Tankevækkende

[Candy Sweet]

Lørdag aften kl. 21:02

Candy stak stille hovedt ind i dramalokalet og et smil bredte sig på hendes læber. Hun skubbede døren op og gik et par skridt indenfor mens hun kiggede sig omkring. Tilskuerpladserne, suflør hullet, tæppet, scenen! Det hele vækkede så mange minder. Gode mindre, fra før i tiden, fra før alt det der mutant pjat startede. Dengang hun bare var en normal pige, som alle andre. Hun begyndte roligt at gå op langs kongesiden* af scene idet hun hørte døren lukke sig igen bag hende. Hun lod hånden glide langs sæderne, mens hendes blik fuldte lyset i loftet. Følgespotten, de farvede, de klare og de slørede. Det var utroligt hvilken magi man kunne skabe, blot med lys! Da hun nåde helt ned til scene kanten, kravlede hun op med et lille hop og gik en tur rundt på scenen.

"Shall I compare thee to a summer's day?
Thou art more lovely and more temperate"

Startede hun roligt, og hævede teatralsk hånden.

"Rough winds do shake the darling buds of May,
And summer's lease hath all too short a date"

Fortsatte hun roligt. Shakespere havde altid været en af hendes ynglings forfattere. Især dette digt, Shall I compare thee to a summers day.

"Sometime too hot the eye of heaven shines,
And often is his gold complexion dimm'd;
And every fair from fair sometime declines,
By chance or nature's changing course untrimm'd;
But thy eternal summer shall not fade
Nor lose possession of that fair thou ow'st;
Nor shall Death brag thou wander'st in his shade,
When in eternal lines to time thou grow'st:
So long as men can breathe or eyes can see,
So long lives this, and this gives life to thee"

Forstsatte hun mens hun gik rundt på scenen, mens hun dramatiserede teksten. Følte den. Levede den! Hun sukkede lykkeligt. Skulle hun fortsætte? De to sidste strofer var så dybe hun knap ture tage dem i sin mund. Hun holdt vejret en smule. Jo, hun måtte! The show must go on!

*kongesiden af scene = venstre side, hvis du står plandt puplikum og kigger op på scenen

[Vladimir De Rege]

en lavmælt lyd af klappen afbrød brat den ellers komplette stilhed i teatersalen. Denne klappen kom fra et sted helt omme på en af de bagerste rækker, og det var fordi at her sad en stor dreng med pjusket sort hår og et glimt i de store grønne øjne. Han havde siddet der i noget tid efterhånden, og han havde da også været lige ved at forlade stedet igen, det vil altså sige indtil denne her pige kom ind og begyndte sin lille forestilling, og han kunne med rette sige at han havde nydt den, om end den var noget kort kunne enhver se at hun havde et talent i dramaet og skuespillets kunst. Endelig var han ret overrasket over at hun ikke havde set ham før, for han havde ikke gjort noget specielt for at skjule sig, han havde bare siddet der lige så stille og betragtet hende.

[Candy Sweet]

Candy tog en indånding, og skulle lige til at fortsætte da det gippede i hende ved den pludselige lyd af klappen. Hun kunne mærke en smule blod løbe til hendes kinder, idet hendes blik hurtigt fandt en aura på bagereste række. Normalt var hun ikke nervøs for at stå på scenen, men det var nu lidt pinligt når man nu havde troet man var alene. Hun rettede sig op igen, og undrede sig over hun ikke havde set ham før. Hans aura spillede, fyldt med farver hun dog ikke kunne adskille fra den afstand, og gav ham et let drilagtigt udseende som han sad der og klappede. Hun smilte venligt ned til ham og kunne allerede mærke rødmen fortage sig igen. "Normalt klapper man ikke før monologen er færdig" sagde hun varmt "Men hvem skylder jeg æren?" spurgte hun roligt. Hun råbte ikke, men stadig kunne hendes stemme tydeligt høres selv på de bagerest rækker.

[Vladimir De Rege]

"Det må de meget iundskylde min kære frue, men jeg troede de var færdig.." han smuttede hurtigt op til scenen så de ikke skulle bekymre sig om at larme for meget. Han var lige så hurtigt oppe på scenen og stod overfor hende, stadig med et drillende glimt i sine øjne. Godt nok havde han prøvet lidt skuespil i folkeskolen, men det var aldrig rigtig noget der havde fanget hans interresse som sådan, men noget havde han da fåeåt ud af det. "Tillad mig at præsentere mig selv. Mit navn er Vladimir. Og hvilket navn må jeg kalde dem ved?" Måden han talte var helt bevidst, og det kunne næsten ikke være mere tydligt at han prøvede på at drille hende, men der var også en hvis alvor i det på trods af drilleriet.

[Candy Sweet]

Candy smilte varmt "Frøken, om jeg må be!" rettede hun ham smilend, med overdreven gammeldags betoning. Hun fuldte ham med blikket mens hans bevægede sig op mod scenen. "Og nej, der er skam to strofer mere" tilføjede hun med et smil. "De bedes tiltale mig Candy" svarede hun med samme overdrevne tone. Hun tog hans drilleri og vendte det til en næsten normal samtale. En tanke slog ned i hende som en kniv i brøstet, dog viste hendes ansigt intet. Genkendte han hende mon, nu hvor han var kommet tættere på? Hun havde været heldig og havde mødt en del folk der tydeligvis ikke læste hverken avis eller så tv. Men kunne hun blive ved med at være så heldig? På et eller andet tidspunkt måtte hun vel møde en der havde set det. 'Muligvis gal og farlig mutant, undsluppet fra anstalt'. Det var sådan hun var eftersøgt, med billede og det hele. Der var enda en betydelig dusør på hende, levende, hvis det da skulle være en trøst.

[Vladimir De Rege]

"Frøken, er det så.." svarede han og smilede let. Han stod lidt og betragtede hende, og han mente svagt at kunne erindre at have set hende før. Det kunne selvfølgelig være at de bare var gået forbi hinanden på en af skolens utallige gange, men det kunne også havde været et andet sted fra - han var ikke sikker, så han vippede hovedet lidt på skrå hvilket fik ham til at ligne en nyskerig fugl en smule, men kun en smule. Han havde ikke lagt mærke til hendes ansigt i hverken TV eller avisen - han gad ikke bruge sin tid på den slags, og desuden havde han også langt mere, interrasante ting at tage sig til.

[Candy Sweet]

Candy smilte varmt tilbage med et lille grin "Men jeg tror 'Candy' vil kunne gøre det!" sagde hun. Det ville da være charmerede at blive kaldt 'frøken' i offentlighed, men der var sku nok nogen der ville glo temmelig meget! Candy rettede sig op igen og hendes blik blev en smule fjernt mens det stirrede op mod loftet. Hun tog en dyb indåndingen og pustede roligt ud igen.

"Love is a many splendored thing,
it`s the April rose that only grows in the early Spring,
love is natures way of giving a reason to be living ,
the golden crown that makes a man a king"

Fortsatte hun digtet og et øjeblik var hun tilbage. Tilbage til sine rødder, til sin 12årige barndoms kæreste. Dengang de sad på et fremspring i det Skotske højland. Hjemme.

"Once on a high and windy hill,
in the morning mist two lovers kissed,
and the World stood still,
and your fingers touched my silent heart,
and taught it how to sing, yes,
true, love is a many splendored thing"

Afslutted hun og lod det sidste ord hænge i luften et øjeblik inden hun så ned på Vladimir igen og smilte "Sorry, men det ville bare være forkert at lade William Shakespears mest berømte sonnet være ufuldendt!"

[Vladimir De Rege]

"Nej, det kan man ikke.." Vladimir smilede til hende, et af sine sædvanlige smittende smil. Som sagt havde han aldrig fattet nogen reel interrese i skuespil, men han syntes stadig hendes lille optræden havde været flot. "Må jeg spørge om hvilken evne det var der bragte dig til skolen, frøken Candy?" det sidste var ment som drilleri, men der var også en hvis alvor i det. Den nedadgående sol kastede sine sidste stråler skråt ind igennem lokalets vinduer i et svagt forsøg på at holde lokalet varmt, men det lykkedes ikke rigtigt og Vladimir skuttede sig let da han havde efterladt sin trøje på sit værelse.

[Candy Sweet]

Hans smil smittede let af på Candy der varmt smilte tilbage "Jeg kan se auraer. Hvad med dig Mr. Vladimir??" spurgte hun roligt. I starten havde det været en længere forklaring hvergang nogen spurgte hvad hendes evne var, men var efterhånden blevet så van til at fortælle det at det kom ganske naturligt nu. Hun satte sig ned på scenekanten for at komme mere ned på niv. idet han skruttede sig, og et lille, rystede glimt af gifggrøn udbehag skød igennem hans aura "Fryser du?" spurgte hun med en lille bekymret undertome.

[Vladimir De Rege]

"Lidt.." svarede han og overvejede hendes svar lidt. Det måtte da være vildt mærkeligt at se folk på den måde, at altid vide hvad deres humør var.. På den anden side: det var vel ikke mere mærkeligt end som så. Der var jo et utal af forskellige evner samlet her på stedet, så måske stak hendes evne alligevel ikke så meget ud fra mængden som man skulle tro. "Jeg er telepatisk forbundet med dyr af enhver art.." svarede han og kiggede lidt over på et af vinduerne der stod åbent. Ikke længe efter at han havde vendt sit blik derhen sad der en lille uanseelig spurv på kanten af vindueskarmen og kiggede på dem med store blanke perle øjne, og den pippede let af de to mennesker som om den ikke forstod hvad de lavede i lokalet så sent på dagen.

[Candy Sweet]

Candy nikkede langsomt til hans svar "Hvis du begynder at fryse mere er der nok et kostume lokale hvor vi kan finde en trøje eller en kappe eller et eller andet!" sagde hun med et lille grin. Det var virkelig utroligt hvad man kunne finde i et kostumelokale der var bare nogenlunde udrustet! Hun nikkede igen og smilte varmt da han fortalte om sin evne "Er det ikke nogengange svært at forstå dyrs tanker? Det er jo ikke fordi de tænker som os". Hun fuldte hans blink mod vinduet og smilte bredt da hun så den lille spurv "Dit værk?" sprugte hun roligt, dog uden at tage blikket fra fuglen, så det evige spil af farver og former. Dyrs auraer havde det med at ændre sig hvergang man blinkede.

[Vladimir De Rege]

"Det var det i starten, men har efterhånden øvet mig så meget at jeg nogenlunde kan finde ud af det" Han smilede let da hun spurgte til fuglen i vindueskarmen, og hun kunne vel næsten regne svaret ud. Han satte sig op ved siden af hende på scene kanten og betragtede de tomme tilskuer pladser med et tænksomt blik. Det kunne da vel endelig være lidt sjovt hvis det her lokale kom i brug til undervisning, men så vidt han vidste havde der endnu ikke været afholdt en lektion i drama, så det måtte vel bare vente, men det kom jo nok på et eller andet tidspunkt. Endelig burde de vel ikke være her eftersom det var sent på aftenen, men Vladimir havde ikke det fjerneste imod det, for det virkede faktisk rigtig hyggeligt, og det kunne da endelig være ret ligegyldigt hvis de blev opdaget - det var kjo bare en enkelt skideballe, og så var det overstået.

[Candy Sweet]

Candy nikkede stille "Jeg har stadig svært ved at læse deres auraer. De er så vilde, skiftende! Evigt forandrende." sagde hun stille mens hun fortsat betraktede fuglen. Hvor måtte det være skønt at være fugl. Den kunne tage hvorhen den ville, hvornår den ville uden at tænke på at blive hængt ud af de andre spurve. Den kunne endda lande mellem duerne uden at nogen ville løfte et øjnebryn. Hun gabte svagt og lagde en hånd for munden. Hvor mange var klokken enlig blevet? "Er der enlig noget bestemt tidspunkt man skal være i seng på?" spurgte hun og vendte blikket mod ham og smilte "jeg er rimelig ny her, hvis du ikke skulle have gættet det"

[Vladimir De Rege]

"Det er der sikkert - har aldrig gidet at besvære mig selv med at finde ud af det" svarede han med et let skuldertræk. Det skulle da nok passe at der var et eller andet bestemt tidaspunkt hvor de skulle ligge i deres senge, men i de to år hvor han havde gået på skolen havde han, sjovt nok, aldrig gidet spørge nogen om det, og der var jo ikke nogen som havde skældt ham ud for det, så han tog det endelig ikke særligt tungt - ligesom stort set alt andet. han sad et stykke tid og svingede lidt med sine ben ud over scene kanten, men rejste sig så op og smuttede ind i kostume rummet hvor han snuppede en stor kappe af et eller andet grovt stof og en stor hat med en enorm fjer i hvorefter han gik ud til Candy igen med sit sædvanlige smil. "At være eller ikke at være - det er spørgsmålet" Han strakte sin arm frem foran sig, næsten som om han holdte et eller andet i sin hånd, f.eks et kranie, som han talte til, men der var jo rent faktisk slet ikke noget så man måtte bare bruge sin fantasi - hvis man ellers havde noget af slagsen.

[Candy Sweet]

Candy smilte skævt men kommenterede det ikke. Hun havde intrykket af at han havde været på skolen en tid. Hvertfald længere end hende, hvilket jo heller ikke sagde så meget med de få dage hun havde været der. Hun havde ikke engang set hele skolen endnu! "Hvor skal du.." Startede hun da han pludselig sprang op og forsvandt, men hun nåde ikke mere inden han var væk. Hun sukkede roligt for sig selv og rejste sig op, lige idet han kom ud igen. Hun lo mildt og klappede af ham, som han havde klappet af hende "Darkabo*! Dakabo*!"

*betyder 'igen' eller 'ekstanummer'.