The horrible truth

[Candy Sweet]

Fredag, kl. 13:36

Candy sad foran tvet med ansigtet skjult i sine hænder og fjernbetjeningen liggende på gulvet mellem hendes fødder. Tvet viste et billede af hende. Det var det billede de havde taget da hun var startet i projektet, udove at nu var bunden prydet af ordet 'EFTERSØGT'. Nyhedsoplæseren havde netop fortalt om dusøren for at komme med oplysninger der kunne føre til pågribelsen af denne potientielt sindsyge og farlige mutant der var undsluppet fra en anstalt. Så det var dem der var efter hende. Eller staten. Måske flere? Hvem viste hvor mange andre steder de viste det billede. Hun ville ikke kunne gå nogensteder uden at blive genkendt! Hun havde ikke hørt det præcise beløb, men det havde ikke været småt. En tåre trillede ud mellem hendes fingre og landede på fjernbetjeningen. Hvordan skulle hun nogenside kunne føre et normalt liv igen! Hun samlede fjernbetjeningen op med en let rystende hånd og slukkede tvet. Hun smed fjernbetjeningen fra sig i den anden ene af sofaen hun sad i og begravede sit ansigt i hænderne.

[Cessily Flynn]

Cessily havde efterhånden nået en form for konsensus med hendes tilstand på skolen, og havde fået sig en nogenlunde døgnrytme, dog var den stadig en del forskudt fra mange andres. Hvilket nok også var grunden til at det var nu at hun kom gående ind i fællesstuen, iført sit joggingsæt i blåt med hvide striber ned af ærmerne og buksebenene, samt hendes mørke cykelhandsker og lyse løbesko, med en ske i munden og et bæger chokolade is i den ene hånd. Hendes hår var sat op i en hestehale højt oppe på hovedet. Hendes skinnede øjne fejede hurtigt over rummet og opfanget at tv’et netop var blevet, slukket hvilket var lidt af en sjældenhed. De fleste andre plejede bare at forlade det i stedet. Her sad dog en anden pige der i stedet havde valgt at slukke for tv’et. Cessily mumlede et ” ’ey” og forsat forbi sofaen, da hun stoppede midt imellem to mundfulde is, sad tøsen ikke og græd? Cessily, trådte to skridt tilbage, jo den var god nok pigebarnet sad jo og græd. Cessily, stoppede skeen tilbage i isen og lagde uden at tænke over det sin næsten iskolde hånd på pigens skulder ”Noget galt?” det nok dummeste spørgsmål ever!

[Kira Angel]

En snehvid ulv, kom elegant og let løbende ind i stuen. Hun havde hørt tv'et og hørt ordet mutant ude fra trapperne af og nu ville hun vide hvad folk nu havde fundet på at dumme ting og sager. Hun så billeder, kiggede så på pigen der så tv og bemærkede straks ligheden. Hun satte sig kun én meter fra hende foran sofaen, drejede hovedet nysgerrigt til den ene side og kiggede omsorgsfuldt på hende.
Hendes lette trin havde været næsten lydløse hen over gulvtæppet, så Candy kunne meget vel ikke havde hørt hende komme. Hun virkede helt dyrisk og vild som en ægte ulv. Hendes øjne var rødbrune, et kendetegn for alle hendes mange skikkelser og de var både milde og dyriske.
Hun kiggede nysgerrigt på hende, havde fortsat hovedet drejet til den ene side og kiggede nu afventende på hende, som havde hun netop lige spurgt hende om hvorfor hun var så bedrøvet..

[Candy Sweet]

Candy sad helt i sine egne tanker, og reagerede ikke på ’eyet’. Det kunne jo ligeså godt være til en anden. Hun kendte jo heller ikke nogen her, så hvem skulle ’eye’ hende? Kate var vist ikke helt typen til det. Hun hørte ikke den anden piges skridt, og var ligeglad. Tårne løb i en kontinuerlig strøm ned i hendes hænder, og ned af hendes arme til det blev suget op af hendes bukser hvor hendes albuer hvilede.

”Noget galt?”

Det gibbede i Candy, og hun gav et lille hop idet hun forskrækket rettede sig op og så på pigen. Hun sad et øjeblik og blinkede kraftigt som for at vende tilbage til virkeligheden. ”Galt? Nej, overhoved ik… eller…” hun sukkede kraftigt og lod sit hoved falde tilbage i hænderne ”Alt er galt” mumlede hun opgivende. Hun sukkede igen og tørrede sine øjne med bagsiden af hånden, uden den stor effekt eftersom der blot kom flere, og rejste sig op ”Undskyld. I skal vel bruge fjernsynet” sagde hun med et lille smil til kvinden og ’ulven’. En ung pige på hvad, 14? Hun skulle vel se tegnefilm.

[Cessily Flynn]

Da pigen hoppede under hendes hånd fjernede hun den som havde hun brændt sig ”undskyld det var ikke mening at…” inden hun stoppede sig selv, hun havde helt glemt hvordan hun måtte føles for andre folk. Cessily gav et lille ”Yip” fra sig da hun fik øje på ulven ”meget morsomt…” sagde hun lidt tvært, inden hun igen henvendt sig til hende den grædende ”Det er sikker bare en illusion eller noget i den dur” sagde hun om ulven, alle viste jo at der ikke var ulve i Washington, det var kun af refleks hun var blevet forskrækket! Da tøsen rejste sig op så Cessily en smule forvirrende på hende, Tv’et overhovedet ikke ”Nej nej, jeg vil bare se om jeg kunne hjælpe dig du virkede som en der trængte til lidt selskab… plus is smager bedre når man deler” prøvede Cessily og holdte sit is bæger frem.

[Kira Angel]

Kira lod blikket vandre hen imod den anden pige, lagde da hovedet til den anden side og glippede en anelse med de store øre. Hun snuste så nysgerrigt til isen, for at finde ud af hvad for en is det mon var og vendte så igen blikket tilbage imod den triste pige. Hun sukkede svagt, forvandlede sig så tilbage til sin menneskelige skikkelse igen, da hun ikke kunne snakke i sin ulveskikkelse.
Hun blev en anelse højere, men slankere og med et brunt kort hår. Hendes øjne var stadigvæk de samme rødbrune blikke. Men hun var nu med menneskelig krop og klædt i en tætsiddende rød kjole. Hun smilte venligt til dem begge og kiggede så nysgerrigt op på den triste pige. Hun sad stadigvæk på gulvet, men nu som et menneske ville side og svarede så pigen med en undren i stemmen "øh nej, jeg ser ikke så meget fjernsyn. Det var dig jeg kom her for! Der er vel ikke noget jeg, eller.." hun kiggede op på den anden og fortsatte så roligt ".. eller, sikkert vi, kan hjælpe med?" hun kiggede bekymret på pigen. Hun var eftersøgt, ja det havde Kira gættet på. Men nu var hun da i sikkerhed. Skolen her var det sikreste sted en mutant kunne være. Så der var intet at frygte, men alligevel lod hun til at være trist over noget.?

[Candy Sweet]

Candy rystede stille på hoved, men lod sig dumpe tilbage ned i sofaen ”Det er sødt af jer…” sagde hun stille og tørrede igen tårne væk. Der kom stadig flere, men ikke i samme mængde længere. Hun kommenterede ikke kvindens kommentar om ulven, hun kunne jo ikke vide at Candy havde kunne se pigen hele tiden. Candy så lidt på isen som pigen rakte frem og fugtede læberne ”N…nej ellers tak” afslog hun stille med en lille afværgende bevægelse med hånden. Hun havde ikke rigtig lyst. Eller, enlig havde hun. Lige nu ville hun kunne fråde 4 liter flødeis, sandsynligvis uden at føle sig ulækker overhoved. ”Men… jeg tror ikke i kan hjælpe… men mange tak for omsorgen” sagde hun stille med et lille, usikkert smil.

[Cessily Flynn]

Cessily fik et lidt overrasket udtryk da ulven blev til en lille pige ”undskyld, jeg kaldte dig et trick” undskyldte hun kort inden hun igen rettede sin opmærksomhed i mod den grædende pige. Cessily så næsten slået ud da tøsen sagde nej til hendes is, dette løste hun ved at stikke en skefuld i munden på sig selv ”Den er ellers god nok” mumlede hun ud mellem læber der næsten havde samme farve som skeen.

”Men… jeg tror ikke i kan hjælpe… men mange tak for omsorgen”

Cessily lagde hovedet lidt på skrå ”Ej hør nu, vi for jo ikke en chance jeg er sikker på at mig og…” her rettede hun blikket ned på ulven/pigen, som hun ikke lige havde nogen ide om hvad hed ”kan hjælpe hvis bare du giver slip, åbner lidt op og giver os en chance, om end ikke er det bedre end at side og tude alene” sluttede Cessily så af med og gjorde et forsøg på at tage den fremmedes hånd i sin ”Jeg er Cessily.”

[Kira Angel]

Kira smilte roligt frem for sig, smilte næsten altid, men med situationens alvorlig, blev det kun kort og mildt.
Hun lænede sig tilbage imod sine hænder og forklarede så venligt til pigen med isen, da hun begyndte at snakke "Kira.! Mit navn er Kira Angel!" hun læede sig igen frem igen og rakte sin hilsende hånd til dem begge. Nu havde ispigen jo gjort det, så hvorfor være uhøflig og lade være?
Hun smilte nu mere muntert, kiggede venligt på dem begge og spurgte så nysgerrigt "jeg er formskifter, som i sikkert har gættet! Hvad består jeres evner af?" hun kiggede nu endnu mere nysgerrigt på dem begge. Hele hendes natur var bygget over det grundlag at hun simpelthen bare var utrolig nysgerrig og gerne skulle være en del af det hele. Hun elskede spænding og nysgerrigheden trak hende så sandelig også ofte ud i noget. Dog ikke altid den gode spænding, men hun kunne bare ikke lade være med at være nysgerrig..

[Candy Sweet]

Candy så lidt frem og tilbage mellem Cessily og Kira. De havde jo begge tydelige gode intentioner. Den rolige blå farve der trykt lå i deres auraer var reel nok, ingen tvivl om det. ”Undskyld. Jeg er Candy.. Candy Sweet” startede hun stille med blikket rettet mod Cessily. Navnet lød stadig forkert i hendes øre. Det var underligt at tage et andet navn i munden som ens ejet. Hun flyttede blikket til Kira ”Og min evne er.. Ja, jeg ved ikke rigtigt” startede hun forsigtigt, mens hun ledte efter ordne ”Jeg kan se.. Folks auraer vil jeg tro det er… Ja, det er nok den bedste måde at beskrive det på” fortalte hun roligt og smilte stille. Måske var det en god ide at få snakket om det? De virkede jo gode nok, men man kunne aldrig vide. Cessily var hun ret sikker på holdt tæt, det blev hvert fald ikke hende der gik ud på gaden og fortalte hvor hun var. Men Kira… Kira var for ung. Det ville være for let for hende at tale over sig. Hun kunne ikke være meget mere en 13år! 14 maks.