Post by Illunavis on Nov 28, 2006 16:08:44 GMT 1
Ja... Det er så den førset historie, af en samling med noveller jeg er ved at lave, omkring en ganske mærkelig fantasy verden. Smidder denne novelle ind på en enkelt tråd, men måske vil jeg lave en tråd, hvor alle historierne vil blive lagt ind. Det kommer dog an på om folk synes om verdenen.
Her er den første novelle, som hedder drømmen:
Drømmen
Drømmen bliver altid ved med at forfølge mig. Som en forbandelse. Jeg husker et stærkt kraftigt lys, der pludselig bliver opsvulmet i mørke. Derefter et sug i maven, som om jeg falder. Jeg har løst til at skrige, men intet kommer ud fra mine læber, Pludselig hører jeg et plask og alt bliver stille. Stilheden er behagelig, og jeg lukker øjnene for at nyde den. Men følelsen bliver hurtigt erstattet med ubehag, og langsomt bliver jeg kvalt, af en grund jeg ikke kender til. Et ansigt uden former kikker på mig, det eneste jeg kan se er to røde øjne og en mund. Ansigtet begynder at grine og mørket begynder at lyse op. Jeg når at se hele ansigtet, men glemmer det altid med det samme, når jeg vågner lige efter.
Marvin gispede efter vejret. Sveden trillede ned af panden på ham, og paranoidt kikkede han omkring sine omgivelser. De 37 ure han havde i rummet, fik hans hjerte til at banke en smule roligere. Lyden af at han var hjemme, var altid rar at høre, men noget var altid anderledes efter drømmen. Urene han kikkede på viste forskellige tidspunkter. Marvin vidste dog godt, hvilket ur han skulle kikke efter, og efter 2 sekunder fandt han ud at det allerede var morgen. Ikke fordi han havde kikket på uret, men fordi Mr. Teatime åbnede døren. Et stort bredt smil kom frem, på Mr. Teatimes mund, og hans moustache der fungerede som et ur viste at klokken var lidt i 8. ”Godmorgen Marvin. Der er morgenmad nede i hallen.” Marvin nikkede og tog sit tøj på, den værste del af hans dag var overstået: Søvnen. Marvin levede i Clockworkcity, en by som folk udefra mente var besat af tiden. Det var ikke korrekt, de VAR tiden. Marvin var ikke en ægte beboer af Clockworkcity, hverken i sjælen, eller på udseendet. Han havde hverken øjenbryn eller moustache, der viste hvad klokken var. Han var heller ikke så opsat på at følge en stram tidsplan, eller glad for den røde og blå ternet nationaldragt de gik i. Derfor var han stemplet som mærkelig af befolkningen, en rolle han hverken var glad eller ked af at få. Marvin var en dreng på 14 år, og mange ville sige at han så meget normal ud, det troede han bare ikke selv på, for når man lever i en by fyldt med særlinge, vil den normale altid være særlingen. Marvin hoppede i tøjet og løb ned i hallen, hvor hans værge, Mr. Teatime, sad og læste morgenavisen. Lydløst satte Marvin sig på sin plads i nærheden af ham, og begyndte at gøre sin morgenmad klar. Mr. Teatime var ikke som de andre i Clockworkcity. Han var mere spontan og gik langt fra ligeså meget op i tiden, som alle de andre i byen. Han var også en af de få, som til tider rejste uden for byen. De fleste beboer brød sig ikke om fremmede, og slet ikke steder hvor man ikke brugte ure. Men når alt det var sagt, var Teatime stadig en beboer i Clockworkcity. For han kom altid hjem fra sine rejser, når det var te tid. Mr. Teatime var som en far for Marvin. Teaime havde sagt at han blev fundet i skoven, der lå vest for Clockworkcity. Siden han ikke vidste hvor Marvin kom fra, adopterede han ham. Marvin havde levet i Clockworkcity lige siden, han kunne huske det, men mareridtet som han så tit drømte, virkede så bekendt, at drømmen måtte have været noget, som han allerede havde oplevet. Hans lærer i skolen blev ved med at sige: ”Fokusere du for meget på fortiden, vil du glemme fremtiden, der i sidste ende er vigtigst.” Typisk en beboer at sige sådan noget. I Clockworkcity snakkede man aldrig om ting, man havde oplevet, men altid om det man skulle opleve. Det var som om, at de slet ikke kunne huske noget, så længe det bare lå en time fra nutiden. Endnu en grund til, at folk anså Marvin for mærkelig, for han havde ingen anelse om, hvad han ville efter skolen. Til tider ønskede han, at Mr. Teatime var en håndværker, så han ikke ville tilhøre den rige klasse, der skulle i skole. Skolen var dog uundgåelig, og efter Marvin havde spist og gjort sig klar, gik han ud af den store dør. Igennem byen der afskyede ham.
Der var 75 ure langs vejen til skolen. 50 ure der fungerede som gadelygter om natten og 25 på rådhustårnet. Der var 200 meter til skolen. ”Du er hvis træt af det her?” Marvin kikkede forvirret rundt, hvem talte til ham? Der var kun en gruppe drenge over på den anden side af gaden, men stemmen var for høj, til at det kunne være dem. Marvin stoppede op, og drengene kikkede undrende på ham. ”Hey babyface, er tidsmaskinen gået i stå igen? Du kommer jo bare for sent,” sagde en af drengene. Marvin rullede med øjnene og ignorerede dem. Hans nye øgenavn, babyface, var blevet givet fordi børnene i clockworkcity, fik deres specielle moustache, der viste hvad klokken var, i en alder af 12-14 år. Et tegn på, at man var blevet en mand. ”Jeg kan give dig svar,” stemmen blev ved, og Marvin blev mere forvirret. Drengene der havde drillet ham var væk, men stemmen var der stadig: ”Du kan vel godt droppe skolen, bare en dag.” Pludselig kunne Marvin ikke længere mærke jorden under sig. Han fløj. En følelse af forundring og frygt fik hans mave til at slå kolbøtter. Et hvidt skær bredte sig omkring ham, indtil alt var i et hvidt skær, og han måtte lukke øjnene.
En følelse af intet, kørte rundt i Marvins hoved og gjorde ham urolig, for det fik ham til at tænke på drømmen. Med et var det hvide, begyndt på en mystisk måde at tage form. Hans fødder mærkede fast grund igen, og en lille mand med et bredt smil stod foran ham, iført en lysegrøn kappe. ”Hvem er du?” Sagde Marvin en smule skræmt. Manden smilte stadig bredt, og med små skridt gik han tættere på Marvin, roligt tog han sin hånd frem, og sagde med en høj drillende stemme: ”Jeg er din samvittighed og julenisse, jeg er bare iført mit afslappede fredags tøj.” Manden klukkede, men Marvin synes ikke det var særlig sjovt. Han følte sig ikke tryk, selvom han ikke synes at manden virkede særlig truende. Marvin kikkede ireterret på manden, og prøvede på at virke en smule utålmodig, sandheden var bare, at han ikke havde noget imod at droppe skolen i dag. ”Ja udmærket, spøg til side. Jeg er Almatheus. En visdomsånd fra det hinsidiges. Jeg arbejde for N.A.S,” sagde Almatheus forklarende, det lød dog stadig som volapyk i Marvins øre. ”N.A.S?” Marvin kikkede undrende på Almatheus, imens han samtidig studerede det mærkelige sted, han var havnet i. Almatheus rømmede sig, og kikkede overbærende på Marvin: ”Nej selvfølgelig vidste du ikke det. N.A.S eller nødvendige almene sandheder, er en afdeling i det hinsidiges, en underbetalt afdeling desværre. Mit arbejde er at vise ignoranter som dig, hvordan verden egentlig forholder sig.” Marvin var et stort, fornærmet spørgsmåltegn: ”Jeg er ikke ignorant,” sagde han tøvende, uden at virke særlig overbevisende. Almatheus sukkede opgivende og nikkede så bare. Han spadserede rundt i et lille stykke tid, og sagde derefter: ”Ja ja, så siger vi det. I hvert fald skal du sige 3 ting, der er værst ved folket i Clockworkcity. Så vil jeg bevise, at det ikke engang er så slemt hos dig. Hvis jeg ikke kan det, vil du få 3 ønsker.” Med det samme spærrede Marvin øjnene op, en stor mulighed stod foran ham. Tiden gik, imens han grublede over, hvad han skulle vælge. Efter få sekunder nikkede han, og tog en dyb indånding, der fik ham til at hoste. Han hadede at være nervøs. ”I den tid jeg har kendt dem, har de altid været ekstremt kedelige. Find mig et folk, der er kedeligere, hvis muligt,” sagde Marvin, da han havde fået vejret igen, efter den mindre kiksede dybe indånding. Almatheus begyndte at grine hånende. I latter kramperne knipsede han med fingrene, og Marvin kunne igen ikke føle jorden under sig, i det uendelige hvide kosmos. Marvin syntes at høre ”hvorfor blev jeg aldrig mekanikker?” før hans bevidsthed, kun befandt sig i hvide omgivelser.
Med et befandt Marvin sig i en by, omgivet af en mørk, dog fredelig skov, der ikke virkede uhyggelig. Almatheus stod lige ved siden af ham, og med stor undring kikkede han på den lille mand. ”Hvor er vi?” Sagde Marvin kort, imens han forsøgte at orientere sig. ” I magallernes hovedstad, Lazinaboreness, 700 kilometer fra Clockworkcity.” Marvin følte sig ikke klogere af det svar, han vidste hverken hvad en magal var, eller kendte til geografien udenfor Clockworkcity. Lærerne havde fundet det ubrugeligt, da der alligevel ikke var nogen, som rejste ud af byen. Han skulle lige til at spørge Almatheus, hvad en magal var, da et mandligt lignende væsen gik forbi dem, uden som meget at kikke på de to. Væsenet havde en banangul hud, hængende lange pelsløse hundeører, der nåede helt ned til hofterne, og var iført i en brun kappe, næsten som en munk. Hurtigt svarede Almatheus, før Marvin kunne spørge: ”Ingen kan se os, da du som sagt, kun skal observere... Det står i medarbejder bogen.”
Selvfølgelig, tænkte Marvin ironisk, imens Almatheus gav tegn til ham, at han skulle følge med magallen. Efter få minutters traven, var magallen gået ind i et slags tempel. 20 til 30 magaller sad rundt i en cirkel, i et slags coluseum, og kikkede ned på en enkelt kvindelig magal. Yndefuldt bukkede hun for de andre, imens de andre knipsede ihærdigt med fingrene, som et slags bifald. Magallen i midten rømmede sig, og tog et stykke papir frem, hvor Marvin kunne se, at der stod et enkelt ord på: ”Boble”. ”Dagens emne: Boble,” sagde kvinden, og pludselig begyndte alle magallerne at diskutere, om ordet var korrekt brugt, om de skulle give den et b mere, eller ændre ordet til ”futter”. Marvin kikkede fuldkommen konfus, på den diskuterende gruppe, som så ud til at være meget fordybet i emnet. ”Magallerne skulle eftersigende, være de første intelligente væsner her på jorden, og var i øvrigt dem der opfandt verdenssproget, som alle nu taler. De var også de første, der lærte at bruge magi, da man kun kan udøve det, ved at bruge magi sproget, Viafary. De er besat af sprogets finurligheder, og derfor laver de ikke andet, end at studere det, og bruger deres dage på at diskutere et ord ad gangen,” sagde Almatheus forklarende, men Marvin hørte ikke efter. Nærmest forstenet i chokket, over hvor kedelige magallerne var, stod han og gloede som en gargoil. Almatheus smilte og ruskede Marvin i armen, da han var for lille til at nå op på skulderne. Marvin kom ud af sin trance, og rømmede sig endnu engang, dog uden at ende i et hosteanfald. ”Okay, der findes kedeligere væsner, end Clockwork folket, men hvad så med mærkeligere? Jeg mener, de har skæg der viser hvad klokken er, hvor normalt er det lige?” Alamatheus smilte og trak på skuldrende, et mystisk glimt i hans øjne, gjorde han sidste sætning, før det atter blev helt hvidt igen, endnu mere hånende: ”Du har ingen anelse.”
Da Marvin åbnede øjnene, troede han at han var tilbage i Clockworkcity. Byen var ligeså farverig som hans hjemby, med huse der var røde, grønne, blå, gule o.s.v. Men da han fik øje på byens beboer, var han nu helt sikker på at det ikke var Clockworkcity. Byens befolkning var mennesker med blå hud, og grønne læber. Det var dog ikke det værste, for deres beklædning var udover at indeholde 16 forskellige farver, i rudeformer terner, deres sko var foruden det, lige så lange som deres ben. Desuden gik de baglæns hele bundet, og ved hvert gadehjørne stod der en træhammer, der slog på alle forbipasserende i hovedet, så en elefant med en 45 cm tyk titanium hjelm, stadig vil blive slået i gulvet. Væsnerne reagerede overraskende bare ikke på det, og hverken faldt eller ømmede sig, efter slaget. Marvin skulle til at spørge Almatheus, men den lille mand rystede med det samme på hovedet: ”Lad være med at spørge mig, selv vi i det hinsidiges, kan bare ikke fatte Carvellerne. De er rablende sindssyge, alligevel er Carvellerne verdens bedste forskere. Måske skyldes det de slag i hovedet med hammeren, men jeg tvivler. De er og bliver et mysterium.” Marvin nikkede, han troede fuldt og fast på det. Han var fuldkommen forarget over, den udsædvanlige måde Carvellerne opførte sig på. Særligt lagde han mærke til, at Carvellerne aldrig talte sammen, men bare gik fra sted til sted. Almatheus virkede utroligt nok, ligeså forarget over det. Han talte tydeligvis sandt om, at det hindsiges heller ikke kendte til hemmeligheden bag Carvellerne. Han kunne læse i Almatheus øjne, at han ikke kunne vente på, at komme væk fra stedet. Marvin lod det være tavs i et kort øjeblik, så man kun kunne høre træ hammerne smadre ned i Carvellerne, han nikkede derefter og sagde: ”Det er synd at Clockworkcity, ikke giver os mere verdens geografi, for det ser åbenbart ud til, at jeg ikke kender særlig meget til verden.” Almatheus sagde ikke noget, et tilsyneladende tegn på, at han var enig. Det gik pludselig op for Marvin, hvad det egentlig var han skulle svare: ”Find mig et mere intolerant sted, end Clockworkcity.” Almatheus så ikke glad ud, da Marvin sagde det, og forhåbninger blussede op i ham, på det måske kommende ønsker, men det var ikke af ærgelse, men af frygt, at Almatheus så sådan ud. ”Jeg bønfalder dig, vælg et andet sted,” tryglede den lille mand, uden at det hjalp, for Marvin var stædig: ”Tre ønsker, eller vis mig et mere intolerant folk. Du kan måske ikke det?” Almatheus sukkede, han kikkede derefter sørgmodigt på ham, og sagde næsten hviskende: ”Jo, men man er aldrig glad for at møde Zhakar folket igen.” De to forsvandt atter engang ind i det store intet.
Marvin var sikker på, at han aldrig nogensinde, vil vænne sig til at rejse på den måde. Han brugte få minutter, på at orientere sig om, hvor han var, og med det samme forstod han, hvorfor Almatheus ikke ville besøge stedet igen. Byen var som en vulkan, med rygende skorstene overalt, der gav luften en tung lugt af svovl. Menneskelige væsner stod i bure overalt, som lygtepæle. Nogen var døde, andre var ved det, for hverver og eneste krop var sat ild til, så overalt lød der tusinde smertebrøl, fra mænd, kvinder og børn. Marvin følte at han skulle kaste op, men forsøgte at holde det inde i sig. Det var umuligt, og en stor klump bræk sprøjtede ud på den forkullede gade. ”Velkommen til Cruevax. Zhakar folkets hovedstad. Det mest modbydelige folk jeg kender til, og bestemt også intolerante,” sagde Almatheus klagende, og kikkede på Marvin med et blik, der antydede til om Marvin var tilfreds nu. Han havde i hvert fald set nok, Zhakarnianerne var hæslige skabninger, der så forskellige ud alle sammen, men med en ting til fælles. En dyster grå hud, og fremtrædende røde lysende øjne. Marvin fik øje på et optog, hvor en Zhakar der lignede en grå menneskekrokodille råbte op, hvad en mand havde begået af kriminelle handlinger: ” Mennesket Alfred Skalot, idømmes til døden, for at have betrådt Zhakar land. Reglerne siger, at intelligente væsner kun må betræde grænsen til vore herlige rige, hvis racen er anerkendt af kejser Mallux Caspir. Du idømmes nu mildeste dødsstraf: Lygtepæl glødning.” Marvin gav tegn til Almatheus, at han vil væk nu. Manden blev hevet op i buret, og hø blev stoppet ind i buret. En fakkel der blev holdt af krokodillemanden blev ført imod buret, imens manden skreg i frygt og væmmelse, da Marvin atter blev ført væk, ved hjælp af Almatheus.
”Du har ret, jeg vil bo i Clockworkcity, selvom jeg er udstødt af alle beboerne,” gispede Marvin, imens Almatheus stadig virkede rystet, efter turen til Zharak. Marvin fortsatte, da Almatheus tilsyneladende ikke havde noget at sige: ”Men jeg ville ønske, at jeg kunne få de tre ønsker, eller bare et ønske. Jeg vil vide hvor jeg kommer fra, for jeg hører jo ikke til i byen.” Almatheus kom til sig selv, og sukkede endnu et af sine opgivende suk: ”Hvorfor kan i dødelige aldrig være tilfreds med det i har? Jeg mener, jeg er f.eks. ikke superglad for mit arbejde i N.A.S, men jeg gør dog, hvad jeg kan. Selvom jeg hellere vil have et arbejde, i S.T.S (Skizofrenes tilhørende stemmer). Det lyder da i det mindste underholdende. Vær dog glad for det du har, for himlens skyld.” Marvin kunne forstå Almatheus, og i sidste ende, var det ikke fordi han ville kende til sine rødder, men komme af med sine mareridt. ”Jeg drømmer den samme drøm hele tiden, og det ender altid med at et ansigt tager mig væk. Et ansigt jeg føler at jeg kender, men ikke kan huske. Jeg vil af med den drøm.” Almatheus var stille i lang tid, hvor han derefter roligt sagde, på en smule kryptisk måde: ”Ansigtet er ikke farligt, men du gør det til et monster. Tænk dig om, og du vil opdage at drømmen ikke er et mareridt.” Marvin ville sige noget, men pludselig var Almatheus væk, og Clockworkcity var atter engang hans omgivelser. Han kikkede på det nærmeste gade ur, og så at tiden havde stået stille. Han kunne stadig nå et komme i skole, han havde bare ikke lyst til det. Med rolige skridt gik han imod villaen, hvor hans værge boede. Teatime ville nok ikke tro på hans historie, men måske forstå at han havde brug for en fridag.
Marvin bankede på døren til villaen, og Mr. Teatime åbnede døren, og kikkede overrasket på ham. Derefter smilede han, imens han rystede på hovedet: ”Skulle du ikke være i skole?” Marvin trak på skuldrene, og Teatime grinte venligt, hvor han derefter lod ham komme ind. Efter få minutter, sad de allerede sammen, og drak en kop te, imens de kikkede på Teatimes feriebilleder. Marvin kikkede op på sin kærlige plejefar, da det pludselig gik op for ham. Ansigtet var godt, som Almatheus havde sagt. Hans drøm var om dengang, han blev fundet af sin værge. I al den tid havde Marvin ikke værdsat hans værge, hans fars, kærlighed og tryghed. Han nikkede for sig selv, han var ikke som alle de andre, men han var en Clockworkcity beboer, at tilhøre et folk handlede ikke om at være som de andre, men at føle sig hjemme det sted. Et stort smil kom frem på Marvins læber, da han tænkte på Almatheus, han ville uden tvivl komme til at savne den lille mand, der havde vist ham så meget, på så kort tid. Hvis det da var rigtigt, Marvin begyndte at overveje, om at det hele bare var en drøm, indtil hans hånd endte i sin ene lomme. Marvin kunne mærke kulden fra noget metal, og med rolige bevægelser tog han det op. Det var en lille mønt, hvor der på den ene side stod med bronebogstaver ”Almatheus”, og den anden side med store platin bogstaver: Nødvendige almene sandheder.
Her er den første novelle, som hedder drømmen:
Drømmen
Drømmen bliver altid ved med at forfølge mig. Som en forbandelse. Jeg husker et stærkt kraftigt lys, der pludselig bliver opsvulmet i mørke. Derefter et sug i maven, som om jeg falder. Jeg har løst til at skrige, men intet kommer ud fra mine læber, Pludselig hører jeg et plask og alt bliver stille. Stilheden er behagelig, og jeg lukker øjnene for at nyde den. Men følelsen bliver hurtigt erstattet med ubehag, og langsomt bliver jeg kvalt, af en grund jeg ikke kender til. Et ansigt uden former kikker på mig, det eneste jeg kan se er to røde øjne og en mund. Ansigtet begynder at grine og mørket begynder at lyse op. Jeg når at se hele ansigtet, men glemmer det altid med det samme, når jeg vågner lige efter.
Marvin gispede efter vejret. Sveden trillede ned af panden på ham, og paranoidt kikkede han omkring sine omgivelser. De 37 ure han havde i rummet, fik hans hjerte til at banke en smule roligere. Lyden af at han var hjemme, var altid rar at høre, men noget var altid anderledes efter drømmen. Urene han kikkede på viste forskellige tidspunkter. Marvin vidste dog godt, hvilket ur han skulle kikke efter, og efter 2 sekunder fandt han ud at det allerede var morgen. Ikke fordi han havde kikket på uret, men fordi Mr. Teatime åbnede døren. Et stort bredt smil kom frem, på Mr. Teatimes mund, og hans moustache der fungerede som et ur viste at klokken var lidt i 8. ”Godmorgen Marvin. Der er morgenmad nede i hallen.” Marvin nikkede og tog sit tøj på, den værste del af hans dag var overstået: Søvnen. Marvin levede i Clockworkcity, en by som folk udefra mente var besat af tiden. Det var ikke korrekt, de VAR tiden. Marvin var ikke en ægte beboer af Clockworkcity, hverken i sjælen, eller på udseendet. Han havde hverken øjenbryn eller moustache, der viste hvad klokken var. Han var heller ikke så opsat på at følge en stram tidsplan, eller glad for den røde og blå ternet nationaldragt de gik i. Derfor var han stemplet som mærkelig af befolkningen, en rolle han hverken var glad eller ked af at få. Marvin var en dreng på 14 år, og mange ville sige at han så meget normal ud, det troede han bare ikke selv på, for når man lever i en by fyldt med særlinge, vil den normale altid være særlingen. Marvin hoppede i tøjet og løb ned i hallen, hvor hans værge, Mr. Teatime, sad og læste morgenavisen. Lydløst satte Marvin sig på sin plads i nærheden af ham, og begyndte at gøre sin morgenmad klar. Mr. Teatime var ikke som de andre i Clockworkcity. Han var mere spontan og gik langt fra ligeså meget op i tiden, som alle de andre i byen. Han var også en af de få, som til tider rejste uden for byen. De fleste beboer brød sig ikke om fremmede, og slet ikke steder hvor man ikke brugte ure. Men når alt det var sagt, var Teatime stadig en beboer i Clockworkcity. For han kom altid hjem fra sine rejser, når det var te tid. Mr. Teatime var som en far for Marvin. Teaime havde sagt at han blev fundet i skoven, der lå vest for Clockworkcity. Siden han ikke vidste hvor Marvin kom fra, adopterede han ham. Marvin havde levet i Clockworkcity lige siden, han kunne huske det, men mareridtet som han så tit drømte, virkede så bekendt, at drømmen måtte have været noget, som han allerede havde oplevet. Hans lærer i skolen blev ved med at sige: ”Fokusere du for meget på fortiden, vil du glemme fremtiden, der i sidste ende er vigtigst.” Typisk en beboer at sige sådan noget. I Clockworkcity snakkede man aldrig om ting, man havde oplevet, men altid om det man skulle opleve. Det var som om, at de slet ikke kunne huske noget, så længe det bare lå en time fra nutiden. Endnu en grund til, at folk anså Marvin for mærkelig, for han havde ingen anelse om, hvad han ville efter skolen. Til tider ønskede han, at Mr. Teatime var en håndværker, så han ikke ville tilhøre den rige klasse, der skulle i skole. Skolen var dog uundgåelig, og efter Marvin havde spist og gjort sig klar, gik han ud af den store dør. Igennem byen der afskyede ham.
Der var 75 ure langs vejen til skolen. 50 ure der fungerede som gadelygter om natten og 25 på rådhustårnet. Der var 200 meter til skolen. ”Du er hvis træt af det her?” Marvin kikkede forvirret rundt, hvem talte til ham? Der var kun en gruppe drenge over på den anden side af gaden, men stemmen var for høj, til at det kunne være dem. Marvin stoppede op, og drengene kikkede undrende på ham. ”Hey babyface, er tidsmaskinen gået i stå igen? Du kommer jo bare for sent,” sagde en af drengene. Marvin rullede med øjnene og ignorerede dem. Hans nye øgenavn, babyface, var blevet givet fordi børnene i clockworkcity, fik deres specielle moustache, der viste hvad klokken var, i en alder af 12-14 år. Et tegn på, at man var blevet en mand. ”Jeg kan give dig svar,” stemmen blev ved, og Marvin blev mere forvirret. Drengene der havde drillet ham var væk, men stemmen var der stadig: ”Du kan vel godt droppe skolen, bare en dag.” Pludselig kunne Marvin ikke længere mærke jorden under sig. Han fløj. En følelse af forundring og frygt fik hans mave til at slå kolbøtter. Et hvidt skær bredte sig omkring ham, indtil alt var i et hvidt skær, og han måtte lukke øjnene.
En følelse af intet, kørte rundt i Marvins hoved og gjorde ham urolig, for det fik ham til at tænke på drømmen. Med et var det hvide, begyndt på en mystisk måde at tage form. Hans fødder mærkede fast grund igen, og en lille mand med et bredt smil stod foran ham, iført en lysegrøn kappe. ”Hvem er du?” Sagde Marvin en smule skræmt. Manden smilte stadig bredt, og med små skridt gik han tættere på Marvin, roligt tog han sin hånd frem, og sagde med en høj drillende stemme: ”Jeg er din samvittighed og julenisse, jeg er bare iført mit afslappede fredags tøj.” Manden klukkede, men Marvin synes ikke det var særlig sjovt. Han følte sig ikke tryk, selvom han ikke synes at manden virkede særlig truende. Marvin kikkede ireterret på manden, og prøvede på at virke en smule utålmodig, sandheden var bare, at han ikke havde noget imod at droppe skolen i dag. ”Ja udmærket, spøg til side. Jeg er Almatheus. En visdomsånd fra det hinsidiges. Jeg arbejde for N.A.S,” sagde Almatheus forklarende, det lød dog stadig som volapyk i Marvins øre. ”N.A.S?” Marvin kikkede undrende på Almatheus, imens han samtidig studerede det mærkelige sted, han var havnet i. Almatheus rømmede sig, og kikkede overbærende på Marvin: ”Nej selvfølgelig vidste du ikke det. N.A.S eller nødvendige almene sandheder, er en afdeling i det hinsidiges, en underbetalt afdeling desværre. Mit arbejde er at vise ignoranter som dig, hvordan verden egentlig forholder sig.” Marvin var et stort, fornærmet spørgsmåltegn: ”Jeg er ikke ignorant,” sagde han tøvende, uden at virke særlig overbevisende. Almatheus sukkede opgivende og nikkede så bare. Han spadserede rundt i et lille stykke tid, og sagde derefter: ”Ja ja, så siger vi det. I hvert fald skal du sige 3 ting, der er værst ved folket i Clockworkcity. Så vil jeg bevise, at det ikke engang er så slemt hos dig. Hvis jeg ikke kan det, vil du få 3 ønsker.” Med det samme spærrede Marvin øjnene op, en stor mulighed stod foran ham. Tiden gik, imens han grublede over, hvad han skulle vælge. Efter få sekunder nikkede han, og tog en dyb indånding, der fik ham til at hoste. Han hadede at være nervøs. ”I den tid jeg har kendt dem, har de altid været ekstremt kedelige. Find mig et folk, der er kedeligere, hvis muligt,” sagde Marvin, da han havde fået vejret igen, efter den mindre kiksede dybe indånding. Almatheus begyndte at grine hånende. I latter kramperne knipsede han med fingrene, og Marvin kunne igen ikke føle jorden under sig, i det uendelige hvide kosmos. Marvin syntes at høre ”hvorfor blev jeg aldrig mekanikker?” før hans bevidsthed, kun befandt sig i hvide omgivelser.
Med et befandt Marvin sig i en by, omgivet af en mørk, dog fredelig skov, der ikke virkede uhyggelig. Almatheus stod lige ved siden af ham, og med stor undring kikkede han på den lille mand. ”Hvor er vi?” Sagde Marvin kort, imens han forsøgte at orientere sig. ” I magallernes hovedstad, Lazinaboreness, 700 kilometer fra Clockworkcity.” Marvin følte sig ikke klogere af det svar, han vidste hverken hvad en magal var, eller kendte til geografien udenfor Clockworkcity. Lærerne havde fundet det ubrugeligt, da der alligevel ikke var nogen, som rejste ud af byen. Han skulle lige til at spørge Almatheus, hvad en magal var, da et mandligt lignende væsen gik forbi dem, uden som meget at kikke på de to. Væsenet havde en banangul hud, hængende lange pelsløse hundeører, der nåede helt ned til hofterne, og var iført i en brun kappe, næsten som en munk. Hurtigt svarede Almatheus, før Marvin kunne spørge: ”Ingen kan se os, da du som sagt, kun skal observere... Det står i medarbejder bogen.”
Selvfølgelig, tænkte Marvin ironisk, imens Almatheus gav tegn til ham, at han skulle følge med magallen. Efter få minutters traven, var magallen gået ind i et slags tempel. 20 til 30 magaller sad rundt i en cirkel, i et slags coluseum, og kikkede ned på en enkelt kvindelig magal. Yndefuldt bukkede hun for de andre, imens de andre knipsede ihærdigt med fingrene, som et slags bifald. Magallen i midten rømmede sig, og tog et stykke papir frem, hvor Marvin kunne se, at der stod et enkelt ord på: ”Boble”. ”Dagens emne: Boble,” sagde kvinden, og pludselig begyndte alle magallerne at diskutere, om ordet var korrekt brugt, om de skulle give den et b mere, eller ændre ordet til ”futter”. Marvin kikkede fuldkommen konfus, på den diskuterende gruppe, som så ud til at være meget fordybet i emnet. ”Magallerne skulle eftersigende, være de første intelligente væsner her på jorden, og var i øvrigt dem der opfandt verdenssproget, som alle nu taler. De var også de første, der lærte at bruge magi, da man kun kan udøve det, ved at bruge magi sproget, Viafary. De er besat af sprogets finurligheder, og derfor laver de ikke andet, end at studere det, og bruger deres dage på at diskutere et ord ad gangen,” sagde Almatheus forklarende, men Marvin hørte ikke efter. Nærmest forstenet i chokket, over hvor kedelige magallerne var, stod han og gloede som en gargoil. Almatheus smilte og ruskede Marvin i armen, da han var for lille til at nå op på skulderne. Marvin kom ud af sin trance, og rømmede sig endnu engang, dog uden at ende i et hosteanfald. ”Okay, der findes kedeligere væsner, end Clockwork folket, men hvad så med mærkeligere? Jeg mener, de har skæg der viser hvad klokken er, hvor normalt er det lige?” Alamatheus smilte og trak på skuldrende, et mystisk glimt i hans øjne, gjorde han sidste sætning, før det atter blev helt hvidt igen, endnu mere hånende: ”Du har ingen anelse.”
Da Marvin åbnede øjnene, troede han at han var tilbage i Clockworkcity. Byen var ligeså farverig som hans hjemby, med huse der var røde, grønne, blå, gule o.s.v. Men da han fik øje på byens beboer, var han nu helt sikker på at det ikke var Clockworkcity. Byens befolkning var mennesker med blå hud, og grønne læber. Det var dog ikke det værste, for deres beklædning var udover at indeholde 16 forskellige farver, i rudeformer terner, deres sko var foruden det, lige så lange som deres ben. Desuden gik de baglæns hele bundet, og ved hvert gadehjørne stod der en træhammer, der slog på alle forbipasserende i hovedet, så en elefant med en 45 cm tyk titanium hjelm, stadig vil blive slået i gulvet. Væsnerne reagerede overraskende bare ikke på det, og hverken faldt eller ømmede sig, efter slaget. Marvin skulle til at spørge Almatheus, men den lille mand rystede med det samme på hovedet: ”Lad være med at spørge mig, selv vi i det hinsidiges, kan bare ikke fatte Carvellerne. De er rablende sindssyge, alligevel er Carvellerne verdens bedste forskere. Måske skyldes det de slag i hovedet med hammeren, men jeg tvivler. De er og bliver et mysterium.” Marvin nikkede, han troede fuldt og fast på det. Han var fuldkommen forarget over, den udsædvanlige måde Carvellerne opførte sig på. Særligt lagde han mærke til, at Carvellerne aldrig talte sammen, men bare gik fra sted til sted. Almatheus virkede utroligt nok, ligeså forarget over det. Han talte tydeligvis sandt om, at det hindsiges heller ikke kendte til hemmeligheden bag Carvellerne. Han kunne læse i Almatheus øjne, at han ikke kunne vente på, at komme væk fra stedet. Marvin lod det være tavs i et kort øjeblik, så man kun kunne høre træ hammerne smadre ned i Carvellerne, han nikkede derefter og sagde: ”Det er synd at Clockworkcity, ikke giver os mere verdens geografi, for det ser åbenbart ud til, at jeg ikke kender særlig meget til verden.” Almatheus sagde ikke noget, et tilsyneladende tegn på, at han var enig. Det gik pludselig op for Marvin, hvad det egentlig var han skulle svare: ”Find mig et mere intolerant sted, end Clockworkcity.” Almatheus så ikke glad ud, da Marvin sagde det, og forhåbninger blussede op i ham, på det måske kommende ønsker, men det var ikke af ærgelse, men af frygt, at Almatheus så sådan ud. ”Jeg bønfalder dig, vælg et andet sted,” tryglede den lille mand, uden at det hjalp, for Marvin var stædig: ”Tre ønsker, eller vis mig et mere intolerant folk. Du kan måske ikke det?” Almatheus sukkede, han kikkede derefter sørgmodigt på ham, og sagde næsten hviskende: ”Jo, men man er aldrig glad for at møde Zhakar folket igen.” De to forsvandt atter engang ind i det store intet.
Marvin var sikker på, at han aldrig nogensinde, vil vænne sig til at rejse på den måde. Han brugte få minutter, på at orientere sig om, hvor han var, og med det samme forstod han, hvorfor Almatheus ikke ville besøge stedet igen. Byen var som en vulkan, med rygende skorstene overalt, der gav luften en tung lugt af svovl. Menneskelige væsner stod i bure overalt, som lygtepæle. Nogen var døde, andre var ved det, for hverver og eneste krop var sat ild til, så overalt lød der tusinde smertebrøl, fra mænd, kvinder og børn. Marvin følte at han skulle kaste op, men forsøgte at holde det inde i sig. Det var umuligt, og en stor klump bræk sprøjtede ud på den forkullede gade. ”Velkommen til Cruevax. Zhakar folkets hovedstad. Det mest modbydelige folk jeg kender til, og bestemt også intolerante,” sagde Almatheus klagende, og kikkede på Marvin med et blik, der antydede til om Marvin var tilfreds nu. Han havde i hvert fald set nok, Zhakarnianerne var hæslige skabninger, der så forskellige ud alle sammen, men med en ting til fælles. En dyster grå hud, og fremtrædende røde lysende øjne. Marvin fik øje på et optog, hvor en Zhakar der lignede en grå menneskekrokodille råbte op, hvad en mand havde begået af kriminelle handlinger: ” Mennesket Alfred Skalot, idømmes til døden, for at have betrådt Zhakar land. Reglerne siger, at intelligente væsner kun må betræde grænsen til vore herlige rige, hvis racen er anerkendt af kejser Mallux Caspir. Du idømmes nu mildeste dødsstraf: Lygtepæl glødning.” Marvin gav tegn til Almatheus, at han vil væk nu. Manden blev hevet op i buret, og hø blev stoppet ind i buret. En fakkel der blev holdt af krokodillemanden blev ført imod buret, imens manden skreg i frygt og væmmelse, da Marvin atter blev ført væk, ved hjælp af Almatheus.
”Du har ret, jeg vil bo i Clockworkcity, selvom jeg er udstødt af alle beboerne,” gispede Marvin, imens Almatheus stadig virkede rystet, efter turen til Zharak. Marvin fortsatte, da Almatheus tilsyneladende ikke havde noget at sige: ”Men jeg ville ønske, at jeg kunne få de tre ønsker, eller bare et ønske. Jeg vil vide hvor jeg kommer fra, for jeg hører jo ikke til i byen.” Almatheus kom til sig selv, og sukkede endnu et af sine opgivende suk: ”Hvorfor kan i dødelige aldrig være tilfreds med det i har? Jeg mener, jeg er f.eks. ikke superglad for mit arbejde i N.A.S, men jeg gør dog, hvad jeg kan. Selvom jeg hellere vil have et arbejde, i S.T.S (Skizofrenes tilhørende stemmer). Det lyder da i det mindste underholdende. Vær dog glad for det du har, for himlens skyld.” Marvin kunne forstå Almatheus, og i sidste ende, var det ikke fordi han ville kende til sine rødder, men komme af med sine mareridt. ”Jeg drømmer den samme drøm hele tiden, og det ender altid med at et ansigt tager mig væk. Et ansigt jeg føler at jeg kender, men ikke kan huske. Jeg vil af med den drøm.” Almatheus var stille i lang tid, hvor han derefter roligt sagde, på en smule kryptisk måde: ”Ansigtet er ikke farligt, men du gør det til et monster. Tænk dig om, og du vil opdage at drømmen ikke er et mareridt.” Marvin ville sige noget, men pludselig var Almatheus væk, og Clockworkcity var atter engang hans omgivelser. Han kikkede på det nærmeste gade ur, og så at tiden havde stået stille. Han kunne stadig nå et komme i skole, han havde bare ikke lyst til det. Med rolige skridt gik han imod villaen, hvor hans værge boede. Teatime ville nok ikke tro på hans historie, men måske forstå at han havde brug for en fridag.
Marvin bankede på døren til villaen, og Mr. Teatime åbnede døren, og kikkede overrasket på ham. Derefter smilede han, imens han rystede på hovedet: ”Skulle du ikke være i skole?” Marvin trak på skuldrene, og Teatime grinte venligt, hvor han derefter lod ham komme ind. Efter få minutter, sad de allerede sammen, og drak en kop te, imens de kikkede på Teatimes feriebilleder. Marvin kikkede op på sin kærlige plejefar, da det pludselig gik op for ham. Ansigtet var godt, som Almatheus havde sagt. Hans drøm var om dengang, han blev fundet af sin værge. I al den tid havde Marvin ikke værdsat hans værge, hans fars, kærlighed og tryghed. Han nikkede for sig selv, han var ikke som alle de andre, men han var en Clockworkcity beboer, at tilhøre et folk handlede ikke om at være som de andre, men at føle sig hjemme det sted. Et stort smil kom frem på Marvins læber, da han tænkte på Almatheus, han ville uden tvivl komme til at savne den lille mand, der havde vist ham så meget, på så kort tid. Hvis det da var rigtigt, Marvin begyndte at overveje, om at det hele bare var en drøm, indtil hans hånd endte i sin ene lomme. Marvin kunne mærke kulden fra noget metal, og med rolige bevægelser tog han det op. Det var en lille mønt, hvor der på den ene side stod med bronebogstaver ”Almatheus”, og den anden side med store platin bogstaver: Nødvendige almene sandheder.
Hans sande form: