red eyes in the red sun..

[Arrai Tsumo]

Arrai så lidt forbløffet på hende. Forstod hun? Åbenbart. Han smilede inde i sig selv, var glad for at nogen forstod ham. Han kunne jo godt navnene på på tingene, men kunne bare ikke sige det. Arrai så lidt på Yuki, tog så hånden ned og nikkede lidt.
Han spurte på tegnsprog om hvor længe hun havde været her, og hvor hun havde lært at at læse tegnsprog henne.

[Yuki Cross ( Nightmare )]

Yuki smilte bare til ham over hans spørgsmål inden hun svarede på det.
"Jeg har vel kun været her et par uger og jeg har ikke lært det. Jeg bruger bare mine evner til at se ind i hukommelse" fortalte hun med et smil.
"Hvor længe har du haft været her?"

[Arrai Tsumo]

Det gjorde det bare endnu bedre. Han droppede tegnesproget og tænkte blot. lidt over et år. Min evne... eller rettere sagt.. min genfejl... er sølvrævens. Jeg kan mutere til sådan en åndssvag ræv. Han var tydeligvis træt af det. Meget endda. Han hadede at være mutant, også selvom det gav mange fordele, især for ham og hans hårde spion optræning. Han var god til næsten alt han gav sig til, men hvor udnyttede han så ikke fordelene?

[Yuki Cross ( Nightmare )]

Det gik Yuki lidt på at han omtalte sig selv på den måde.
"Hvad er der galt i at være mutant?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå og holdte om sig selv.

[Arrai Tsumo]

ikke at der er noget galt med det... jeg vil bare ikke være det. Jeg blev det temmelig ufrivilligt og smertefuldt, så jeg har det ikke ret godt med at være det forsøg de andre gjorde mig til. svarede han og fnyste. idioter... og så sådan en åndssvag evne... Din er sgu da hundrede gange federe... helt ærligt... du kan læse folks tanker, som var det tale.

[Yuki Cross ( Nightmare )]

Et trist smil og blik kom op, da hun hørte dette.
"Nej, jeg har mine egne bevirkinger" sagde hun og hendes øjne blev igen brune.
"Jeg kan ikke bruge mine evne længere end nu, ellers ville jeg ende med at du ville glemme alt det vil lige havde sagt om og at du har haft mødt mig" sagde hun med et skævt smil, mens en enkel tårer sneg sig ud. Hun havde prøvet at hendes venner før havde glemt hende og hun havde aldrig forstået det før det var forsent.

[Arrai Tsumo]

Arrai forstod at hun ikke længere kunne bruge sin evne... der var mange, især pigerne her på stedet der blev hurtigt udmattede eller fik bivirkninger ved at bruge deres evner for længe. Han sukkede, lagde sin højre hånd på hendes skulder og nikkede lidt til hende. Det var iorden med ham. Han fortrak dog stadigvæk ingen mine. Det var bare sådan en af hans kendetegn.

[Yuki Cross ( Nightmare )]

Yuki tørte stille hendes tårer væk med et smil.
"Det er lidt ynkeligt det her" sagde hun efter lidt tid, men stadig med et smil, en lidt nervøst grinende smil.

[Arrai Tsumo]

Arrai klappede hendes skulder lidt. Det skulle nok gå, hun måtte gerne græde, og hvis det skulle gå helt galt, så var han så vant til at skulle trøste Mirage. Han havde forstand på kvinder, også selvom han aldrig sagde noget.
Arrai flyttede sin hånd igen. Den mekaniske venstre arm og hånd sagde sådan en sjov lyd når han bevægede den, derfor... ville han ikke bruge den... den larmede... den afslørede sig selv.

[Yuki Cross ( Nightmare )]

Yuki smilte bare af hans klap på hendes skulder, men da hun hørte ham flytte ham, var nysgerrigheden nærmest malet i hendes ansigt.
Hun rakte ud efter at røre hvad det var for noget, men stoppede i bevægelsen. Hun så på ham, som så hun om havde en slags tilladelse til at mærke hvad det var for noget.

[Arrai Tsumo]

Arrai så ned på hendes hånd, så på hendes ansigt og lod blikket glide ned til sin arm. Han lod den unødvendige støj bevæge sig op til hendes hånd og lod hende røre ved den. Hun kunne gøre hvad hun ville med den, han kunne sågar tage den af hvis det var nødvendigt.
Arrai tog handsken af med sin højre hånd, så det skindende metal, blankede sig i solopgangens nu lidt matte lys.

[Yuki Cross ( Nightmare )]

Yuki lod stille sin hånd undersøge hans egen hånd.
Hendes finger var rolige og forsigtige, mens hendes øjne viste at hun var nysgerrig. Hun smilede venligt og skiftede sit blik mellem ham og armen.
Hendes evne begyndt at træde ind over hendes nysgerrighed over hvordan han havde fået den. Hun kom for langt bag ud og kom til at se alt. Fra da han blev født til han stod der nu. Det tog få sekunder og Arrai ville mærke noget spinde ved øjnene.
Hendes øjne var brune igen og hendes øjne var næsten som to store kopper, mens der løb tårer ud over at se alt den smerte.

[Arrai Tsumo]

Arrai lukkede øjnene, tog sig kort til hovedet i et mindre svimmelheds anfald. Hans metalarm fik fat i Yuki's håndled, da han vel greb ud efter noget at støtte sig til. Han skulle lige genvinde balancen, så på hende. Hvad pokker var nu alt det for noget? Det snurrede lidt endnu, men han valgte at inorere det og rette sig op. Han så ned, slap hendes håndled, ville sige undskyld for bare at have taget fat i hende. Det var ikke meningen. Han så hun græd. Nu lev han først nervøs, var det hans skyld? Havde han taget for hårdt fat? Han blev en smule panisk. Han kunne aldrig mærke hvordan han havde fat i ting med sin metalhånd. Han havde ikke følelser i den. Han turde slet ikke røre ved hende nu... tænk hvis han gjorde hende mere fortræd? an bakkede ca. en meterbagud.

[Yuki Cross ( Nightmare )]

Yuki havde slet ikke taget sig af hans tagenfat i håndledet, da hun stadig var helt chokket.
Hun sad ned på knæ og vidste at hun ikke kom til at sove i nat. Hun ville få mareridt i nat, som altid. Der var så mange med en dårlig eller grim fortid, på den anden side var det hendes eget problem, det var hende som kiggede.
Yuki så hvor langt han bakkede bag ud og rejste sig op igen.
"Undskyld Arrai" sagde hun og gik imod ham, med en åben hånd imod ham. "Jeg så bare din fortid.." hun stoppede op og så ned i jorden og irriteret sig over sin egen nysgerrighed. Hun vidste sådan set næsten alt om ham nu. Hun vendte sig istedet rundt og gik og satte sig på en bænk for lige at få klaret hovedet.

[Arrai Tsumo]

Arrai lagde hovedet på skrå. Hvad undskyldte hun nu for. Hans blik fulgte hende, da hun gik hen på bænken og satte sig. Hans fortid? Hvad var der med hans fortid? Hun havde set den... Og hvad så? fortid var fortid... Han kunne alligevel ikke ændre det.
Arrai sukkede og begav sig hen til Yuki. Han satte sig ved hendes side, mens han tog handsken på sin hånd igen. Det var altsammen så besværligt. Hvorfor kunne han ie bare tale lisom alle andre?