Pain in a friendship.?

[Nigle 'Nightmare' Loveless]

Uhyret blev overrakset over ulvens pludselig forvandling, men den langede ud med sin pote imod denne nye modstander og der efter den anden pote, det gjorder den et par gange. Hvor efter den trak sig tilbage. Den begyndte at mærke hvordan Nigles krop næsten ikke kunne holde til mere. Den trak vejret hurtigt og tungt, den var ved at være træt. Den krop sagde snart stop og så ville den blive til Nigle igen, men han ville være i besvimmet tilstand, så det ville være en stor risko.

[Kira Angel]

Nightmares basken med sine klør parrede hun let, da hun langt fra var så træt som ham. Men en af slagene ramte dog hen over overarmen på hende, hun følte ingen smerte af ren adrenalin rus. Hun brølede arrigt af ham og bed så ud imod ham. Hun blottede advarende sine tænder og forsøgte at sætte de syleskarpe tænder i hans skulder nær halsen. Hun ville ikke dræbe ham endnu, først lege lidt med sit bytte af morskabens skyld. Hun hamrede en klofyldt pote imod hans anden overarm, forsøgte at give ham en masse smerter og totur, før hun ville skåne ham fra smerterne og dræbe ham i ét dødeligt bid i struben.
Hun brummede legesygt på en uhyggelig drabelig måde, ville fægte ud efter ham med den anden klo, hvis første ikke lykkedes og så en mere og en mere. Han skulle bare lide, trygle hende om nåde og så ville hun først der overveje at dræbe ham i et blodbad imod hans sårbare strube. Hun fornemmede pulsen dunke på sin fjende, mærkede dets hurtige rytme i sine trommehinder og morede sig hjerteligt over hans sårbarhed og svækkelse. Hun ville rigtigt more sig med det her. Han skulle lide og hun ville få sin blodtørstige hævn..

((Det ligner bare slet ikke Kira mere.. XD))

[Nigle 'Nightmare' Loveless]

(( Overhoved ikke xD ))

Bidet trængte igennem og et smerte skrig kom fra katteuhyret. De to klør slog ind, et ar over brystet og ryggen. De andre to endte han dog at undgå, men det var meget umattet nu. Uhyret endte med at falde sammen af smerte, udmattelse og træthed og det som ikke måtte ske, skete nu. Han blev Nigle igen, den samme gamle Nigle. Blodet fra hans arm, ryg og bryst løb ud på jorden. Nigle selv var bevidstløs og var ikke selv vidne til hvad der nu ville ske med ham.

[Kira Angel]

Kira slap sit tag i ham, så han dalede til jorden og pludselig også forvandlede sig.
Hun smilte koldt, løftede poten og lod den så hamre lige ned imod Nightmare. Men så stoppede den pludselig op i luften, hun stirrede vurderende ned på ham, snuste i luften og fjernede så sine klør. Hun genkendte ham ikke, fornemmede bare at det var forkert. Hun tog sig til hovedet, slap så hurtigt igen og hyllede. Hendes hyl blev til at langtrukkent og skingert skrig af smerte og sorg. Hun faldt sammen ved siden af ham som Kira, som menneske og i stor sorg. Hendes elskede Nightmare. Jamen, hvordan var han blevet det dyr. Hun satte sine hænder på ham, lagde hovedet derefter derpå også og sukkede. Hvordan kunne hun gøre det imod Nightmare?
Hun løftede hovedet igen, sukkede smertende fra sårene ved hendes overarm og de knuste tæer. Hun forvandlede sig til den snehvide ulv igen, greb hans trøje og forsøgte at manøvre ham op på sin ryg. Hun måtte finde hjælp til ham. Hun fik ham til sidst endelig op, hun vendte sit snehvide hoved imod skolens indgang, der var uendeligt langt. Hun begyndte at humpe og pive sig stile frem af. Smerterne hamrede igennem hende nu hvor adrenalinen ikke længere pumpede i hende. Hendes hjerte hamrede af smerterne i hendes bryst, men sorgen over at havde såret hendes elskede Nightmare var ikke til at holde. Hun måtte hjælpe ham.
De kom op til hospitals fløjen, kom ind og faldt så sammen uden for lægens dør. Hun kunne ikke mere, besvimede bare der midt i det hele, med Nightmare ovenover sig selv i sin snehvide ulveskikkelse. Blodet strømmede fra hendes sår og blandede sig med hans. Lægen måtte bare være der, for nu var de begge overladt til skæbnen..


BLACKOUT//