luften er så dejlig imod huden

[B751...NAT]

midt om natten sad B ude midt på vandet på luften og en meget hård vind var naturligt omkring ham og helde skolen så han kunne se en del omkring sig uden at gøre noget for det overhovdet

[Jonathan Reid]

Jonathan kom gående ganske roligt og i sine egne tanker. Han havde trukket sin jakke godt op om ørene og halsen, for der var en rask blæst. Han så sig tilbage over skuldren og op på skolen, han kunne lige skimte den over træerne, og langt de fleste vinduer, han kunne se, var mørke. Han regnede ud at langt de fleste var gået i seng. Han så ned på sit ur, 02:17. Han regnede ikke med at møde nogen så sent, hvilket var grunden til, at han overhovedet var gået ud. Han trængte til at tænke lidt over tingene. Alt havde ændret sig siden, han kom til skolen. Han kunne høre brusen fra vandfaldet ikke langt fremme, og han tog de sidste skridt indtil han kunne se vandet for sine fødder. Han stoppede op og tog et kig ud over vandet. Ude på midten så han en mørk skikkelse, men han tog det ikke for noget, han havde aldrig været hernede før, og det var sikkert bare en sten eller en skulptur.

[B751...NAT]

B vende sig imod ham uden at sige noget begynde den skive a luft han sad på at bevæge sig imod ham ved breden langsomt. han kunne tydeligt se hvor han stod og hvordan hans ydre så ud men ikke i farver kun i form

[Jonathan Reid]

Jonathan så, at "stenen" begyndte at komme hen mod ham, af rent instinkt råbte han "hvem der?!" og ventede et svar. Han trådte to skridt tilbage og var klar, hvis tingen pludseligt skulle springe på ham. Han kunne hurtigt nå at trække en knogle ud og spide tingen. Han stod stadig og stirrede på stenen, som kom tættere og tættere på, og han kunne tydeligt se nu, at det ikke var en sten eller en statue, men en levende person.

[B751...NAT]

b]"b"[/b] sagde han lavt. men vinden tog ikke lyden som om hans ord brød lige gennem vinden mens an nærmede sig ham ved breden i samme hastighed som før langsomt med et roligt smil på læben

[Jonathan Reid]

Jonathan hævede øjenbrynet en smule. "Hvem ville dog kalde deres barn for.. B? Eller også vil han bare ikke sige det..." Han rystede en smule på hovedet, og så så igen på personen, der var kommet nærmere så han nu kunne se hans ansigtstræk. "Jamen hyggeligt at møde dig... øhm.. B" sagde han og skjulte, så godt han kunne, at han fandt navnet højest morsomt. Han kiggede igen ned på sit ur, der var kun gået fem minutter siden sidst han kiggede. Egentligt var han lidt skuffet over, at der var nogle her, men på den anden side, ville det måske være fint med lidt selvskab?