Kan eller kan ikke..

[A. Nicole Mind-Angel Lauritzen]

Angel havde været en tur i byen. Hun havde ikke helt vidst hvorfor, hun var bare taget afsted om morgenen. Hun havde ikke engang sagt det til nogen, selvom både Kate og Night burde ha fået det af vide. De ville sikkert begge blive nervøse for hende, men det var ikke ligefrem det Angel tænkte på. Hun tænkte mere over 'Hvorfor' hun var taget ind til byen.

Vejret var lækkert. Det var varmt og solen stod højt på himlen. Klokken var endnu ikke så mange. Den var knap blevet tolv, og det var også derfor solen stod lige ned på hende. Der var næsten ingen mennesker på gaden, og Angel havde taget hendes knæ lange røde kjole på. Den lignede mange af de andre, men denne havde ikke lange ærmer, men i stedet for havde hun taget en hvid parasol med som hun kunne gå og gemme sig under.

Angel havde gået ned igennem byen. Igennem de fine, de dyre samt de fattige og kedelige kvartere, men der var intet af det der var grunden til at hun var kommet i byen. Angel kunne ikke sætte finger på hvorfor var hun, og så var det at hun var kommet til domkirken. Hun var stoppet op foran den og det var nu der hun stod. hun kunne ikke tage sig sammen til at gå ind selvom det nok var det der gjorde at hun var kommet til byen. Angel tog en dyb vejrtrækning, men kunen stadig ikke gå ind.

[Kyrie Eleison]

Vejret var jo ganske pragtfuldt... Det var slet ikke som sidst han var taget ned i byen, hvor det lige pludselig var begyndt at styrte ned, og både blæsten og regnen virkede som om de prøvede at tage livet af en.. Nej nu var der varmt, og behageligt. Selv de gåendes tempo virkede langsomt, som om solens varme sløvede alt og alle... Det tempo var det som Kyrie befandt sig bedst i. Ikke noget med at haste af sted, skynde sig og stresse rundt. Nej stille og roligt, så man havde tid til at nyde omgivelserne, og hvis man var opmærksom skete der hele tiden nogle små pudsige ting, som kunne gøre en gå tur meget sjovere. Det eneste han ikke brød sig om var alle de mennesker her... Hver og hadede ham, og ville fange ham hvis de vidste hvem..nej...hvis de vidste hvad han var... Det endte med at hans egen sløve gang før ham til domkirken hvor det første der fangede hans øjne var Angelina... Han havde aldrig rigtig snakket med hende før, men han vidste da hvem hun var... Efter 2 år på skolen var der næsten ikke en eneste som Kyrie ikke kunne navnet på. Han kørte afslappet en hånd igennem det rødbrune hår, imens de grønne øjne betragtede Angelina. Det var som om hun prøvede at samle mod til sig.. Gad vide om hun var bange for domkirken? Kyrie kom næsten til at grine af den latterlige tanke, og gik bare afslappet hen ved siden af Angelina. Uden at se på hende, lød hans blide og stilfærdige stemme "Er du groet fast?" Hans stemme var flydende og stille, som om at han bare talte til sig selv. Der var ingen tvivl om at Kyrie var afslappet, stille og helt igennem helt nede på jorden.

[A. Nicole Mind-Angel Lauritzen]

Angel stod stadig og bare kiggede på kirken, den var egentligt smuk, og også meget gammel kunne hun se. Det var flot og det var den første kirke hun sådan havde stoppet op og kigget på. hun stod bare stille og kiggede på den.
Angel farede sammen, hun havde ikke opdaget at der var kommet nogen hen til hende. Hun vendte sig mod stemmen og lagde mærke til fyren. Ham fra skolen. Hun var ikke helt sikker på navnet, men.. Kyrie.. det var det han hed. Hun smilte, og kiggede så ned i jorden.
”nej ikke endnu, og der går nok noget tid,” sagde hun og flyttede vægten fra det ene ben til det andet. Det havde hun gjort en del nu for ikke at få ondt og for at sørge for blod omløbet. Angel kiggede på Kyrie. ”hvad laver du her??” sagde hun så spørgende. Hendes stemme var også af slappet, og rolig. Hendes hjerte hamret stadig en smule endnu, men det var ikke noget man kunne mærke på hende

[Kyrie Eleison]

Kyrie smilede kort, om det var af hendes første sætning, eller fordi hun farede sammen i forskrækkelse var ikke til at sige. Han betragtede forsat kirken og mumlede "Den er ikke helt grim" Før han smilede igen og denne gang lod sine klare grønne øjne se på Angelina, for at besvare hendes spørgsmål "Jeg var bare ude og gå.. for at slappe af du ved" Lød det roligt fra ham før han forsatte "Og så var det jeg så dig stå her, og tænkte at jeg ville gøre dig med selskab" Hans blik fjernede sig igen fra hende for at se på dom kirken... Egentlig måtte de ligne to sindsforvirrede idioter, for folk der lagde mærke til dem... En pige og en dreng, der begge stod stille og gloede på en kirke... Der var som sådan ikke noget galt i at se på den, men det at man bare stod stille og hverken gik ind i den, rundt om den, eller bare forbi den og væk, gjorde at man nemt kunne komme til at se lidt dum ud i andres øjne... Dog ikke noget Kyrie tog sig af, for han var lidt ligeglad med hvad disse mennesker tænkte om ham, de ville alligevel hade ham hvis de vidste hvad han var. "Hvad med dig? Er du bare kommet for at se på kirken?"

[A. Nicole Mind-Angel Lauritzen]

Angel kiggede på kirken og så på Kyrie. Hun stod lidt og tænkte, og lod tankerne flyve på langfart en kort omgang, sådan gjorde hun så ofte når hun skulle samle hendes tanker, og koncenterer sig og hun var ved at løbe tør for koncentration. Angel kiggede rundt på menneskerne der kiggede på dem, men Angel lod som intet. Det rørte hende ikke at de gloede på hende. Hun var ligeglad. Hun hørte ikke til her, og snart ville hun aldrig mere komme til at snakke med hendes far, og hun glædede sig. Mere end noget andet. Angel kiggede på Kyrie igen, og kom til at tænke på at hun igen havde været på langfart.
”nej den er meget smuk, og efter sigende skulle den også være smuk inden i” sagde hun stille. Hun kiggede ned i jorden, og kunne mærke at hun rødmede en smule. Hun undrede sig over det, og rystede kort på hoved, og kiggede så på kirken og Kyrie igen. ”det lyder spændende og er glad for at du ville gøre mig selskab” sagde hun med et smil, og kiggede kort mod kirken, og lukkede så kort øjne, og sendte en fornemmelse rundt til alle de mennesker der var omkring dem, en fornemmelse som bare gjorde at de ikke var så interesserede i at stå og kiggede på dem, der var ingen der kunne mærke at der var sket noget unormalt, ingen mennesker, men måske ville mutanter lægge mærke til det, men Angel var lidt ligeglad lige nu og åbnede øjne. Hun smilte, og kunne denne gang ikke mærke den bankende hovedpine, det var første gang hun uden for træningen sådan seriøst havde brugt hendes evne, og var super glad for at hun kunne gøre det. hun var nød til at snakke med Kate om det når hun kom hjem., og ja efter skideballen.
”øhh” Angel opdagede at hun igen havde stået i hendes egent tanker og søgte kort i hendes hukommelse for at finde spørgsmålet som hun havde hørt ”tja, jeg er ikke helt sikker” sagde hun stille og så smilende på ham

[Kyrie Eleison]

Kyrie bemærkede at hun rødmede da hun omtalte kirkens skønhed. Det undrede ham lidt at hun kiggede ned i jorden, som om hun var blevet flov, for der var jo intet flovt eller noget over det hun sagde. At sige en kirke var smuk indeni var da meget normalt? Vel og mærke hvis man var sådan en person der holdt af at se på smukke kirker. Da hun fortalte at hun ikke var helt sikker på hvad hun lavede her, kunne han ikke lade være med at smile lidt. Så hun stod altså og så på kirken uden at vide hvorfor? Ja sådanne mennesker fandtes der også. Han kørte en hånd igennem det rødbrune hår endnu engang før han igen åbnede munden for at snakke "Smuk indeni siger du?"Han holdt en kort pause, som han brugte på at betragte hende lidt, før hans blik igen vendte sig mod kirken "Skal vi gå ind og kigge?" Så stod de i hvert fald ikke på åben gade og gloede, selvom det dog virkede til at folkene havde mistet interessen for dem. Han ville nu gerne vide om kirken også var flot indeni, og de kunne jo ligeså godt tjekke det, når de alligevel stod og betragtede den.