Powerburst. [alle]

[Kira Angel]

Jorden rystede, et ordentligt brag af ild og vind der smeltede sammen til en eksplosion førtes og så blev der bare helt stille. Store plamager af røg og tåge skød i alle retninger, vand dampede og fald til jorden igen i form af de mørke skyers ustoppelige gøremål oven fra.
Grenene svajede nøgne og forbrændte på træerne, buskene ragede op af jorden som pinde og bassinet dampede og sydede det sidste vand ud af sig.
Midt i al virvaret, stod en ung kvinde halvt nøgen og skræmt fra hvid og sans. Hendes krop rystede og sitrede, hende øjne var spærret vidt op af skræk og hun stod blot der med rystende hænder og stirrede på dem. Hele hendes krop var intakt, ikke den mindste forbrænding eller skade. Hendes tøj var derimod brændt næsten helt op og havde kun efterladt hendes bukser i en sølle forfatning af lårkort shorts. Hendes bluse var helt forsvundet og der var derfor kun hendes møgbeskidte bh og et enkelt kort ærme over armen tilbage.
Hun stirrede bange ned på sine hænder, de rystede voldsomt ude i luften og svedte af angst. Hun knugede dem ind til sig, lukkede sine øjne i og håbede så inderligt at det hele bare ville være en ond drøm. Et rædselsvækkende mareridt.
Hun mærkede sit hjerte hamre i sit bryst, hendes vejrtrækning hev voldsomt efter vejret og hun vidste at hvis hun ikke snart fik kontrol over sig selv igen, ville hun ende med at gå i chok eller besvime. Hendes rystende hænder bevægede sig end langs siden af hende, hun bed tænderne forsigtigt sammen og forsøgte at trække vejret dybt. Men hendes nerver og hjerte var helt oppe på dupperne og hun fik derfor kun hurtige forskrækkede vejrtrækninger ud af det..

(('Først til mølle'- princippet.. XD Men det er en del af plottet, så skynd jer. XD Aller højst to.))

[Candy Sweet]

Candy kom løbende hen til bassinet, kiggede ned og slog hænderne for munden. Hun havde været over i haven, da hun havde set den massive mængde damp, og var løbet derhen "Kira! Er du okay?!" råbte hun halvpanisk ned til hende. Dumt spørgsmål. Selvfølgelig var hun ikke okay! Hendes auras farver flakkede, skiftede. Hun var bange og i vild panik, det var sikkert! Hun holdt en passende afstand til bassinet for ikke at komme til skade. Det var jo rent kaos! Hun bed sig lidt i læben "Kira tag det roligt! Tag en dyb indånding" sagde hun beroligende. Hun var ved at hyperventillere dernede, og hvis det skete var der stor riciko for at hun druknede, og vandet ville være for varmt til at hun kunne få hende op!

[Kyrie Eleison]

Kyrie havde været ude at gå en tur da han pludselig hørte en kæmpe eksplosion og en masse brag. Han overvejde lidt om han skulle gå derover for at se hvad der skete og efter lidt tid kom han derover. Først så han bare en masse damp, som gjorde det umuligt at se noget, men efterhånden fik han øje på.. Candy? og.. hvem var den anden pige.. Kira? Tss Det så ikke ud til at Kira havde det specielt godt? "Træk vejret dybt Kira" Lød det roligt fra ham, imens han stille gik hen imod hende, med begge hænder i lommerne. Sikke et forfærdeligt rod? Han havde vidst aldrig snakket særlig meget med Kira, men efter 2 år på skolen vidste han dog hvem hun var, og hvad type person hun var, så det var ikke det der var problemet. Noget der kunne virke utroligt var at hans facade holdt 100% selv i dette kaos. Indvendig var han dybt bekymret for Kira, men udvendigt virkede han som om han bare spasserede over for at sludre om de nyeste film eller noget i den stil

[Kira Angel]

En stor stjerneformet sort plet var farvet i bunden af bassinet, alt vandet var fordampet væk og midt i stjernen stod Kira halvt nøgen og med panikken og rædslen malet overalt på hende.
Hun stirrede forskrækket da hun pludselig hørte en stemme, så kom en stemme mere og en kæmpe eksplosion kylede hende op af bassinets marmor gulv og fik hende til at lande hårdt på jorden oppe ved kanten af bassinet.
Hun stønnede smertende, mærkede en ringen for øret og stemmerne der forstummede. Hun glippede bange med øjnene, forsøgte at komme op igen og mærkede så til sin store rædsel af et af hendes ribben måtte være blevet bøjet eller brækket. Måske endda flere af hende ribben. Hun krøb sammen i smerte.
Hun placerede sine rystende hænder under sig, forsøgte smertende at balancere sig op og stå og kiggede så rædselsslagent på de andre. De kunne lige så godt være voldtagsforbrydere. Bortset fra at skrækken i hendes øjne ikke var skrækken for dem, men skrækken for sig selv. Hun lod igen hænderne vandre ud foran sig, vendte dem om og forsøgte at få dem til at ligge stille der i luften. Men de rystede, de rystede så forfærdeligt. Hendes ansigt var beskidt lige som resten af kroppen, små rifter var blevet gravet i hendes hud hist og her. Hun vendte og drejede sine hænder, mærkede panikken slå til, hjertet der nu hamrede oppe i struben på hende, sveden der fossede ned og hele hendes krop der var ved at gå efter af røsten. Hun vendte blikket op imod dem, angsten var malet i hendes ansigt, som havde hun lige erhvervet døden vandre forbi og forklare at nu var hendes tid kommet. Hun sagde intet, var stille som graven og stod blot der midt i dampen og tåget og stirrede rædselsslagent på dem. Nærmest råbte om hjælp, men alt var stille. Dødstille..

[Candy Sweet]

Candy gav et forskrækket udbrud da Kira fløj op af bassinet og landede på kanten. Hun skyndte sig hen mod Kira, men satte farten ned da hun begyndte at rejse sig, og gik nu langsomt mod hende, med hænderne ude i en åben gestus "Kira, fald ned. Vi hjælper dig. Tag det roligt" sagde hun med en beroligende stemme, der mindede lildt om den en yoga lære ville bruge. Hele hendes fremtoning var beroligende og fast som en klippe ved en rolig strandkant.

[Kyrie Eleison]

Kira betragtede hvordan hun fløj ud af bassinet, og han var lige ved at komme med et udbrud, som han dog holdt i sig. Stadig med hænderne i lommen, gik han frem ad, nu var hans gangtempo bare lige øget en smule, hvilket måske var det eneste tegn af bekymring man kunne spore, hvis altså man var opmærksom "Kira, fald ned" Lød det stille fra ham "Slap af.. Vi vil hjælpe? Hvad er der sket?" Han fremtoning udstrålede også en kæmpe ro, og sammen med Candy, kunne man håbe at deres ro ville sprede sig og dæmpe Kira's angst, gøre at hun følte sig tryg og blev mere rolig. Det var i hvert fald bedre end hvis de alle gik i panik.

[Kira Angel]

Kira kiggede forvirret først på den og så på den anden, hendes øjne lyste af angst, men hun forsøgte at trække vejret roligt. Hun åndede lagsomt ud, åndede så hurtigt ind og så langsomt ud. Hun forsøgte virkelig, men tingene omkring hende eksploderede.
Hun vendte ansigtet rystende imod bassinet som var helt tomt og nu også besad et hul midt stjernen af sod. Hendes hænder rystede lidt mere igen efter at havde slappet en anelse af ved vejrtrækningen før.
Hun vendte ansigtet imod de to andre, kiggede bange på ham og sagde så med en stemme der var på randen til at knække "jeg.. ved det ikke! Det.. Det hele eksploderer...!" hun lød som om at hun skulle til at sige mere, men hendes stemme forstummede af forvirrede tanker. Hun vendte ansigtet imod Candy, kiggede bange og sagde så nærmest grædende "hjælp mig, hvad sker der?" hun holde øjenkontakten lidt, hvorefter hun så vendte blikket imod sine hænder. De rystede stadigvæk forfærdeligt, men man kunne mærke på hende at hun stille var begyndt at slappe mere af igen..

[Candy Sweet]

Candy så kort overpå Kyrie, og blev faktisk forbløffet over den bekymring hun så i hans aura. Så var hans 'facade' alligevel ikke helt hjerteløs. Hurtigt vendte hun opmærksomheden mod Kira igen. Candy var næsten helt hende ved nu, men ture knap gå tættere på af fare for at blive ramt af eksplotionerne. Men hun så panikken, frygten. Hun måtte være stærk. "Kira du bliver nød til at falde ned, ellers kan vi ikke hjælpe dig. Luk øjnene, træk vejert dybt og tæl til ti" sagde hun fortsat i den faste, beroligende tone. Candy viste måske ikke meget om emnet, men det var rimelig tydeligt at det var Kiras evne der gik amok. Men havde hun ikke lavet sig om til en ulv? Havde hun endnu en evne? Det kunne man vel godt, eller? Hun viste det ærlig talt ikke, og det var irrelevant lige nu. De skulle først og fremmest havde Kira til at falde ned, inden nogen kom til skade.

[Kyrie Eleison]

Kyrie var også kommet hen til Kira og så på hende med et bekymret blik. Ja der var ingen grund til at skjule hans bekymring, folk behøvede jo ikke at tro at han var umenneskelig. Han stod ikke færere end 3 meter fra hende, men han forholdt sig tavst. Der var ingen grund til at han sagde det samme som Candy, og hvis han også begyndte at sige noget nu, kunne Kira muligvis blive forvirret, på grund af der var flere forskellige stemmer der kom med råd. Nej det var bedre bare at lade en person føre ordet, og så ellers være der som moralsk opbakning. Candy så også ud til at havde godt styr på det alt taget i betragtning. Hun var rolig, hendes stemme var rolig og fast og hun sagde de ord der skulle til for at berolige en person... Ingen grund til at afbryde hende

[Kira Angel]

Kira sank en klump i halsen, åndede roligt ud og talte så hurtigt til ti i sit hovede. hun vidste at hun skulle havde taget den med ro og talt tallene langsomt, men hun kunne ikke få sig selv til det.
Hun åndede igen roligt ud og forsøgte så igen og denne gang med mere succes. Hun slappede mere af nu.
Hun mærkede en indre ro begynde at grave sig igennem al forvirringen og panikken. Den åd det mest i sig og døde så hen. Hun smilte mere roligt til dem, nikkede kort som for at vise at hun nu havde det bedre og sagde så med en begejstring der ikke var til at tage fejl af "det er væk, jeg kan ikke mærke det mere!" hun stirrede begejstret på sine hændet, kyssede dem ivrigt og smilte som en glad lille unge til juleaften. Det var endelig væk, den kopierede evne var opbrugt og forsvundet..

[Candy Sweet]

Candys lettelse kom til udtryk i et lydløst suk. Det lod til at hun var kommet til sig selv igen, var faldet ned nu. ”Er du okay?” spurgte hun bekymret og lagde forsigtigt en hånd på hendes skulder. Det vigtigste. De kunne finde ud af hvad der var sket senere, men først måtte hun sikre sig at Kira ikke var kommet noget alvorligt til. Dog kunne hun mærke en snærende frygt for det. Hvad hvis det skete igen? Det havde da været et rent held at ingen var kommet til skade! Hun kunne mærke de små hår i nakken rejse sig langsomt, et efter et. En let ubehagelig fornemmelse der lå og skjulte sig bag hendes bekymring for Kira.

((Hvis det er nok til at ’kopiere’ evnen, så sig lige til, så skal jeg nok give dig farve-beskrivelser ^^))