A question of reaction

[Mitch]

Mørket var faldet på forlængst, der var næsten stille her imens tusmørket lå tungt. Den eneste lyd der kunne ænses var lyden af en sandsæk der gentagne gange tog imod hårde slag. Mitch var iklædt en XXL hættetrøje der gjorde det muligt for ham at beskytte sin krop og ansigt fra andres syn og hans have et par lange slidte XXL jeans på, og slevom tøjet var så stort sad det stædig ubehageligt og stramt imod hans pelsede krop, han firsøgte at skjule sit unaturlige udseende så godt som muligt imens han stod og tæskede løs på sanssækken med hurtige og stærke slag, han havde lgie siden han ankom ikek haft tid til at komem af med al den spænding og frygt der havde bygget sig op i ham og nu var ahns offer så blevet den uskyldige sandsæk vhilket jo nok var at foretrække frem for en anden elev.

[Pixie Dillane]

Døren til omklædningsrummene blev åbnet, og en kraftig gul lyskegle blev kastet over hallens gulv, før døren smækkede igen. Pixie hørte først intet til Mitch, men de rytmiske slag og deres ekkos, nåede efterhåneden Pixie, og hun blev overrasket overdet stadig var nogle her, endda i en mørk hal. Mens hun gik mod udgangen, faktisk en smule utryg, kiggede hun rundt i hallen for at se hvor lyden fra. Til sidst fandt hendes øjne den stor skiggelse som stod ved skolens hjemmelavede boksepude. Hun kunne kun lige ane siluetten mod det svage månelys fra vinduerne. Hun slappede en smule mere af da hun opdagede hvor lyden kom fra, men hun holdt sig fra at sukke lettet.
"Hey." forsøgte hun først som hilsen. Hendes stemme slog sig imod de bare vægge og dansede rundt imellem dem et stykke tid før den endelig døde he igen. Der var nok en 15-20 meter imellem hende og den sorte skygge, så hun følte sig alligevel sikker nok til at sige noget mere, det var jo højest sandsynligt bare en elev.
"Jeg tror altså de lukker for arenaen snart." Dette sagde hun langt lavere, og ekkoet blev kortere, men også mere spøgelsesagtigt. Pixie hankede op i sin store, falske Adidas-skuldertaske, og trak sig lidt tilbage i sin store, mørke lilla hættetrøje. Hun havde stadig sine sorte jogging bukser på med de gyldne striber ned af benen, men havde skiftet kondiskoene ud med sine sorte hjemmesko.

[Mitch]

Mitch stoppe straks sin mishandling af den stakkels boksepude og drejede hovedet, selvom hans ansigt var skjult gav hans øjne den typiske katte agtige reflektion af det svage lys, " ja beklager, jeg har ikke noget ur så jeg så ikke hvad klokken var, er det meget sent? " svarede hans dybe temme tilbage med et tydeligt strejf af nervøsitet og forlegenhed, han var ikke ret god til at snakke med andre personer

[Pixie Dillane]

Hun kunne ikke holde sit lettede suk tilbage da hun hørte ham tale. Han lød også lidt nervøs selv, så det gjorde ham jo helt menskelig.
Pixie kunen stadig kun se hans siluet, men hvor det før bekymrede hende, var det okay nu.
"Den er næsten halv elleve... Skal jeg ikke komme og hjælpe dig med at pakke sammen? Så kommer du nok ikkei problemer med pedellen." Pixie lod sin taske dumpe ned på jorden ved siden af hende og trådte ind på arenabanen, for at gå hen imod den ukendte stemme. Hun ville have få rigtig dårlig samvittighed, hvis han kom i problemer nu for at have været der så sent, og hun så bare havde efterladt ham.

[Mitch]

Han så stille på hende, hans øjne var mere bevendt mørket end hendes, og tøvede " øhm.. jotak " sagde han igen med en streg af nervøsitet over sin dybe stemme, han syntes det vilel være upassende at afslå hendes tilbud når hun nu virkede flink nok, dog så var det lidt pinligt ofr ham at indrømme at han ikek kunen klokken da han jo havde msitet sin tidsfornemelse efter 8 år i fangenskab.

[Pixie Dillane]

Hun trådte ind i det svage lys fra vinduet og så på ham overfor hende og på sækken. Hans ansigt var stadig dækket af skygger, men hans størrelse imponerede hende. Han tornede jo helt op foran hende. Hun så over på sandsækken, og opdagede så at han jo nok ikke havde vildt meget mere, og at han nok kunne tage sandsækken selv, men hun besluttede sig for at gå omkring ham , i en okay stor bue for at beholde hendes behov for afstand, for at skubbe den balancebom/bænk ud mod siden. Hun lænte sig halvt ned og lagde sin vægt bag, for at hun let kunne skubbe den væk.
"Jeg hedder Pixie, forresten," hun håbede lidt at hun kunne få et navn tilgengæld.

[Mitch]

Han betragtede ehnde stille imens han uden noget større besvær hægtede kæden til boksepuden ned fra krogen og stilte den let fra sig " mit navn er Mitch.. skal du have hjælp med den der? " spurgte han og nikkede imod bommen som hun i øjeblikket baksede med, hun lod til at føle sig cirka ligeså akavet som han følte sig

[Pixie Dillane]

"Jo tak Mitch,"hun rettede sig op og satte hænderne i pustede tungt ud med et svagt smil. Hun pustede sit mørkebrune pandehår ud af sine øjne, mens hun betragtede Mitch. han måtte være omtrent 4 gange størrer end hende. Hun så over mod boksesækken. Og tydeilgvis langt stærkere også.
Hun betragtede ham, og forsøgte at få et glimt af hans ansigt, mens hun ikke kunne undgå at undre om han selv havde foreslået at hjælpe, eller om det var fordi hun havde fået ham til det? Hun bed sig en smule utilpads i læben.
"Såå Mitch, hvorfor er du her så sent, og selv?" hun kiggede ned på sine fødder, mens hun lagde armene over kors, og så ud i mørket. Hun kunne ikke engang se hvor hun havde stået ved væggen før. Utroligt at Mitch havde fået øje på hende.

[Mitch]

Han trak stille på de brede skuldre " jeg.. jeg har ikek rigtigt så meget andet at lave " sukkede han og nærmede sig stille " Pas på " sagde ahn stilel da han endeligt nåede frem, hun skulle jo nødigt komme tilskade. Han greb still og uden større besvære fat om bomemn og løftede den op og gik roligt hen og stilte den pænt til siden " Hvad med digselv? " spurgte han så i det venligste toneflad han kunen præsetere her i sin følelse af akavethed

[Pixie Dillane]

Hun grinte kort og en smule akavet, "Du havde vidst ikke brug for hjælp. undksyld.." Hun så ned i jorden, mens hun bakkede lidt bag ud for at lade ham komme til.
Hun blinkede to gange med øjnene, mens hun stirrede på ham. Det første blink var fordi hun var vildt imponeret over at han havde løftet bomen så let, det anden blink var fordi hun fik øje på hans hænder. Hun tog sig selv i at måbe, men kom så tanke hvor umoralskt det er at dømem folk for hvordan de ser ud, om det så er fordi de har poter istedet for hænder, eller om det er fordi de ryger pot.
"Er det derfor du er her? Dine hænder mener jeg."

[Mitch]

Han så stille på hende " det gør ikek noget. " sagde han hurtigt da hun undskyldte. g betragtede hende stille indtil hun kommenterede hans poter, Han så hurtigt ned og følte sig dum, han havde jo glemt at de var fuldt synlige han, han skyndte sig at gemme dem væk i ommerne der kanpt kunen rumme dem " øhm.. tja.. det kan man vel godt sige " mumlede han lidt nervøst

[Pixie Dillane]

Hun nikkede, mens hun holdt blikket på hans hænder. Eller poter. hvad kaldte man egentlig sådan noget?
"Jeg synes du slap aftsed bedre end jeg gjorde. Du kan i det mindste snakke med folk uden der rigtig sker noget, jeg mener. Jeg burde slet ikke snakke med dig." Hun rynkede panden. "Jeg mener.. Lige meget. Det var ikke det jeg mente." hun trak vejret hurtigt og tungt, da hun opdagede hun var gået i selvsving. Hun prøvede, men hun kan ikke sætte ord på sin forbandelse, det kunne hun bare ikke. Hun ville helre have kløer end det her zombie control. med poter kunne man da selv bestemme om man ville gøre skade på folk eller ej.
Hun var stilel for en tid, og da ekkoet var ovre, tog hun mod til sig, for at sige noget mere.
"Må jeg ikke godt se dem? Dine hænder altså.." Hun valgte at kalde dem hænder, for andet kunne måske godt såre ham.

[Mitch]

Han så det meste af tiden bare uforstående på hende, han anede virkeligt ikke hvad hun forsøgte at sige. Til gengæld forstod han hendes spørgsmål ganske glimrende, og han så tøvende ned på hvor hans poter var i skjul og løftede dem så langsomt og rakte den ene pelsklædte pote tøvende frem imod hende, kløerne var trukket ind men man kunne tydeligt se at pelsen ikke stoppede ved håndledet men fortsatte.

[Pixie Dillane]

Hun kiggede op på ham, eller op i skyggerne hvor hun torede han havde et ansigt og et par øjne, emns hun langsomt nærmede sig. Hun løftede forsigtigt en hånd, før hun forsigt rørte ved hans. De stride, lange men stadig overraskende bløde hår kildede hendes fingerspidser, mens hun forsigtigt kærtegnede både den hvide og sorte pels. Hun holdt tilgengæld fingrene lang væk fra vhor kløerne sikker sad.
"Hvor er de flotte," sukkede hun, med et svagt smil. Hendes øjne fandt også vej til hans håndled, men antog bare hav dmåske havde en hel løve underarm.
"Sys du de er pinlige? Dine hænder." hun trak sine fingre til sig, og så tilbage op på ham. Hun havde det næsten som om hun faktisk havde klappet en tiger, og det føltes helt vildt. Hun havde det mest som om hun lige havde hoppet ud fra en bro, uden at vide om elastik linen faktisk var spændt fast.

[Mitch]

Han sukkede stille og tog tøvende fat i bunden af trøen og fik den så tilsidst trukket hetl af og stod i bar pelset overkrop og hans ligeså dyriske ansigt fuldt blottet i det svage lys " det er ikke så meget dem.. " sukkede han og slog blikket ned imod jorden og lod sine hænder dingle ned langs side, det havde været en hel underlig fornemmelse at mærke en andens berøring uden at der efterfulgte nogen former for smerte.