|
|
Post by Yo Faa on Jul 4, 2008 19:15:01 GMT 1
Yo lå på en mark og kiggede op på stjernener. Klokken var omkring 01 men det var stadig lunt. Solen var gået ned får nogle timer siden og stjernerne var ved at dukke op. Der var ikke helt så mange som der plegede at være men alligvel lidt. Hun smilte ganske kort og kiggede bare blankt op uden at blinke."Der er karlsvognen." sagde hun og sukkede kort. Hvis hendes kæreste havde været der så havde det være romantisk men nu kunne det snart være nok med alle de kæreste! Det kunne ikke være rigtig at de bare altid forsvandt eller at de lige pludselige blev totalt underlige! Nej nu ville hun være singel i så lang tid hun overhovedet kunne.! Men så var der bare problemet igen. Hurtigt forelskelse det kunne bare ikke være rigtig? Man havde altid problemer med et eller andet. Hun sukkede kort og holdte bare blikket oppe på himlen. Hun blinkede kort og så at en sky var på vej over stjernene hvor hun kiggede op. Hun rettede en hånd op imod himlen lukkede øjne og da hun åbnede dem igen så var de helt hvide. Hun "viskede" skyen ud med hånden og lige så stille som hun kørte hånden over skyen gik den i opløsning. Hun rejste sig op og kiggede til alle sider. Der var ikke nogen at se så et menneske havde måske ikke set hende. Hun smilte kort og kiggede nu blankt ud i luften. Stille begyndte hun at synge med sin glatte stemme. Det lød som en sanger som altid. I was betrayed
There is no fate
an open sore
I'm in too deep
I can't believe
anymore
Will you take what's left of me
Reanimate my trust in fate
Angel in disguise - you save my soul
But you make my heart go blind
My devils rage inside - just can't let go
cause it feels so right
you make my heart go blind Hun stoppede kort men nynnede bare vidre.
|
|
|
|
Post by Lillith le Fay on Jul 4, 2008 19:33:39 GMT 1
Faktisk burde hun være hjemme allerede. Klokken var over midnat og det ville vare i hvert fald en time før hun kunne ligge i sin seng, hvis hun skulle gå hele vejen. Taxa-chauffører var ikke så forstående over rimfrost på deres køretøjer midt i juli måned. Det var stadig lunt i vejret og derfor sørgede Lillith for at dække sig selv ind med en lille smule sne fra himlen - nu og da. Hvis hun gjorde det konstant, ville folk nok undre sig over den sne, der øjensynligt kom ud af ingenting og centrerede sig på en hvid pige midt ude i en mark. Der var bare så dejligt stille ude i natten ... Hvis ikke hun havde sovet det meste af formiddagen væk, kunne Lillith være gået hen og blevet helt søvnig af den lullende stilhed.
"My devils rage inside - just can't let go, 'cause it feels so right ... You make my heart go blind ..."
Lillith standsede kort op, da hun hørte lyden af noget, der formodentlig kunne være en pige stemme - også en, hun mente at have hørt før. Men det måtte da være noget sludder. Der var ikke et øje at se ude i marken, med det høje græs, og hvem i alverden kendte hun, der ville bevæge sig rundt herude på denne tid af døgnet ...? Lillith trak på skuldrene og fortsatte sin vandring igennem marken. Det skulle ikke undre hende om hun stødte på en slange eller en tæg-
"Oi! Pas på med at gemme dig i græsset - jeg kunne have trådt på dig!" udbrød Lillith og spærrede øjnene let op af pigen, der pludselig var dukket op foran hende.
|
|
|
|
Post by Yo Faa on Jul 4, 2008 20:09:20 GMT 1
Yo kiggede på Lilith og løftede det ene øjnbryn. Var det ikke Lillith stemme eller hvad vr det nu hen hed? Var det ikke hende der havde det der underlige efternavn efter en eller andne heks som Yo ikke anede noget om?
"Jeg sidder da helt stille eller jeg lå helt stille. ejg begyndte jo at synge så du må vel have hørt mig... Lillith?" sagde hun og kiggede op på hende. Hun avr ikke sikker på at det var navnet men nu havde hun da prøvet. "Det er da dit navn ikke?" spurgte hun og kiggede bare op på hende og lændte sig op af træet hun sad ved.
"Der er jo heller ikke nogen lygtepæl så det ville nok være svært at se mig alligevel. Jo det kunne du godt når månen kom frem men den lyser ikke rigtig i aften." sagde hun med et smil og kiggede bare på Lillith
|
|
|
|
Post by Lillith le Fay on Jul 4, 2008 20:21:47 GMT 1
Lillith blinkede et par gange mere - forvirringen i hendes hjerne var for et øjeblik total, men så stak hun i et kort smil. Jo, hun havde fat i noget af det rigtige, hende der i græsset - ved træet ... På jorden! Lillith stak hænderne i de to, små lommer der var i hendes indigoblå nederdel og lagde hovedet let på skrå.
"Ja, det er mit navn, men ... Jeg er meget ked af det, men husker altså ikke rigtig dit ... Må jeg få det at vide igen?" spurgte hun med et skævt smil på læben og betragtede den anden pige. Sidste gang, de var stødt på hinanden havde Lillith syntes det var lidt mærkeligt at den lyshårede pige havde danset rundt inde på biblioteket. Det var vist også den samme dag, hun var stødt på Mark. Den gyselige knægt.
|
|
|
|
Post by Yo Faa on Jul 4, 2008 20:37:30 GMT 1
Yo kiggede på hende og smilte kort. Så havde hun ret. Navnet var Lillith hende med det mærkelige efternavn. "Jo det må du da gerne. Mit navn er Yo Faa. Hende der dansede oppe på bibliotket for lang tid siden. Ved ikke om du kan huske det. Men det var mig der ikke anede hvor dit efternavn kommer fra. Jeg ved det kommer fra en heks men har aldrig hørt om hende hvem det så end var." sagde hun og kiggede på hende med et smil. Hvis hun nu bare engang tog fat i en bog og læste lidt om viden og om den gamle historie så vidste hun altså meget mere. Hun kiggede på hende og smilte ganske kort.
"Jeg mødte dig vidst sammen med... Hvad var det nu han hed. Hmm.. Jeg kan ikke komme i tanke om det. Det var vidst noget med M." sagde hun og kiggede ned i jorden og så op på Lillith.
Yo ville ikke tænke på hvordan hendes kjole så ud når hun rejste sig op. Men hun var også lige glad. Godt nok var det en hvid kjole. Men på en eller adnen måde så fik hun dem altid rene igen.
|
|
|
|
Post by Lillith le Fay on Jul 4, 2008 20:50:20 GMT 1
Lillith lo stille og rettede blikket imod de glinsende stjerner på himmelbuen. Et koldt glimt strøg igennem hendes øjne, så det var vist meget godt, hun havde ansigtet rettet opad. Der var ingen af dem, der havde hørt om Morgan le Fay, kunne hun godt huske, men det havde nu heller ikke gjort så meget. Lillith havde været lidt tvær den dag - faktisk havde hun haft en tvær måned, dengang ... Og for det meste havde det faktisk været hans skyld ... Nå pyt.
"Han hed Mark ... Eller, det gør han sikkert stadig, men han har da forladt skolen igen ... Nå! Hyggeligt at møde dig igen, Yo!" sagde Lillith og stak i et smil, som hun rettede blikket imod den anden pige igen. Hun lagde hovedet let på skrå og så spørgende på den anden. "Hvad laver du egentlig herude på denne her tid af natten? Vi er ret langt væk fra skolen ..."
|
|
|
|
Post by Yo Faa on Jul 4, 2008 21:16:03 GMT 1
Hun smilte kort og kiggede på hende. "Nå ja det var Mark han hed.
Er han allerde taget af sted igen? Nå ja det var ikke lang tid han var her og han nåede jo ikke rigtig at kontrulere sin evne. Men nå ja det må han jo så selv om og alle de andre som bliver væk fra skolen." sagde hun med et smil og kiggede op på stjernerne igen og så på Lillith.
"Nå jamen det er da også hyggeligt at se dig igen. Der er sket meget siden sidst. Mange er jo smuttet fra skolen og mange nye kommer ind. Men det er da altid noget at de gamle elver bliver på skolen." sagde hun og grinte kort. Hun kunne godt nok ikke se det sjove i det men sådan var hun altså. Hun kiggede lidt på Lillith og ville ikke rigtig svare på spørgsmålet men hun kunne ikke lyve. Sådan var hun ikke, hun kunne ikke fordrag folk der lyver selvom hun selv blev nød til det her for tiden.
"Hvad jeg laver her ude? Ja jeg tænker på nogle ting om hvad jeg skal gøre og sådan lidt." sagde hun og kiggede på Lillith. "Men hvad laver du selv her ude?" spurgte hun og smilte kort.
|
|
|
|
Post by Lillith le Fay on Jul 4, 2008 22:05:04 GMT 1
"Jeg synes nu han kontrollerede sine evner lidt for godt ..." tænkte Lillith og trak hænderne op af lommerne igen. Hun lagde venstre hånd på højre overarm og højre hånd på venstre overarm og klemte lidt til. Det så ud som om, hun holdt om sig selv ... Som om, hun frøs. Det gjorde hun dog ikke; det kunne hun faktisk slet ikke finde ud af mere - havde ikke kunnet det i snart fem år og det smertede hende alvorligt. Hun hadede virkelig ikke at kunne være som alle andre mennesker - hun ville så gerne kunne de samme ting, uden at det skulle få grusomme konsekvenser.
Lillith rettede et smil imod den anden pige og forsøgte at gøre det ægte.
"Nogle får bare hurtigere styr på deres evner end andre gør ... Vi er åbenbart ikke nogen af slagsen," sagde hun med et skævt smil og fortsatte: "Jeg gik en tur ... Kom for langt ... Ved faktisk ikke helt om jeg kan finde tilbage til skolen her fra igen ... Hmm ... Nå pyt, man kan jo spørge om vej et eller sted ... Håber jeg."
|
|
|
|
Post by Yo Faa on Jul 4, 2008 22:17:48 GMT 1
Yo kiggede på hende med et smil. "Ja nogen lære det hurtigt. Men lige meget hvor god jeg kommer til at kontrulere min evne så vil jeg stadig være på skolen. Jeg kan altid lære noget nyt. Og måske så kommer jeg til at være lære en dage. Man ved aldrig." sagde hun med et smil og kigged epå Lillith. "Sæt dig ned. Du bliver ikke højre af at stå op." sagde hun med et kort grin og kiggede på hende.
Hun kiggede på hende og tænkte lidt over hvad hun sagde. *Hvordan kan man gå for langt? Nå ja når man vil have fred og ro kan man jo bare gå.* tænkte hun og smilte kort.
"Der er ikke så langt. Man kan da bare gå og synge eller noget så tager det ikke så langt tid. Eller man kan også skyde gennemvej over markerne så er der heller ikke så langt." sagde hun med et kort msil og kiggede på hende.
|
|
|
|
Post by Lillith le Fay on Jul 5, 2008 11:35:57 GMT 1
"Sæt dig ned. Du bliver ikke højre af at stå op."
Lillith lo ganske kort af dette, bøjede let i knæerne og tog fra - bag sig - med en hånd, så hun ikke væltede ned at sidde med et bump, men kunne sænke sig lige så stille ned på plads. Yo havde ret, man blev ikke højere af at stå op, men Lillith havde lidt kigget efter noget, hun kendte, så hun kunne finde en vej hjem igen. Det kunne selvfølgelig godt vente og Yo så faktisk ud til allerede at kend vejen - og en genvej. Det tegnede jo ganske godt allerede! Lillith forsøgte at huske, hvad den anden havde sagt tidligere og fandt det hurtigt, begravet i sin hukommelse.
"Tror det er ret hårdt at være lærer ..." sagde hun og snoede et græsstrå om den ene af sine fingre, imens hun betragtede det høje græs svaje let fra side til side. "På normale skoler, er eleverne jo aldrig søde ved lærerne, men det virker som om tingene er lidt anderledes her ..."
|
|
|
|
Post by Yo Faa on Jul 5, 2008 21:59:47 GMT 1
Yo kiggede på Lillith og smilte kort. Hun kiggede op imod himlen og sukkede kort. Månen var ved at komme lidt frem. Så kunne man da snart se hinadne lidt fra månelyset.
"Måske bliver det hårdt. Men jeg har et stort tempremnt. Så jeg skal nok klare mig." sagde hun og grinte kort. Hun vendte hovedet hen imod Lillith og smilte.
"Elever har bare brug for hjælp. Måske er mutanter svære at kontrulere men jeg har aldrig gået i menneske skole så jeg kan ikke sige hvordan de er. Men det er vel ikke så slemt når det kommer til stykket. Men jeg vil nok også være den bedste lære til at have noget med vinden eller noget andet at gøre." sagde hun med et smil og holdte blikket på Lillith
|
|
