Empty Walls

[Pixie Dillane]

19.30

Det ville stadig vare lidt tid, før solen ville være sunket helt ned bag horisonten. Som Pixie sad i sofaen, og holdt øje med solnedgangen over kanten af sin bog, kom hun i tanke om hvor facineret hun havde været af solen, som barn. Før hun startede i skole, troede hun at når solen faldt, var det fordi at den var blevet skudt. Blodet vile sprædes over ele himlen, indtil den blev helt sort. Men næste morgen ville en ny sol så tage kampen op med verdenen, men tilsidst, ville natten alligevel vinde. For hende var det et bevis for at det mørke altid vandt. Det var derfor at hun, selv nu hvor hun vidste bedre, bedst kunne lide sommeren. For om sommere var solen længere på himlen, og det var som om at lyset var lidt tættere på at vinde Men som altid endte historien i mørke.
Opholdsstuen var tom så sent på dagen, og Pixie burde faktisk sart gå tilbage til sin seng, men det virkede ulogiskt at flytte sig allerede, bare for at gøre det samme et nyt sted, så hun fortsatte med at læse i sin bog, spændt efter at opdage om man nu også kunne " bade i den samme å to gange".

[Lillith le Fay]

Lillith havde det som en fisk i vandet. Vejret havde ikke været overvældende varmt i dag, oveni at mørket efterhånden var ved at falde på. Temperaturen havde efterhånden sneget sig helt ned på en 10-15 grader og det var en rar afveksling fra den stegende hede dagsorden, man havde levet under på det sidste. Et smil bredte sig langsomt, men sikkert, på de rosa læber, som hun nærmest hoppede afsted hen ad gangen med livlige skridt og en glad nynnen. Hun havde stoppet hænderne i lommerne på de ret korte, sorte shorts, hun bar, og kiggede kort på det billede af Jared Leto der prægede hendes sorte tank-top. Det sorte tøj stod i skarp kontrast til Lilliths helt hvide hår og hud. Og så selvfølgelig de ravgyldne øjne, med de lodrette pupiller, der gav hende et ret blandet look. På den ene side lignede hun noget, der var taget ud af en gyserfilm og på den anden side, klædte det hende meget godt at være så lys. For hun var ikke bare bleg, men marmorhvid.
Lillith drejede om et hjørne og åbnede døren ind til fællesstuen. Det var ikke så tit, den var lukket - måske var der nogle derinde, der ville have fred?.. Hun hilste kort på et par stykker, hun havde mødt før, hvorefter hun gik over til sofaarrangementet og smed sig i den største af de tre lænestole med en magelig lyd. Hun kastede et kort blik på pigen med bogen og lagde hovedet let på skrå.
"Hvad læser du?"

[Pixie Dillane]

Døre blev åbnet, og Pixie løftede blikket endnu engang Hun kendte ikke den blege pige, men hun fulgte hende alligevel med blikket et stykke tid, for hu nkunne ikke beslutte om hun mest lignte en engel eller Sne heksen fra Narnia. Da sne-englen (som hu besluttede sig for at døbe hende) styrede hend mod hede, trak hun blikket til sig og stirrede tilbage på bogen i hendes skød.
Modsat sne-pigen var Pixie meget mørk, men lyst klædt. Hendes mørkebrune hår, som hun havde rusket godt op i, hang løst i pjuskede krøller ned foran hendes skuldre. Hendes hud havde også fået en naturlig sommer glød, som stod i en fin kotrast til hendes hvide t-shirt med guld print. Hendes baseball kasket lå på bordet foran hende, mellem sne-englen og hende.
Det tog lidt tid, før hun forstod at sne-englen talte til hende. Da hun så op, og mødte hendes øjne, blev hun alligevel en smule overrasket. De havde den mest specielle gule farve. Hun var stadig ikke vandt til at alle omkring hende var ligesom hende, nogle af dem endda værrer. Ej, det var syd at sige de var værrer, men de var specielle på en mere tydelig måde. I morges til morgenmad havde hun set en pige med 4 arme, hvilket havde fået hendeselv til at føle sig ret heldig.
"Hej.." Hendes tynde læber vendte op i et kort venligt smil, som desværre aldrig nåede hendes fjerne mørkebrue øjne.
"Ååh. Det er sådan en filosofi bog.." Hu lukkede bogen, mens hun holdt en finger ved de side hu var på, så hun kune vise sne-englen forsiden.
"Har du set Pocahontas? Filmen altså.." Det virkede sikkert som et meget upassende spørgsmål, men Pixie smilte venligt, for at vise hun ikke helt havde tabt tråden.

[Lillith le Fay]

Lillith lagde hovedet let på skrå, som den anden viste hende 'filosofi bogens' forside og betragtede den et øjeblik, før hun lod blikket glide tilbage imod den anden piges ansigt. Det brede smil, der huserede på hendes læber, var der stadig og veg ikke engang, da pigen stillede sit højst mærkværdige spørgsmål. Pocahontas? Det var den der indianerpige, der var taget med til England og var død af lungebetændelse ... Eller noget andet i den stil ... Var det ikke? Var der nu også blevet lavet en film om hende? Var Disneys sukkersøde tegnefilmsudgave ikke nok? Åbenbart ikke.
"Overhovedet ikke - har den noget med din bog der at gøre, eller ...?" spurgte hun og stak den anden et skævt smil. En kort glitren viste sig i Lilliths hår. Temperaturen omkring hende sank automatisk, når hun bar på en stærk følelse. Lige nu var denne følelse nysgerrighed og den bed noget i hende, for at få alle spørgsmålene ud af hovedet. "Har jeg set dig heromkring før...?"

[Pixie Dillane]

Hun blev en smule mere tryg da hendes spørgsmål faldt i god jord.
"Nå, ja okay. Så er det næsten ligemeget, men i tegnefilmen synger hun "You can't step in the same river twice"," indtil vidre gav hun stadig ingen mening, og dt virkede mest som om hun bare havde skiftet emne. Pixie beundrede frost gnisterne mens hun fortsatte: "Det er sådan noget som bogen er om. Den forklarer så at det er muligt at træde i den samme flod to gange, og den stiller spørgsmål ved livet og om man burde spise kød og sådan." Hun smilte vast som hun endelig kom til konklusionen og meningen med hendes Pocahontas snak.
"Jeg er kun lige startet.. i mandags. Men måske..." Hun smilte igen til sne englen, før hun bøgede et hjørne af sin bog, og lukkede den. Hun lænte sig en smule fremover over bordet for at række en hånd frem.
"Jeg hedder Pixie."