Lillith le Fays Dagbog

[Lillith le Fay]

Bogens gulnede blade var fyldt med blyantsskiblerier. Lillith havde altid syntes at blæk ville passe bedre til den, men desværre ville de nå at stivne, før hun havde placeret pennen på papiret. Det var der ikke noget ved, så den lille, læderinbundne bog med låsen på den ene side, var derfor påskrevet med blyant. De frøs ikke på samme måde, heldigvis.

[Lillith le Fay]

Bladrede man om på en tilfældig dag i Lillith le Fays dagbog og fandt man måske tilfældigvis den 4. januar, 2008 ville man sikkert ikke bryde sig om, hvad man så. Siderne var halvt udviskede af noget vådt der ligeså vel kunne være tårer, som iskrystaller der langsomt var smeltet på de gulnede blade. De krøllede bogstaver i bogen berettede dog en historie, som Lillith ikke selv ønskede, hun havde:

... Dr. Simmons sagde det samme som sidst. Han er så flink at hjælpe mig og jeg kan se, hvor ondt det gør på ham, hver gang han undersøger mig for at se om der er nogle fremskridt. Det er der stadig ikke og jeg frygter efterhånden det værste. Af en eller anden grund, har jeg altid vidst at kulden ville blive min død, jeg havde bare ikke forestillet mig at min tid skulle blive så kort. Jeg havde ønsket noget mere af livet, men de er jo ikke altid til at opfylde sådan nogle størrelser...

Det næste stykke, var udvisket af det våde der havde haft kontakt med papiret. Nærmest som en naturlig pause i Lilliths beretning. Kiggede man længere nede på siden, ville man finde endnu et læseligt stykke på de gulnede blade papir:

... Skønt tiden er knap, er jeg fast besluttet på at få rettet mine fejl, før jeg forlader denne verden og gøre, hvad jeg kan for ikke at smitte andre med mit melankolske humør. Det fortjener de trods alt ikke - og slet ikke, hvis de ikke kender mig. Det gør de færreste, skønt det ikke er nogen undskyldning. Jeg håber bare på at jeg kan genoprette nogle af de ting, jeg har ødelagt og få lov at se mine små brødre endnu engang, før det endelige slag skal stå.
'Det endelige slag skal stå', hør mig lige. Jeg er endnu ikke atten år, har ikke gennemført andet end high school og her forsøger jeg at føre mig frem med symbolske bemærkninger, som en anden sproghistoriker.
Jeg skal dø. Der kom det endelig! Og tiden er knap, så jeg vil lægge bogen fra mig nu og forsøge at gøre de ting, jeg har lovet mig selv. Desuden skal jeg færdiggøre mit maleri inden det hele er slut og så se om drømmemaskinen havde ret. Skal jeg virkelig splintres som en isskulptur, alene i mørket?...

Bogen indeholdt ikke flere læselige ord, da resten var tværet ud af tårer, ville læseren nok beslutte sig for nu, da han eller hun havde læst hvad beretningen indeholdt. Hvis man lagde bogen tilbage, kunne det være at Lillith ville nå at skrive mere, før 'det endelige slag skal stå', som hun selv havde været så frustreret over at formulere det...

[Lillith le Fay]

Bladrede man et par sider fremad i dagbogen nu, ville man utvivlsomt finde et par halvfærdige skitser af noget der lignede en skulptur i en lille lysning - at uden for lysningen var sort. Der er i alt fem meget forskellige versioner af dette billede og det er ikke til at vide, hvad man skal med det. Efter de fem sider, dukker der endnu engang krøllet tekst frem på de gulnede sider:

... Jeg har ikke holdt mit løfte. Jeg lovede trods alt mig selv at jeg ikke ville belemre nogen med mit melankolske temperament. Det er jeg desværre kommet til alligevel. Hans navn var Mark - det er det vel egentlig stadig, men hvad fanden - og han viste sig at være en meget forkert person at fortælle noget så betydningsfuldt...

Teksten der fortsatte var streget over utallige gange, men kiggede man ordentligt efter, kunne man alligevel skimte ord som 'sort uheld', 'idiot' og så en masse, jeg ikke vil nævne her. De behøvede i hvert fald ikke at komme ud i lyset så meget var helt sikkert. Bladrede man videre til næste side, kunne man endnu engang finde nogle krøllede bogstaver, sat sammen i ord og bogstaver som til tider kunne virke foruroligende udtværet.

... Jeg tror dog at min tilstand har forbedret sig. Der er ikke nogen svimmelhedsanfald, eller direkte besvimelser, at støde på længere. Jeg tvivler dog ganske voldsomt på, at det fordig jeg har fundet en balance i min temperatur, for det ville da være mærkeligt med alle de skift, jeg har lavet på det seneste, Men der er håb endnu - det ser i hvert fald ud til at Doktor Simmons alligevel kan havde taget fejl, skønt jeg ikke skal kloge mig på lægevidenskab. Dér var den igen! De gamle ord og det pæne sprog - jeg må lære noget moderne sprog, inden jeg kradser af, bare så eventuelle læsere ikke skulle tro, jeg er fra halvtredserne... Eller før...

Et afsnit forsvandt i mængden af udtværede idéer om en eller anden isskulptur der vistnok havde stor betydning for pigen. Meningen gik dog ikke specielt tydeligt igennem og man kunne meget hurtigt komme i tvivl om pigens sindstilstand - især efter, hun nævnte en indretning kaldet 'drømmemaskinen'. Det kunne selvfølgelig være hvad som helst, men læseren kunne godt have sine tvivl vedrørende både pigens fornuft og realitetssans...