Post by lioness on Nov 27, 2006 23:02:30 GMT 1
En ensom tåre vandrer langsomt ned ad en bleg kind for derefter at dryppe ned fra hagen, ned gennem den varme sensommer luft, og forvrænger billedet i vandet. Ringene spreder sig, over den kønne teenager, hvis blik hviler på den nu igen så spejlblanke overflade. Slanke fingre berørerer let ansigtet, følger linierne i de røde læber henad den ingang så smilende mund. Op ad de blodforladte kinder, op til de indsunkne, tårevædede øjne der engang var så livsglade. De fortsætter deres færden, videre ved de sorte rander, der skæmmer det engang så smukke ansigt, for derefter at følge næseryggen, ned til tippen. Mosløst synker hånden ned i skødet, til den anden livløse hånd. En enkelt blid aften brise, leger med håret, og giver det en smule liv. Alt er stille. Som om hele verden venter på den ene beslutning.
Tankerne flyver rundt inde i hovedet. Om det afskedsbrev der var så lang tid om at blive færdig. Om blodet og smerten der skulle til før alle ordene var fældet ned på papir. Fortiden kommer frem. Alle dem der svigtede på den ene eller den anden måde, alle dem der var ligeglade, og så den anden vej, som hun overlevede indtil det til sidst tog livet fra sjælen. Men nu skal der være en ende på det hele.
En lille stemme kalder indtrængende et navn. Det "Rigtige" navn, som ingen andre kender. Stemmen kalder igen, og bliver svaret med et vredt:
"gå væk. Lad mig være i fred!"
"det ved du jo godt jeg ikke gør" Stemmen er lettere hånende og morer sig åbenbart kosteligt over den ynkelige reaktion.
et dybt suk, og blikket falder så ned på de sølvhvide ar, der snoer sig over håndledende.
"hvorfor virker det aldrig?" stemmen skælver, og tårene begynder at presse på. Det er ulideligt at vide man ikke kan gøre det ordenligt.
"Fordi din skæbne er livet.!"
Aftenens kølighed er ved at infinde sig. Forældrene er nok ved at blive bekymrede nu. Det havde ikke været meningen at vente så længe med det. Det er bedst for alle parter hvis det endte med en forsvinden.
"jeg kan bare ikke klare det mere." En sskælven går gennem kroppen, da kulden går gennem marv og ben, en enkelt snøften, får at holde tårene på afstand, som ikke hjælper helt, da varme salte tårer løber ned ad kinderne, for derefter at gøre kroppen endnu kolder, når en vind suser forbi.
"Lad nu være med at flæbe, og tag dig sammen!" Stemmen er kold nu, og hård. Mere end den plejer at være, og det gør ondt helt inde i hjertet.
"Jamen når jeg ikke kan stole på nogen, hvad så?"
"Stol på mig... Lad det være os to, mod verden." Stemmen er starks blid og forstående. Ikke forræderisk, som man skulle tro, men helt oprigtig.
"bare os to?" Der er forhåbning at spore i stemmen, som også kommer til udtryk i de rødsprængte øjne, der stopper med at græde, fordi håbet for de ord, aldrig har været der.
"ja... Bare os to... Jeg skal nok passe på dig."
De røde læber skilles i et lille skævt smil, som lyste hele ansigtet op, og gav det en lille glød, af den tidligere skønhed. Langsomt og stivlemmet, løfter benene resten af kroppen op at stå, og præcis i dette øjeblik skinner solen den sidste solstråle ned på håret der flammer op som en glorie i røde, sorte, blonde og orange nuancer, og omgav hele personen i et overjordisk lys. Stadig smilende vender ansigtet sig om, og vender ryggen til til den sorgfulde, døe skygge i vandet, for at begynde sin færdin hjemad på livets vej. Som solens sidste stråler forsvinder, og mørket får overtaget verden lyder en stolt, forstående og blid stemme, hvor man kan fornamme smilet, i hendes indre."det skal nok gå..."
(har leget lidt med omskrivning og retning... Denne lilel historie står på mit appir i datid, med et køn... Nu lader jeg det være op til folk, og det er en dreng eller en pige... Undskyld overskriften er på engelsk, men indrøm at det lyder bedst... Vil meget gerne have kritik, om hvordan jeg klarede det...)
Tankerne flyver rundt inde i hovedet. Om det afskedsbrev der var så lang tid om at blive færdig. Om blodet og smerten der skulle til før alle ordene var fældet ned på papir. Fortiden kommer frem. Alle dem der svigtede på den ene eller den anden måde, alle dem der var ligeglade, og så den anden vej, som hun overlevede indtil det til sidst tog livet fra sjælen. Men nu skal der være en ende på det hele.
En lille stemme kalder indtrængende et navn. Det "Rigtige" navn, som ingen andre kender. Stemmen kalder igen, og bliver svaret med et vredt:
"gå væk. Lad mig være i fred!"
"det ved du jo godt jeg ikke gør" Stemmen er lettere hånende og morer sig åbenbart kosteligt over den ynkelige reaktion.
et dybt suk, og blikket falder så ned på de sølvhvide ar, der snoer sig over håndledende.
"hvorfor virker det aldrig?" stemmen skælver, og tårene begynder at presse på. Det er ulideligt at vide man ikke kan gøre det ordenligt.
"Fordi din skæbne er livet.!"
Aftenens kølighed er ved at infinde sig. Forældrene er nok ved at blive bekymrede nu. Det havde ikke været meningen at vente så længe med det. Det er bedst for alle parter hvis det endte med en forsvinden.
"jeg kan bare ikke klare det mere." En sskælven går gennem kroppen, da kulden går gennem marv og ben, en enkelt snøften, får at holde tårene på afstand, som ikke hjælper helt, da varme salte tårer løber ned ad kinderne, for derefter at gøre kroppen endnu kolder, når en vind suser forbi.
"Lad nu være med at flæbe, og tag dig sammen!" Stemmen er kold nu, og hård. Mere end den plejer at være, og det gør ondt helt inde i hjertet.
"Jamen når jeg ikke kan stole på nogen, hvad så?"
"Stol på mig... Lad det være os to, mod verden." Stemmen er starks blid og forstående. Ikke forræderisk, som man skulle tro, men helt oprigtig.
"bare os to?" Der er forhåbning at spore i stemmen, som også kommer til udtryk i de rødsprængte øjne, der stopper med at græde, fordi håbet for de ord, aldrig har været der.
"ja... Bare os to... Jeg skal nok passe på dig."
De røde læber skilles i et lille skævt smil, som lyste hele ansigtet op, og gav det en lille glød, af den tidligere skønhed. Langsomt og stivlemmet, løfter benene resten af kroppen op at stå, og præcis i dette øjeblik skinner solen den sidste solstråle ned på håret der flammer op som en glorie i røde, sorte, blonde og orange nuancer, og omgav hele personen i et overjordisk lys. Stadig smilende vender ansigtet sig om, og vender ryggen til til den sorgfulde, døe skygge i vandet, for at begynde sin færdin hjemad på livets vej. Som solens sidste stråler forsvinder, og mørket får overtaget verden lyder en stolt, forstående og blid stemme, hvor man kan fornamme smilet, i hendes indre."det skal nok gå..."
(har leget lidt med omskrivning og retning... Denne lilel historie står på mit appir i datid, med et køn... Nu lader jeg det være op til folk, og det er en dreng eller en pige... Undskyld overskriften er på engelsk, men indrøm at det lyder bedst... Vil meget gerne have kritik, om hvordan jeg klarede det...)