En tur i gågaden

[Jonathan Reid]

Jonathan sad på en bænk, foroverbøjet, og sad og kiggede ned i jorden. Der var varmt, solen skinnede ned på hans ryg og nakke. Han var iført sorte bukser af de tætsiddende slags, en hvid t-shirt med sort print, og hvide sneakers. Over kanten af hans læderbælte kunne man lige skimte kanten af de postkasserøde tights. Han sad og pillede ved et sort armbånd, som vel nærmere bare var et stykke snor, og på halsen hvilede en lille sølvkæde.
Folk gik forbi ham, som om de slet ikke ænsede ham, hvilket han ikke havde noget imod. Det var bedre end at blive råbt efter.
Han mærkede solen brænde i hans nakke og overvejede, om han skulle gå over og købe en kold vand. Han så lidt over på en lille kiosk og hev sin tegnebog op af lommen. Han kastede et hurtigt blik ned i pungen, hvorefter han rejste sig og gik over til den lille kiosk. Han lagde direkte penge på bordet og mumlede et lille tak, da damen rakte en flaske vand over disken. Han kiggede lidt rundt, og traskede igen tilbage til bænken og satte sig.

[carmen]

carmen kom gåendne mens hun så ned i jorden. Folk så undrene på hende hvilket der også var en grund til. Hendes hud blev langsomt bleger og bleger til den til sidst var nærsten helt hvid. Hun standsede hurtigt op og greb fat i sin lange slidte jakke som lå i hendes taske. Der gik ikke særlig lang tid før hun havde fået den op og tasken og fået den på. Hun tog hætten fra jakken over hovedet og trak den helt hen over sit ansigt og så ned i jorden og begyndte at gå igen. Hun gemte også sine hænder under jakken. Selvføllig skulle det lige ske for Carmen. Hun ville jo bare ud og gå en tur og lade som om hun var normal men det kunne åbenbart ikke ske.

[Jonathan Reid]

Jonathan havde nu lænt sig godt tilbage i bænken, og sad med benene strakt foran sig og lagt over kors. Han skruede låget af vandflasken, og lod vandet, som påstod det var kildevand, glide ned gennem hans hals og køle ham lidt af. Han skruede låget på igen, og lagde flasken ved hans side.
Han gabte lidt, og lod så blikket glide op og ned ad gaden og midt mellem alle menneskerne, fik han øje på en skikkelse i en lang jakke. Han kunne ikke se, om det var en mand eller en kvinde, men han undrede sig nu over, at personen gik i en lang frakke, når der var så varmt. Men egentligt kom det slet ikke ham ved, han kunne jo være ligeglad med, hvad andre folk gjorde og gik i.

[carmen]

Carmen sukkede irriteret. Hvorfor skete det altid for hende? hun kunne jo snart ikke gå ud længer hvis hun hele tiden skilte sig ud sådan. Hun lagde forsigtigt armene over kort mens hun hele tiden sørgede for at ingen kunne se hendes hænder. Hendes blik vilede også hele tiden ned på jorden så ingen kunne se hendes ansigt. Fordi hun ikke så op kom hun til at støde ind i en mand som var en del større end hende og langt mere muskuløs. Forskrækkelsen og det at hun pludeselig stødte ind i noget eller rettersagt nogle gjorde at hun faldt. Manden gik vidre mens Carmen rejste sig op uden at fjerne hænderne fra sit skjul.

[Jonathan Reid]

Jonathan så stadig efter personen i frakken. Han overvejede et kort øjeblik at rejse sig og gå over og hjælpe hende op, da en stor mand gik ind i hende, men da hun selv kom op i løbet af ingen tid, droppede han det.
Han kiggede i stedet rundt på de andre mennesker, der handlede ind. En lille gruppe piger fangede hans blik, de stod udenfor en tøjbutik og fnisede. Mens de kiggede sig over skuldrene, for at se om nogle skulle holde øje, tog en af pigerne en top og proppede den hurtigt ned i sin taske. De fnisede og gik videre og ingen lod til at have bemærket dem. Jonathan tøvede et par sekunder, han kiggede lidt rundt, men der var stadig ingen, der lod til at bemærke ham.
Ganske roligt knyttede han hånden fast, og lod en af sine knoer vokse, indtil det blev en lang spids knogle som stak ud. Han så målrettet på den taske, pigen lide havde stoppet en top i, og lavede et sving med hånden. Få sekunder efter lød et højt hvin fra pigerne, da tasken fløj ud af hånden på den ene og hang sig pænt på en stolpe.

[carmen]

Carmen skulle lige til at tage sine hænder frem da hun hørte hvinet men stoppede så og lod sine hænder glide tilbage i jakken før de overhovdet var kommet frem. Hun sukkede og rystede kort på hovedet. Det var varmt for hende at rende rundt med den lange jakke på, men hun havde intet andet valg. Hun satte sig på en bænk og overvejede at købe noget at drikke men så kom hun i tanke om at hun jo ikke kunne hverken betale eller drikke uden at nogen opdagede det hun prøvede at skjule. Hun rustede med hovedet så hætten faldt ned, for det var for varmt med den på og hvis nogle spurgte til hendes næsten helt hvide hud kunne hun bare sige at det var en sjælden hud sygdom eller sådan noget.

[Jonathan Reid]

Jonathan rejste sig, tog sin vandflaske og gik over til pigerne, som stadig var i chok. Han gik lige forbi dem og over mod tasken, hvor han, med et fast tag, rev knoglen ud. Han åbnede tasken og tog toppen ud, hvorefter han begyndte at gå tilbage. Han sendte pigerne et skævt smil, hvorefter han smed tasken over til hende, der ejede den. Han gik videre over til butikken, og smed toppen op over stativet, hvorefter han gik tilbage til bænken.
Så snart han satte sig ned, blev han klar over, hvor mange der egentligt stirrede på ham. Han begyndte at føle sig usikker over de mange skadefro blikke der mødte ham, hvorend han kiggede hen. Andre stirrede bare bange på ham, og nogle chokeret på hans hånd. Jonathan rejste sig igen, han var forberedt på, at nogle skulle gå løs på ham, men folk holdte sig på afstand og stirrede bare på ham.
Han åbnede sin vandflaske og vaskede blodet af sin hånd, såret var allerede begyndt at hele sig, men huden omkring var stadig mørk.
Han kiggede igen rundt på den skræmte forsamling og hans blik fangede et par stykket med mobiltelefoner, og han hørte brudstykker af deres samtale; "Mutant... knogler.... overfald.... kom hurtigt!" Han var ikke tryg ved tanken og han kiggede rundt efter en mulig flugtvej, hvis der skulle ske noget, og så fangede hans blik igen pigen med den lange frakke.

[carmen]

Carmen så på de forskellige mennesker som hurtigt så over på hende men rettede hurtigt blikket mod "knogle-drengen". Hun så over på ham og smilte skævt. Hun var bare glad for at han tog alt opmærksomheden så hun selv slap fpr vantroe blikket og spørgsmål som: hvorfor er din hud den farve? hvad er der galt med dit hår? er du mutant?. Hun var virkelig træt af dumme spørgsmål og derfor gik hun sjældent steder hen hvor der var mange mennesker. Hun så rundt igen og til hendes held var opmærksomheden stadig rettet mod den anden mutant så hun sneg sig hurtigt hen i en kiosk lagde nogle penge på disken og tog en flaske vand så hurtigt at ingen så hendes hænder eller nærmere negle. Hun satte sig på bænken igen og prikkede hul på flaskens låg med en af sine negle og begyndt at drikke. Da hun havde stillet tørsten så hun over på drengen som mugligvis var en mutant.

[Jonathan Reid]

Jonathan stod stadig i centrum for opmærksomheden, da en gruppe unge mennesker begyndte at råbe skældsord efter ham. Han vendte sig mod dem og kastede et blik på deres ansigter, så han kunne genkende dem til en anden gang. Han ønskede ikke at tiltrække mere opmærksomhed og vendte sig bare fra dem og begyndte at gå. Dette så de dog ikke ud til at være tilfredse med, og de begyndte at følge efter ham, mens de stadig mumlede grimme ting højt nok til, at Jonathan kunne høre dem. En af dem samlede en lille sten op og kastede den hårdt efter Jonathan. Han hørte den suse forbi hans øre og satte derfor farten lidt op.
Folk på gaden lod som om de ikke så noget, de vendte sig bare væk og gik i modsatte retning. Den lille gruppe af mennesker fulgte stadig efter og de andre havde fulgt eksemplet med stenen, og Jonathan blev nu bombaderet med småsten. Han småløb forbi personen med hætten og så nu hendes blege hud. I et svagt håb på, at hun var, hvad han troede, mumlede han et lille "Hjælp" i det han løb forbi. Stenene var i mellemtiden blevet større og blev kastet med mere styrke end før.

[carmen]

Carmen sukkede da hun så at der blev kastet sten efter drengen. Hvor var det typisk homo sapiens. Hun rejste sig op og løb efter dem. Hun kom hurtigt i mellem dem og drengen. Derefter standsede hun op. "har i et problem med ham? måske fordi han ikke er som jer? fordi han er mutant?" sagde Carmen roligt. "i så fald så find flere sten.." sagde hun og sukkede kort igen. Hun vidste at det næste træk ville tiltrække opmærksomhed, men det måtte gøres. Hun tog sin jakke af. Hendes hud var nu blevet helt hvis og hendes øjne lyste svagt rødt. Det var tydeligt nu hvad hun forsøgte at skjule før, nemlig hendes negle. Neglene var vokset og var nu 25 cm. lange og kniv skarpe. Hun så trúendne ud, men faktisk var det ikke hendes skyld at hun så sådan ud men når hun var bange,nervøs eller vred voksede hendes negle automatisk. "jeg er nemlig også mutant" sagde hun en anelse truendne.

[Jonathan Reid]

Jonathan så lidt på Carmen, han var lettere overrasket over, hvor bleg hun var. Han havde regnet ud, at hun ville have noget at skjule, men at det var dette var et lettere chok. I et øjeblik glemte han helt de andre indtil en sten susede forbi hans øre. Jonathan så på dem med et blik der kunne dræbe. Han var ligeglad med, hvor ondt det ville gøre, og uden at tænke videre over det, hev han en længere knogle ud gennem albuen. Den var lang og spids i begge ender.
Han stod med den i begge hænder, og mærkede den varme væske på hans albue, der hvor knoglen var trukket ud. Angriberne så dybt chokerede ud ved synes at disse to bizarre skikkelser, der nu stod foran dem med våben. De så lettere irriterede ud, men kunne godt se, at det ville være en dum ide at angribe, selvom det var det, de havde havde mest lyst til lige nu. Jonathan så ud af øjenkrogen, en pige stå med en mobiltelefon holdt op foran hendes ansigt. Det var tydeligt, at hun filmede det hele med sin mobiltelefon, men før Jonathan kunne nå at gøre noget ved det, var hun forsvundet ind i mængden, der var strømmet til for at se, hvad der skete.

[carmen]

Carmen så irriterret på dem. "typisk. nu kan jeg umuligt gå for at være normal" mumlede hun surt til sig selv og så over på den anden mutant. Hun smilte kort til ham. Hun var i det mindste ikke den eneste mutant. Hun vendte hurtigt blikket mod dem der havde kastet med sten. Hendes blik viste intet andet end had til dem og hvis blik kunne dræbe var de alle døde nu. Hun stod med armene lidt ude for kroppen og spredte fingre. "nu er jeg så sød at give jer en chanse så hvis jeg var jer ville jeg gå nu ellers bliver det værst for jer selv" hvæste hun så man kunne se hendes hjørne tænder var blevet længere og spisdsere så hun så mere ud som et rovdyr. Hun brød sig slet ikke om situationen og hun håbede ikke at hun var nødt til at andgribe for ærligtalt kunne hun ikke lide at slås.

[Jonathan Reid]

Jonathan var lettet over pigens hjælp, når de var to mutanter, var der langt større chance for, at angriberne ville give op. Angriber så lidt på hinanden, hvorefter de irriterede vendte om og gik, dog ikke uden at advare om, at hvis de nogensinde mødte hinanden igen, ville de være langt flere. Jonathan tog sig nu ikke af tomme trusler, men der var alligevel et eller andet, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen ved disse fyre.
Han smilede let over til pigen. "Tak" sagde han med en lettethed, over at de ikke skulle skabe flere optøjer. Han ragte hånden ud som en hilsen, "Jonathan Reid" sagde han hurtigt og smilede igen. Han mærkede igen varmen fra solen, men mærkede også de mange øjne, der lige nu hvilede på dem fra alle sider.

[carmen]

Carmen så efter dem og sukkede. Hun samlede sin jakke op og så på den med et trist blik. Hun vendte blikket mod Jonathan "det var så lidt" sagde hun og sendte ham et kort smil "Carmen Black" sagde hun og skulle til at give ham hånden men trak den hurtigntil sig igen på grund af sine negle. "undskyld" sagde hun lavt og så rundt omkring på folk. "de vil aldrig betragt mig som et menneske nu." sagde hun mest til sig selv og tog jakken på igen. Hun så på sine negle som langsomt begyndte at blive mindre til de tilsidst så normale ud igen

[Jonathan Reid]

Jonathan nikkede lidt til pigen, "det er helt i orden" sagde han venligt, og trak hånden til sig igen. Han så sig lidt omkring igen, de fleste var begyndt at gå igen og foretage deres daglige indkøb, dog ikke uden at kigge sig over skuldren en gang i mellem. Jonathan sendte et sigende blik til en lille gruppe, som hurtigt skyndte sig at gå videre. Han så igen på pigen, Carmen, og blev lidt mere alvorlig i ansigtet. "Hvem gider også være et menneske?" spurgte han henkastet og skyndte sig at tilføje "Når man kan være noget unikt altså!" Han smilede igen varmt til hende. Han vidste godt, at han nok også selv ville rende ind i problemer, hvis han gik rundt på gaden alene, men det gad han ærligt talt ikke tage sig af lige nu, istedet ændrede han sit ansigt til en yderligere alvorlighed. "Vi blev filmet," sagde han, han måtte helle sige det som det var, for der var en stor chance for, at dette ville blive meget oprørsk, hvis medierne fik fat i det videoklip.