The beast of the heart.

[William Quiles]

Han gengældte ikke hendes smil, forstod hun da ikke hvor vigtigt det var at han fik sin hukommelse tilbage hurtigst muligt. Det var vigtigt ikke kun for hans egen skyld, men også for Kiras, han kunne ikke tillade at hun skulle se den slags minder hvis de blev ved med at dukke op når han sov og der var en risiko for at de ville dele drømme. Han huskede nu mere af hvad der var sket siden mindet han lige havde oplevet, huskede bidder af tiden mellem 1666 og den dag idag.
Han satte sig bedre i stolen og kiggede på hende med et udforderende udtryk i ansigtet "Jeg tror ikke helt du forstår, jeg har allerede bearbejdet mindet, det gjorde jeg i årene der fulgte hændelsen, år jeg nu kan huske. Faktisk kan jeg nu huske meget fra efter hændelsen, men det er ikke nok." han rettede sit ravgyldne blik lige mod hendes "Nu kan det jo selvfølgelig være at du har overanstrengt dig, troede bare at den stærkeste tankelæser i området kunne klare mere?"
Han vidste at det ikke var pænt at snakke til skolens rektor på den måde, men hvem var hun at hun troede hun kunne vide hvordan hans hjerne fungerede og hvad den havde brug for. han var jo trods alt den evige.
Igen uden at han lagde mærke til det skiftede hans hår farve til kulsort og blev sådan i et par sekunder før det igen forsvandt.

[Rektor (Angel)]

Kate kiggede roligt på ham, hans udfordrende stemme og halt næsvise opførsel, lod ikke til at påvirke hende.
Hun nikkede kort og forklarede så venligt "det har intet med mine evner at gøre og det ved du udmærket godt. Jeg vil hjertens gerne hjælpe dig, men det bliver efter mine regler og de siger at der ikke bliver mere i dag! Det vil skade mere end hjælpe, hvis vi igen skulle tjekke dine fortid!" hun smilte kort og vendte sig så væk.
Hun gik hen til karet igen, lod de rødbrune øjne stirre ned i karret med ild og stenen. Hun lod et mildt smil klæde hendes læber, virkede eftertænksomt og nærmest fraværende ved synet af den lidt aflange sten. Den var faktisk ret stor, nærmest så stor som to fodbolde ved siden af hinanden. Den havde en stens farve, men virkede alligevel anderledes.
Hun smilte nærmest drømmende, vendte så blikket imod ham igen og sagde "hvis du en dag skulle få brug for hjælp, så lov mig at komme til mig! I dag, vil jeg desværre ikke kunne gøre mere. Men du burde få trænet det dig og Kira nu har sammen!" de sidste ord sagde hun nærmest som i en gåde. Men hun vidste at han straks ville vide at hun snakkede om de tanker ham og Kira nu kunne dele sammen. Han burde lære at kontrollere det og bruge det til bedre ting end uheld..

[William Quiles]

Han kiggede hende neutralt i øjnene og fulgte hende med blikket da hun gik hen til karret igen. "Jeg vil selvfølgelig ikke tvinge dig, jeg finder bare en anden vej" sagde han roligt "Og lad være med at sige at det vil skade mere end det vil hjælpe, du ved lige så godt som jeg at det ikke er sandt."
Langsomt og roligt rejste han sig fra stolen og gik hen ved siden af hende, hans blik faldt på stenen han havde taget op i hånden tidligere, faktisk havde han næsten lyst til at tage den op igen, bare for at gøre reptilen vred igen. Han havde på fornemmelsen at stenen og karret var bundet til reptilens livskraft eller sådan noget, den måde hun havde reageret på da han tog stenen op. Ligemeget hvad det var, var det i hvert tilfælde noget som hun fandt meget vigtig og dyrebar.
"For fremtiden burde du end ikke forsøge at trænge ind i mit sind uden tilladelse og det gælder også at læse ting du ikke har fået tilladelse til. Du vil finde at næste gang du prøver får du ikke meget succes." Han vendte sig om og gik hen mod døren, da han stod ved dørkarmen standsede han kort op. "Med tiden vil du lære at når du skjuler hvem du virkelig er overfor andre, hæmmer det dig. Så bare et råd.. drop facaderne, dem alle sammen" sagde han rolig førend han fortsatte ned af gangen væk fra kontoret.

//Out

[Rektor (Angel)]

Hun blev nu mere alvorlig, kiggede bedømmende på ham og undlod så at sige noget. For hun vidste at han ikke ville have det godt af endnu et besøg til fortiden, men hun vidste også at han nok aldrig ville indse det før det var for sent.
Hun sukkede kort i sit indre og tænkte for sig selv, hvor meget han tog fejl.
Hun vendte kort blikket væk da han var kommet hen til døren, hun lukkede smertende sine øjne i og lyttede til hans ord. Hun sukkede kort, havde håbet på mere fra hans side af. Men han var lige så arrogant som en phoenix nu kunne være.
Hun vendte igen blikket imod ham, nåede lige at få et sidste glimt af de ravgyldne øjne, hvorefter han så igen var væk fra hvor han kom. Hendes blik ville være fyldt med smerte og sorg, en brist i hendes sind. Han havde ramt plet, et ømt punkt og hun hadede ham ikke engang for det.
Da han var helt væk, trak hun sig nærmest træt hen til stolen og lod sit dumpe ned der. Hun sukkede igen, lænede sig godt op imod ryglænet med lukkede øjne og sagde så med ømme og sagte ord "Bare det var så let min ven. Ikke alle har det så let som du, hvis jeg lagde alle facader ned, ville jeg ikke være rar at være i nærheden af!" hun smilte ømt, åndede roligt ud og begyndte så stille og roligt at ordne sit kontor igen..

OUT//