Trappetrin

[Real]

Real sad stille op ad gelænderet. Hun sad midt på trappen, til den ene side, hvor den store kappe omslog sig omkring hende. Hun stirrede tomt ud fra sig, og de blå makeringer omkring hendes øjne fik hende til at se uhyggelig bleg ud. Lige så bleg som den hvide mamortrappe. Haret var for en gangs skyld ikke sat op.
Hun sad så, og kiggede på sine fingre - behandskede fingre.Rødlige af en bestemt væske som kom fra mennesker, der blev forbundet med smerte. Hun havde bare slået en efter at vedkommende havde løget. Han havde kaldt sig præst. præst! Ha! en der kunne prædike om en ikketrodværdig gud. Intet var sandt før det kunne bevises. Og gud og himlen samt paradis var og havde aldrig været bevidst.
Manden var slået ned i sin grimme løgneriske kirke, inden hun havde smuttet ud af den forædderiske aroma inde i huset. Løgn på løgn. Salmer om løgne. Intet at holde sig til.
Forfærdeligt.

Hun rystede stadigt. Hun rystede altid efter at have gjort skade.
Hendes krop ville ikke gøre det. Men hun måtte. Folk der løg var... Ikke mennesker. De var monstre.

[Kira Angel]

En skikkelse kom løbende ned af trapperne, hun virkede eftertænksomt og lod slet ikke til at lægge mærke til pigen der sad der. Hun stormede afsted og pludselig sad der bare en pige der. Kira snublede hen over hende og nåede kun lige og lige at forvandle sig og landede derfor et par trin længere nede som en panter. hendes kuldsorte pels glinsede næsten i lampernes skær, de rødbrune øjne var der som hendes evige kende mærke og halen dansede livligt til begge sider.
Hun vendte sig om imod pigen, lod de enorme poter plante sig på trinene op af og kiggede bare nysgerrigt på hende med de dyriske blikke. Hun lignede mest af alt en som kunne finde på at spise hende hvert øjeblik det skulle være, men der var alligevel et eller andet over de rødbrune øjne som virkede venligt og omsorgsfuldt..

[Real]

Real så stadigt døsigt frem for sig mens en hånd, stadigt fyldt med størknet blod langsomt gled op mod panteren, hen mod dens pels. Hun var ærlig talt lidt ligeglad med om pigen foran hende var dyr eller menneske. Det var en man kunne finde trøst ved. "Goddag lille ven.." Hendes tonefald var modent og roligt. Det havde været en travl uge, hvor hun havde gjort for meget ondt. Det vidste hun skam godt-.

Hun måtte ikke gøre noget. Blot kommentere løgnene fra nu af. Det måtte hun! Hun gik jo i skole... Kun i skole. "Hvem er du..?" Et lille smil kom frem ved de blege læber, imens hun blidt strøg panteren over hårende.

[Kira Angel]

Panteren trådte et skridt længere op, lod hovedet trykke sig ind til hendes hoved i en omsorgsfuld kærtegning. Hun fornemmede at denne pige led, hun var i frygtelige smerter, men på sind og ikke krop.
Kira vidste ikke hvor hård en prøvelse denne pige måtte have eller at det kunne være hendes evner der forårsagede det hele. Men hun følte alligevel medlidenhed, så derfor forsøgte hun at trøste hende på pander manere.
Hun kunne ikke snakke i de skikkelser som ikke var ment til at snakke, så hun trådte et par trin ned igen og forvandlede sig så.
Hendes krop blev højere og mere smal, hendes hår var kort og brunt og de selv samme øjne fra før, kiggede omsorgsfuldt på pigen. Hun var klædt i en sort kjole. Det var lidt koldere her end dagen før, så hun havde taget farven sort, i håb om at silen ville varme hende lid.
Hun smilte venligt til pigen og svarede så med rolig stemme Mit navn er Kira, jeg er formskifter, som du kan se! Mit mutant navn er Wildfire! Er du okay? hun kiggede bekymret ned på hende og afventede så svar med en urolig mine..