Post by Kiny Chirre on Nov 27, 2006 18:25:47 GMT 1
Navn: Kiny Chirre
Alder: 16
Køn: Pige
Evne: Kiny kan ikke se nogen i øjnene uden at det gør ondt på dem. Ser hun folk i øjnene føler de en forfærdenlig smerte i hele kroppen, somom de brænder op.
Forhold til mennesker: Hun er meget sky. Hun ser ofte ned (dog pga. evnen) hun er blevet udstødt og behandlet skidt, og er derfor ret bange for andre mennesker. Især hvis de er fremmede.
Men mennesker hun stoler på, stoler hun simpelthen på. Når du når ind til hende 'kerne' er hun en rigtig god ven, fri, sjov og dejlig.
Udseede:
Kiny har langt lyst hår. Meget meget langt. Det er ikke krøllet eller noget, bare helt glat og lige. Hun går mest i normalt tøj, men til spetielle lejligheder har hun japanske kjoler/kimono'er på.
Kiny er slank, og ikke særlig høj/stor. Kun 150cm, og hun er færdig med at vokse. Skostørelse 34. Hun har store mørkerøde, lidt lilla'e øjne, som du IKKE ønsker at se ind i.
Hun har meget lys hud, er og ret tynd i det, som sagt. Men ellers normalt bygget. Lange fingre.
Hun har 2 klokker siddende fast i hver side af hendes hår. hun har ikke fået em klippet af endnu. læs fortiden for at forstå dette. Men man kan derfor i øjeblikket høre hvornår hun er på vej og hvor hun er. Desuden er der et anstrøj af blidhed, underdanighed og uskyldighed over kiny.
personlighed: Kiny er en selvudslettende og håndsky pige. Hun er lidt lille i det, og gemmer sig frem for at snakke med folk. Men ud over det er hun VILDT nysgerrig, og det kan nogengange være et problem. Men ud over det er hun meget underlegen og taler op til folk. hun ser aldrig nogen i øjnene af TO grunde. Et: Det gør ONDT på dem. To: hvis IKKE det havde gjordt ondt på dem, havde hun aligevel ikke gjordt det. Hun havde ikke 'turde'.
Men er du hendes ven, er kommet ind bag den sky facade, og har vundet hendes tillid er hun fuldkommen utrolig. Hun er fri, glad og frisk å en hver spøg. Du finder næppe én enete ting Kiny ikke vil gøre for sine få venner. Men misbrug ikke hendes tillid! Fordi mister hun den, kommer den aldrig helt tilbage.
Fortid: Fortalt af kiny.
Jeg er vokset op i en lille isoleret landsby i japan.
I starten troede folkene det var ren indbilning, noget psygologisk forklarligt hvor forbandet ondt det gjorde at se mig lige ind i øjnene. Ret hurtigt blev det dog opdaget at det ikke var normalt, at jeg var unormal - anderledes.
Jeg blev fjernet fra mine forældre, forflyttet til en celle i et topmoderne laboratorium. der blev der forsket i mine øjne. Jeg har aldrig kendt til menneskelig omsorg, eller andet lignende. Jeg blev opflasket med noget kundstigt mælk, senere emd nogle spetielle kostpiller. De turde ikke give mig normalt mad - " hvad hvis nu den udviklede flere mutantevner? ". Jeg har altid levet på laboratoriet. For at i må kunne forestille jer hvor trist et liv DET var, må jeg fortælle jer om en ganske normal dag.
Jeg vågnede om morgenen, på min briks. Stålbriksen, med den grå madres. Jeg satte mig op i 'sengen' hvis det kunne kaldes det, og steg ud, på det kolde metalgulv. Jeg kiggede hen mod døren, og vidste allerede at min morgenmad stod derhenne. Det gjorde den jo. Ligesom alt andet her, var dét en af rutinerne. Dag ud ogdag ind. Altid det samme. Der var ingen ur. En enlig lampe i loftet, der lyste ned, i en blålig kulør, og opløste den "mad" jeg skulle indtage. Jeg kunne ikke kalde det mad. Snarer en kostpille. Så jeg ikke døde af underærnæring. men heller ikke nok til at blive helt frisk af. Bare dér på kanten af mæt og sulten. Derefter måtte jeg sidde og glo ud i luften, kede mig ufatteligt. nogle timer senere kom nogle af dem. Helt pinligt rene mennesker, med hvide kitler, hansker. Jeg hørte aldrig mere end ét ord fra nogle af dem - " Kom." Var det eneste de sagde. Det eneste de nogensinde sagde til mig. Jeg rejste mig bare, uden modsigelser, og fulgte sløvt med dem. måske hvis jeg en gang i mellem havde fået lov til at væe mæt, havde jeg gjordt modstand. Men den konstante småsult gjorde én sløv. Og bare tanken om det enorme sted. hvis jeg så på en af dem, ville de bare sende ny forstærkning. Der var ikke lang vandring hen til stedet. SELVE laboratoriet. Vi skulle igennem en hel del tygge døre. Jeg har stadig ikke tal på hvor mange. Skulle have adskillige tunge ting på, afvaskes og være ligeså pinligt ren som dem, før vi kom ind i selve rummet. Gråt, metallisk og stort.Kæmpestort og højloftet. Fyldt med 'metalmonstre' af alle mulige arter. maskiner til at underøsge fx øjne. Derefter blev jeg anbragt i en stol, og for et eller andet monstrum for øjnee. Skannet, pillet ved dem, ser å dem, undersøgt i alle leder og kanter, som om jeg var en ny farlig virus. Da de DEN dag stoppede med at tage prøver, og skulle underøsge kom det til klokkerne. Jeg fik normalt tøj på igen, så det andet kunne undesøges også, og fik sat klokker i håret.
Klokkerne, så folk kunne vide når jeg kom, og flygte. og så fik jeg lov til at gå rundt i byren. Men hvis det var ensomt at sidde i sin celle, er det dog endnu mere ensomt at alle flygter når du kommer. Nogle få blev stående og råbte af mig, nogle kastede ting fra lang afstand. men i det store og hele behandlede de mig allesammen med vrede og frygt: Somom jeg var et monster. Efter et par timer i ensomhed gennem byens gader blev jeg hentet af folk i kitler igen. Blev fuldkommen badet og renset, som en TING der skulle være ren hele tiden, og sat ind i min celle igen, fik en pille til, og noget vand, og så skulle jeg ellers bare sove igen.
Sådan gik en dag for mig dengang. Intil en gang jeg overhørte en samtale mellem nogle videnskabsfolk. De kunne ikke finde andre udveje end at fjerne mine øjen fuldkomment. Jeg stivnede af forfærdelse. Dette var heldigvis lige før en bytur. Så snart de havde ladt mig ude af syne stak jeg ud af byen.
De direkte detaljer om min flugt husker jeg ikke. Kun blodet på hænderne, blod over det hele, og at se en masse mennesker i øjnene, en udmattende træthed, men håbet om et bedre liv.
Så levede jeg i kloakkerne, men til sidst hørte jeg om skolen, og var glad for at blive elev..
Medbragte ejendele: Noget tøj, og nogle div. ting og sager. + forskellige private ting.
Familie: Ingen så vidt hun ved.
----------------------------------------------
Besiddelse af krafter: 0
Fysisk styrke: 30
Historisk, almindelig viden:0
Fysik og Kemi: 10
Psyckologi: 10
Vand nærhed: 5
Ild nærhed: 5
Luft nærhed: 0
Jord nærhed: 0
Alder: 16
Køn: Pige
Evne: Kiny kan ikke se nogen i øjnene uden at det gør ondt på dem. Ser hun folk i øjnene føler de en forfærdenlig smerte i hele kroppen, somom de brænder op.
Forhold til mennesker: Hun er meget sky. Hun ser ofte ned (dog pga. evnen) hun er blevet udstødt og behandlet skidt, og er derfor ret bange for andre mennesker. Især hvis de er fremmede.
Men mennesker hun stoler på, stoler hun simpelthen på. Når du når ind til hende 'kerne' er hun en rigtig god ven, fri, sjov og dejlig.
Udseede:
Kiny har langt lyst hår. Meget meget langt. Det er ikke krøllet eller noget, bare helt glat og lige. Hun går mest i normalt tøj, men til spetielle lejligheder har hun japanske kjoler/kimono'er på.
Kiny er slank, og ikke særlig høj/stor. Kun 150cm, og hun er færdig med at vokse. Skostørelse 34. Hun har store mørkerøde, lidt lilla'e øjne, som du IKKE ønsker at se ind i.
Hun har meget lys hud, er og ret tynd i det, som sagt. Men ellers normalt bygget. Lange fingre.
Hun har 2 klokker siddende fast i hver side af hendes hår. hun har ikke fået em klippet af endnu. læs fortiden for at forstå dette. Men man kan derfor i øjeblikket høre hvornår hun er på vej og hvor hun er. Desuden er der et anstrøj af blidhed, underdanighed og uskyldighed over kiny.
personlighed: Kiny er en selvudslettende og håndsky pige. Hun er lidt lille i det, og gemmer sig frem for at snakke med folk. Men ud over det er hun VILDT nysgerrig, og det kan nogengange være et problem. Men ud over det er hun meget underlegen og taler op til folk. hun ser aldrig nogen i øjnene af TO grunde. Et: Det gør ONDT på dem. To: hvis IKKE det havde gjordt ondt på dem, havde hun aligevel ikke gjordt det. Hun havde ikke 'turde'.
Men er du hendes ven, er kommet ind bag den sky facade, og har vundet hendes tillid er hun fuldkommen utrolig. Hun er fri, glad og frisk å en hver spøg. Du finder næppe én enete ting Kiny ikke vil gøre for sine få venner. Men misbrug ikke hendes tillid! Fordi mister hun den, kommer den aldrig helt tilbage.
Fortid: Fortalt af kiny.
Jeg er vokset op i en lille isoleret landsby i japan.
I starten troede folkene det var ren indbilning, noget psygologisk forklarligt hvor forbandet ondt det gjorde at se mig lige ind i øjnene. Ret hurtigt blev det dog opdaget at det ikke var normalt, at jeg var unormal - anderledes.
Jeg blev fjernet fra mine forældre, forflyttet til en celle i et topmoderne laboratorium. der blev der forsket i mine øjne. Jeg har aldrig kendt til menneskelig omsorg, eller andet lignende. Jeg blev opflasket med noget kundstigt mælk, senere emd nogle spetielle kostpiller. De turde ikke give mig normalt mad - " hvad hvis nu den udviklede flere mutantevner? ". Jeg har altid levet på laboratoriet. For at i må kunne forestille jer hvor trist et liv DET var, må jeg fortælle jer om en ganske normal dag.
Jeg vågnede om morgenen, på min briks. Stålbriksen, med den grå madres. Jeg satte mig op i 'sengen' hvis det kunne kaldes det, og steg ud, på det kolde metalgulv. Jeg kiggede hen mod døren, og vidste allerede at min morgenmad stod derhenne. Det gjorde den jo. Ligesom alt andet her, var dét en af rutinerne. Dag ud ogdag ind. Altid det samme. Der var ingen ur. En enlig lampe i loftet, der lyste ned, i en blålig kulør, og opløste den "mad" jeg skulle indtage. Jeg kunne ikke kalde det mad. Snarer en kostpille. Så jeg ikke døde af underærnæring. men heller ikke nok til at blive helt frisk af. Bare dér på kanten af mæt og sulten. Derefter måtte jeg sidde og glo ud i luften, kede mig ufatteligt. nogle timer senere kom nogle af dem. Helt pinligt rene mennesker, med hvide kitler, hansker. Jeg hørte aldrig mere end ét ord fra nogle af dem - " Kom." Var det eneste de sagde. Det eneste de nogensinde sagde til mig. Jeg rejste mig bare, uden modsigelser, og fulgte sløvt med dem. måske hvis jeg en gang i mellem havde fået lov til at væe mæt, havde jeg gjordt modstand. Men den konstante småsult gjorde én sløv. Og bare tanken om det enorme sted. hvis jeg så på en af dem, ville de bare sende ny forstærkning. Der var ikke lang vandring hen til stedet. SELVE laboratoriet. Vi skulle igennem en hel del tygge døre. Jeg har stadig ikke tal på hvor mange. Skulle have adskillige tunge ting på, afvaskes og være ligeså pinligt ren som dem, før vi kom ind i selve rummet. Gråt, metallisk og stort.Kæmpestort og højloftet. Fyldt med 'metalmonstre' af alle mulige arter. maskiner til at underøsge fx øjne. Derefter blev jeg anbragt i en stol, og for et eller andet monstrum for øjnee. Skannet, pillet ved dem, ser å dem, undersøgt i alle leder og kanter, som om jeg var en ny farlig virus. Da de DEN dag stoppede med at tage prøver, og skulle underøsge kom det til klokkerne. Jeg fik normalt tøj på igen, så det andet kunne undesøges også, og fik sat klokker i håret.
Klokkerne, så folk kunne vide når jeg kom, og flygte. og så fik jeg lov til at gå rundt i byren. Men hvis det var ensomt at sidde i sin celle, er det dog endnu mere ensomt at alle flygter når du kommer. Nogle få blev stående og råbte af mig, nogle kastede ting fra lang afstand. men i det store og hele behandlede de mig allesammen med vrede og frygt: Somom jeg var et monster. Efter et par timer i ensomhed gennem byens gader blev jeg hentet af folk i kitler igen. Blev fuldkommen badet og renset, som en TING der skulle være ren hele tiden, og sat ind i min celle igen, fik en pille til, og noget vand, og så skulle jeg ellers bare sove igen.
Sådan gik en dag for mig dengang. Intil en gang jeg overhørte en samtale mellem nogle videnskabsfolk. De kunne ikke finde andre udveje end at fjerne mine øjen fuldkomment. Jeg stivnede af forfærdelse. Dette var heldigvis lige før en bytur. Så snart de havde ladt mig ude af syne stak jeg ud af byen.
De direkte detaljer om min flugt husker jeg ikke. Kun blodet på hænderne, blod over det hele, og at se en masse mennesker i øjnene, en udmattende træthed, men håbet om et bedre liv.
Så levede jeg i kloakkerne, men til sidst hørte jeg om skolen, og var glad for at blive elev..
Medbragte ejendele: Noget tøj, og nogle div. ting og sager. + forskellige private ting.
Familie: Ingen så vidt hun ved.
----------------------------------------------
Besiddelse af krafter: 0
Fysisk styrke: 30
Historisk, almindelig viden:0
Fysik og Kemi: 10
Psyckologi: 10
Vand nærhed: 5
Ild nærhed: 5
Luft nærhed: 0
Jord nærhed: 0