Pain in a friendship.?

[Kira Angel]

Vinden susede og rev kraftigt i træerne, græsset hvislede og dansede under føder på Kira. Hun stod midt på græsplanen, havde lukkede øjne og armene holdt bredt ud i hver sin retning. Hun åbnede roligt ud, trak så været roligt ind igen og lukkede så øjne op og od hænderne dale. Hun var faldet nogenlunde ned igen efter de mange pludselig oplevelser med eksplosioner og underluge hændelser. Hun vidste ikke hvad der skete, om nogen var efter hende eller om hun selv var årsagen til det hele. Men nu stod hun her midt i mørket og åndede roligt ud. Stjernerne blinkede på den skyfrie himmel og månen strålede smuk fra sin plads midt på himlen, klikken måtte være 3-4 stykker. Men hun kunne ikke sove med alt det der lige var sket, der ventede altid et grusomt mareridt på hende hver gang hun lukkede øjnene. Så hun stod nu her i den kølige vind og nødt stilheden..

[Nigle 'Nightmare' Loveless]

Stilheden blev afbrudt af et skrig af træene. Skriget var fyldt med smerte. Smerte skriget kom fra Nigle et stykke derfra. Han vidste ikke hvad der skete med hans krop, men vreden han havde i øjeblikket havde på en eller anden måde sat sig fast i kroppen. Han kunne mærke en indre varme med smerten også. Han blev større, pels begyndte at komme over hele hans krop og dækkede ham ind i et gråt-sort mønstre. Hans ansigt blev mere kat end menneske. Der var en snue, knorhår og selve formen på ansigtet. Hans øjne havde igen begge det samme farve gult. Klør voksnede på hans hænder, sammen med læder trædepotter under. Hans pels hang de forskellige sider og virkede helt uldet. Der ville nok ikke være nogen som kunne genkende Nigle i dette øjeblik, ikke engang på hans hjerne, da den var som en rovdyrs. Den søgte bytte, ofre, dræbe, ødelægge. Sagt med andre ord, kaos..

[Kira Angel]

Kira blev næsten revet ud af sine rolige tanker, hun kiggede forfærdet hen imod træerne, hørte skrig og tog et tøvende skridt derimod. Men hun stoppede op igen, hun kunne ikke lide skoven, hun havde oplevet så mange forfærdelige ting der. Hun sank en klump, tog en skridt mere og stoppede så i sine fortvivlede tanker.
Hun stirrede ængsteligt på træerne, de stod helt stille med deres kronede toppe rettet imod himlen, men skriget havde været der og hun frygtede det værste.
Hun tog sig automatisk til maven, mærkede dens flade overflade og sukkede bange. Hun bed arrigt tænderne sammen og begyndte med meget langsomme skridt at overtal sig selv til at tage næste skridt og så næste og derefter et mere. Hun måtte hjælpe vedkommende, lige meget hvem det var. Men hvad nu hvis..
Hun stoppede op godt 10 meter fra hvor hun havde stået før og kiggede imod skoven med bange anelser siddende helt oppe i halsen på sigi form af hendes hamrende hjerte..

[Nigle 'Nightmare' Loveless]

Uhyret under søgte stille sig selv, den nød den store kraft. Han følte sig stræk, stor og uovervidelig. Det var en faktisk følelse. Men stille angreb hans rovdyr instinkt, da han kunne lugte en anden til stede. Han gik stille og roligt imod sit uset bytte, men duften var bekendt. Den kunne ikke huske hvor, men den trak imod Kira. Den bevægede sig lydløst og holdte sig i skyggerne, for at holde sig uset.

[Kira Angel]

Kira lod brynene vandre hen i en bekymret mine, hun spejdede imod træerne, men intet skete. Hun stod som forstenet på stedet og havde de grufuldeste tanker. Men skoven. Den mørke uhyggelige skov, med den store barriere af brogede høje træer. Barnet, gravstedet. Hun kunne ikke gå derind, hun tog et skridt tilbage og lagde begge sine hænder op til brystet og knugede dem sammen. Hun satte læberne til hænderne, sukkede trist og sagde halvt sammenbidt imellem tænderne "undskyld.. jeg kan ikke!" hun bakkede igen, vendte sig om og bevægede sig hurtigt hen imod pladsen hun før havde stået op. Hun så sig ikke tilbage, hadede sig selv for den frygt hun besad og ville derfor ikke se sig tilbage. Men måske skulle hun havde gjort det, den dårlige fornemmelse voksede i hende. Men hun turde ikke. Var alt for bange for det hun muligvis ville komme til at se.
Hun vendte sig om en sidste gang, bare for at være sikker og havde så straks fortrudt det..

[Nigle 'Nightmare' Loveless]

Da Kira begyndte at bevæge sig væk fra skoven, begyndte den af sætte farten op, men hun så så sig tilbage stoppede den op lige foran hende. Den åndedræt var tungt, den satte stille sit hovedet i højde med Kira. Dens store og enorme hoved nærmede sig Kira, mens den stille begyndte at lugte til hendes lugt. Den var bekendt. Men hvor fra? Hvor fra?

[Kira Angel]

Kira gav et forskrækket gisp fra sig og holdte så vejret, som om at hun var bange for at drukne her midt på græsplanen. Hun stirrede lige ind i et uhyggeligt stort gab fyldt med syleskarpe tænder. Hun spærrede forskrækket sine øjne op, dyret virkede ikke fjendtligt ind til nu, men heller ikke så venligt af dens uhyggelige udseende.
Hun stirrede bange lige ind i gabet på den, mærkede sin krop der langsomt begyndte at sitre igen, sveden der satte sine perler på hendes hud og hendes stakkels hjerte der nu galopperede som en vild hest på en eng. Hun kunne have skreget af forskrækkelse, men noget fik hende til at lade være. Angst? Mod? Dumdristighed? Hun kunne ikke sætte ord på det, men hun skreg ikke, stirrede bare forskrækket på det kæmpe dyrs snussende gab. Som var hun frosset fast til stedet..

[Nigle 'Nightmare' Loveless]

Den kom med et frys, som gjorder at den varme ånde ville begynde at blæse på Kira.
Den synes ikke at Kira virkede særlig spændende længere, nærmere irriterende, da han ikke huske hendes lugt hvorfra. Han kunne ikke genkende hende, da den ingen billeder havde af Nigle venner eller bekendte i hovedet, den kendte ikke Nigles venner eller bekendte. Det var nu at det langt ventet angreb slog ind. Den løftede sin store pote med sine lange nelge og slog ud efter Kira, ved at lade sin store pote falde ned over Kira, som var den ved at dræbe en flue.

[Kira Angel]

Kira mærkede dens varme ånde imod sit hoved, dens ulækre ånde lugtede af fisk eller sådan noget. Hun kiggede undrende op på den, så kom poten og hun nåede kun lige at smide sig til siden i aller sidste sekund. Hun hørte og mærkede poten der voldsomt hamrede imod jorden få centimeter fra hende føder og gispede forskrækket.
Hun forsøgte panikslagent at komme op igen og væk, men noget ved hendes fod virkede forkert. Hun vendte sig om på ryggen og så til sin store rædsel at dyret havde hamret sin store beklorede lap lige ned i den. Spidsen af hendes fod lå under poten og det hele var gået så hurtigt og var så smertende at hun slet ikke havde mærket noget af bare chok.
Hun hev besværet og smertende foden ud, kiggede forarget på de knuste tæer og vidste hverken ud eller ind. Dyret havde angrebet hende efter at havde snust til hende. Hvad var der galt, hvorfor havde det ikke angrebet hende noget før og hvorfor angreb det hende overhovedet?
Hun kæmpede sig op at stå, bakkede haltende bagud, for hele tiden at holde et øje med dyret. Hun turde ikke vende det ryggen, for kunne forstille sig alle de grufulde ting det ville kunne gøre imod hende, hvis hun gjorde. Så hun bakkede forsigtigt og haltende bagud i håb om at det lille forsvinde eller bare lade hende være i fred..

[Nigle 'Nightmare' Loveless]

Man kunne se et lille smil på uhyret over denne skade den havde givet. Den gjorder nu at hun ikke kunne bevæge særlig hurtigt. Der kom et kort brøl fra uhyret. Den var det store indgreb af rovdyr. Og hun var virkelig i stor fare lige nu. Hvis der ikke snart skete noget ville det ende galt for Kira.
Det store katte dyr begyndte at gå efter hende og lange sine store klør ud efter hende, for at rive hende.

[Kira Angel]

Kira vendte sig forskrækket om da dyret begyndte at gå imod hende, hun forvandlede sig til en ulv, humpede afsted i et lidt hurtigere tempo. Men hun var alt for langsom, for pludselig blev hun slynget afsted i en voldsom fart af smerte og forvirring. Hun fløj igennem luften, godt 10 meter og landede så på jorden i et hyl af smerte.
Hun lå på siden, det var heldigvis kun selv poten der havde ramt hende, så der var ingen blod. Men smerterne skød op i hende som pulseslag. Hun bed smertende sin kæbe sammen, lukkede øjnene hårdt sammen og peb og klynkede.
Hun hørte bæstet nærme sig, vidste at hun måtte op og kæmpe imod den. Men hun vidste ikke om hun kunne, udyret kom nærmere, voldsomt hurtigt nærmere. Hun krympede sig og vaklede så op på alle fire poter. Hun vendte det snehvide ansigt imod udyret, ønskede sådan at det ville stoppe og vende om. Men hvad var chancerne for det?
Hun hylede en sidste gang, et langt smertende hyl og satte så i spring. Hendes stærke smertetærskel som ulv, gjorde hende i stand til at fortsatte. Hun stormede hurtigt hen imod dyret, sprang en meter derfra, fløj så lige igennem luften med blottede tænder og en snerren så uhyggelig arrig at hun næsten ville kunne dræbe dyret. Hun sigtede efter struben, et rovdyrs bedste våben..

[Nigle 'Nightmare' Loveless]

Uhyret løftede armen i sidste øjeblik og Kira endte med at hænge fast i armen på den. Smerten fra bidet fik den til at blive mere vred, da blodet begyndte at komme ud fra bidet i dens arm. Men det var ikke den eget blod, men Nigles blod. Det blod som Angelina, hans halv søster havde haft smagt på, hvor efter havde begyndt at sige at han var hendes bror. Han troede ikke på hende før et par dage siden. Det stort uhyre løftede den anden pote og rakte efter den ulv, som han i den arm, bare for at tage fast i den, prøve at hive den væk, men en klog ville undgå at ramme Kira i dens greb.

[Kira Angel]

Hun bed så hårdt hun kunne i dyrets arm, bed og knurrede alt hvad hun kunne.
Men så kom den anden hånd og hun måtte finde en udvej. Hun mærkede pludselig det pulsere i sig, som om et andets hjerte slog i takt med sit eget og så voksede hendes styrke.
Hun slap sit greb i ham få sekunder før dyrets arm ville gribe fast i hende. Hun landede undrende på alle sine poter, havde helt glemt udyret og stod blot og kiggede undrende om sig. Hun mærkede hjertet pulsere, mærkede det som en indre rytme af styrke og så noget ukendt.
Hun voksede stille i sin ulveskikkelse, blev større og større uden at fatte hvad der skete. Dyret foran hende som tårnede sig op over hende, kunne slå hende som det ville. Hun ville først bemærke det det sekund slaget ramte, for panikken var for alvor slået ned i hende nu..

((så nu er det hendes tur til at vise sin udvidede evne.. XD Kan Nightmare ikke gribe fast i hende? ))

[Nigle 'Nightmare' Loveless]

(( JO xD, men ved ikke hvor længe Nigle krop klare til det endnu.. Det er jo hans første gang ))

Uhyret så lidt på ulven og igen kom den lugt til at virke bekendt. Den fik en pludselig hovedpine, der var noget ved den ulv. Den måtte dræbes, den gav smerte. Hvorfor gjorder det ondt at se den lide? Den forstod intet. Den tog ulven op, med sin store potte, med den blottede sine tænder og væste af den.

[Kira Angel]

Kira blev støre endnu, hun kom op til monsterets højde og stirrede så lige ind i dets øjne med et par rødbrune iskolde øjne. Hun lignede noget lignende en varulv, hun havde kopieret Nightmares evne, men da hun havde været i ulveskikkelse. Lignede hun nu mere en varulv end et monster med kakttegener.. Hun havde pels over det hele, to store spidse øre strittende i vejret og en lang pjusket hale viftede arrigt til siderne.
Hun mærkede styrke, dyriske instinkter og blodtørst rende igennem hendes årer. Hun ville have hævn, hun ville myrde og slå ihjel. En dyb knurren arbejdede sig op igennem hendes strube, hun smilte iskoldt og langede så ud efter monsteret foran sig.
Hun mærkede ingen smerter mere, ikke én eneste. Kun raseri og blodtørst og det ville hun straks gøre noget ved. Hendes iskolde øjne stirrede nådesløst på sin fjende, de syleskarpe tænder glimtede mat i månens stråler og dens store klo hamrede lige imod side af udyret foran hende..