Oh so cold..

[Real]

Real sad stille på en vinterbeklædt bænk - fuld af sne og og kulde. Om sig havde hun sin kappe, sort og lang. Ellers blot, sine normale klæder: Sorte stramme bukser der går ned til støvlerne, en del bælter hist og der og en kvindelig skjorte. Den blå make-up omkring hendes øjne giver et tydeligt indblik på hvor anderledes hun er - og gør sig selv. bevidst går mennesker i hvert fald forbi hende i en mindre bue. Hun sidder sammenkrøllet, med knæene oppe ved brystet og hænderne slået omkring dem. Hun stirer døsigt ned over søen. Et ægtepar går forbi dem. Kvinden smiler glad til sin mand, selvom Real kan se noget der stikker dybere. Løgnen.

"Åh jeg glæder mig så meget til at få det barn skat. Jeg kan ikke vente!" Real så nu for alvor op. Kvindens ord stank af løgn. Det kunne ligefrem lugtes! Bagefter hørte hun den rigtige grund, noget kvindens øjne fortalte hende.
'Jeg vil ikke have børn. Børn er fæle og stygge. Hvordan skal jeg være sammen med James nu?'
Real bed sig ufattelig hårdt i kinden. Kvinden løg meget. Hun var utro og ville ikke have børn med sin mand... Løgner. Fæle, usle løgner.
Langsomt, og nærmest søvndrukkent fik hun rejst sig op, så den store trenchcoat omkring hende flappede ud. Med langsomme skridt gik hun over til kvinden, som hun egentlig havde i sinde at flå i stykker nede ved søen, hvor ingen ville finde hende - på bunden af en sø...

[Nigle 'Nightmare' Loveless]

Nightmare kom stille ind i parken. Han var på udkig efter nogle som kunne hjælpe ham med Nightwalkers. Han ville ikke kunne klare sig alene. Han havde brug for folk, brug for mutanter.
Han havde sin sædvanlige hættetrøje på, så hætten kom over. Han havde stramme jeans på, men hans hale var gemt indunder hættetrøjen, som hang løs på ham. Han havde en smøg i munden som han kig og røg af. Han lagde mærke til den som ligesom ham var en stor bue udenom og hvordan hun gik hen til den kvinden som havde larmet op. Den anden lugtede af mutant.

[Real]

"Du... Jeg har en besked" Lød det søvndrukkent fra hende. Eller, blot døsigt. Kvinden så underligt på hende før der nærmest gik en genkendelse. Hendes blik blev pludselig meget skyndsomt inden hun så over på sin ægtefælle.
"arbejde skattebasse. Jeg kommer om lidt<3" Hun gav mandne et hurtigt kys på kinden inden hun fulgte, naivt efter Real der blot gik med sænkede skuldre og knyttede hænder. Ned til søen. Ubevidst om at en hvis ondsindet mutant belurede dem.

"Her er godt nok. Beskeden er ikke fra James som du tror..." Hun kiggede med sit nu helt modne blik på kvinden der stirrede lidt underligt på hende, faktisk en del skræmt. "Beskeden er fra Reality." Kvinden stirrede nu spørgende på hende. "Fra mig. Beskeden er.." En lille fin magnum 62 blev hevet op af den store trenchcoat, og kvinden begyndte at skrige - eller ville havde skreget, hvis ikke en behandsket hånd som var ejet af Real havde fat i kvindens mund. ".. At løgnere ikke skal leve... Du lyver. Du bør ikke leve." Hendes hårde klang i stemmen og det direkte hånlige blik gav ingen nåde. Kvinden prøvede sprælsk at komme fri. Selvom Real ikke var så stærk, var hun god til at få folk bukket under. Uden videre bandt hun et tørklæde omkring hvindens mund så hun ikke ville kunne skrige højt, men nøjes med 'hmmnn!' lyde. Trods alt stod de i et buskads, hvor alting var dæmpet. Sneen dæmpede lyde. Det gjorde tørklædet også.
Så blev kvinden skubbet ned i vandet. Hver gang hun prøvede at komme op, blev hun igen trampet ned i vandet. Gang på gang. Lige indtil kvinden fik tørklædet af - Da blev Real's magnum ladt, og det korte skud og det korte skrig gled gennem sneen, et kort sekund. Så blev alt stille...

Real så op fra liget der bølgede let i søkandten, før hun med støvlen skubbede liget ned under en isflage i vandet. Så kravlede hun lige så stille væk fra buskadset. Ingen havde set det, mente hun. Det troede hun i hvert fald ikke...

[Nigle 'Nightmare' Loveless]

Nightmare så interesserer med og med hans hørelse kunne han høre hvad der forgik og hans lydløshed gjorder at han kunne bevæte sig tæt på. Han kunne ikke lade vær med at smile over glæden ved at se et menneske blev dræbt. Det var noget han holdte af. Han tændte stille en cigaret og gik tættere på denne mutant, som så ud til at dele hans samme had for mutanter. Hans øje var halv lysende gult, mens røgen næsten fjøl ud af hans mund.
"Det må jeg sige, jeg er overrasket" sagde han roligt med et smil, mens han betragtede hende nøje og holdte sig i en vis afstand foran hende, pga hendes våben.