Post by Emolica Zippow on Dec 14, 2006 20:23:11 GMT 1
Navn: Stasiya Clairef
Alder: 16
Køn: Pige
Evne: Hun kan forsvinde i den blå luft..
Forhold til mennesker: Hun har meget imod dem da hun som 3 årig har oplevet noget forfærdeligt med Mennesker..
Udseede: Stasiya Clairef, er af normal bygning. Hun er alligvel noget spinkel og hun passer da på sin form. Hendes øjne er klare og funkler, ja.. Som man siger, de funkler simpelthen lige så meget som stjerner, og det er vel godt?.. Man kan se på hende at hun er .. *Host* Nu skal jeg passe på hvad jeg siger.. Men hun er 'Næsten' åben for alle nye venner.. Kun næsten da hun vil gøre alt på sin egen måde, hun ser meget blid og venlig ud. Hvad hun vel også er? Men stædig, det er der ihvertfald tale om! Bag det lille søde smil kan der gemme en ren djævel.. Ikke fordi hun er det, hun vil bare gerne have alt gjort på hendes måde. Hvis hun først for et dårligt indtryg af personer, kan hun have yderst svært ved at tilgive vedkomne.. Hun gemmer sine følelser inden i og kan nemt virke negativ, selvom hun ser imødeudkomende ud. Er hun det vel også. Men pas på, man siger jo også det første indtryg skal være det bedste.. Og det ordsprog lytter 'hun' åbenbart til..
Hun har en vifte som hun simpelthen gemmer afevjden.. Nej, det simpelthen for pinligt at have en vifte.. Syntes hun, selvom det virker underligt.. Hun har altid noget hår siddene foran ørene, hun bryder sig ikke om reglen med at sætte håret bag ørene.. Ingen skal bestemme over hende, kun nogle.. Da hun også har en meget bestemt personlighed. Hun kan godt lide farven blå og har altid blå bånd om håret eller andet med blåt på. Hun kan ikke lide at have bånd om hænderne selvom hun ved at det er moderne mange steder, men det er nok mest på grund af hendes fortid..
personlighed: Stasiya Clairef er en anderledes person.. Eller, hun er ihvertfald stædig. hun forventer intet men alligvel meget. Hun har nem ved at blive glad. Nem ved at blive sur, nem ved at blive ked af det.. Men når hun så bliver ked af det, hænder det til tider at hun vil være alene, og istedet er mega vred.. Hun græder ikke overfor alle og for hun et godt indtryg af andre personer vil hun gerne snakke mere med dem, for hende er det første indtryg det vigtigste. Er du snob overfor hende spiller du ingen rolle i hendes liv og er derfor 'Ikke' en tilgivelse vær'.. Er du svag vil hun forsøge at hjælpe, selvom hun også selv kan virke bare en lille smule svag i få sitiosioner.. Hun viser dog ikke sine følelser og er tit en smule indenlukket, selvom det er det værste af det hele. Bliver hun tæt knyttet til en person og personen vender hende ryggen eller andet, kan hun gøre skade på sig selv i værste tilfælde.. Bare fordi hun er stædig og har derfor tit brug for hjælp af sine 'venner' eller bekendte når det gælder sådanne sitiosioner, det er tit hendes svage sider.. Men hun skjuler det hun gør. Hun skjuler at hun faktisk i virkeligheden når alt i hendes liv går ned ad. Så skjuler hun at hun hader sig selv.. Hvis andre hader hende, vil hun hade sig selv. Hun er nemlig nem at få ned med selvtilid og selvtilliden er det eneste der bygger hende op. Så hvis man ødelægger den.. Har man self. ødelagt alt af et hvert menneske/mutant.. Men for hende følese det som at have mistet håbet.. Derfor prøver hun tit at få mange venner. Skønt det kan være svært.. Så inderst inde er hun faktisk ikke så stærk igen!
(( Det er hende der fortæller historien.. ))
Fortid: " Stasiya Clairef, red dig selv! " Det var far.. Far der råbte på mig. Han virkede så trist, han var synder knust. " Gem dig! " Råbte han og skubbede mig om bag en hæk. Jeg anede ikke, hvad der var sket. Prøvede at fumle mig op på benene igen. Jeg var jo kun sølle 3 år. Jeg vidste godt jeg ikke var som dem, ikke som de andre.. Jeg var.. De kaldte os for monstre. Men inderst inde vidste jeg at vi kunne have ført fred og at vi kunne enes i denne sølle og mere end alt triste verden, men hvordan skulle jeg føre mig frem.. Jeg var jo kun lille, en lille person mod en stor folke mængde. Endelig lykkeds det mig at fumle mig op på benene. Jeg så kun lidt over busken, den var stor. Og kunne kun skimte lidt af min far. Man kunne også høre ham.. Og de andre, de andre uhyre.. Menneskene. De snakkede tydeligt med hinanden om far. Hvordan de skulle forhøre ham. Jeg kunne høre mit hjerte svulve op, nærmest forsvinde, som havde jeg intet.. Min far.. Død.. Hvilket mådbydelighed! Han.. Jeg kunne ikke komme vidre i mit liv uden ham! Simpelthen, det var jo zone klart! Min mor var allerede væk i denne verden.. Så hvorfor skulle det ske' at det skulle ramme min familie, hvorfor skulle vi være anderledes? Det er vi jo ikke, eller jeg mener var vi.. ´For vi er jo ikke en familie mere, et skud. Et skrig. Et fortvivlende mægnde af uhyrene der hylede af onde skrig og grin. Jeg faldt sammen på jorden. Jeg ville ikke! Jeg ville ikke leve mere, denne verden var nok rædsel i det hele, pine! Så hvorfor skulle vi pines til døde! Vi havde jo fået hvores straf! Og hvor, ja.. Hvor skulle jeg gå hen i denne verden.. Alene. Jeg lukkede øjnene. Det var mørkt, tudsmørk.. Ikke så mærkeligt når jeg havde lukket øjnene, men alligevel.. Da jeg åbnede dem igen, var det som om det hele bare var en drøm.. Det var stadig mørkt.. Jeg ville ikke have mærket forskel hvis jeg havde lukket øjne.. Eller se forskel. Jeg rejste mig. Lidt.. Bare lidt, og håbede.. Ét håb på dette var et af mine maridt. Men tomt var der.. Ingen i sigte. " Far? " Spurgte jeg usikkert og alt af alt nervøst. Forventet svar, men intet kom igen. " Far? " Spurgte jeg igen.. lidt højere. Men intet svar. Jeg nev mig i armen. Nej! Nej! Nej! Det her var fandme ikke sandt!.. Flere og flere tårer faldt ned fra mine øjne ramte hurtigt og let mine hænder, jeg aner ikke.. Husker ikke, vil ikke mindes om .. Hvor meget jeg sørgede .. Men så endte jeg her.. Endte og endte.. Og stadig tænker jeg på ham.. Far, mor.. Dem.. Min familie.. Ja, jeg tænker på dem.. Gemmer det i mig. Og forsøger at glemme alt mellem dette.. Alt mellem menneskene. Men afskyr dem. Endnu og er sikker på, helt klart.. At jeg aldrig vil komme mig over det igen!
Medbragte ejendele: ét smykke af sin mor. Tøj, klart klart.. Og minder, mange af dem..
Familie: En forsvundet Bror.. En Mor, en far..
___
Fordelling af stats: 60*
Din Evne: Hun kan forsvinde i den blå luft..
Besiddelse af krafter: 10
Fysisk styrke: 6
Historisk Viden:8
Kunst og Drama:5
Fysik og Kemi:5
Psyckologi:10
Vand nærhed: 1
Ild nærhed:8
Luft nærhed: 14
Jord nærhed: 2
Alder: 16
Køn: Pige
Evne: Hun kan forsvinde i den blå luft..
Forhold til mennesker: Hun har meget imod dem da hun som 3 årig har oplevet noget forfærdeligt med Mennesker..
Udseede: Stasiya Clairef, er af normal bygning. Hun er alligvel noget spinkel og hun passer da på sin form. Hendes øjne er klare og funkler, ja.. Som man siger, de funkler simpelthen lige så meget som stjerner, og det er vel godt?.. Man kan se på hende at hun er .. *Host* Nu skal jeg passe på hvad jeg siger.. Men hun er 'Næsten' åben for alle nye venner.. Kun næsten da hun vil gøre alt på sin egen måde, hun ser meget blid og venlig ud. Hvad hun vel også er? Men stædig, det er der ihvertfald tale om! Bag det lille søde smil kan der gemme en ren djævel.. Ikke fordi hun er det, hun vil bare gerne have alt gjort på hendes måde. Hvis hun først for et dårligt indtryg af personer, kan hun have yderst svært ved at tilgive vedkomne.. Hun gemmer sine følelser inden i og kan nemt virke negativ, selvom hun ser imødeudkomende ud. Er hun det vel også. Men pas på, man siger jo også det første indtryg skal være det bedste.. Og det ordsprog lytter 'hun' åbenbart til..
Hun har en vifte som hun simpelthen gemmer afevjden.. Nej, det simpelthen for pinligt at have en vifte.. Syntes hun, selvom det virker underligt.. Hun har altid noget hår siddene foran ørene, hun bryder sig ikke om reglen med at sætte håret bag ørene.. Ingen skal bestemme over hende, kun nogle.. Da hun også har en meget bestemt personlighed. Hun kan godt lide farven blå og har altid blå bånd om håret eller andet med blåt på. Hun kan ikke lide at have bånd om hænderne selvom hun ved at det er moderne mange steder, men det er nok mest på grund af hendes fortid..personlighed: Stasiya Clairef er en anderledes person.. Eller, hun er ihvertfald stædig. hun forventer intet men alligvel meget. Hun har nem ved at blive glad. Nem ved at blive sur, nem ved at blive ked af det.. Men når hun så bliver ked af det, hænder det til tider at hun vil være alene, og istedet er mega vred.. Hun græder ikke overfor alle og for hun et godt indtryg af andre personer vil hun gerne snakke mere med dem, for hende er det første indtryg det vigtigste. Er du snob overfor hende spiller du ingen rolle i hendes liv og er derfor 'Ikke' en tilgivelse vær'.. Er du svag vil hun forsøge at hjælpe, selvom hun også selv kan virke bare en lille smule svag i få sitiosioner.. Hun viser dog ikke sine følelser og er tit en smule indenlukket, selvom det er det værste af det hele. Bliver hun tæt knyttet til en person og personen vender hende ryggen eller andet, kan hun gøre skade på sig selv i værste tilfælde.. Bare fordi hun er stædig og har derfor tit brug for hjælp af sine 'venner' eller bekendte når det gælder sådanne sitiosioner, det er tit hendes svage sider.. Men hun skjuler det hun gør. Hun skjuler at hun faktisk i virkeligheden når alt i hendes liv går ned ad. Så skjuler hun at hun hader sig selv.. Hvis andre hader hende, vil hun hade sig selv. Hun er nemlig nem at få ned med selvtilid og selvtilliden er det eneste der bygger hende op. Så hvis man ødelægger den.. Har man self. ødelagt alt af et hvert menneske/mutant.. Men for hende følese det som at have mistet håbet.. Derfor prøver hun tit at få mange venner. Skønt det kan være svært.. Så inderst inde er hun faktisk ikke så stærk igen!
(( Det er hende der fortæller historien.. ))
Fortid: " Stasiya Clairef, red dig selv! " Det var far.. Far der råbte på mig. Han virkede så trist, han var synder knust. " Gem dig! " Råbte han og skubbede mig om bag en hæk. Jeg anede ikke, hvad der var sket. Prøvede at fumle mig op på benene igen. Jeg var jo kun sølle 3 år. Jeg vidste godt jeg ikke var som dem, ikke som de andre.. Jeg var.. De kaldte os for monstre. Men inderst inde vidste jeg at vi kunne have ført fred og at vi kunne enes i denne sølle og mere end alt triste verden, men hvordan skulle jeg føre mig frem.. Jeg var jo kun lille, en lille person mod en stor folke mængde. Endelig lykkeds det mig at fumle mig op på benene. Jeg så kun lidt over busken, den var stor. Og kunne kun skimte lidt af min far. Man kunne også høre ham.. Og de andre, de andre uhyre.. Menneskene. De snakkede tydeligt med hinanden om far. Hvordan de skulle forhøre ham. Jeg kunne høre mit hjerte svulve op, nærmest forsvinde, som havde jeg intet.. Min far.. Død.. Hvilket mådbydelighed! Han.. Jeg kunne ikke komme vidre i mit liv uden ham! Simpelthen, det var jo zone klart! Min mor var allerede væk i denne verden.. Så hvorfor skulle det ske' at det skulle ramme min familie, hvorfor skulle vi være anderledes? Det er vi jo ikke, eller jeg mener var vi.. ´For vi er jo ikke en familie mere, et skud. Et skrig. Et fortvivlende mægnde af uhyrene der hylede af onde skrig og grin. Jeg faldt sammen på jorden. Jeg ville ikke! Jeg ville ikke leve mere, denne verden var nok rædsel i det hele, pine! Så hvorfor skulle vi pines til døde! Vi havde jo fået hvores straf! Og hvor, ja.. Hvor skulle jeg gå hen i denne verden.. Alene. Jeg lukkede øjnene. Det var mørkt, tudsmørk.. Ikke så mærkeligt når jeg havde lukket øjnene, men alligevel.. Da jeg åbnede dem igen, var det som om det hele bare var en drøm.. Det var stadig mørkt.. Jeg ville ikke have mærket forskel hvis jeg havde lukket øjne.. Eller se forskel. Jeg rejste mig. Lidt.. Bare lidt, og håbede.. Ét håb på dette var et af mine maridt. Men tomt var der.. Ingen i sigte. " Far? " Spurgte jeg usikkert og alt af alt nervøst. Forventet svar, men intet kom igen. " Far? " Spurgte jeg igen.. lidt højere. Men intet svar. Jeg nev mig i armen. Nej! Nej! Nej! Det her var fandme ikke sandt!.. Flere og flere tårer faldt ned fra mine øjne ramte hurtigt og let mine hænder, jeg aner ikke.. Husker ikke, vil ikke mindes om .. Hvor meget jeg sørgede .. Men så endte jeg her.. Endte og endte.. Og stadig tænker jeg på ham.. Far, mor.. Dem.. Min familie.. Ja, jeg tænker på dem.. Gemmer det i mig. Og forsøger at glemme alt mellem dette.. Alt mellem menneskene. Men afskyr dem. Endnu og er sikker på, helt klart.. At jeg aldrig vil komme mig over det igen!
Medbragte ejendele: ét smykke af sin mor. Tøj, klart klart.. Og minder, mange af dem..
Familie: En forsvundet Bror.. En Mor, en far..
___
Fordelling af stats: 60*
Din Evne: Hun kan forsvinde i den blå luft..
Besiddelse af krafter: 10
Fysisk styrke: 6
Historisk Viden:8
Kunst og Drama:5
Fysik og Kemi:5
Psyckologi:10
Vand nærhed: 1
Ild nærhed:8
Luft nærhed: 14
Jord nærhed: 2
