Post by Lillith le Fay on Jul 1, 2008 20:17:00 GMT 1
Baghaven var aldrig fredeligere end om aftenen, men det gav vel egentlig også sig selv, ikke? Ingen elever der tulrede rundt og skød ildkugler, slim eller andet uhumsk stads efter hinanden, spillede bold eller læste lektier. Til det, var mørket lidt for gennemtrængende. Ja, i hvert fald hvis man ikke havde nattesyn.
Det havde Lillith nu egentlig ikke, skønt øjnene syntes at tilhøre en kat. Hun var elendig til at gemme sig i mørket, da den lyse hud og håret nærmest skinnede - på en ikke glitrende måde. Hun sad, som sædvanlig, mest udenfor om aftenen eller morgenen. I sommervarmen var hun alt for udsat i dagslyset, foruden at hun ikke rigtig brød sig om det. Det skar i øjnene og huden, som var solens stråler ene og alene bestående af små barberblade, der huggede sig vej igennem alle de folk, de ramte. Det var egentlig en ret skræmmende tanke, men også en komplet uvedkommende en af slagsen. Barberblade i sollyset - pft! - næh, men UV-stråler ... Det var jo straks noget helt andet.
Lillith havde efterhånden været elev på skolen i nogen tid og hun var led og ked af ikke at have fået styr på noget som helst endnu. Ikke desto mindre holdt hun modet oppe og var som regel ret ukuelig, når det kom til at muntre andre op. Det skadede ikke at kunne mindst én af delene. Begge dele ville jo bare være skønt ... Altså evnen til både at muntre andre og sig selv op. Ja. Nå, tilbage til nuet.
Lillith sad på en af bænkene i baghaven og stirrede op i luften med de ravgyldne øjne. Månen havde samme form som en afklippet negl og hang iblandt et ton stjernestøv, der var spredt udover hele himlen.
"Så bliver det ikke bedre..." tænkte hun og stak i et kort smil, imens hun lænede sig let tilbage, pillende ved den lange fletning, der svang sig henover hendes kraveben.
Det havde Lillith nu egentlig ikke, skønt øjnene syntes at tilhøre en kat. Hun var elendig til at gemme sig i mørket, da den lyse hud og håret nærmest skinnede - på en ikke glitrende måde. Hun sad, som sædvanlig, mest udenfor om aftenen eller morgenen. I sommervarmen var hun alt for udsat i dagslyset, foruden at hun ikke rigtig brød sig om det. Det skar i øjnene og huden, som var solens stråler ene og alene bestående af små barberblade, der huggede sig vej igennem alle de folk, de ramte. Det var egentlig en ret skræmmende tanke, men også en komplet uvedkommende en af slagsen. Barberblade i sollyset - pft! - næh, men UV-stråler ... Det var jo straks noget helt andet.
Lillith havde efterhånden været elev på skolen i nogen tid og hun var led og ked af ikke at have fået styr på noget som helst endnu. Ikke desto mindre holdt hun modet oppe og var som regel ret ukuelig, når det kom til at muntre andre op. Det skadede ikke at kunne mindst én af delene. Begge dele ville jo bare være skønt ... Altså evnen til både at muntre andre og sig selv op. Ja. Nå, tilbage til nuet.
Lillith sad på en af bænkene i baghaven og stirrede op i luften med de ravgyldne øjne. Månen havde samme form som en afklippet negl og hang iblandt et ton stjernestøv, der var spredt udover hele himlen.
"Så bliver det ikke bedre..." tænkte hun og stak i et kort smil, imens hun lænede sig let tilbage, pillende ved den lange fletning, der svang sig henover hendes kraveben.
