|
|
Post by Dominic "Immortal" Johnson on Jul 6, 2008 21:53:54 GMT 1
det var en mørk aften en af de eneste sommer timer i komplet mørke, det regnede, det regnede hårdt så hårdt man ikke kunne hører de ondskabeligheder der foregik rundt omkring på jorden, man kunne kun høreren susende vind.
mellem de stærke pæle på stationen bevægede sig en mørk skikkelse, hurtigere end det blotte øje og fuldstændig lydløs, ikke engang en skygge kastede den.
det var Dominic og vejret var ham lige meget, han var en mand på en Mission, han skulle finde hans ven inden der skete hende noget, eller værere i nu inden hun gjorde folk fortræd.
|
|
|
|
Post by April LaRoux on Jul 6, 2008 22:02:25 GMT 1
En ikke ret høj, meget spinkel og meget snavset mutant listede rundt mellem de få folk der befandt sig på banegården. Hendes hår var dækket af en meget stor, strikhat der skjulte halvdelen af hendes ansigt. En skjorte fra en fremmed mands taske nåede hende til knæene og det alt for store jeans klaskede mod jorden per skridt hun tog. Sko bar hun ikke. Dem havde hun mistwet for et par dage siden, og hendes spinkle fødder var røde og hævede af regnen. Vandet dryppede af hende.
April havde gået i flere timer, og nu da hun enelig havde nået det sted hun ville, kunne hun knap gå et skridt mere. Ensom og fortabt satte hun sig tungt ned på jorden, i ly af det tagudhæng der dækkede perronen.
|
|
|
|
Post by Dominic "Immortal" Johnson on Jul 6, 2008 22:19:44 GMT 1
Dominic Satte farten ned, han stoppede næsten helt op, han vidste han i sidste ende vilel finde hende her, det var det eneste sansnlige sted han kunne komme på, men han blev oppe under loftet, væk fra hende, han vidste hvad der kunne ske hvis han nærmede sig for hurtigt, selvom han havde taget sikkerheds foranstaltninger i form af super avancerede "ørerpropper" vidste han hun kunne smadre byfningen hvis hun begyndte at skrige og hvis bygningen kolapsede så døde hun selv af det
|
|
|
|
Post by April LaRoux on Jul 6, 2008 22:31:37 GMT 1
April så ned i jorden, og begyndte at rokke fram og tilbage. En svag sang lød fra hendes læber, og alting lod ti lat stå stille.
Folk stoppede op for at lytte og nogen gik endda hen til hende, for at høre bedre. Der skette ikke meget mere end det til at starte med, men som sangen udviklede sig og blev højere, blev den også mere skinger, ingen pause, ingen vejtrækning, bare en ren, skærende tone der gav genlyd når den ramte et objekt eller en person.
Så græd hun. Stille tårer trillede ned af hendes snavsede kinder og efterlod små pletter på skjorten. Selv havde hun ngen anelse om hvad hun lavede og fortsatte derfor din farlige sang.
|
|
|
|
Post by Dominic "Immortal" Johnson on Jul 6, 2008 23:13:45 GMT 1
Det kom på et uheldigt tidspunkt, den eneste måde han kunne gøre sig håb om at stoppe hende var i fuld symbiot form, problemmet varat sådan som han ud nu kunne han skræmme hende som kune ville gøre det endnu værere, han var i tvivl om hvad han skulle gøre.
hvis han hoppede ned var chancen meget stor for at han satte hele bygningen i fare, men han vidste ikekom hendes sang blev værere og til sidst fik den reaktion fra aligevel, han ventede lidt.
|
|
|
|
Post by April LaRoux on Jul 6, 2008 23:23:31 GMT 1
April rokkede stadig fra side til side, med tårende strømmende ned af kinderne. Hendes øjne var lukkede og hun så derfor ikke længere hvad der skete omkrig hende.
En knasende lyd kom fre en af de søjle der holdt taget, og hun vidste hvad hun var igang med, problemet var bare at hun ikke kunne stoppe det. Sangen blev stærkere og skarpere, hun hørte skrig omkring sig, og vidste at folk ører så godt som blødte.
Pludselig tav hun. Hun hørte ikke længere skig og beklagelse, hun mærkede blot sin egen puls der bankede hårdere og hårdere.
|
|
