Aut viam inveniam aut faciam

[William Quiles]

Himlen var mørk og varslede et faretruende uvejr i horisonten, ikke et normalt uvejr, alt for kraftigt til denne årstid. Vinden pep gennem de utætte døre i kirken og hvis man kiggede op i åbninger ved klokketårnet kunne man lige skimte en ensom skikkelse i mørket. Han sad der alene og betragtede himlen, vidste at den ikke var normal, men hvad var også normalt i disse dage? Med benene ud over kanten og med intet andet på end et par løse bukser og sko, sad han og gjorde sig parat til sit første forsøg. Han havde i længere tid grundet over om det var muligt for ham at gennemgå en delvis forvandling og bare bringe vinger ud i stedet for at forvandle sig helt. Der var derfor han sad her. Hvis han kunne få det til at virke ville dette være det perfekte sted til at tage fra, til første flyvetur i menneskeskikkelse. Et par meter bag ham lå der en t-shirt og en uldfrakke, som han lige havde af, for at give plads til de vinger der eventuelt kunne komme ud på ryggen af ham. Han frøs ikke, gjorde han aldrig, en del af hans flammende natur. Men han kunne jo heller ikke finde på at drage opmærksomhed til sig selv ved at gå gennem byen i bar overkrop vel. Vinden blæste gennem han gyldenrøde hår og blæste noget af det ned i øjnene på ham. Det irriterede ham uden lige, så han tog et hårbånd fra lommen og satte sit hår i en kort hestehale. han måtte snart få klippet det hår.

[Mirage Nerrissa Carlson]

En slank skikkelse kom gående ned af stien der førte hen til kirkens indgang. Den så sig lidt omkring. Gik afsted, iklædt en lang, mørkeblå nederdel, en mørke lilla trøje og en sort læder-frakke med en hætte trukket ud over hovedet. Hun fjernede hætten, og frigjorde på den måde sit lange, mørke hår som lettede lidt i vinden. Hun gøs. Det trak op til uvejr, og hun havde bestemt sig for at søge tilflugt i kirken. Det var lige det sted der havde ligget tættest på, da hun bemærkede at et uvejr snart ville bryde løs. Hun havde en trang til at forvandle sig og søge tilflugt i tårnet, men det ville vække opsigt. Unødig opmærksomhed var ikke lige hvad hun ønskede sig for tiden.

[William Quiles]

Langsomt, men bestemt rejste han sig op og gik lidt væk fra kanten igen. Han vidste ikke helt hvordan han skulle bære sig ad med forvandlingen. Normalt kom tingene bare til ham, når han fulgte sit instinkt, oftest i pressede situationer, men denne gang var det et helt bevidst valg, det var anderledes. Han skuede ud over byen under ham og var glad for at der ikke var så mange ude på denne tid. Frem og tilbage gik han, dybt i egne tanker, mens han prøvede at finde en vej, en måde at få det til at lykkes. Måske var det bare ligesom når han satte ild rundt om sig selv eller forvandlede sig. han følte jo bare efter den indre ild han besad og koncentrerede sig om hvad han ville have til at ske. "Ikke tænk, bare føl" mumlede han. Der var svaret jo, han skulle ikke tænke for meget over det, det blokerede bare processen helt. Blødt fokus var svaret, ligesom bushido. Et par dybe indåndinger senere følte han sig parat og begyndte at føle inden i sig selv efter sin kraft, sin ånd. Han forestillede sig selv med et par vinger, flammende og gyldenrøde. Han kunne mærke en begyndende smerte i ryggen... og underligt nok også i resten af kroppen, som om han blev strukket. Et smertens brøl rungede ud fra tårnet, forstærket af klokkens akustik. Han stod der midt i det hele, mens store flammende vinger bredte sig ud fra hans ryg, aldrig havde han troet det ville gøre så ondt. Hans halvlange hår havde nu ild farende hen over det, ikke brændte det, men gav det samme glød som hans fjer når han var i føniksform, som ild. Den trækkende følelse han havde følt var ham selv der blev 7 cm højere, for at kompensere for vingernes store størrelse. Afkræftet faldt han om og kunne ikke finde styrken til at rejse sig op.

[Mirage Nerrissa Carlson]

Mirage opfattede brølet, og forvandledes forskrækket til sin katte-form. Den lille kat stod med sin sorte pels strittende på ryggen, og dens hale lignede næsten et grantræ. Hun hvæsede lavmældt. Hvad var dog dette? Var der fare på færde?
Hun vendte sine rav-gule øjne op mod kirke-tårnet. Der kom lyden jo fra. Måske var nogen kommet til skade og havde brug for hjælp..? Under alle omstændigheder, burde hun vel undersøge det. Måske var det jo en anden mutant, som havde brug for lidt assistance. Hun satte i løb mod kirken, skubbede døren op, og begyndte at løbe op af trapperne så hurtigt hendes ben kunne bære hendes adrætte krop.

[William Quiles]

Med en følelse i kroppen som var han blevet kørt over af en lastbil, hvilket han faktisk havde prøvet før, damn det gjorde ondt. Langsomt løftede han hovedet og så med flammende øjne op, men måtte hurtigt opgive igen, det gjorde simpelthen for ondt at holde hovedet oppe. Hvordan han nogensinde skulle kunne samle styrke til at forvandle sig tilbage var en gåde for ham, det var ikke noget han så frem til hvis det skulle være ligeså smertefuldt som det var for lidt siden. Det var også underligt at hans hår flammede, det havde ikke været meningen, det havde allerede brændt hårbåndet i stykker. Med en enorm kræft anstrengelse hævede han sig selv op i en knælende position.

[Mirage Nerrissa Carlson]

Mirage fik øje på den flammende dreng, forvandlede sig til sin menneskeskikkelse igen, og stod nu dér med sine katteører og sin hale. "Er du okay..?" Spurgte hun bekymret. Hun vidste nu at denne person var mutant, ligesom hende selv, og hun havde lyst til at hjælpe ham. Han så ud til at lide. Hun ville gerne hjælpe ham, hvis hun kunne. Hendes ører var interesseret spidsede, og hendes hale hang ned, men krøllede lidt op for enden. Et sikkert tegn på venlighed og interesse.

[William Quiles]

Nedsunket i et hav af smerte, lagde han ikke mærke til katten der blev til en pige foran ham. Først da han hørte hendes spørgsmål registrerede han hendes tilstædeværelse. Han var faktisk begyndt at vende sig til smerten, den virkede ikke så slem som før, nu havde han det bare som om han havde høj feber, ikke den bedste tilstand at være i, men bedre end følelsen af at få stukket knive gennem hver del af sin krop. Han hævede hovedet og åbnede øjnene der stadigvæk havde ild farende hen over dem. "Hvis du kalder følelsen af at få knive stukket gennem hver del af din krop okay, ja så har jeg det fint, ellers ikke." sagde han træt. Han prøvede at rejse sig op men faldt ned på det ene knæ igen. Ilden over hans øjne svandt ind til næsten ingenting og afslørede et par ravgyldne øjne.

[Mirage Nerrissa Carlson]

Mirage lagde hovedet på skrå og rakte sin hånd ned mod ham for at hjælpe ham op. "Det lyder ikke rart... Er der nogen der har gjort dig noget?" Spurgte hun, bekymret. Hendes ører hang nu lidt og viste, at hun nu var mere trist.

[William Quiles]

Han tog imod hendes hånd og kom med besvær på benene. Heldigvis var det vidst en mutant der havde fundet ham, han havde slet ikke lyst til at tænke på hvad der kunne være sket hvis et 'almindeligt' menneske havde fundet ham i den afkræftede tilstand har p.t. var i. Han smilte et stille smil til pigen. "Der er ingen der har gjort mig noget, udover mig selv." Han bevægede prøvende sine vinger, men det gjorde stadig for ond til at han turde gøre store bevægelser.

[Mirage Nerrissa Carlson]

Mirage gengældte medlidende hans smil. Varmt og venligt. "Er dét hér et specielt tilfælde, eller gør det altid så ondt på dig?" Spurgte hun. Hun syntedes godt om denne dreng, allerede fra nu. Han virkede sød, stille og rolig, og dog en smule uforsigtig. Det kunne hun godt lide.
Mirage kendte dog godt et med at det gjorde ondt at forvandle sig. Hun skiftede jo tit form, men hendes krop havde vendt sig til smerten. I starten, gjorde det forbandet ondt på hende. Da var hendes knogler, muskler og legemsdele ikke vandt til at trække sig sammen og strække sig, bukke sig og rette sig ud.

[William Quiles]

Han smilte venligt til hende, "Jeg plejer normalt at forvandle mig helt, er i for tiden igang med at afprøve nogle af mine evners grænser, så en delvis transformation virkede som et logisk skridt fremad." sagde han. Sandheden var at han var bange for hvad han kunne komme til at gøre helt ubevidst, på grund af minder fra fortiden. Han hadede følelsen af at ikke være i fuldstændig kontrol af sig selv. Se selv hvad han var kommet til at gøre mod Lillith, ja han helbredte hende bagefter, men selv det vidste han ikke engang at han kunne. Til tider tvivlede han på visdommen i at give sig selv hukommelsestab, det skabte vist ikke andet end problemer.
"Jeg tror ikke det er meningen at fuglevinger skal være så store... måske er det derfor det gør ondt" jokede han for at lette stemningen lidt.

[Mirage Nerrissa Carlson]

Mirage fnes lidt. "Det kan der være noget om." Hun blinkede muntert til ham med det ene øje, og hendes ene, bepelsede katteøre gav et fluff da en flue kom for tæt på. Hendes halespids daskede varsomt fra side til side. Hun var stadig på vagt. Dog ikke overfor drengen. Han virkede venlig nok. Hun lyttede stadig lidt rundt i tilfælde af at der skulle være noget farligt i nærheden. "Jeg hedder Mirage. Hvad hedder du?" Spurgte hun, nysgerrigt.

[William Quiles]

Han smilede til hende og bukkede elegant "Mig en ære Mirage. Mit navn er William" Han lukkede kort sine øjne og koncentrerede sig dybt. Kort efter var vingerne væk og ilden der skinnede over hans hår ligeså.
Gad vide hvad han ellers kunne gøre, altså ud over det med vingerne, var der overhovedet nogen grænser? Han rettede atter sit blik mod Mirage "Går du også på skolen eller hvad?"

[Mirage Nerrissa Carlson]

"Ja, det gør jeg...og jeg formoder, at det gør du også. Men jeg har aldrig set dig før? Jeg har ellers efterhånden været der længe og set min del af skolens elever." Mirage smilede og lagde hovedet let på skrå. Venligt, og en smule spørgende. Gad vide om han var ny..?
Det var han sikkert, selvom han ikke så ud til at være ung nok, til at være helt ny på skolen.

[William Quiles]

Han smilede stilfærdigt til hende, man kunne vel ikke sige at han gik der, han havde jo aldrig haft i sinde at deltage i nogen af timerne, havde jo ikke brug for det. Dén ene time han havde deltaget i viste sig at være en omgang børnehavegymnastik, ham Fox havde tydeligvis ingen idé om hvordan man trænede en enhed, eller enkeltpersoner for den sags skyld.
"Jeg... bor der, men jeg har ikke deltaget i timerne eller noget i den stil.. Den måde lærerne kører det på er... ikke lige mig."