Post by Abel Castitatis on Dec 11, 2006 17:02:15 GMT 1
Navn: Abel Castitatis
Alder: 17
Køn: dreng,
Evne: Vectors, et par 3 meter lange, og usynlige hænder. han trænede alene med dem og mens han lærte at styre dem blev de både hurtigere og stærkere. Han lærte også at de kunne holde til en masse, i et raseriudbrud prøvede han at skyde en af armene, men skuddet pralede bare af da han ramte, han havde også lagt mærke til at alle de gange han havde rørt noget med dem, var det ikke fordi han kunne mærke at de rørte ved tingen, men han kunne føle det inden i sig selv.
Forhold til mennesker: han bryder sig ikke så meget om at være sammen med mennesker, han føler at det ikke kan hjælpe at lære dem at kende fordi han sikkert bare vil komme til at skade dem, han har heller ikke så meget imod at bryde ind hos folk og stjæle, men ellers har han intet imod mennesker.
Udseende: han levede i nogle år vor han bare rejste rundt alene, han brød ind i huse når han var sulten, han levede, på gaden, man kan se det på ham, han går altid i den samme jakke som han fik af sine venner, inden han slog dem ihjel, den er en brun/grå farve den er beskidt og lugter en smule af støv, han har kort sort hår der ikke sidder i nogen som helst orden, så går han i et par lang mørke bukser for det meste, og et par gamle store læder støvler, som er begyndt at få den samme farve som hans jakke, af støv og skidt, ellers plejer han også bare at gå i en sort T-shiit, han har grønne øjne, og er omkring 1.80 høj, han er slank, lange fingere, hans hud var næsten grålig som hans jakke inden han kom til skolen, fordi han var så beskidt, men nu er han bare meget bleg. han har også altid et lille stykke stof rundt om sin ene arm hvor der sidder et lille søm til konstant at prikke ham i armen, stoffet er en smule blodigt når han skifter det. der løber nogle gange en smal strippe blod ud, af stoffet når han ikke er afslappet, som han plejer af tørre væk med sin jakke.
personlighed: han er meget stille og rolig når folk ikke taler til ham, men han når han føler sig truet eller når han er bange, kommer der noget dyrisk over ham. Han ser normalt på ting med venlige øjne, men han kan godt være lidt indelukket, han kan lide at læse. Et problem han har er at han har svært ved at lade folk komme for tæt på sig efter at han har levet alene så længe og blevet overbevist om at han kun er til fare for folk, men skolen er ved at live ham op igen og han er blevet lidt bedre til at snakke med folk. Når han ikke har stukket et søm op i armen, kan han godt opføre sig anderledes han vil ikke have folk skal nærme sig ham, og han bliver mere og mere bitter.
Fortid: Abel husker at han vågnede på i en seng, på et hospital, han var omkring de 14, men på det tidspunkt havde han ingen anelse om hvad der var sket, han huskede ikke at han var blevet opdaget af politiet da han var 7, og han huskede ikke at han havde siddet i sine forældres stue, men han kunne huske blodet. mens han havde ligget i koma, havde drømme om den nat hans forældre døde. Men da han vågnede kunne han mærke noget stikke ind sin arm, han satte sig op og så ned på sin arm, der sad et lille rør fast på den, han forstod ikke helt hvad den skulle bruges til, så han tænkte at det kunne være lige meget om den sad der eller ej, så han trak den ud, det gibbede lidt i ham da han så nålen, som han langsomt trak ud, det kløede lidt der efter men det gjorde ikke ondt mere. Han kunne mærke noget, omkring sig, han vidste ikke helt hvad det var men han kunne mærke det som han kunne mærke nålen. Da kom der en sygeplejerske gående forbi ”åh, doktor. doktor kom, drengen i værelse syv er vågnet ” hun løb ud på gangen og kom hurtigt tilbage med en mand i en hvid kittel, og gik hen til Abel, ” dreng, ” han kiggede hurtigt ned i sine papirer, ” Abel hvordan føler du dig ” han kiggede undersøgende på Abel, ”jeg… jeg hvor er jeg…” han vidste ikke hvad han ellers skulle sige, det var det mest vigtige for ham at vide lige nu følte han. ”du er på et hospital, du kom i et koma efter at du blev fundet i dit hjem, men du kan ikke huske noget?” igen så lægen på ham undersøgende, men Abel kunne ikke huske noget, han kunne mærke den der mærkelige følelse igen. Et kort sekund huskede han, han huskede sine forældre de havde skændtes, han skreg, hans forældre blev tavse, hans forældre døde… han skreg lægen rettede sig forbavset op, Abel kunne mærke følelsen igen, han kunne også se det denne er gang eller kunne han bare føle at de var der, han kunne ikke beskrive dem, det var som et par lange arme, med et par hænder, de var lige ud for lægen, han vidste ikke hvorfor. Lægen skreg, Abel kunne mærke de 2 arme skyde gennem bugen på lægen, hvordan hænderne rev ham fra hinanden, og han huskede sygeplejerskens skrig, hvordan han løb ned gennem sygehus gangen, hvordan hænderne skubbe alt der kom i vejen til sidde, han kontrollerede ikke sig selv længere, han blev ført frem af armene, han så et vindue som var åbent, han blev ført ned mod vinduet, han kunne høre vand neden for det, det eneste han husker der fra var at han sprang ud af vinduet og faldt ned mod vandet. Han da han vågnede lå han i vandkanten på en strand, han havde fået et sår på benet, og kunne ikke mærke de 2 arme mere han, lagde sig i sandet og nød det, før havde han følt noget ubehag ved det, det var dejligt at han ikke kunne mærke dem, men han havde dog ondt i benet, han så ned og opdagede en stor flænge der gik ned over knæet, han lagde sig ned igen, kort tid efter faldt han igen i søvn. Han vågnede ved at der var en der stod og prikkede til ham, han rettede sig op og så en lille folk drenge på omkring hans alder stå rundt om ham, han kunne ikke føle sit ben så meget mere, han så ned, de havde givet ham en forbinding på, en af drengene stak en hånd frem for at hjælpe ham op, kom jeg tror ikke at det er smart at du ligger her, det bliver snart mørkt” Abel sagde ikke noget men tog imod drengens hånd og lod sig hjælpe op. Han blev hos drengene i et godt stykke tid, de var bare en lille gruppe af forældreløse, som der boede oppe i nogle forladte huse ved stranden, Abel blev hos dem i et par måneder, han morede sig hos dem, han havde ikke følt armene i siden den nat på hospitalet, men hans ben havde heller ikke kommet sig helt, men det skete en dag hans ben var kommet sig helt, han kunne mærke armene igen, han begynde at se alting anderledes, han gjorde alt for ikke at gøre hans venner noget, men til sidst kunne han ikke kontrollere sig mere, han husker ikke hvad der skete, han vågnede bare midt i det hus de boede i, hans venner lå rundt omkring i halve stykker, han faldt om på gulvet op, han ved ikke vor længe han græd, men da han kom til sig selv igen, rejste han sig op, han kunne mærke hænderne omkring ham, han skreg, og løb hen til deres gamle spise bord, tog den groveste kniv han kunne finde, han ved ikke hvordan tanken kom, men da han lod bladet glide hen over hans håndflade, forsvandt følelsen af armene omkring ham, an løb ud til deres lille skur, fandt et lille søm som han stak igennem et stykke stof så pressede han sømmet ned i sin arm, det var ikke langt nok til at skade ham, men han kunne føle det som da han havde skåret sig med kniven, han skreg, men strammede stoffet rundt om armen, han gik så ud til deres køleskab og tog og hælde en masse mad og drikke ned i en gammel taske han havde fundet en af de andre dage, mens hans venner levede, så gik han hen og tog sin jakke, en lang brun grålig jakke som hans venner havde givet ham, så han ikke skulle fryse når de gik ud om natten. Da han havde samlet maden og hvad han nu kunne få brug for gik han ud af døren, han vente sig en gang om og så ind af døren, fluerne var allerede begyndt at komme… han gik i flere år, rundt og levede på gaden, han brød ind i huse vor han stjal mad, og barberede sig, han sov nogle gange i huse som han havde holdt øje med om der ville komme folk hjem, vær nat tog han det lille stykke stof af, så hvis der kom nogen ville han være klar til at beskytte sig, men for en sikkerheds skyld havde han stjålet en pistol som han også altid havde ved sig når han sov. Men ellers gik hans tid med at bare overleve, han begynde også at for sjov bare at tage stoffet af for at se om han kunne kontrollere armene, han blev lidt bedre til det, han gik for det meste langt væk fra byerne når han gjorde det, så han ikke ville risikere at møde nogen mennesker. En dag da han brød ind i et hus, fandt han en bog der omtalte skolen, og han rejste straks af sted mod den…
Medbragte ejendele: han har et lille stof armbånd der har et lille søm til konstant at stikke ham i armen så han ikke kan bruge sin evne. Ellers har han en mørke grøn taske hvor han har sine ting, som knive, sin pistol som han stjal i et af de hjem han brød ind i, nogle bøger som han også har stjålet, forbindinger og en lille lægehjælps kasse.
Familie: han husker det ikke ordentligt selv, men som 7 åring, skete der en ulykke i hans familie, politiet troede at det var en psykopat der havde slagtet han forældre, da man fandt ham liggende alene midt i deres stue, omgivet af blod, politiet kunne ikke være sikrere på at det var hans forældres kroppe der var blevet tværet ud over det hele, men man har ikke fundet dem… han mistede al kontakt med resten af sin familie efter at han stak af fra sygehuset, og han ønsker ikke at finde dem…
___
Fordeling af stats: 60*
Din Evne: Vectors
Besiddelse af krafter: 30
Fysisk styrke: 5
Historisk Viden: 5
Kunst og Drama: 5
Fysik og Kemi: 0
Psykologi: 10
Vand nærhed: 0
Ild nærhed: 0
Luft nærhed: 5
Jord nærhed: 0
Alder: 17
Køn: dreng,
Evne: Vectors, et par 3 meter lange, og usynlige hænder. han trænede alene med dem og mens han lærte at styre dem blev de både hurtigere og stærkere. Han lærte også at de kunne holde til en masse, i et raseriudbrud prøvede han at skyde en af armene, men skuddet pralede bare af da han ramte, han havde også lagt mærke til at alle de gange han havde rørt noget med dem, var det ikke fordi han kunne mærke at de rørte ved tingen, men han kunne føle det inden i sig selv.
Forhold til mennesker: han bryder sig ikke så meget om at være sammen med mennesker, han føler at det ikke kan hjælpe at lære dem at kende fordi han sikkert bare vil komme til at skade dem, han har heller ikke så meget imod at bryde ind hos folk og stjæle, men ellers har han intet imod mennesker.
Udseende: han levede i nogle år vor han bare rejste rundt alene, han brød ind i huse når han var sulten, han levede, på gaden, man kan se det på ham, han går altid i den samme jakke som han fik af sine venner, inden han slog dem ihjel, den er en brun/grå farve den er beskidt og lugter en smule af støv, han har kort sort hår der ikke sidder i nogen som helst orden, så går han i et par lang mørke bukser for det meste, og et par gamle store læder støvler, som er begyndt at få den samme farve som hans jakke, af støv og skidt, ellers plejer han også bare at gå i en sort T-shiit, han har grønne øjne, og er omkring 1.80 høj, han er slank, lange fingere, hans hud var næsten grålig som hans jakke inden han kom til skolen, fordi han var så beskidt, men nu er han bare meget bleg. han har også altid et lille stykke stof rundt om sin ene arm hvor der sidder et lille søm til konstant at prikke ham i armen, stoffet er en smule blodigt når han skifter det. der løber nogle gange en smal strippe blod ud, af stoffet når han ikke er afslappet, som han plejer af tørre væk med sin jakke.
personlighed: han er meget stille og rolig når folk ikke taler til ham, men han når han føler sig truet eller når han er bange, kommer der noget dyrisk over ham. Han ser normalt på ting med venlige øjne, men han kan godt være lidt indelukket, han kan lide at læse. Et problem han har er at han har svært ved at lade folk komme for tæt på sig efter at han har levet alene så længe og blevet overbevist om at han kun er til fare for folk, men skolen er ved at live ham op igen og han er blevet lidt bedre til at snakke med folk. Når han ikke har stukket et søm op i armen, kan han godt opføre sig anderledes han vil ikke have folk skal nærme sig ham, og han bliver mere og mere bitter.
Fortid: Abel husker at han vågnede på i en seng, på et hospital, han var omkring de 14, men på det tidspunkt havde han ingen anelse om hvad der var sket, han huskede ikke at han var blevet opdaget af politiet da han var 7, og han huskede ikke at han havde siddet i sine forældres stue, men han kunne huske blodet. mens han havde ligget i koma, havde drømme om den nat hans forældre døde. Men da han vågnede kunne han mærke noget stikke ind sin arm, han satte sig op og så ned på sin arm, der sad et lille rør fast på den, han forstod ikke helt hvad den skulle bruges til, så han tænkte at det kunne være lige meget om den sad der eller ej, så han trak den ud, det gibbede lidt i ham da han så nålen, som han langsomt trak ud, det kløede lidt der efter men det gjorde ikke ondt mere. Han kunne mærke noget, omkring sig, han vidste ikke helt hvad det var men han kunne mærke det som han kunne mærke nålen. Da kom der en sygeplejerske gående forbi ”åh, doktor. doktor kom, drengen i værelse syv er vågnet ” hun løb ud på gangen og kom hurtigt tilbage med en mand i en hvid kittel, og gik hen til Abel, ” dreng, ” han kiggede hurtigt ned i sine papirer, ” Abel hvordan føler du dig ” han kiggede undersøgende på Abel, ”jeg… jeg hvor er jeg…” han vidste ikke hvad han ellers skulle sige, det var det mest vigtige for ham at vide lige nu følte han. ”du er på et hospital, du kom i et koma efter at du blev fundet i dit hjem, men du kan ikke huske noget?” igen så lægen på ham undersøgende, men Abel kunne ikke huske noget, han kunne mærke den der mærkelige følelse igen. Et kort sekund huskede han, han huskede sine forældre de havde skændtes, han skreg, hans forældre blev tavse, hans forældre døde… han skreg lægen rettede sig forbavset op, Abel kunne mærke følelsen igen, han kunne også se det denne er gang eller kunne han bare føle at de var der, han kunne ikke beskrive dem, det var som et par lange arme, med et par hænder, de var lige ud for lægen, han vidste ikke hvorfor. Lægen skreg, Abel kunne mærke de 2 arme skyde gennem bugen på lægen, hvordan hænderne rev ham fra hinanden, og han huskede sygeplejerskens skrig, hvordan han løb ned gennem sygehus gangen, hvordan hænderne skubbe alt der kom i vejen til sidde, han kontrollerede ikke sig selv længere, han blev ført frem af armene, han så et vindue som var åbent, han blev ført ned mod vinduet, han kunne høre vand neden for det, det eneste han husker der fra var at han sprang ud af vinduet og faldt ned mod vandet. Han da han vågnede lå han i vandkanten på en strand, han havde fået et sår på benet, og kunne ikke mærke de 2 arme mere han, lagde sig i sandet og nød det, før havde han følt noget ubehag ved det, det var dejligt at han ikke kunne mærke dem, men han havde dog ondt i benet, han så ned og opdagede en stor flænge der gik ned over knæet, han lagde sig ned igen, kort tid efter faldt han igen i søvn. Han vågnede ved at der var en der stod og prikkede til ham, han rettede sig op og så en lille folk drenge på omkring hans alder stå rundt om ham, han kunne ikke føle sit ben så meget mere, han så ned, de havde givet ham en forbinding på, en af drengene stak en hånd frem for at hjælpe ham op, kom jeg tror ikke at det er smart at du ligger her, det bliver snart mørkt” Abel sagde ikke noget men tog imod drengens hånd og lod sig hjælpe op. Han blev hos drengene i et godt stykke tid, de var bare en lille gruppe af forældreløse, som der boede oppe i nogle forladte huse ved stranden, Abel blev hos dem i et par måneder, han morede sig hos dem, han havde ikke følt armene i siden den nat på hospitalet, men hans ben havde heller ikke kommet sig helt, men det skete en dag hans ben var kommet sig helt, han kunne mærke armene igen, han begynde at se alting anderledes, han gjorde alt for ikke at gøre hans venner noget, men til sidst kunne han ikke kontrollere sig mere, han husker ikke hvad der skete, han vågnede bare midt i det hus de boede i, hans venner lå rundt omkring i halve stykker, han faldt om på gulvet op, han ved ikke vor længe han græd, men da han kom til sig selv igen, rejste han sig op, han kunne mærke hænderne omkring ham, han skreg, og løb hen til deres gamle spise bord, tog den groveste kniv han kunne finde, han ved ikke hvordan tanken kom, men da han lod bladet glide hen over hans håndflade, forsvandt følelsen af armene omkring ham, an løb ud til deres lille skur, fandt et lille søm som han stak igennem et stykke stof så pressede han sømmet ned i sin arm, det var ikke langt nok til at skade ham, men han kunne føle det som da han havde skåret sig med kniven, han skreg, men strammede stoffet rundt om armen, han gik så ud til deres køleskab og tog og hælde en masse mad og drikke ned i en gammel taske han havde fundet en af de andre dage, mens hans venner levede, så gik han hen og tog sin jakke, en lang brun grålig jakke som hans venner havde givet ham, så han ikke skulle fryse når de gik ud om natten. Da han havde samlet maden og hvad han nu kunne få brug for gik han ud af døren, han vente sig en gang om og så ind af døren, fluerne var allerede begyndt at komme… han gik i flere år, rundt og levede på gaden, han brød ind i huse vor han stjal mad, og barberede sig, han sov nogle gange i huse som han havde holdt øje med om der ville komme folk hjem, vær nat tog han det lille stykke stof af, så hvis der kom nogen ville han være klar til at beskytte sig, men for en sikkerheds skyld havde han stjålet en pistol som han også altid havde ved sig når han sov. Men ellers gik hans tid med at bare overleve, han begynde også at for sjov bare at tage stoffet af for at se om han kunne kontrollere armene, han blev lidt bedre til det, han gik for det meste langt væk fra byerne når han gjorde det, så han ikke ville risikere at møde nogen mennesker. En dag da han brød ind i et hus, fandt han en bog der omtalte skolen, og han rejste straks af sted mod den…
Medbragte ejendele: han har et lille stof armbånd der har et lille søm til konstant at stikke ham i armen så han ikke kan bruge sin evne. Ellers har han en mørke grøn taske hvor han har sine ting, som knive, sin pistol som han stjal i et af de hjem han brød ind i, nogle bøger som han også har stjålet, forbindinger og en lille lægehjælps kasse.
Familie: han husker det ikke ordentligt selv, men som 7 åring, skete der en ulykke i hans familie, politiet troede at det var en psykopat der havde slagtet han forældre, da man fandt ham liggende alene midt i deres stue, omgivet af blod, politiet kunne ikke være sikrere på at det var hans forældres kroppe der var blevet tværet ud over det hele, men man har ikke fundet dem… han mistede al kontakt med resten af sin familie efter at han stak af fra sygehuset, og han ønsker ikke at finde dem…
___
Fordeling af stats: 60*
Din Evne: Vectors
Besiddelse af krafter: 30
Fysisk styrke: 5
Historisk Viden: 5
Kunst og Drama: 5
Fysik og Kemi: 0
Psykologi: 10
Vand nærhed: 0
Ild nærhed: 0
Luft nærhed: 5
Jord nærhed: 0