Lilje Pskyl Falcon

[Lilje Pskyl Falcon]

Navn: Lilje Pskyl Falcon

Alder: 14

Køn: Pige/kvinde

Evne: Blokering af smerte.
(hun kan føle umådelig smerte, da hun er sindssyg nok til aldrig at forstå den)

Forhold til mennesker: Mennesker er små (som regel store) dimser som skal prikkes til og hive i. De er jo så sjove når de prøver at fortælle ting (sure).

Udseede:
Lilje er en lille pige med brunt hår der går til lenden, det er normalt meget rodet og filtret mens der er få bølger i og i flere længder da hun selv klipper det. Hendes øjne er mørke blå, så blå at det næsten kan være sorte og de er meget dybe. Hendes øjenbryn er meget lige og spinkle. Hendes lille næse er efter hendes moder og hendes fyldige læber er meget seksuelle, men meget sprukne og blødende, da hun har en mani med at bide i dem. Hendes skikkelse er lille og hun går normalt klædt i alle mulige forskellige klædninger og tøjstykker, uden at forstå sands og forstand på hvad de bruges normalt til. Lilje går med bare fødder som normalt er meget beskidte og i dårlig stand, da hun aldrig mærker smerten når hun træder på ting som ikke skal trædes på. Og hendes hænder plejer altid være gemt bag handsker, da hun har lært de bliver så røde hvis hun stikker dem ind i ting som giver varme.

personlighed:
Hmm en lang beskrivelse vil jeg starte med to ord. Gal og sindssyg.
Lilje har haft en svær barndom og det har sat sine præg på hende, som hun aldrig er kommet over. Hun elsker alle og enhver og hun glemmer bagtalelser eller mobning til dagen efter. Hun kan bedst lide dyr og de plejer også at kunne lide hende. Dog har hun mani med at pine dem lidt for meget, til en grænse som hun ikke selv kan se. Lilje kan også godt lide mennesker, som hun elsker at lege med. Som kort sagt altid går galt. Hun hiver, slår, prikker og kalder dem navne de ikke besidder, fordi i hendes lille del af hjernen, er det deres navne. Hun har en mani med at kalde alt og andet en ’Dims’ og hverken dig eller nogle anden kan overbevise hendes anderledes. Lilje kan godt lide perler, som hun nogle gange kommer til at sluge da hun forvæksler dem med sten, som hun også kan lide at spise. De perler bruger hun til at komme i kontakt med folk, enten ved at bruge dem for at fange personernes opmærksomhed, eller ved at tyre dem af sted med stor fart. Perlerne gør ikke meget smerte, men dog kan de mærkes. Men det ved Lilje selvfølgelig ikke og er kort sagt ikke i stand til at forstå det på andre, hvis hun ikke selv kender det. Lilje kan ikke se smerten på andre folk og forstår ikke tåre, da hun ikke selv kan huske hun har gjort det. Lilje kan ikke føle smerte og kan ikke forstå ordets betydning, heller på andre og kender derfor ikke andres grænser.
Lilje har den samme personlighed, da hun er komplet sindssyg og kun ved årendes løb har lært lidt af mennesket natur. Hun kan sige ting som hun aldrig ville kalde generte eller rødmende og hun kan gøre ting som aldrig ville kunne falde en ind.
Hun kender ikke frygt, ingen smerte, ingen lykke og ingen menneskelig følelse end hendes barnlige forestilling at alt er godt og alle dimser bare vil hende godt.

Fortid:
Den lille lilje så lys og blid sidder på hendes faders knæ og smiler glad op på hans ansigt med forvirrede øjne. Han havde spurgt om noget, men den lille lyse Lilje kunne endnu ikke forstå mennesket sprog, hun havde sit eget.
nej Lilje, ikke babysprog..
Var fader ked eller træt, jamen lille lyse Lilje havde da spurgt til hans velbefinde og om den næste leg, den sidste havde ikke været sjov. Hendes halvbroder lugtede da han havde fulgt hende hen til den mørke hus, hvor lugten af metal altid steg mere og mere. Hun kunne bedre lide faderen. Måske skulle hun spørge om hun igen skulle derhen, ville altid være dejligt at vide det på forhånd, så kunne hun nå at gemme sig så hun ikke behøvede at opleve smerten i underlivet gang på gang. Det gjorde så ondt at hun altid græd to dage efter.
snak dog ordenligt
hendes ord forekom urimelig klare i lille lyse Liljes sind, men hendes fader forstod hende ikke og hans knytnæve ramte lille Lilje på hendes kæbe og Lilje gjorde parat til at græde igen, hendes øjne var røde da hun lige netop var holdt op at græde, på betingelsen at komme op til faderen.
du græder ikke…
Hvæssede Liljes fader og hans stemme kendte Lilje godt nok til at vide at hendes gråd intet andet vil føre til, end hans pisk inde i skabet ville blive hentet. Faderen tog lille Lilje og førte hende mod hendes moder, hendes farlige moder. Hendes drabelige moder.
tag hende.. jeg har fået nok… få hende til at tie stille
moderen tog lille Liljes hånd og hendes hånd var kold som døden selv, Lilje bed sig i hendes lille tunge og overvejede at sluge den så hun kunne holde mund sådan som de ønskede det, hun ville intet andet end behage hendes forældre.
skarnunge… ned på knæ
hendes moder havde allerede hentet lænkerne og Lilje trak sig uvilkårligt tilbage, hvad havde lille Lilje dog gjort for at fornærme sin moder så grufulgt til denne straf? Lilje fik endnu et slag fra hendes moders hånd og det sendte den lille Lilje i gulvet med at brag.
din broder kommer her snart… så kan han måske finde noget brugeligt til dig
hendes moder, hendes drabelige, koldblodige og skræmmende moder. Lilje kendte hendes stemme og spurgte hende af hele sit hjertet hvad hun havde gjort forkert.
har du ikke lært det endnu… thi
Slaget kom ikke som en overskrækelske for lille Lilje som allerede havde holdt sine hænder op foran hendes ansigt, så moderen uventede spark sparkede luften ud af Liljes lunger.
din søster var mere medgørlig
mumlede moderen som rynkede hendes bryn i afsky til lille Lilje som medgørlig stod på knæ foran hendes moder, som allerede havde lænkerne om hendes ben hurtigere end lille Lilje kunne føle eller huske. Moderen lænker lukkedes sig også hårdt om Liljes hænder, som sendte Lilje i gulvet da lænkerne var tungere end Lilje overhoved vejede.
væk… skrid.. ned…
Lilje vidste hvad kommandoen betød og åbnede munden for forgæves at prøve snakke moderen til fornuft. Kniven lynede i lyset fra vinduet og månen nåede at advare Lilje da hun hurtig rullede væk, smerten fra hendes ryg mindede hende om hendes piskemærker fra en af hendes mørke mænd, hvad havde hun dog gjort gal? Hvorfor kunne mænd lide at piske hende? Hvorfor kunne hendes familie? Hvad var der galt med hende?
væk.. eller jeg sender din fader ned sammen med dig
Lilje flyttede sig tungt hen af gulvet med lænkerne på benende og hænderne, poolen med det blå vand var tæt på. Hun havde ikke øvet hendes åndedrag som hun skulle, for at overleve under vandet i den tid som hendes moder ønskede. Hvad havde Lilje dog gjort galt?

Den nu 10 årige lille pige Lilje, med de havblå øjne og brune hår, går med sin halvbror i hånden uden at se op på ham. Hun havde lært aldrig at kigge andre i øjne, kun hvis de snakkede til hende eller hun blev tvunget til det som de Sorte Mænd ofte gjorde. De Sorte Mænd, selv nu fik de gåsehud til at komme på hendes ryg og arme og hendes hånd blev koldere da frygten fik fat i hende, Halvbroderen lagde ikke mærke til det, men Lilje havde allerede forladt denne verden og gået over i den anden. Frygten blev forvandlet til varme og lykke, et sted hvor alt var som hun ønskede. Hun vidste at hun på en eller anden plan stadig var i hendes forældre verden, men hun nægtede at høre på hendes krop da hun igen gennemgik hendes føjeligheder hos De Sorte Mænd. Hun vidste det hele i hoved.
Hendes broder som smidte hende ind i det kolde bare rum, hvor tre kvinder, som hende, stod. Med halsbånd på og røde læber, altid røde læber. De vaskede hende, altid robust og hårdt, så hendes hud blev lidt mere rød end den normale hvide blege farve. Malede hendes læber og førte hende nøgen op til de Sorte Mænd, som først skulle indvie hende med deres piske og legetøj, hvorefter de så igen strammede den forhadte sorte halsbånd som vidste hendes profession. Dagen gik som den altid gjorde, men Lilje havde altid lært at leve i hendes verden som denne. Hendes moder havde forbudt hende at drukne i denne verden, at overhoved bruge hendes tanker og hoved, lært det med mere end hårde pisk. Men ordene druknede i smerten, som blev velkendt og siden hen en ven da den ønskede hende at leve. Påmindede om den dejlige tid når hun trak vejret og når hun følte virkelighedens tag. Moderen og faderen bemærkede ikke da smerten blev hendes ven og hun aldrig mere mærkede smerten, selv ikke da hun smilte da pisken smældede eller da vandet sank ned i lungerne og mørket kom farende.
Lilje dengang hun var ung, kendte ikke døden, men nu vidste hun at hun døde. En del af hende døde og blev aldrig vækket igen som Lilje var engang. Dengang da lille Lilje sank ned i vandet og druknede og mørket overtog hende, så hun hendes verden. Verden var altid lys og hver ord som blev udsagt, var altid efter hendes hoved. Tåre havde intet navn og blev aldrig brugt, mens pisken aldrig mere kunne røre hende. Lilje var usårlig og hun vidste det, hun kunne ikke græde mere og den del som døde i hende da hun druknede, druknede også med minderne om smerten og hadet. Hendes verden hun havde skabt, blev virkelighed og da dagen var slut og hendes halvbroder hentede hende, blødte hun ned af benende og burde græde som altid, men hendes broder bemærkede hendes lykkelige smil.
Det første ansigt Lilje havde set på halvbroderen som hun aldrig havde set før, var frygten. Hans øjne blev spærret op og han skubbede hende ned på den kolde gade, hvor vandet skyllede blodet væk, uden Lilje så det. Hendes hvide klædning blev beskidt, men det så Lilje heller ikke. Pisken hamrede første gang, anden gang, Lilje mærkede det ikke og Halvbroderen smed pisken mod Lilje som uden mine greb den.
misforstår
hvæssede halvbroderen som aldrig havde fået et navn i Liljes verden, og halvbroderen døde som halvbroderen redte. Lilje trak hendes pose frem med perler og tog en håndfuld op, og uden omtanke eller medtanke stak hun hånden ned i halsen på halvbroderen. Halvbroderen døde som halvbroderen redte og Lilje gik nynnende videre hen af vejen, hun kendte ikke vejen hjem, men vidste at i hendes verden kunne hun gøre hvad hun ville og gik derfor videre, uden sans for op og ned, hjem eller fra.




Medbragte ejendele: Lilje har taget hendes kasse af perler, en lille lilla kasse på størrelse med en spand, hvor alverdens perler ligger, store som små. Hendes tøj (tøjstykker) og hendes snore som hun beholder om hendes håndled til hendes dages ende, hun tror det er hendes kæledyr af en art. Hun medbragte ellers hendes tøj hun havde på og hendes medalion og diadem hun har haft siden fødslen. Hun ejer intet andet, end hendes mangel på forstand.

Familie: Lilje havde engang en moder, fader og tvillingsøster. En halvbroder og en moster.


___
Fordelling af stats: 60*

Din Evne: blokering af smerte.

Besiddelse af kræfter: hun styre sin kraft til fulde, eller til behov. Hun kan styre den når hun er i sit eget univers.

Fysisk styrke: 2
Historisk Viden:1
Kunst og Drama: 10
Fysik og Kemi: 1
Psyckologi: 10
Vand nærhed: 10
Ild nærhed: 10
Luft nærhed: 10
Jord nærhed: 5