkelse. Hendes blodrøde hår og skæld lyste næste op i rummet. De orange øjne iagttagede roligt og den lange takkede hale lå afslappet lidt hen af gulvet. Hendes negle var længere og hårdere end normalt, lige som hendes hjørnetænder. Hun lignede nærmest et eller andet forhistorisk fabeldyr, et af de som gik videre fra mund til mund og som aldrig ville ende. Et af de eventyrer om himmel og helvede der var brudt sammen og hvor alt kaos reagerede. Så skulle der selvfølgelig komme en frelser, stærk og alligevel blid og omsorgsfuld. Hun skulle have sine mange fejl, men alligevel udstråle mystik og stor viden. Hun lignede et af disse legendariske helte.
Men det tog hun sig normalt aldrig af, hun kiggede venligt på sin besøgende og afventede tålmodigt vedkommendes grund til besøg..

((Der må højst svare to her, det er først til mølle princippet. Så skynd jer hellere at skrive, vis i får chancen!))

[William Quiles]

Han rundede hjørnet og fortsatte med bestemte skridt hen mod den dør han vidste første til rektorens kontor. Det havde længe lagt ham for sinde at besøge kontoret, havde kun været her kort for at melde sin ankomst og for at få tildelt et værelse. Rektoren virkede da også venlig nok, måske en smule underlig og distræt. Faktisk var han kommet til kontoret med to spørgsmål, hvor han kunne holde F.O.K.U.S. møderne og hvem der var den stærkeste telepat her på skolen. Det var på tide at han fik låst op for sin hukommelse og fik stoppet de drømme han havde om natten og nogle gange i vågen tilstand.
Han åbnede døren og skubbede den op med den ene hånd, hørte en kvindestemme byde ham velkommen. Ud af øjenkrogen spottede han en bog der fløj med kollisionskurs mod han hoved og han dukkede for den. Faktisk virkede det meget forvirrende, det her rum, alt syntes at flyve rundt, og så var der det der underlige kar med ild i. Den unge kvinde midt i rummet så også en kende underlig ud, øgleagtig. "Undskyld mig, men du kan vel ikke sige mig hvor rektor er?" spurgte han hende høfligt.

[Rektor (Angel)]

Kate kiggede roligt på William med sine orange øjne, da han trådte ind af døren og kiggede så ned af sig selv, da han spurgte ind til Rektor. Hun grinte muntert, nærmest helt ren og klar i tonen og vendte så igen opmærksomheden imod ham og sagde "det må du undskylde. Lige to sekunder!" hun vendte den ene skællede arm op imod sig, et ur hang der og hun trykkede på et par knapper. Hun vendte igen opmærksomheden imod ham og som hun stod der ændredes hendes udseende hurtigt som var hun formskifter. Hendes skæld, dannedes til hud. Hendes øjne blev rødbrune og håret blev mere flammerødt end blodrødt. Hun var klædt i normalt tøj, men udstrålede alligevel den stærke kraft og styrke fra før.
Hun smilte venligt til ham, bød ham en plads foran sit skrivebord hvor der ingen stol var og konstaterede så med en blid og autoritær stemme "det er mig der er den nye Rektor, vær sød at sætte dig ned" hun kommanderede en stol til at komme, ved blot at vifte lidt med sin hånd imod den, hvorefter den så kom flyvende og placerede sig der hvor hun før havde budt ham pladsen.
Hun gik roligt op foran sit skrivebord, flyttede et par bøger og satte sig så på kanten der. Hendes rødbrune øjne fulgte ham og hans bevægelser. De virkede nysgerrige, vurderende og alligevel respekterende, som var han en værdifuldt gammel skriftrulle. Hun smilte venligt til ham, lod ham nærme sig stolen først og spurgte så med fornyet interesse "nå men hvad kan jeg så være behjælpelig med min ven?" hun kiggede tålmodigt på ham, nærmest som havde hun alverdens tid og som forventede hun at han ville sige noget vildt vigtigt.
Hendes blik veg ikke fra ham, han var tydeligt centrum, men som en god ting. Som var han af stor betydning, men alligevel ikke for meget. Hun virkede ikke stirrende eller nærgående, men behjælpelig og venlig som altid..

[William Quiles]

Han gik et par skridt frem og satte sig roligt i stolen. Han havde ikke vidst at den gamle rektor var gået af, men det var vel meget logisk, han virkede jo ikke ligefrem som en der kunne holde en skole kørende, han bagte bare kage. Dog var William heller ikke så vild med denne nye rektor, hun virkede alt for ung til at skulle styre en skole og vejlede børnene. Han brød sig heller ikke om at hun talte ned til ham på den måde 'hvad kan jeg så være behjælpelig med min ven?' hvem fanden troede hun lige hun var, hun talte til ham som om at han var et barn, han var da forhelvede flere tusinde år gammel. Han ville kunne have accepteret det fra en gammel dame, sådan en af dem med ti katte. Han valgte dog at ignorere det for hun virkede eller ganske venlig "Jeg vil gerne vide hvem der er den stærkeste tankelæser i området p.t." sagde han roligt og fattet.

[Rektor (Angel)]

Kate fornemmede vrede vibrationer fra ham af ved hendes sidste spørgsmål. For til trods for at hun altid forsøgte at holde sig væk fra andres tanker og følelser, var det altid svært at kontrollerer når vedkommende selv hidsede sig meget op følelsesmæssigt.
Hun fortrak dog ikke en mine, virkede uvidende og svarede så med venlighed i stemmen "Det er nok mig du skal have fat i så!" hun stod nærmest bare op af bordet og virkede afslappet og venlig. Hendes rødbrune øjne var nysgerrige som altid, men besad dog en styrke og rolighed uden lige. Hun havde oplevet mange ting, rigtigt mange ting og dette kunne tydeligt ses i hendes blik.
Hun vendte roligt blikket imod nogle af bøgerne som slet ikke virkede til at kunne finde deres vej hen på plads og gik derfor derhen, tog dem og placerede dem derefter på reolen hvor de skulle side. Alle hendes mange bøger var placeret i alfabetisk orden, der var meget små bøger som kun meget få nogensinde ville kunne læse og kæmpe bøger som var omkring de to meter høje. Nogle var meget slidte og værdifulde, andre var nye og med stor viden om den moderne verden.
Hun havde ikke læst dem alle, det kunne hun vel nødigt prale af hvis hun ville. Nej hun havde læst mange, men der var for mange bøger til at hun ville kunne rumme dem alle i sit hoved.
De fleste ting var nu efterhånden kommet på plads, få småting fløj stadigvæk rundt, men ellers så alt nu fint og ordentligt ud.
Hun smilte tilfredst frem for sig, vendte blikket kort imod ham og konstaterede så venligt "du behøver ikke nødvendigvis at side ned, de fleste kan bare godt bedst lide det sådan!" hun smilte venligt og gik så hen imod karret og ilden som flød deri. Hendes blik var eftertænksomt, hun stod og studerede stenen og spurgte så nærmest fraværende "hvad tror du det her er, hvis du skulle give et vildt gæt?" hun lod blikket hvile der lidt, men efter ca. ti sekunder, vendte hun det nysgerrigt hen imod ham og afventede tålmodigt svar..

[William Quiles]

Han tvivlede, men hvis hun virkelig var den stærkeste i området kunne det jo være hun kunne hjælpe ham med at låse op for sit sind. Han kiggede rundt i lokalet mens hun snakkede og hans blik faldt atter på karret med ilden i. Han vidste han havde set det før, eller noget der mindede meget om det, men han kunne ikke lige nu huske hvor eller hvornår. Det så meget gammelt ud, og på en eller anden måde også farlig, som om den kunne gøre de fleste sind korrupte hvis de brugte for meget tid nær det. Han rejste sig op og gik hen til karret rakte en hånd ned og tog stenen op, han kunne nærmest mærke en energi komme fra karret og stenen. Han lagde stenen tilbage i ilden, det generende at han ikke kunne sige hvad det var, det lå lige på tungen, men han kunne alligevel ikke huske det. Karret og stenen virkede ikke som noget specielt, at lave noget lignende ville ikke tage andet end en dygtig flammemanipulator, men der var nu alligevel noget anderledes ved det. "Jeg ved det ikke, vel nok en kreation af en mutant i oldtiden der fik nogle almindelige mennesker til at tilbede ham eller hende." svarede han hende "Men det var ikke det jeg var kommet for at diskutere. Hvis du virkelig er den bedste tankelæser i området, vil jeg gerne have dig til at låse op for min hukommelse."

[Rektor (Angel)]

Kate fulgte ham med blikket da han nærmede sig, var derefter ved at falde om at forbavselse og vrede, da han pludselig bare to stenen op.
Hun kiggede hårdt på ham, nærmest med øjne der var iskolde og nu også orange. Hun holde øjenkontakten i sin hårde tone, så virkelig ud til at hun kunne springe på ham hvert øjeblik det skulle være og sagde så ophidset "man piller da ikke bare ved alle ting! Jeg ved hvad det er og det er for værdifuldt til at alle bare skal pille ved det!" hun vendte opmærksomt sine orange øjne imod karet, ilden blev mere blodrød end ild farvet og begyndte at hvirvle hurtigere og mere voldsomt rundt.
Hendes hjerte hamrede i hendes bryst, hendes krop sitrede og alt dette skyldtes bange anelse og vrede blandet samme på grund af hans handling.
Hun stoppede dog pludselig op, vendte kort blikket imod ham og smilte undskyldende. Hun kiggede kort på karet igen, lukkede sine øjne i koncentration, hvorefter ilden så igen roligt blev som før og faldt til ro.
Hun vendte kort blikket imod ham og bevægede sig så hen imod skrivebordet uden at sige noget. Hun havde hørt hans ord, men hun skulle lige klare sine tanker før hun tillod sig selv at bryde ud igen. Hun åndede roligt ind, så ud, hvorefter hun vendte opmærksomheden imod ham igen. Hun smilte nu mere afslappet, øjnene var igen rødbrune og sagde så henvendt til hans kommentar "tanker er ikke bare noget man piller ved heller, nogle minder skal være afspærret og gemt fra sindet. Det er bedst selv at løsne op for sine glemte sager, men jeg kan hjælpe det lidt på vej! Ikke mere, eller mindre!" hun smilte kort, kiggede bedømmende på ham og bevægede sig så roligt derhen imod. Hun begyndte stille at forberede sig på at skulle løsne hans blokeringer lidt, at skulle træde ind i hans verden af tanker og minder. Men hun virkede helt rolig, på trods af alle de ting hun helst ikke ville være en del af..

[William Quiles]

Han undertrykte et smil, uden at ville det havde han på meget kort tid brudt gennem rektorens overvenlige facade, han var kommet under huden på hende. det undrede ham dog stadig hvad karret kunne være, der var jo åbentbart en stærk forbindelse mellem retorens humør og den måde ilden i karret opførte sig på. Var karret en del af hende, eller bare hendes egen kreation? Måske var hun bare en flammemanipulator ligesom ham selv.
Desuden var han ikke bare alle, han var trods alt den ældste, den evige, hvis han havde lyst til at samle en sten op så gjorde han det. Dog håbede han at hun ville været faldet nok til ro hurtigt til at det var sikkert for ham at lade hende trænge ind i sit sind og rode ved hans minder.
Han gik hen til stolen igen og satte sig afslappet ned sit ravgyldne blik rettet mod hende "For det første er mine minder allerede blevet pillet ved, det er derfor de er låst, det var i bund og grund min egen skyld, men det retter vi op på nu. For det andet, hvis det kar er så værdifuldt så fortæl mig dog hvad det er, den information du giver mig nu bliver tilbage betalt tusindfold med den information jeg kan give DIG når først mit sind er låst op."

(( Når Williams sind skal låses op, er du meget velkommen til at finde på nogle specifikke minder der bliver låst op, måske nogle der giver rektoren et indblik i hvem William i virkeligheden er? Slip fantasien løs XD ))

[Rektor (Angel)]

Hun hævede et bryn, han var vidst temmelig overbevidst om hvor fantastisk han selv syntes han var. Hun smilte derefter blot roligt, kommenterede ikke sine tanker og gik så helt hen til ham.
Hun lod blikket vandre vurderende på ham, smilte så roligt og konstaterede så gådefuldt "hvis du er så god som du siger, så burde du også selv kunne finde ud af hvad det er! Og sid nu stille og forsøg at rense dine tanker!" hun lod en hånd føre op på ver side af hans tindinger, lige få centimeter fra hans hoved af og mærkede så sine energi begynde at rase. Hende øjne blev igen orange, de viste hendes fulde koncentration og udøvelse af sine kræfter.
Hendes øjne forsvandt pludselig i et hav af hvidhed, hun lignede faktisk en blind en. Hele hendes øjne var overtrukket af en snehvid hinde, selve irissen var stadigvæk orange, men meget mat i det og næsten helt fraværende.
Hun så minder, mange minder der rasede forbi så hun ikke kunne få noget af dem med. De kom så hurtigt at kun brudstykker fangede hendes opmærksom og så kom der flere og hun havde igen glemt de forhenværende scenarier.
Hun dumpede ned i en have, meget smuk dekoreret og med en himmel dunkel og uhyggelig med dens stemning. Alt virkede deprimerende, springvandet, haven og ja selv William da hun pludselig ko gående forbi hende. Hun vidste at han ikke kunne se hende, hun stod der nærmest som kiggede hun blot på.
Nærmest en verden hvor alt omkring hende havde sin egen vej og hun ikke var en del af det hele.
Hun var i hans minde, hans verden og hun kunne blot se på fra side linjen af..

((Så nu må du selv digte noget.. XD))

[William Quiles]

Forbandede øgle, kunne hun da ikke bare fortælle ham hvad karret var, skulle han virkelig selv til at gætte. Han fornemmede hendes hænder lidt ud for hans tindinger og kiggede lige ind i hendes øjne som af en eller anden grund ændrede farve. Pludselig blev hans egne øjne matte og han så ikke mere hvad der var rundt om ham, så et virvar af billeder for sit blik førend alt blev sort.
Han åbnede øjnene og følte sin krop bevæge sig, selv havde han ingen kontrol over kroppen var bare en tilskuer indefra. Han vidste at dette var et minde dog et han ikke havde oplevet før, alt virkede så dystert og selv hans krop føltes anderledes, stærkere, kraftfuld, men sindet mørkt.
Da han bevægede sig forbi springvandet så han i det sit eget spejlbillede. Han var højere end sin nutidige krop og meget bleg. Udover det var hans hår kort og kulsort, hans tøj i dunkle røde og sorte farver. Der var nogen det var meningen han skulle møde lige om lidt, noget han skulle gøre.
Som han gik hen til en dør åbnede den sig og en tjener bød ham indenfor, William ikke så meget som kiggede på tjeneren. Ned af trappen ind i et dunkelt lokale med et stenalter for enden. På alteret lå en person lænket, en ulydig, vidste han.
Pludselig stoppede han op midt i lokalet og vendte sig rundt. Foran ham stod hans følge, hans loyale håndlangere, hans tilbedere. Håndlangerne var alle maskerede undtagen én. Hun havde langt brunt hår og han vidste at det var hende han havde sat til at bestemme over de andre når han var væk. Selvfølgelig var alle tilbederne mutanter.
"Dette er hvad der sker når man ikke adlyder mine ordrer" hørte han sig selv sige med dyb karismatisk stemme, mens han gestikulerede mod den lænkede. Han hørte dem svare som med én stemme "Du er herren, du er den evige". Et koldt smil krøb over hans læber, han vidste han havde fuld magt over dem alle, der var ikke det de ikke ville gøre for ham. Han løftede hænderne og en mørk og grusom ild begyndte at løbe over hans bare muskuløse arme.

((William gone bad ))

[Rektor (Angel)]

Kate fulgte ham, trippede hen over græsset imod huset og vandrede så lige igennem væggen og ind i forsamlingen af folk. Hun stoppede op foran William, havde den tilfangetagne imellem sig og ham og kiggede så vurderende på William.
Hun forsøgte at aflæse hans udtryk og væremåde, forsøgte at huske det hele og få hele situationen med. Hun gik hen til kvinden, så hendes smukke ansigt, det brune hår og bemærkede at hu som den eneste af hans håndlanger, ikke havde maske på.
Måske havde det også en betydning og hvorfor en mon?
Hun vendte hen imod den tilfangetagende, hans virkede bange. Men også som om at han selv troede at han fortjente det her. han havde accepteret sin skæbne og betragtede tydeligt stadigvæk William som sin herre, sin gud og alt godt der kunne ske. Han lå for døden og alligevel svigtede han ikke sin herrer til slut. Kate vendte blikket imod William, han så ud til at nyde det og det ville formentligt nok tage hårdt på den nuværende William når de først om ud af alt det her igen.
Hun havde hørt hans dumme kommentarer, havde set hans uforsigtige handlinger og fornemmet hans skepsis da han havde set hende. men hun vidste at han ikke var sådan, hun havde kunnet fornemme det. Han var god nu, han havde lært af sine fejl og regnede derfor med at han ikke brød sig om det han nu se..

[William Quiles]

Han følte og så sig selv vende sig mod den lænkede, kunne føle suset fra al den magt han havde over andre, den styrke det gav ham. Det var næsten helt overvældende, og inderst inde kunne han godt se at det var forkert. En enorm bølge af kraft for igennem ham og ilden fra begge hans arme blev skudt fremad mod den lænkede. Bag ham kunne han stadig høre sine disciples messen "Du er herren, du er den evige" vidste at hvis han bedte dem om det, ville de tage den lænkedes plads, de ville alle dø for deres herre. Flammerne nåede den lænkede og tilbage var kun aske og et sortsvedet alter. Atter en gang vendte han sig mod dine disciple, hans øjne faldt atter på kvinden med det brune hår. Han havde fundet hende for nogle år siden huskede han, hun havde en uheldig evne ukontrollabel. Hun var nød til at suge livsenergien fra andre for at overleve, og derfor var hun skyld i mange dødsfald, ikke at han havde noget imod drab, men uden kontrol, ingen magt. han havde taget hende til sig, trænet hende, ladet hende suge livskraft fra ham selv. Det skadede ham jo ikke, han levede evigt.
Han løftede sine hænder og den kontinuerlige messen ophørte med det samme. Igen hørte han sig selv begynde at tale "Jeg har vist jer hvad vi kan være, hvorfor vi de evnede, skal regere over dem uden evner. Hvorfor skulle vi eller have fået disse gaver, hvis ikke for at regere over dem. Vi er guder i forhold til dem, de er vore slaver. Og i aften... Brænder vi London ned, fjerner dem der ikke er værdige til at være mere end vore slaver, udsletter dem. London er kun første skridt på vejen mod storhed" Rundt omkring ham hujede hans disciple, de glædede sig over den udslettelse de snart skulle være med til.

[Rektor (Angel)]

Kate kiggede roligt rundt, mærkede sit hjerte slå langsommere og hendes åndedræt blive mere roligt og afslappet. Dragen i hende stod lige ved tærsklen til overtagelse og tiggede og bad om at lade hende give den sin krop.
Hun smilte roligt frem for sig, mærkede dragen i sit der jublede ved tanken om at reagere over andre og være sin egen herre. men hun kæmpede smilt igen og fulgte Williams blik hen imod den smukke kvinde. Hun følte næsten Williams fornemmelser og følelser for denne kvinde. Hendes ophold i hans tanker gav hende en empati for hans følelser, men hun havde prøvet dette mange gange før og vidste derfor hvordan man holdte sig fra alle disse fristende tanker.
Hun nikkede kort frem for sig, hørte folks jubel omkring og sagde så pludselig med en høj og klar stemme "stooop!" hun ville sagtens kunne komme fri af hans tanker uden at sige noget, men ord som beskrev de ting hun ville, hjalp hende ofte så det var lettere at udfører.
Alt blev sløret omkring hende, hun blev trukket væk fra scenariet her og ført ud i noget der først virkede som totalt mørke og ensomhed. Men efter at hun fik fokussen igen, begyndte hun at kunne se de mange minder og virvaret af det helle som snurrede rundt og hastede afsted i forvirrende baner.
Hun blev trukket endnu mere væk og pludselig mærkede hun sin krop der blev slynget væk fra ham og hen imod bordet.
Hendes hud blev blodrød og skællet, hendes udseende gik hen i forsvarsmekanismer og hun landede derfor henne ved skrivebordet i sin oprindelige skikkelse.
Hun smilte koldt frem for sig, rejste sig op og kiggede så nu mere venligt på ham.
Hun gik hen imod ham, stoppede godt en meter derfra og spurgte så indledende "nå, hvad syntes du så? Noget du kan huske eller..?" hun stoppede sin sætning, da hun egentligt ikke behøvede at sige mere. Alt var blevet spurgt og hun afventede derfor hans svar nu..

[William Quiles]

Han skulle lige til at lede sit følge ud af døren da alt pludselig blev mørkt. En skarp smerte skød igennem hans hoved og han lukkede øjnene i smerte. Da han åbnede øjnene igen så han retoren henne ved skrivebordet igen i sin reptilform. Han vidste hvad han lige havde set, det var ham selv, ligefør han havdet startet den store brænd i London, kort efter han havde mistet alt i pesten favntag kun et år før. Det havde føltes så rigtigt, alt det han sagde, alt det han gjorde. Men han vidste jo godt at det var forkert, noget af det.
Uden at han selv lagde mærke til fik hans hår nogle mørke striber mellem det gyldne og i et kort øjeblik var hele hans hår kulsort, som i mindet. Ligeså hurtigt som det kom var det væk igen og hans hår var atter normalt.
Han følte sig ikke helt normal, på den ene side fandt han det afskyeligt det han lige havde gjort, men på den anden side. Han forstod grunden til sit tidligere jeg's handlinger, og på det tidspunkt havde det føltes så rigtigt. Hans holdninger havde da været stærkt påvirket af det tab han havde følt da alt blev revet fra ham under den sorte døds rasen lige forinden og så kvinden med det brune hår Sasha. Sasha støttede ham i hans meninger og handlinger, de påvirkede hinanden til at hade de 'almindelige', der drev jagt på alle der var anderledes. Ham og Sasha havde været meget tætte, men hendes evner blev til sidst hendes død og det var dét der til sidst fik ham til at vende sig fra den destruktive vej han var på.
Han rettede sit blik mod rektoren "Ja det er noget jeg kan huske" sagde han sørgmodigt men bestemt "Det er ikke nok, vi er nød til at grave dybere, finde nogle tidligere minder." Han så på hende meget bestemt, prøvede at få hende til at forstå alvoren af hans ord.

[Rektor (Angel)]

Hun smilte roligt, forstod på et eller andet punkt godt hans iver. Men hun vidste bedre, for at grave i minder to gange så tæt på hinanden, kunne aldrig ende godt. Det var anstrengende at grave i folks minder, men det at det hele skulle gå ordentligt, så hun ikke pludselig farede vild inden i hans hoved. Var blot endnu en ting der tog meget på hende og han burde da også være godt rystet og forvirret selv.
Det gav en masse at gense minder, at føle de følelser fra den gang og opleve situationer fra en tidligere alder. Det hele tog på psyken og ens orientering. Selv om at man sagtens vidste hvad der var nuet og fortid, kunne man sagtens få små tilbageslag, eller hvordan det så ellers kunne forklares. Man kunne mærke lyster og vaner fra fortiden dukke op igen, men kun lige kort, for så igen at blive normal.
Det hele var meget underligt, så hvis man pludselig skulle igennem en mere opdagelse i fortiden, kunne det hurtigt ende galt. Så hun nikkede forstående og sagde så kort "den tidligere rektor ville formentligt give kage og kiks nu, men jeg har intet. Så du må nøjes. Men vi kan ikke fortsætte nu, det vil kun gøre det hele være. Du skal bebrejde de oplevelser først og så komme tilbage senere. Hjernen har brug for selv at find ud af nogle ting og efter du har fået et lille skub i den rigtige retning, burde du selv kunne klare dig lidt i nu!" hendes krop formede sig igen til den smukke kvinde med flammerødt hår og rødbrune øjne. Hun smilte venligt til ham og afventede så hans reaktioner på hendes svar..