red eyes in the red sun..

[Yuki Cross ( Nightmare )]

Natten var ved at trække sig tilbage og en rød morgensol kom op og viste sit lys på himmel, der var dækket af orange, gule og blå farver.
Månen kunne man se en smule af endnu, men det var ikke længere før at solen viste sig helt i den nye dag.
Yuki kom ud på balkonen da hun vågnede tidligt og havde lyst til at se solen stå op. Hun havde en sort nederdel på, med en hvid skjorte, der var helt lukket, udentagen ved halsen. Hun havde lange røde sokker på og hendes sko var lige så sorte, som nederdelen.
Hendes brune hår var løst og hendes røde viste et skær af rødt, dog brugt hun ikke hendes evne, det var bare solen, som reflekteret i hendes øjne.

[Arrai Tsumo]

Arrai viste sig oftere og oftere, nu da han havde boet her et år og følte sig mere velkommen. Han nød dog stadigvæk at være ude om natten, og komme sent hjem. Denne gang havde mødet hos hans medrockere dog trukket lidt ud, og han havde sovet et par timer der. Derfor var han først vendt tilbage nu, og nød stilheden på gangene. Han havde fået samme idé som Yuki, og var derfor endt ude på balkonnen på tredje etage. Han havde stået det længe, men gemt i skyggen op af væggen, hvor han stod med armene over kors og det tomme blik med ryggen læned mod den kolde murstensmur.
Arrai var så godt som udtryksløs. Han havde ingen memik i ansigtet overhoved. Man kunne ikke se direkte på ham hvilket humør han var i... og så var han stum. Ikke en ting han var født med, men noget han var blevet med årene, noget der kom efter han fik sine sølræve gener. Endnu en af de misfornøjeligheder der hørte med til mutanter.

[Yuki Cross ( Nightmare )]

Da solen var kommet lidt længere op, rejste hun sig og opdagede så den anden tilstede værende.
Yuki smilte venligt. "Godmorgen, smuk solopgang, ikke?" spurgte hun uvidende om at han faktisk var stum. Hun brød sig ikke om folk der ikke svarede tilbage, men hvis personen ikke kunne gøre for det, så var der ikke noget at gøre ved det.

[Arrai Tsumo]

Arrai flyttede blikket mod pigen. Hun virkede så langt væk. Han end ikke drejede hovedet, gav bare et enkelt nik og lod blikket glide tilbage på horisonten. Han var temmelig tavs og havde god grund til at være det. Han kunne godt tale, men gjorde det helst ikke.. Han havde ikke noget at sige... Han blev kaldt stum og spillede med, for at folk skulle tro på det. Så ville de ikke spørge ham om alle mulige spørgsmål som han skulle forklare et svar til. Det var fint for ham med ja og nej.

[Yuki Cross ( Nightmare )]

Yuki smilte venligt og valgte for første gang at ikke at gå ind i hans minder, som hun før har haft gjort med dem hun har haft mødt. Det var jo ikke noget særlig rar ting for dem, alt pludselig bare blive læst af selv de pinligste ting.
Hun vente bare sit blik tilbage på solen. "Jeg tror ihvertfald aldrig jeg har set noget smukkere" sagde hun, men det var mere, som en kommentar for hende selv.

[Arrai Tsumo]

Arrai sukkede og gjorde sig fri af muren. Hans arme løsrev sig sin hvileplads og hang slapt ned. Han gik frem, helt frem til gelænderet, som han støttede sin lange, ranglede og magre krop til. Måske fik han ikke nok at spise? Det seneste år havde det været lidt snævert med pengene, og han følte det uhøfligt at spise i storeforsamlinger, så nej. han havde kun lige fået det hans krop behøvede, hvis ikke mindre.
Det sagde en klingrene lyd da hans venstre arm stødte albuen mod metal gelænderet. Hvad var det? Han havde også en handske på hånden... Skjulte han noget?

[Yuki Cross ( Nightmare )]

Yuki vende sig rund ved lyden, da hun blev mindre forskærmt over lyden.
Hun så på Arrai, med venlige øjne og gik lidt tættere på ham.
"Har du været her på skolen længe?" spurge hun med et venligt smil, som passede til hendes blide tone.

[Arrai Tsumo]

Arrai nikkede. Han havde været der længe, men de var aldrig kommet tættere på ham. Han var mystisk og svær at finde ud af, og så mystisk. Mirage var den der var kommet tættest på ham, og nu havde de endda et barn sammen. Han havde skam forklaret hende at han ikke var klar til at blive far, men hvis hun ville beholde barnet, måtte hun gerne det. Han skulle bare ikke være med til det.
Arrai var tavs, holdte blikket på horisonten, da to duer lettede fra et træ længere ude. Han fulgte deres leg på himlen. Deres voldsomme leg. Det var trodsalt sidste udkald i år for at holde på sin mage. Måske var det det der var galt? Man kunne høre paniske solsorte skrappe i den store have og fuglefløjt fra adskillige morgenfriske småfugle.

[Yuki Cross ( Nightmare )]

"Jeg er næsten lige kommet her" sagde hun lidt efter og smilte stadig.
Yukis nysgerrighed omkring hvem han begyndte at stige i hendes hoved, hun havde lyst til at se hvad der havde sket med ham indtil videre, men ville helst lade vær.

[Arrai Tsumo]

Det var kun godt at hun ikke rodede i hans minder, for han fortrængte nemlig det meste. Han var blevet slæbt gennem de værste, smertefulde forsøg, da han var yngre. Ham og en flok andre børn. de var 7 i alt til at starte med, men de fleste døde af de belastninger deres krop fik, efter muteringer og operationer. Nogle sprang i luften, nogle var betændte, havde underlige farver, sølet ind i klæbrige væsker og i klamme celler på størrelse med en enmandsseng. Der var altid mørkt, koldt og fugtigt. Skrig og hylen fra de andre børn og uden man selv vidste hvornår man selv skulle dø.
Han var ellers sådan en glad dreng dengang han boede sammen med sin bedstefar, men han dødede og Arrai blev sendt på børnehjem. Der blev han hentet til videnskabelige forsøg, men intet slap ud. Der blev lavet falske papirer om at børnene var sendt med rige turister i udlandet.
Intet var sandt. Arrai lærte ikke at sige noget. Det var dumt at sige noget, så blev man pisket, men Arrai skete der aldrig noget med. Han var lydig, de trænede ham til spionage, han gjorde sit bedste og fejlede sjælden. De ville gøre det endnu bedre, da den lille magre dreng i selebukserne havde et udviklene tallent. De indopererede sølvrævegener, da en lille ræv af den størrelse var kendt for at kunne slippe igennem alt. Det var dumt at tænke sådan, for det ramte dem selv en månedstid efter, da Arrai havde lært at bruge sine givne evner. Han satte det hele til selvdestruksion og flygtede selv gennem ventilationsskakterne og kloakrørene.
Den eneste overlevende. Han gik dog temmelig død et par uger efter, anede ikke noget om verden udenfor de små mørke celler. Den smule han kunne huske fra før, virkede ikke rigtigt mere. Han blev ramt af noget på en vej. Ikke hårdt, men hans opmærksomhed var på det tidspunkt så godt som væk. Personen på motercyklen stod af og kiggede ned på Arrai i lyset af cyklens lygter. Flere kom til... det var mørk. Arrai mistede bevidstheden.
Da han kom til sig selv, var han et helt fremmed sted og gik helt i panik. Han var lille og pjusket for ikke at nævne beskidt. En dreng, et par år ældre end ham selv, snakkede til ham. Han forstod ingenting, sagde intet. Drengens navn var Rendahl. De befandt sig i rockerborgen, hvor Arrai boede, voksede og lærte, indtil den dag da en modsigende rockergruppe jagtede ham. Hans lille sølvræve krop blev ramt af en bil på en vej, og hans venstre arm blev totaltsmadret. Han søgte tilflugt her på skolen og Rektor tog imod ham. De kunne ikke redde armen, og blev nød til at fjerne den helt. Han ejer nu en af metal i stedet for og opholder sig på skolen når han har lyst. Han har en seng her, men bruger den aldrig rigtigt. Han hørte til i rockerborgen, selvom han nu var den mere rolige person, der slet ikke lignede en af deres.
Arrai nikkede lidt til det Yuki sagde. Han vidste godt hun var ny. Han kendte jo efterhånden alle ansigter her på skolen.

[Yuki Cross ( Nightmare )]

Yuki smilte venligt, uvidende om hans forfærdelig og ondskabsfuld baggrund. Hvis hun havde set den, endte hun med at stå med tårer i øjnene, over hvad hun havde set. Det var en af hendes svagheder. Medlindenhed.
"Hvad hedder du?" spurgte hun venligt, men lidt irriteret over han bare nikkede og ikke sagde ord.

[Arrai Tsumo]

Arrai så ned, så så på Yuki. Han gjorde sig fri af gelænderet og stavede med fingrene, sagde ikke noget. Hans ansigt var udtryksløs som altid. Han fortrak ikke en mine. han vidste at pigen måske ikke kunne læse fingersprog, så han stavede langsomt. A-R-R-A-I. Kiggede bare på hende og afventede om hun forstod. Han var vidst også en del højere end hende.

[Yuki Cross ( Nightmare )]

Yuki blev overrasket over hans fingerbogstaver og overvejede om han var stum, men fulgte hans bevægelser.
Hun kunne stille se hvad der skulle stå, men var lidt usikker, så hun spurgte om hvad hun havde set. "Arrai?"

[Arrai Tsumo]

Arrai nikkede og pegede så på hende. Han lagde hovedet lidt på skrå, så egentlig nuttet nok ud når det kom til stykket. Han prøvede at spørge efter hendes navn. Egentlig var han meget genert, men det var ikke så slemt her på skolen... Ikke længere. I starten havde han været så sky og nervøs, at han nærmest flygtede ud af vinduet, når nogen bare var i samme rum som ham, eller 10 meter fra ham. Nu kunne han stå overfor denne fremmede pige og spørge hvad hun hed. Han havde ændret sig meget, men kun i den gode retning. Han brugte sjælden sine spionage evner, og var både flink og overbærende.

[Yuki Cross ( Nightmare )]

Yuki små smilte lidt over hans stilhed og tegnsporg. Men hun var ikke helt klar på det.
Hendes øjne blev røde, men hun gik ikke tilbage til hans fortid, men til for få minutter eller sekunder siden, for at se hans tanker.
"Jeg hedder Yuki" sagde hun så, med et venligt smil, men hendes øjne var stadig røde.