Nothing Else Matters

[Rektor (Angel)]

Kate smilte muntert, han var endelig kommet til et af de vigtige spørgsmål. Et spørgsmål som hun havde fornemmet side på hans tunespids i nogen tid. Så da hun svarede, lød hun rolig og drømmende, da hendes rødbrune øjne spejlede sig tilbage til hende i glasset ”Ser du, vi er slet ikke så forskellige du og jeg. Til trods for at vi i ny og næ, måske ville ønske det. Vi besidder begge ufattelige evner der gør os i stand til at leve evigt, en ældgammel kraft kun overgået af få ting. Men ja, vi har mødt hinanden før, legendariske dyr som os, tiltrækkes næsten af hinanden. Du ved, lige som nogen tiltrækkes af.. farer” Det sidste sagde hun med en vis hemmelighedsfuld stemme, som fik det næsten til at lyde som et minde hun havde om deres møde engang. Nærmest som forsøgte hun blidt og puffe ham i den rigtige retning. At minde ham om nogle ting.
Hun kiggede roligt på sit glas med en brusende vin, hun holdte den helt stille. Kiggede eftertænksomt igennem glasset, hvor ilden genspejlede sig og dansede imellem de så bobler. Hun smilte eftertænksomt, som så hun noget deri, noget Kun hun kunne se og vide betydningen af. Han var endelig kommet til et spørgsmål der var værd at snakke om..

[William Quiles]

Så var det som han havde mistænkt, de havde mødtes før, måske flere gange op igennem årene. Gad vide om det også havde noget at gøre med at hun ikke ville hjælpe ham med at få låst op for resten af sin hukommelse? Havde hun været bange for at han ville genkende hende, huske noget hun ikke ville have frem i lyset?
Han tog eftertænksomt en tår af sit glas nød stille smagen af den søde væske før den forsvandt ned i hans svælg. Flammerne spillede lystigt i hans ravgyldne øjne, både en genspejling af flammerne i pejsen og den indre flamme i ham selv. En enkelt kort sætning passerede hans læber der på trods af at han lige havde drukket vin, var tørre "Hvad hedder du rigtigt?" sætningen startede lidt tilbagehold, men blev klar og fast nær slutningen.

[Rektor (Angel)]

Kate smilte kort, et lidt mere roligt smil denne gang. Hendes blik vandrede hen imod ham, studerede ham kort i hans flammende glorie og konstaterede så kort for hovedet "jeg har mange navne, lige som du! Nogle mere legendariske end andre, ord der er visket fra mund til mund. Nogle der er varet ved og andre som blot var et forsøg på fantasi. Du vide mere end nogen anden, at navne ingen betydning har. Du burde finde dine spørgsmål med mere omhug min kære Nagato, eller.." hun vendte blikket imod ham, smilte roligt og fortsatte så .. jeg burde måske kalde dig William, som du så smukt har kaldt dig siden den dag! hun kiggede gådefuldt på ham, hun vidste tydeligt en del mere om ham, end hun hid til havde givet udtryk af.
Hun havde mødt ham nogle gange, havde mærket hans særprægede aura og lyst til magt, havde genkendt nogle ting ved ham i sig selv og havde derfor undersøgt ham nøje på afstand. Kunsten at kende dem omkring sig, var ikke at lade dem vide at man vidste det. Det gav nemlig altid forspring på alle punkter at vide en del om den anden. At vide hvad man havde med at gøre, når den anden tilsyneladende ikke vidste noget værdigt at snakke om..

[William Quiles]

Han smilede stille, enten havde hun ikke forstået spørgsmålet for hvad det virkelig var eller også nægtede hun bare at anerkende det. Han løftede hånden og fremmanede en lille flammefigur som han lod vandre hen over sin håndflade. Han var ikke Nagato mere, havde ikke været det i flere tusinde år. Ej heller var han William, det var bare hvad han blev kaldt, mere for andres skyld end hans egen. En mindetråd for igennem hans hoved, billeder af en tid længst glemt. "Du er ligesom jeg, en af de første. Har jeg ret?" De havde ikke været mange dengang, men flere end de var nu, det var ikke alle der levede evigt.

[Rektor (Angel)]

..Kate smilte roligt, lod blikket fæstne sig på flammen og sad så der halvt betaget af dets magt og fascination. Hun holde blikket lidt der, men fik sig så endelig revet væk fra det og vendte blikket tilbage imod ham. Navne havde ingen betydning, det vidste både han og hun.
Hendes mundvige sprang igen op, et skævt smil af munterhed. Ja en af de første, tanken var fascinerende at lege med.
Hun havde vel været en af de første, men ingen kunne huske så langt tilbage. Alle havde haft muligheden for at ændre sin skæbne, at glemme og tilgive sig selv. Hun havde selvfølgelig været lige så fristet som så mange andre. Lige som ham.
Hendes blik hvilede vildt i hans, hun smilte gådefuldt og konstaterede så kort og for første gang også lige til "ja, det stemmer. En af de første. Det er fascinerende at tænke på. At være en af de første!" hun kiggede eftertænksomt frem for sig, havde næsten ladet sit blik glide lidt til siden af eftertænksomhed, men vendte det nu tilbage imod hans flamme og sagde drømmende "men spørg mig nu ikke om hvordan det var, hvordan de første havde det og hvorfor jeg valgte denne skæbne at leve. Det er alle dumme ubetydelige spørgsmål. Jeg valgte fristelserne frem for den skæbne der var blevet sat til mig. Et liv i forglemmelse, tilgivelse og troen på et bedre liv. Jeg glemte som dig, ved hvordan det er og ville aldrig havde ændret den beslutning om et nyt liv, hvis jeg fik chancen!" hun smilte fraværende frem for sig, vendte så igen hele kroppen om imod ilden og tog en afslappende slurk af den lindrende væske..

[William Quiles]

Den lille flammefigur i hans håndflade syntes at udvide sig, uden dog at vokse i størrelse. Den splittedes gradvist i mindre og mindre stykker der fløj ud i lokalet som var de små snefnug i en kold vinterstorm. De bevægede sig som havde de egen bevidsthed, som var de levende, og på en måde var det vel også sandt. For han var selv tilstede i hver enkelt lille flamme, i det brændende lys ingen helt kunne kontrollere selvom mange troede de kunne.
Til tider tænkte han på om det havde været en fejl, det at søge forglemmelse, et nyt liv. Man kunne jo ikke i sandhed flygte fra sin fortid, fra hvem man var og hvad man ville blive. Alligevel søgte de fleste, både mennesker såvel som evnede at undslippe, ikke bare deres fortid, men også deres skæbne. Nogen troede sågar at et begreb som skæbnen var falsk, at man skabte sin egen skæbne, og hvem kunne sige hvem der havde ret, at skæbnen eksisterede eller ej?
Det var sandt at ting skete, ting som man oftest bare forklarede med at det var skæbnebestemt, men hvem kunne vide at det ikke bare var den menneskelige natur der fik det til at ske.
Han sad lidt i stilhed og stirrede lige frem, mens de små flammer han havde skabt, ligesåstille faldt til gulvet og slukkedet, uden at efterlade et eneste spor. "Hvad med de andre.. er der overhovedet nogen tilbage ud over os?" ordene var som en kniv gennem silke i stilheden der omgav dem, skar den over, let og elegant. Han vidste de havde været flere, 4 hvis han huskede ret.

[Rektor (Angel)]

Kate lod roligt blikke vandre med de små flammer, deres fald, deres liv. De var en del af ham, lige som dragen i hende, var en del af den hun var. Hun smilte roligt, vendte sig om imod pejsen og tog så ventende en slurk af sin vin. Hans ord, de var nysgerrige og afventende. Han havde brug for hende, men ønskede ikke at vise det åbenlyst.
Hendes rødbrune øjne blev orange, hendes hår blev stærkt og flammerødt. Hele kroppen af hende blev dækket ind i skæld, en blodrød næsten uigennemtrængelig skæld. Tøjet forsvandt og hendes aura og blikke, blev om end muligt, endnu mere dyrisk og vildt. Hun besad en ufattelig kraft, havde den legendariske drages fylde styrke og mystik. Hun var bomstærk, hendes evner overgik de fleste og bare synet af hende, fik enten folk til at falde om af forbavselse, af beundring, eller så ville de løbe skrigende fra hende.
Men hun havde haft dette udseende længe, havde levet med udseendets, styrkens virkning af folk og tog sig derfor ikke længere af det. Hun blev blot roligt siddende i den bløde stol, tog endnu en lille slurk af vinen og svarede med en gådefuld og kraftfuld stemme "mange legender går, nogle falske, andre med et gran af sandhed i sig. Nogle mener sågar at de skulle havde udført en duel til døden imod hinanden, en kamp der endnu raser. Men ingen ved med sikkerhed om de stadigvæk lever, men.." hun vendte de vilde orange øjne imod ham, smilte koldt så et af de lange hjørnetænder dukkede frem og fortsatte så i sin gådefulde tone "..hvis du spørger mig, så nej. Jeg tror ikke de lever længere." hendes vilde blik vandrede hen imod den flammende pejs, et glimt af morskab og vildskab strejfede hendes blikke, hvorefter hun roligt begyndte at forklare " som du sikkert ved udsender alle signaler, auraer, som fortæller hvor man er og lidt om en selv. Kun få kan se dette og kun få igen kan dække signalet, men selvfølgelig ikke hele tiden. Jeg har ikke opfanget noget signal fra nogle af de andre i flere hundrede år. Men de kan selvfølgelig havde fundet en udvej. En måde hvorpå de kan gemme sig for altid!" hun smilte muntert frem for sig, tanken om en sådan kraft, ville sætte alt i et helt nyt lys. Men kunne en sådan kraft overhovedet eksistere?

[William Quiles]

Billeder, minder for gennem hans hjerne. Han stod på en bjergtop der var fuldstændig dækket i hvid ren sne, knasende under hans støvler. foran ham stod hun, Den Hvide Tiger blev hun kaldt af de dødelige, selvom det eneste spor synligt af hendes anden form var det hvide hår der stod i stærk kontrast til hendes unge ansigt. Hans egne ravgyldne øjne mødte hendes isblå, de frygtede begge hvad fremtiden ville bringe. Sandt, de var alle fire blevet forbandet eller velsignet med evigt liv, det var vel som man så på det, men så vidt han vidste var han den eneste der kunne genopstå fra de døde. Dragen havde den fordel at hun kunne dække hendes krop med næsten uigennemtrængelig skæl, men de to andre var ikke helt så heldige. Det ville nok tage utrolige mængder af destruktiv kraft at skade dem dødeligt, de var trods alt de fire stærkeste væsner i live, men hvis 'tigeren' eller 'skildpadden' blev dødeligt såret, ville de hvis ikke helbredt, rent faktisk dø. Det var derfor han holdt sig tæt på hende, Den Hvide Tiger, for at kunne helbrede hende skulle det være nødvendigt. Men hvad hvis han en dag ikke var der til at hjælpe?
Han åbnede øjnene og var tilbage på hotelværelset sammen med Kate. Et dybt suk undslap ham "Du har sikkert ret, de må være døde" hans nyligt erhvervede minde gav kun ny bekræftelse til den påstand. "Kate, jeg vil gerne bede dig om en tjeneste" sagde han stille efter endnu en tænkepause.

[Rektor (Angel)]

Hun lod blikket dale lidt, en fornemmelse som omsværmede ham, fik hende til at fortryde den kolde stemme hun før havde brugt. De havde været de første, de eneste der havde levet så længe. De havde nærmest været hinandens familie, eller i hvert fald en del af hinandens liv på et eller andet punkt. De var alle forbundet af samme skæbne, nemlig at dø alene. At se alle sine kære dø omkring en, se peste og krige ødelægge alt og vide at sådan vil det fortsætte i en al evighed.
Hun lod blikket vandre hen imod pejsen igen, smilte fraværende og sagde eftertænksomt "ja døde" det lød næsten som et suk af ord. Hun havde mistet det halve af dem. Havde kun ham tilbage, de måtte passe på hinanden. Det var jo trods alt kun de to der endnu havde oplevet så meget, havde levet så længe og endnu havde årtusinder at leve i.
Hun vendte blikket imod ham, han var den eneste mulighed hun havde for at have et langvarigt kendskab med nogen. Han var en af de få hun rigtigt kunne leve med, han ville forstå og altid være der, lige som hende.
Hun smilte roligt frem for sig, nikkede kort og spurgte så med fornyet interesse "hvad skulle det så være?"hendes stemme var stadigvæk vild og gådefuld, men noget havde forandret sig lidt. Hun havde et gran af mildhed, et gran af venlighed og omsorg over sig. Hun smilte gådefuldt frem for sig og afventede så hans svar med stor tålmodighed..

[William Quiles]

Han vidste ikke om hun ville gå med til det, hun havde jo trods alt sagt nej én gang før, men der var jo sket så meget siden. Han ville bede hende om hjælp til at få det sidste af sit sind lukket op, det duede ikke at han i tide og utide fik flashbacks og så var den nagende fornemmelse af at han vidste ting, men bare ikke kunne finde frem i sit sind. Det havde været en fejl at lade sin hukommelse slettes, det indså han nu. Man kan trods alt ikke i sandhed flygte fra hvem man er, selvom man måske kunne have lyst til det nogen gange.
Han drejede sit hoved mod Kate, håbede at hun ville hjælpe ham. "Jeg ønsker at huske" sagde han blot. Det var ikke normalt for ham at bede om hjælp, det var han alt for stolt til og desuden var det meget sjældent han havde brug for hjælp. Men lige dette her, det var noget han ikke kunne klare selv, han havde brug for hendes hjælp.

[Rektor (Angel)]

Kate havde ventet dette svar længe og var faktisk begyndt at tro at han aldrig ville spørge. Men hun kendte ham godt og spørgsmålet var kommet. Hun smilte roligt frem for sig, men et gran af bekymring strejfede hendes rød brune øjne. Hendes blik vandrede ned imod gulvet, undgik hans og hun sagde så "jeg..” hun stoppede op, uden helt at vide hvordan hun skulle forklare ham det, så han ville forstå ”du kan ikke bede mig om at gøre det. Du må ikke. Ikke før du er klar, dit sind skal selv finde svarene. Det giver kun bagslag at pille for meget rundt med folks tanker." hun vendte blikket hen imod pejsen, undgik hans øjenkontakt for at understrege at der ikke var mere at sige. Men hun forstod hans trang til at vide mere, det var snart det værste af det hele. Hun vidste hvordan det var ikke at vide hvem man var og hungre efter at få bare det mindste at vide. Men farerne var der, der var altid en fare ved at åbne sind op, især hvis de var blevet lukket på den måde som deres havde været. Hun ville gerne hjælpe, men frygtede for de farer der kunne ske, hvis hun gjorde..