Post by Lillith le Fay on Jul 4, 2008 15:34:57 GMT 1
[shadow=blue,right,300]01:37[/shadow]
[shadow=blue,right,300]
Tonerne fra Tristania ville have passet ufattelig godt ind i det scenari der ville udspille sig for øjnene af den person, der fik øje på den hvide skikkelse. Som en skulptur, i sig selv, stod Lillith med samlede fødder, himmelvendt ansigt og udstrakte arme, imens vandet - fra bassinet foran hende - bevægede sig op imod himlen. Det eneste problem, som sådan, var bare at vandet ikke længere vand, men krystallignende tapper af is, der svang sig opad - og opad! - indtil de var flere meter højere end Lillith selv nogensinde ville blive. Udtrykket i pigens ansigt var ulæseligt og øjnene var to, tomme kupler, der intet så.
Som de enorme istapper nåede ufattelige højder, begyndte de langsomt, men sikkert at ændre form til noget rundt og næsten blødt udseende. Det ville vare lidt endnu, før deres endelige form blev afsløret, men de ændrede sig hele tiden. En høj, skærende ... Rullende ... Glasklar ... Lyd hørtes fra det store ismonstrum, hver gang 'tapperne' gned sig imod hinanden for at skabe de runde buer. Isflager væltede nedover resten af bassinet, og et stort stykke af fliserne omkring dette, som dunlet sne. Sne i juli - hvem havde troet det muligt her i New York?.. Godt nok var det ikke verdens varmeste by, men det var også langt fra den koldeste. Sol og varme lå ikke fjernt i en storby som denne - skønt instituttet lå udenfor selve midtbyen.
Mørket var gennemtrængende i denne nattens stund og opslugte næsten det spøgelsesagtige, blå skær der væltede ud fra den skulptur af is, der formedes i vandet. Selvfølgelig var det ikke selve isen, der lyste, men lamperne nede i bassinet, der sammen med dets lyseblå sider fik skæret til at strømme op igennem 'tapperne'. Havde man en smule sans for skønhed, ville det sikkert se vældig pænt ud - havde man ikke, ville det nok virke uhyggeligt. Det var det, det var - skræmmende og bjergtagende på samme tid.
Som monstrummet endelig færdiggjordes, knækkende benene sammen under Lillith og hun trak vejret i dybe stød. Ikke desto mindre var hun stadig stolt over hvad hun havde udrettet - det var ikke ofte en kraftpræstation af disse proportioner førte noget 'sammensat' med sig ... Det havde det gjort denne gang.
For tilskueren ville det monstrum, der så ud til at bevæge sig op af bassinet ud til at være en blanding imellem en af himlens engle og en af helvedets dæmoner. Den menneskelignende krop, var kønsløs og ligeledes var ansigtet dette. Vingerne, der kæmpede sig vej ud af skikkelsesn ryg så både ud til at være bløde og knivskarpe på samme tid. Hornene der voksede ud af panden, var skarpt udseende, men på en blød måde og tænderne, der kunne ses mellem læberne i den åbne mund var større og skarpere end normalt. Når man så bort fra monstrøsiteten ved dette væsen, var det smukt.
[shadow=blue,right,300]
.: Killing Loneliness :.
[/shadow]Tonerne fra Tristania ville have passet ufattelig godt ind i det scenari der ville udspille sig for øjnene af den person, der fik øje på den hvide skikkelse. Som en skulptur, i sig selv, stod Lillith med samlede fødder, himmelvendt ansigt og udstrakte arme, imens vandet - fra bassinet foran hende - bevægede sig op imod himlen. Det eneste problem, som sådan, var bare at vandet ikke længere vand, men krystallignende tapper af is, der svang sig opad - og opad! - indtil de var flere meter højere end Lillith selv nogensinde ville blive. Udtrykket i pigens ansigt var ulæseligt og øjnene var to, tomme kupler, der intet så.
Som de enorme istapper nåede ufattelige højder, begyndte de langsomt, men sikkert at ændre form til noget rundt og næsten blødt udseende. Det ville vare lidt endnu, før deres endelige form blev afsløret, men de ændrede sig hele tiden. En høj, skærende ... Rullende ... Glasklar ... Lyd hørtes fra det store ismonstrum, hver gang 'tapperne' gned sig imod hinanden for at skabe de runde buer. Isflager væltede nedover resten af bassinet, og et stort stykke af fliserne omkring dette, som dunlet sne. Sne i juli - hvem havde troet det muligt her i New York?.. Godt nok var det ikke verdens varmeste by, men det var også langt fra den koldeste. Sol og varme lå ikke fjernt i en storby som denne - skønt instituttet lå udenfor selve midtbyen.
Mørket var gennemtrængende i denne nattens stund og opslugte næsten det spøgelsesagtige, blå skær der væltede ud fra den skulptur af is, der formedes i vandet. Selvfølgelig var det ikke selve isen, der lyste, men lamperne nede i bassinet, der sammen med dets lyseblå sider fik skæret til at strømme op igennem 'tapperne'. Havde man en smule sans for skønhed, ville det sikkert se vældig pænt ud - havde man ikke, ville det nok virke uhyggeligt. Det var det, det var - skræmmende og bjergtagende på samme tid.
Som monstrummet endelig færdiggjordes, knækkende benene sammen under Lillith og hun trak vejret i dybe stød. Ikke desto mindre var hun stadig stolt over hvad hun havde udrettet - det var ikke ofte en kraftpræstation af disse proportioner førte noget 'sammensat' med sig ... Det havde det gjort denne gang.
For tilskueren ville det monstrum, der så ud til at bevæge sig op af bassinet ud til at være en blanding imellem en af himlens engle og en af helvedets dæmoner. Den menneskelignende krop, var kønsløs og ligeledes var ansigtet dette. Vingerne, der kæmpede sig vej ud af skikkelsesn ryg så både ud til at være bløde og knivskarpe på samme tid. Hornene der voksede ud af panden, var skarpt udseende, men på en blød måde og tænderne, der kunne ses mellem læberne i den åbne mund var større og skarpere end normalt. Når man så bort fra monstrøsiteten ved dette væsen, var det smukt.
