En date for tre!

[Professor Jack Fox (Angel)]

Jack vandrede afslappet ned af gaderne med sine to yderst smukke kvindelige selskab. Han smilte afslappet frem for sig og vandrede så ellers bare videre ned af den menneskefyldte mængde.
Inden de var nået til byen havde han lige kort mindet Zamia på at mennesker ikke følte sig tilpas i nærheden af mutanter, så hun skulle helst holde sine evner for sig selv. Skule holde det som sin egen lille hemmelighed.
Han gik rolig ved siden af dem, smilte kort til dem begge og spurgte så med fornyet interesse "nogen der kunne have en is? Jeg giver!" solen var dejlig varm på himlen, der var stort set ikke én eneste sky på himlen og der var derfor også temmelig varmt iblandt alle disse mange mennesker. Han havde selvfølgelig holdt sit energifelt væk for nu, men hvis det havde været der, ville det formentligt være farvet i nervøsitetens farve..

[ZamiaLillium]

Zamia havde, til hans påmindelse, simpelthen bare spurgt: "Hvor dum tror du, jeg er?" hendes mor havde fortalt hende det over og over igen, og hun havde slet ikke brug for, at den her mand også skulle fortælle hende det. Mens de gik ned ad gågaden, sørgede hun for at gå imellem de to voksne, så de på ingen måde kunne komme i kontakt med hinanden, uden at hun ville kunne overhøre det. Hun gik med sin mor i hånden, for hun ville ikke blive væk fra hende i menneskemængden, men hun var ligeglad med, om han blev væk.
Byen var helt fantastisk - hun kunne dog ikke så godt nyde den fyldt ud, da hun hele tiden skulle sørge for at hendes mor og manden ikke kom for tæt på hinanden. Til hans spørgsmål, trak hun bare på skuldrene, for hun havde ikke lyst til at skulle have noget fra ham. Hun ville gerne hav en is, men når det var ham, der spurgte, ville hun hellere lade være. Hendes mor derimod ville sikkert sige 'ja tak', med det samme, for det var det høfligste. Hun gik videre ved moderens side, uden at slippe hendes hånd på noget tidspunkt.

[Everlyn Sentillio Melai]

Allerede nu var Everlyn meget nervøs. Det gik helt forfærdeligt. Zamia blev ved med at være i sit tvære hjørne - moderen havde ellers håbet på, at pigen ville droppe det, når de kom ud i byen. I stedet havde hun bestemt sig for at gå mellem hende og Jack, som for at fryse ham ude på en eller anden måde. Hvis man lagde mærke til det, kunne man godt mærke på hende, at hun var nervøs. Hun forsøgte at trække vejret langsomt, men det kunne hun ikke, og hun svedte ret meget - ikke kun på grund af varmen. Hun var også en smule fraværende, men det var kun noget, man lagde mærke til, hvis man forsøgte.
"Ja, tak, gerne," svarede hun på Jacks spørgsmål, som hendes datter havde regnet med. Hendes stemme var ikke så høj, og hun sendte ham et lille smil - et lille, lidt nervøst eller bekymret smil. Bare han ikke fandt Zamia for besværlig - hun havde ikke lyst til at miste ham. Hun kunne virkeligt godt lide ham, og hun ønskede inderligt, at Zamia ville begynde at kunne lide ham på et eller andet tidspunkt. Hvis hun var heldig, ville datteren kunne lide ham, når dagen var omme - det håbede hun så meget på, for hun vidste ikke helt hvor lang tid, hun ville kunne overholde løftet ellers.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Jack smilte kærligt tilbage til Everlyn, dog forsigtigt så Zamia ikke skulle lægge mærke til noget. Men chancen for at hun ville se noget var meget minimal, da Zamia sikkert ikke ville kigge ret meget på hans ansigt, han havde i hvert fald sørget for at hun ikke kiggede lige det sekund det kærlige smil blev sendt til Everlyn. Han tog sig ikke så meget af Zamias sure mine, fandt det faktisk ret sødt at hun sådan kæmpede om moderens vedvarende kærlighed.
Han smilte derefter roligt frem for sig og begyndte roligt at gå videre hen imod en af isvognene. Der stod ikke så mange her til trods for varmen, så han placerede sig i køen og spurgte så dem nysgerrigt "hvad kan i have for en?" han kiggede nysgerrigt på dem begge, for så derefter at vende blikket op imod de mange tavler af is og forsøge at finde en til sig selv.
Køen rykkede videre og der var så ca. 3 foran ham i nu, før han ville komme helt hen og kunne bestille. Han kiggede roligt imod de andre, smilte venligt og vendte så endnu engang blikket op imod tavlerne..