Solopgang

[Candy Sweet]

Lørdag morgen kl. 04:24

Candy gabte højlydt og hvilede hovedt på gelænderet mens hun sad og kiggede udover balkonen mens hun sad på bænken, der gik hele vejen rundt langs kanten. Det var sjældent hun var så tidligt oppe, men hun havde ikke kunne sove mere. De sidste nætter havde hun været plaget af marraridt. Ikke noget særligt, men nok til at ødelægge en god nats søvn. Hun sukkede søvnigt og lod sit blik glide over området. I horisonten var solen så småt begyndt at titte frem, og på den anden side af hegnet kunne hun se auraen fra en morgenfrisk sjæl der var ude at løbe. Tænk at nogen kunne få sig selv op så tidligt, morgen efter morgen. Hun ville aldrig! Selvom det nu var rart at være lidt alene, uden at skulle høre på spydige kommentare om hvornår den blå vogn kom og hentede hende, eller finde sig i folk der behandlede hende som en galning, uden overhoved at kende hende!

((Note. Candy er efterlyst, under navnet Diana McDiggens, som en muligvis gal og farlig mutant, undslubbet fra en anstalt. Denne efterlysning er både i tv, i aviser og ligende))

[Leroy Sullivan]

Leroy kom stille gående ned af gangen, han havde forsøgt at finde køkkenet, men var faretvild og havde nu glemt alt om at få noget at spise. Han blik faldte på solen som var ved at stå op i horisonten, og han kom forbi det sted Candy stod. Leroy kendte ikke pigen, men havde en lyst til at snakke med nogen i stedet for at vade rundt alene hele morgenen. Han drejede af og kom ud af en dør bag Candy, og stod lidt bag ved hende og betragtede hende lidt kunne du heller ikke sove han smilte stille til hende og gik de sidste par skridt hen til hende, og stilte sig ved siden af hende, stadig uden at se på hende.

[Candy Sweet]

Det gippede lidt i Candy da hun pludselig hørte en stemme bag sig. Hun vendte sig halvt om, men vende sig så hurtigt tilbage igen. "Nej ikke rigtigt" svarede hun søvnigt. Hun bed sig diskret i læben da han gik tættere på mens hendes hår skjulte hende ansigt. Stemmen virkede ikke bekendt, men hun ture næsten ikke kigge på ham for at bekræfte det. I stedet fuldte hun løberen med øjnene. Hendes øjne blev store. Der var noget galt. Noget der virkede forkert. Hvor var løberens aura?! Hun rettede sig op med et sæt. Hvorfor havde hun ingen aura? Det var aldrig sket før!

[Leroy Sullivan]

Leroy smilte stille til hende, hans blik var også faldet på løberen. Gad vide hvad der for mennesker til at gøre sådan noget. han kunne ikke lade være med at smile, normalt var Leroy ikke et morgenmenneske, og det var lang tid siden han havde vært så tidligt oppe. Leroy vendte sig mod pige, og så lidt på hende Leroy han rakte hånden frem for at hilse på hende, hendes pludselig udbryd, havde han ikke rigtig lagt mærke til. De mørke øjne betragtede hende lidt, mens de stod der, og den underlig snurrende var begyndt inde i ham igen, men han havde vænnet sig til det nu.

[Candy Sweet]

"for meget fritid?" svarede hun med et smil. Det eller for lidt. Hvis de havde tid til t stå op så tidligt, eller hvis de ikke havde tid til at løbe på andre tidspunkter? Hendes blik fuldte løberen til hun forsvandt rundt om hjørnet. Hvorfor havde den person ingen aura! Det.. Det gav ikke nogen mening! Hun havde aldrig oplevet det det før, og det freakede hende ud! Ligesom hendes hår gjorde at han ikke kunne se hendes ansigt, gjorde det også at hun ikke kunne se ham, eller hans fremrakte hånd "Candy. Rart, om end lidt tidligt, at møde dig" sagde hun. Hendes stemme var varm og venlig, om end en kende fraværende og forvirret

[Leroy Sullivan]

Leroy smilte stille til hende, hun virkede lidt fraværende, men det var ikke noget han brugte længer tid på at tænke over da de fleste her på skolen var sådan. han så lidt på hende, og lod så igen blikket glide ud over landskabet. hvordan kan det være de ikke kunne sove i nat han lod et spørgende blik falde på hende hvorefter det igen faldte på landskabet. Leroys grund var simple, hans mave havde igen vækket ham, og han havde vært nød til at finde noget at spise, dog uden held.

[Candy Sweet]

Candy gnuppede sig lidt i øjnene. Havde hun bare set forkert? Nej, der havde ikke været nogen aura! Var der noget galt med hende? Hun rystede lidt på hoved af sig selv, trak sit hår over den anden skulder og vendte hoved mod Leroy med et venligt smil "marraridt. Hva med dig?" spurgte hun roligt, og bad i sit stille sind til at han ikke genkendte hende. Indtil videre havde hun været temmelig heldig med at møde folk der overhoved ikke fuldte med i noget, og det var stadig en rimelig ny 'nyhed'. Hun kiggede lidt på ham med et søvnigt, venligt blik, men hendes øjne blev snart store. Hvorfor havde han heller ingen aura?!

[Leroy Sullivan]

Leroy smilte stille til hende og kiggede ned på hans mave den bestemmer hvornår jeg er oppe han grinte lidt og lod igen de mørke øjne betragte hende lidt, hvorfor kiggede hun så underligt på ham. Leroy rettede lidt på sit hår, tørte sit ansigt, men hun blev ved med at se underligt på ham. hvad, hvorfor ser du på mig som om jeg er spøgelse han så spørgende på hende, her var alle jo mutanter, og det kunne ikke være derfor hun kiggede på ham.

[Candy Sweet]

Candy rystede hurtigt på hoved og kørte en hånd over ansigtet da han talte, og hun lagde mærke til hun havde siddet og stirret helt vildt "Unskyld.. Men hvorfor har du ingen aura?!" spurgte hun forvirret. Hun tænke ikke over hvor underligt det måtte lyde for en der ikke så dem selv, og en der måske knap viste hvad en aura var! De fleste havde jo hørt om det, og havde en idé om det, men spørgsmålet kunne vel godt virke en smule... Ude af sammenhæng.