Memories, shatter friendship..[Kira]

[Nigle 'Nightmare' Loveless]

Nigle var ude og trænge hårdt på pladsen, han ville holde sine sanser og hans kampteknikker oppe. Han kæmpede meget gadekampe, da han boede uden for denne by. Det var grund til alle hans ar på kroppen og over hans øje. Det størreste nederlag han havde haft. Det lærte ham at han ikke skulle give op, men blive ved, lige gyldtigt hvad andre tænker. Hans tanker røg hen på Kira, Yuki og Yo. De eneste rigtige venner han havde, som ikke var med i Nightwalkers. Det gjorder ondt på ham at han var nødt til at gøre dette imod dem. Men Yo ville da forstå ham ikke? Hun kender selv til hadet til mennekserne. Kira vidste han ikke rigtig hvor hun stod, den gang de mødte hinanden første gang endte de med at komme i slagsmål med mennesker. Yuki vidste han stod imellem, så hun ville nok bare være bange for at der skulle ske ham noget. Ikke at de andre ville, for det ville de jo. Hvad skulle han gøre?
Han satte sig ned, forpustet og helt træt i kroppen. Det var tid til en pause. Han rejste sig op på sine ømme ben og gik over og tog af den vandflakse, som han havde taget med ud. Han havde sorte jogging busker på med en sort undertrøje udover. Hans ar fra fortiden kunne nemt ses fra hans skulderne blade og ned over hans arme. Han havde ikke sit hologram ur med så hans ører og hale var tilstede. De vidste hvor står tvivl han følte i dette øjeblik, men var sikkert på at hans vej var den rigtige. Hans gule øje gled stille over det mørke landskab. Alle burde sove nu, som gav ham mere tid til at træne alene udenfor...

[Kira Angel]

Det var næsten helt mørkt efterhånden, tusmørket kæmpede bravt for de sidste stråler fra solen af og nattens dyr begyndte at titte frem.
Månen var næsten helt fuld på den ravnsorte himmel, så omgivelserne besad lange mørke skygger overalt og de oplyste steder virkede næsten helt spøgelsesagtigt. En kulsort ulv som næsten kunne gå uset igennem baghaven og hen imod træningspladsen, sneg sig lydløst afsted imod sit mål. Nightmare.
Kira havde flere dage gået og tænkt på hvad hun dog kunne gøre. Siden deres sidste møde på hospitalsfløjen og ved kampen forinden, havde hun ikke kunne tænke på andet end Nightmare. Hendes frygtelige anelser var blevet bekræftet og hun vidste derfor knap nok hvor hun skulle gøre af sig selv. Først havde William forladt hende og nu ville Nightmare også gøre det. Hun havde endda kæmpet med Yo i træningshallen indenfor, for at finde ud af om hun overhovedet ville kunne dræbe ham hvis øjeblikket kom. Hun havde kæmpet mere imod sine indre dæmoner, end imod ham. Hun kunne ganske enkelt bare ikke klare tanken om at skulle dræbe en så nær ven som ham. En fyr hun havde haft mere følelser end hun ville indrømme og som hun næsten ville gøre alt for. Hun kunne ikke bære tanken om at han nu skulle være hendes ærkefjende.
Ulvens stolte skridt var majestatiske og dyriske. Hun vandrede videre med stor ynde, et blik af vildskab farede hen over hendes rødbrune øjne, ørene stod lige i vejret og halen lå lige ned. Hun var klar. Hun måtte konfrontere ham med det..

[Nigle 'Nightmare' Loveless]

Havde en 6. sans som sagde til ham at han ikke var alene og at der var noget farlig i området. Han forholdte sig helt roligt, for ikke at vise hans nervøsitet, selvom hans ører, som altid afslørede ham. De sad på vagt på hans hoved og lyttede til hver eneste lille lyd. Der var nogen andre end ham selv. Han lagde flasken ned og hev sin trøje over sig. Om ikke så lang tid ville han forlade skolen, uden at fortælle nogen det. Uden at nogen vidste det. Så længe han var på skolen med rektor, så var der store fare for Nightwalkers, desuden var der flere og flere, som havde hørt rygter om det skulle være ham. Det gik ikke at han var på skolen længere. Han ville savne Kira. Han var så ked af alt det han havde haft endt med at gøre ved hende, men huskede intet af det selv. Han havde haft så mange følelser for hende, selvom hun havde William.. William var den person, som han hadede næsten lige så meget som mennekserne, pga. hans kærlighed til Kira.

[Kira Angel]

Kira listede forbi springvandet, hen over græsplanen og forbi et træ nær træningspladsen. Hun vidste at han efterhånden måtte vide at hun var der, men hun agtede heller ikke at angribe ham, bare konfrontere ham. Hun ønskede svar.
Hun gik hen til kanten af træningsbanen, godt 10 meter fra ham og satte sig så elegant ned der. Det kulsorte hoved kiggede forhadt og alligevel helt afslappet på ham. Hun havde tydeligt noget hun ville konfrontere ham med, men alligevel virkede det som om at hun godt allerede frygtede hans svar. Hun vidste egentligt ikke helt hvorfor hun var her, det vidste hun ikke længere. Det hele virkede bare så sandsynligt, så logisk denne morgen. Hun ville konfrontere ham og få sine svar. Men hun kendte jo allerede svarene, hun frygtede dem allerede så inderligt at hun nødigt ville have havde dem bekræftet nu hvor hun havde chancen.
Hun sad roligt en tid og bare stirrede dyrisk på ham, hun agtede ikke at snakke med ham i nu. Hun ville først se hvordan han reagerede på hendes tilstedeværelse. Ville han stadigvæk lyse glad op når han så hende, eller ville det hele være ændret nu?

[Nigle 'Nightmare' Loveless]

Nigle så stille imod den mørke skikkelse og hans øjne og næse kunne afsløre det var Kira. Han vidste ikke hvordan han skulle reagere efter deres sidste møde. Han var bange. Bange for at miste, men det var forsent nu og det vidste han inderst. Han smilte kort over at se hende, men så væk. Han ville ikke kunne klare hendes blik lige nu.
"Hvordan går det, Kira?" spurgte han roligt, mens han så op på månen. Hans ører sad stadig lidt på vagt, men hang også lidt, da han var ked af de skader han havde haft påført hende.

[Kira Angel]

Kira havde bevidst valgt den kulsorte pelses farve, det passede bedst til hendes humør i dette øjeblik. Fortvivlelse, had, foragt og angst. En hel masse følelser der velsagtens måtte blive kulsort når de blev blandet sammen. Det var en mikstur af sorgmodige følelser.
Hun blev roligt højere, hendes pels forsvandt, ørene og halen forsvandt ligeså og tilbage stod hun i en blodrød lille sommerkjole. Den var isnende kold at have på her om natten, men hendes forhadte og fortvivlede tanker fik hende til at glemme dette. Hun kiggede sorgmodigt på ham, nærmest som så hun på en killing der netop lige var blevet morder og arrig af natur. Hun lod blikket dale roligt sukkede træt og svarede så da hun igen vendte blikket imod ham ”jeg har det som forventet Nigle!” hun brugte aldrig hans menneskelige navn, altid det navn han havde som mutant. Men i dagens forhadte anledning, havde hun valgt at kalde ham ved hans menneskenavn.
Hendes ansigt var helt afslappet, men tydeligt medtaget af den manglende søvn og fortvivlelse. Hun havde lagt flere nætter og grædt, havde haft frygtelige mareridt når hun endelig havde kunnet sove og kunne ikke bare et øjeblik slappe nok af om dagen, til at hun rent faktisk kunne have det godt. Hun var dybt fortvivlet, hun måtte have svar nu, ellers ville hun bryde sammen..

[Nigle 'Nightmare' Loveless]

Det slog som en lussing på hans kind da hun brugte hans rigtige navn og ikke Nightmare, som hun plejede at kalde ham. Han stirrede stadig ned i jorden. Hans øjne virkede tomme, helt følelsesløse, ligesom hans ansigt var på i dette øjeblik. Han var stadig i chok over skaderne, stille fandt han hans vandflaske igen og tog endnu en tår af den, mens han satte sig stille ned, da han var lidt øm i kroppen endnu efter træning.