A peny for your thoughts.

[Kira Angel]

Vejret var regnende, vandet faldt ned i stive stænger, men der rørte sig ikke én brise. Himlen var helt dunkel, til trods for at klokken kun måtte være noget omkring middagstid, men snart ingen var udenfor, bortset fra Kira.
En kulsort ulv sad med hængende hoved og ørene helt ind til hovedet, ved vandfaldet. Den sad helt stille, ikke engang halen rørte sig og bare stirrede tomt imod vandets brussen.
Et lyn farede hen over himlen og oplyste det hele i et splitsekund, nogle sekunder derefter kom tordnet og så var der igen helt stille. Ulven var blevet helt pjusket og gennemblødt af regnen, men den lod ikke til selv at have bemærket det..

[Zero Kiryu]

En sort hund kom slendrende igennem regnen. nogle ville mene at denne sorte hund var nuttet, andre ville mene at den intet havde i sig. nogen ville mene at den var djælvens værk, der var ingen der kunne finde ud af noget om hunden, andet end at den var sort, anderledes og havde et z nærmest siddende i sin pels.
Hunden kom hen til vandfaldet. og kiggede på det, og satte sig så ned. den havde rystet sig for et stykke tid siden men da den havde opdaget at det intet godt gjorde var den stoppet igen. Hunden kiggede en enkel gang på ulven, og så på vandfaldet igen

[Kira Angel]

Ulvens rødbrune øjne vandrede fraværende hen imod hunden, mange tanker farede hen over hendes sind, men hun fejede hurtigt tankerne væk og vendte så blikket tilbage imod vandfaldet.
Hun sad helt stille i regnen, men et langt suk undslap hendes kæber og afslørede hendes triste tanker. Hun plejede altid at være snehvid, næsten i alle hendes skikkelser, men hun havde bevidst valgt at blive kulsort denne dag. Hendes tanker var sunket helt i krus, hun var nær depressioner og kunne slet ikke tænke klart lige nu.
Hun sad helt stille i mørket, mærkede alle de triste tanker fare omkring hende og hun gad ikke engang kæmpe imod. Hun fortjente det. Hun fortjente at alle nu forlod hende, til trods for at hun i virkeligheden slet ikke gjorde. Men hvordan kunne hun tænke andet?

[Zero Kiryu]

hunden med et Z ved den ene for hofte. kiggede på den sorte ulv. og lagde hoved en anelse på skrå. og lavede så noget der mindede om himmelvendte øjne 'det kun fordi jeg er en hund' mindede den, sig selv om, og trippede så på lette poter over og satte sig ved siden af den sorte ulv, og skubbede blidt med snuden til ulven. hunden vidste at dette kunne ende galt. ulven var langt stærker end denne hund nogen sinde ville blive, men der var der intet at gøre ved.

[Kira Angel]

Ulven sukkede kort igen, den opfangede lyden af poterne der nærmede sig, men registrerede det ikke rigtigt. Hun Sad helt i sine egne tanker, sad dybt begravet i fortiden og bemærkede derfor ikke at hunden satte sig ved siden af hende. Hun mærkede snuden imod sin egen pels, sprang næsten forskrækket væk og begyndte instinktivt at knurre af den anden. Hun rejste børster, lagde ørene stift tilbage og knurrede arrigt.
Men så pludselig stoppede hun op, kiggede nærmest undrende på ham og lod s blikket falde trist igen og lagde sig. Hun lagde sig helt ned til jorden og sukkede bare videre, nærmest som var hændelsen før slet ikke sket..

[Zero Kiryu]

Hunden kiggede på ulven, og havde godt regnet med at den ville rejse børster så han trådte et skridt tilbage, og kiggede på ulven, og da den så lagde sig ned lagde hunden sig ned ved siden af hunden igen, og lagde snuden ind mod ulven igen. hunden ville meget gerne have afvide hvad der var galt, og hvorfor ulven var så trist, fordi det kunne hunden meget nemt mærke

[Kira Angel]

Kira mærkede hunden ved sin side, men på et eller andet punkt lod hun slet ikke til at interessere sig for det. Hun sukkede dybt igen, hun kunne jo alligevel ikke snakke i sin ikkesnakkende-skikkelser.
Hun mærkede dog en lille form for tryghed, hans tilstedeværelse trøstede hende trods alt, selv om at hun ikke selv troede det. Hun vendte de rødbrune øjne imod hunden, lagde hovedet undrende til den ene side og sukkede så igen. Hun vendte derefter hovedet imod jorden, sukkede trist og forblev så stille. Hun kunne ikke snakke i denne skikkelse, og hvis hunden bare var en hund, kunne den jo heller ikke snakke selv om at hun skulle forvandle sig. Han var jo vel bare en hund, en meget smuk hun godt nok, men hunde kunne ikke snakke..

[Zero Kiryu]

hunden kiggede på ulven og blev liggende, og kiggede på hende. og vidste ikke hvad den skulle gøre. den kiggede bare på hende jeg skræmmer den sikkert hvis jeg forvandler mig tænkte han stille. og sukkede så selv. han kiggede på ulven igen, og lagde hoved en lille smule på skrå, og nussede så ulven igen med snuden. han overvejede seriøst at forvandle sig, men han var bange for at han ville skræmme ulven hvis det bare var en normalt ulv

[Kira Angel]

Kira sukkede igen, mærkede hunden nusse og kunne så ikke helt lade være med at logre lidt med halen. Det var en sær betryggende fornemmelse at have hunden der ved siden af sig, men en verden uden ord og en at dele dem med, var pinefuld. Så rejste sig roligt op og trådte nogle skridt væk, hun smilte venligt ned på den søde og smukke hun d og begyndte så stille at forvandle sig til menneske. Hendes pels forsvandt, ørene og halen forsvandt ligeså og efterlod så en pige, med brunt hår og de selv samme rødbrune øjne som ulven havde. Hun smilte venligt til ham og satte sig så end. Hun klappede bydende på jorden ved siden af sig, forsøgte at få hunden hen til sig og håbede inderligt at den ikke var blevet skræmt nu. Hun ville så nødigt skræmme den..

((sorry, svaret gik lidt hurtigt. Så du må lige bære over med mig, hvis der er mange stavefejl.. XD))

[Zero Kiryu]

Hunden. Zero kiggede på ulven, og var glad over at den bare en smule lovrede med halen. han kiggede på ulven, og da den rejste sig og gik nogle skridt væk kiggede han mærkeligt på hende og da hun så forvandlede sig, lagde han hoved let på skrå. man skulle næsten tro at han smilte, men det gjorde han ikke, og da hun så satte sig på jorden, gik han over og lagde sig og lagde hans hoved i hendes skød. han ville vente lidt endnu med at forvandle sig.

[Kira Angel]

Kira smilte roligt frem for sig, lagde hånden på den søde hunds hoved og begyndte fraværende, dog kærligt, at ae den der.
Hun sad tydeligt i sine egne tanker, men hundens tilstedeværelse lod til at hjælpe hende. Hun smilte roligt frem for sig, vidste ikke helt om hun skulle tro denne hund var bare en hund, eller om den rent faktisk var mutant som hende. Måske kunne hunden også forvandle sig, men lige nu tænkte hun slet ikke på det. Hun smilte bare roligt og begyndte at forklare og snakke med hunden, for hun manglede virkelig en at snakke med "jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, alle forlader mig!" hun sukkede træt, havde ikke kunnet sove i lang tid på grund af alle sine bekymringer..

[Zero Kiryu]

Zero lå bare stille med hoved på hendes lår. han kiggede kort op på hende, men lå ellers bare stille og trak vejret stille og roligt. han kunne godt mærke at det havde en speciel beroligende effekt på hende. hvis hunde kunne smilte, ville Zero nok gøre det igen lige nu, men den lå bare stille og lyttede til hvad Kira havde at sige.

[Rektor (Angel)]

Kira bemærkede hundens blik, da den kiggede op imod hende og hun smilte roligt. Hun aede den roligt videre og fortsatte så med at snakke "hvad skal jeg gøre? Jeg... Jeg kan ikke klare mig uden dem. De.." hun vendte ansigtet væk, kunne ikke sige mere.
Hun sukkede dybt, stoppede automatisk med at ae hun den, uden helt at bemærke det selv og sad så bare os tirrede tomt ud i luften. Vidste ikke hvad hun skulle gøre eller sige, sad bare der og stirrede..

((sorry det blev også lidt kort, men vidste ikke lige hvad jeg skulle skrive.. -_-''))

[Zero Kiryu]

Zero kiggede stadig op på Kira, og rejste sig så op, og begyndte så at forvandle sig. Zero rystede sig. han var stadig fuld påklædt en lidt underlig ting. og så kiggede han rundt og fik øje på Kira. det var ofte som om der skete noget inde i ham når han forvandles, som om der var en smule af ham som blev skubbet til side og glemt, som først kom frem igen når han blev menneske.
"hvis De forlader dig så er de intet at samle på.." Zero havde hørt efter hvad hun havde sagt, og stod nu bare og kiggede på hende