Hvorfor?

[William Quiles]

Han kom gående ud af døren med et tankefuldt udtryk i ansigtet. Hvordan skulle han finde en måde at holde Nagato væk permanent? Hvordan skulle han kunne holde en neutral position i den kommende krig? Hvad var hans egentlige skæbne?
Det var altsammen utroligt forvirrende, men nødvendigt at tænke på. Han havde før bare prøvet at skubbe negative tanker væk, men han havde på fornemmelsen at det bare styrkede Nagato, hans onde personlighed fra fortiden.
Han satte sig tungt på en bænk og stirrede ud i natteluften, prøvede at slappe af, men uden succes. Det var svært når man ikke kunne stole på sig selv.

[A. Nicole Mind-Angel Lauritzen]

Angel kig rundt ude på udendørs arealet, og var på vej hen mod terassen. hun havde ingen planer for dagen, men hun havde været ude for at få noget frisk luft, for at klare tankerne og for at få smerterne lidt på afstand. hun havde lige trænet i fire timer, sammen med Kate. det havde været hårdt og intens, men det var den eneste måde Angel kunne lære at bruge hendes evner mere, og bedre.

Angel så sig rundt. vejret var lækkert, og hendes røde kjole med de korte ærmer, og en parasol var det hun havde med sig denne dag. Angel trådte ind på terassen og så at der sad en anden. Angel kiggede på navnet og søgte i hendes hukommelse. hun havde gået på skolen længe nok til at have set stort set alle navne, og da hun havde noget der mindede om en fotografisk hukommelse var det ikke så svært at huske.
"Hej William, hvordan går det??" Angel vidste at de aldrig rigtigt havde snakket sammen, men alligevel vidste Angel stor set det der stod i skolens papirer omkring hvert enkelt elev.

[William Quiles]

Han sad i sine egne tanker og svarede derfor per automatik "Ikke så godt er jeg bange for" sagde han i et tankefuldt toneleje, før han lagde mærke til at han ikke kendte hende der havde snakket, jo han havde set hende på skolen område, men havde aldrig snakket med hende. "Hvem spørger?" spurgte han en smule forvirret. Hvor kendte pigen forresten hans navn fra? Måske kendte hun nogen der kendte ham eller sådan noget, måske var hun tankelæser? Han vidste det ikke, det var vel egentlig også ligemeget.

[A. Nicole Mind-Angel Lauritzen]

Angel kiggede sødt på ham og satte sig på en stol i nærheden af ham, og smilte blot.
"det er jeg ked af at høre," hun kunne nu godt se at han ikke rigtigt vidst hvem hun var. de havde set hinanden, det var der ingen tvivl om, men hun vidste også at de aldrig selv havde snakket.
"Angelina, men folk kalder mig Soft-Angel eller bare Angel" sagde hun med et smil. hun kiggede venligt på ham, og så ud over alle de andre elever der også var i haven denne dag. hun sørgede for at parasollen blev holdt sådan så at hun ikke blev skoldet.

[William Quiles]

Han gengældte roligt hendes smil, men det var et falskt smil, for hvordan kunne han smile når han næsten lige havde dræbt et utal af uskyldig. Ja ganske vidst var det Nagato, men Nagato var jo en del af ham. Det var også rektorens skyld det hele, havde hun bare lyttet til hvad han sagde så var det ikke gået så vidt.
Han vendte sit ravgyldne blik mod hende "Godt endeligt at møde dig Angelina" sagde han venligt og fortsatte med at smile.