Post by Candy Sweet on Jun 27, 2008 22:35:36 GMT 1
Navn: Candy Sweet, oprindeligt Diana McDiggens
Alder: 19 år
Køn: kvinde
Familie:
Mor: Rade McDiggens
Far: Bobd McDiggens
Søster: Mary
Yngste bror: Finn
Mellemste bror: Donald
Ældste bror: Conner
Evne: ”True sight” Evnen til at se ting om de virkelig er.
Candy kan se igennem illusioner og den slags. Folk der skifter udseende og form ser hun også i deres ”sande” skikkelse.
Hendes evne gør også at hun kan se folks auraer. Auraer afspejler folks humør, sindstilstand, sande natur. Hun kan endda se om man lyver og om man er mutant, dog kan hun ikke se disses evner med mindre hun har kendt dem meget længe.
Hendes evne til at se gør hendes også resistent overfor sindspåvirkende evner.
Hendes evne gør dog også at hun ikke kan holde ud at være sammen med for mange mennesker, da den massive mængde af input fra auraerne kan give hende en massiv hovedpine, og i værste fald få hende til at besvime.
Forhold til mennesker: Candy behandler ikke mennesker anderledes end hun behandler mutanter. For hende betyder farve, oprindelse eller gener intet i forhold til personlighed og adfærd.
Udseende: Candy har langt, fyldigt orange hår der går hende til mellem skulderbladene. Hendes hår ser i de tidlige morgentimer næsten ud til at brænde, og indrammer hendes spidse, velformede ansigt. Hun har en smal næse, hvilket blot fremhæver hendes fyldige læber mere, end hvad næsten godt er. Hendes øjne er blågrønne, på kanten til at være turkise, og intense, tilstedeværende. Når hendes blik hviler på folk får de ofte følelsen af at hun ikke blot kigger på dem, ej eller igennem dem, men at hun ser mere af dem, end hvad normale mennesker ser.
Hendes krop er velproportioneret og ganske køn at se til, selvom hendes mave godt kunne trænge til et par ekstra mavebøjninger i ny og næ og det er da heller ikke fordi hun er vildt muskuløs. Hun er omkring 174cm høj og vejer godt 60kg hvilket alligevel for hende til at ligge på en god idealvægt for en med hendes kropsbygning.
Personlighed: Candy er en meget åben og venlig person, som ser positivt på tingene, men er realistisk omkring dem. Hun bliver dog rimelig let nervøs, og er meget nem at forskrække. Hun er god at tale problemer med, og hendes evne gør at hun har stor forståelse for andre folks følelser. Hun er også meget tolerant overfor folks forskelligheder så vel som deres holdninger og udseende.
Sine egne følelser udtrykker hun igennem musik, enten på klaveret, eller sin saxofon eller igennem sin store passion, drama og skuespil. Hun er ikke noget musik vidunder, men hun spiller godt og er en ganske talentfuld skuespiller. Hun nyder også at tage et spil kort, selvom det er meget sjældent hun vinder.
Hun er rimelig svær at gøre rigtig vred, men det er nemt at høre når hun er, for så kommer hendes skotske accent tydeligt frem.
Hun bryder sig ikke om at være i store mængder, da de mange forskellige auraer går hende til hovedet, og får hende i værste fald til at besvime. Selvom hun virker meget åben og imødekommende så har årene på flugt gjort hende forskræmt. Hvis hun ser noget underligt eller mistænksomt i en persons aura lukker hun fuldstændigt af, og forsøger at komme væk fra vedkommende så hurtigt som muligt.
Fortid: Candy blev oprindeligt døbt Diana McDiggens og er født og opvokset i Glasgow, Skotland. Hun var den ældste af 4 søskende og med 3 yngre brødre der var 3,4 og 6 år yngre end hende, og en søster, der var 5 år yngre, at skulle tage sig af, lærte hun i tidlig alder toldmodighedens kunst. Hun hjalp tit med at passe dem efter skole men fandt stadig tid til at dyrke sin store passion, teater. Hun spille med i adskillige amatør og semiprofessionelle stykker allerede fra da hun var 9år gammel. Når det var muligt at få en barnerolle stille hun op, og det var da langtfra altid hun fik en rolle, men hun tog det altid med et smil og instruktørerne kunne generelt lide hende, for det var som om hun altid viste dem lige det de ville se.
I de små klasser når de skulle tegne, tegnede hun altid folk, eller rettere silhuetter af folk, med farvestrålende ring omkring. Nogle gange røde, gule og blå, andre gange lilla, sorte og hvide. Nogle lignede hinanden, men de var aldrig helt ens i farve og form. Hendes skolelærerinde undrede sig over hvorfor hun dog ikke tegnede dyr eller huse som alle andre, men hun var på alle punkter en sød og velopdragen pige, så mere tanke blev der ikke lagt i det, før langt senere.
Candy klarede sig godt i sine første år, og virkede på alle måder som en ganske normal lille 10årig pige. Det var da indtil hun for første gang kommenterede det hun så. Den sfære der for hende omgav alle, den aura der afslørede dem. Det hun altid havde set, kun var begyndt at mestre, og troede alle andre også så. Hendes forældre var sikre på det bare var hendes livlige fantasi, og fortalte da deres lille pige at det var sådan det var, og at hun ikke skulle gå og fortælle den slags historier.
Derefter gik der mange år hvor hun ikke nævnte det med et ord for nogen. Hun var næsten færdig i skolen, da hendes forældre fortalte at de skulle flytte. Hendes fars job var blevet opkøbt, så hvis han ville beholde det måtte de flytte – til USA. Jobbet var et af de bedst betalte indenfor hans fag, og hendes mor var alligevel hjemmegående, så kort efter flyttede hele familien til de forenede stater. Det første der skete var kulturchokket, mængden af våben og fjendtligheden der slog dem i ansigtet som en spade. De havde en hård start i det nye land, men de klarede den og med hårdt arbejde og sammenhold lykkedes det dem at komme ovenpå igen og leve livet næsten som de havde gjort i Skotland.
Candy fortsatte sin skole her, og måtte stå model til meget mobning på grund af sin accent, som hun dog med tiden fik vænt sig af med. Kun når hun blev rigtig gal kom den frem, også blev folk svinet til på Skotsk. Men som tiden gik blev hun også mere bevist om det hun så, og om at det ikke var normalt. Hun gik til øjnelæge, med de bekræftede at hun havde et fint syn på begge øjne, men alligevel så hun alle disse farver, og hun forstod dem nogenlunde. Lysegrøn viste misundelse mens en varmere grøn var håb. Hun forstod langtfra det hele men med tiden havde flere og flere aspekter afsløret sig for hende.
Til sidst endte det med at hun søgte professionel hjælp, hun opsøgte en psykolog. Når hun var med mange mennesker var det som om farverne skar hende i øjnene, følelser borede sig in i hjertet på hende og fik hende til at tabe pusten. Hun var endda besvimet på åben gade engang! Hun fortalte det hele til sin psykolog, helt fra det tidligste hun kunne huske, til dagen før. Men det lod ikke til at selv de professionelle kunne hjælpe hende. Hun gik der et halvt års tid, men uden fremskridt.
Hun stoppede igen ved psykologen, da hun ikke ville poste flere penge i noget uden fremskridt, men kort tid efter ringede det på hendes dør og udenfor stod to mænd i perfekte siddende sorte jakkesæt. Først troede hun det var nogen der var kommet for at se hendes far, men det viste sig de var der for at se hende. Tilsyneladende ville de havde hende med i et projekt der ville kunne finde årsagen til hendes ’syner’. Idéen fangede hende med det samme, men hun var mere forsigtig end det. Hun bad om detaljerne, og de to herre fortalte gladelig om projektet og dens andre deltagere. Det hele lød godt, men hun havde stadig en underlig fornemmelse. Hun viste de ikke løg, men mere som om de fortiede noget. Ikke desto mindre takkede hun ja til projektet og ugen efter mødte hun op i Washington hvor projektet foregik.
De tog prøver af alle tænkelige slags. Blodprøver, IQ-tests og så videre. De fortalte om de fremskridt de gjorde, og om hvor tæt på de var. Men det enlige resultat så hun i nyhederne. Jo, rygterne havde jo været der, men nu var det bevist, live på skærmen! Mutanter var en realitet, og det var ikke svært for hende at ligge to og to sammen for at vide hun var en af dem!
Hun ville væk. Hun bad om at blive fjernet fra projektet, men fik et afslag. De viste det, havde hele tiden vist det. Det var derfor hun var blevet udvalgt til projektet, på grund af hendes evne. De ville udnytte den til at lokalisere andre mutanter. Hun viste ikke hvad de ville med hende, og hun havde ikke tænkt sig at blive hængende for at finde ud af det! Hun flygtede fra bygningen, ud i Washingtons gader og de var lige efter hende. Byen var stor, og der gik da heller ikke længe før hun mente hun havde tabt dem. Men frygten red hende stadig som en mare. Det var simpelthen bare for uvirkeligt! Hun flygtede igennem byen på kryds og tvær i sin søgen på et sted hun kunne være, om ikke andet så bare for natten! Hun boede på Washingtons gader i 2 dage, hele tiden i bevægelse og aldrig det samme sted for længe af gangen. Hun havde også valgt at bruge et andet navn end sit oprindelige Diana. Det var for nemt at huske. I stedet kaldte hun sig Candy. Candy Sweet. Det var tilpas Amerikansk!
På 3. dagen faldt hendes blik på en skolebygning. Hun kunne da nok ligge lidt i skolegården der! Men da hun nærmede sig skolen fandt hun den bedre bevogtet end normalt. Men der var noget andet der også slog hende. Alle dem hun så derinde, på skolens grund, havde den samme type aura. Før havde hun bare troet det var en fejl, ligesom nogen folk er født med forkrøblede lemmer, men det kunne jo være… Hun ventede i nærheden til det blev mørkt, inden hun kravlede over hegnet og dumpede ind i baghaven.
Mens Candy, havde holdt sig skjult var hun blevet efterlyst. Ikke af sine forældre. De troede stadig hun havde det dejligt i det der nye projekt for spirende skuespillere. Nej, hun var efterlyst af staten som en farlig mutant der var undsluppet fangenskab. Hun var efterlyst og jagtet som et vildt dyr på flygt fra Zoo.
Medbragte ejendele: Mobil, nøgler, pung med dankort og nogle få dollars, det tøj hun går og står i.
Besiddelse af kræfter:: 30
Fysisk styrke: 5
Historisk Viden: 5
Kunst og Drama: 15
Fysik og Kemi: 5
Alder: 19 år
Køn: kvinde
Familie:
Mor: Rade McDiggens
Far: Bobd McDiggens
Søster: Mary
Yngste bror: Finn
Mellemste bror: Donald
Ældste bror: Conner
Evne: ”True sight” Evnen til at se ting om de virkelig er.
Candy kan se igennem illusioner og den slags. Folk der skifter udseende og form ser hun også i deres ”sande” skikkelse.
Hendes evne gør også at hun kan se folks auraer. Auraer afspejler folks humør, sindstilstand, sande natur. Hun kan endda se om man lyver og om man er mutant, dog kan hun ikke se disses evner med mindre hun har kendt dem meget længe.
Hendes evne til at se gør hendes også resistent overfor sindspåvirkende evner.
Hendes evne gør dog også at hun ikke kan holde ud at være sammen med for mange mennesker, da den massive mængde af input fra auraerne kan give hende en massiv hovedpine, og i værste fald få hende til at besvime.
Forhold til mennesker: Candy behandler ikke mennesker anderledes end hun behandler mutanter. For hende betyder farve, oprindelse eller gener intet i forhold til personlighed og adfærd.
Udseende: Candy har langt, fyldigt orange hår der går hende til mellem skulderbladene. Hendes hår ser i de tidlige morgentimer næsten ud til at brænde, og indrammer hendes spidse, velformede ansigt. Hun har en smal næse, hvilket blot fremhæver hendes fyldige læber mere, end hvad næsten godt er. Hendes øjne er blågrønne, på kanten til at være turkise, og intense, tilstedeværende. Når hendes blik hviler på folk får de ofte følelsen af at hun ikke blot kigger på dem, ej eller igennem dem, men at hun ser mere af dem, end hvad normale mennesker ser.
Hendes krop er velproportioneret og ganske køn at se til, selvom hendes mave godt kunne trænge til et par ekstra mavebøjninger i ny og næ og det er da heller ikke fordi hun er vildt muskuløs. Hun er omkring 174cm høj og vejer godt 60kg hvilket alligevel for hende til at ligge på en god idealvægt for en med hendes kropsbygning.
Personlighed: Candy er en meget åben og venlig person, som ser positivt på tingene, men er realistisk omkring dem. Hun bliver dog rimelig let nervøs, og er meget nem at forskrække. Hun er god at tale problemer med, og hendes evne gør at hun har stor forståelse for andre folks følelser. Hun er også meget tolerant overfor folks forskelligheder så vel som deres holdninger og udseende.
Sine egne følelser udtrykker hun igennem musik, enten på klaveret, eller sin saxofon eller igennem sin store passion, drama og skuespil. Hun er ikke noget musik vidunder, men hun spiller godt og er en ganske talentfuld skuespiller. Hun nyder også at tage et spil kort, selvom det er meget sjældent hun vinder.
Hun er rimelig svær at gøre rigtig vred, men det er nemt at høre når hun er, for så kommer hendes skotske accent tydeligt frem.
Hun bryder sig ikke om at være i store mængder, da de mange forskellige auraer går hende til hovedet, og får hende i værste fald til at besvime. Selvom hun virker meget åben og imødekommende så har årene på flugt gjort hende forskræmt. Hvis hun ser noget underligt eller mistænksomt i en persons aura lukker hun fuldstændigt af, og forsøger at komme væk fra vedkommende så hurtigt som muligt.
Fortid: Candy blev oprindeligt døbt Diana McDiggens og er født og opvokset i Glasgow, Skotland. Hun var den ældste af 4 søskende og med 3 yngre brødre der var 3,4 og 6 år yngre end hende, og en søster, der var 5 år yngre, at skulle tage sig af, lærte hun i tidlig alder toldmodighedens kunst. Hun hjalp tit med at passe dem efter skole men fandt stadig tid til at dyrke sin store passion, teater. Hun spille med i adskillige amatør og semiprofessionelle stykker allerede fra da hun var 9år gammel. Når det var muligt at få en barnerolle stille hun op, og det var da langtfra altid hun fik en rolle, men hun tog det altid med et smil og instruktørerne kunne generelt lide hende, for det var som om hun altid viste dem lige det de ville se.
I de små klasser når de skulle tegne, tegnede hun altid folk, eller rettere silhuetter af folk, med farvestrålende ring omkring. Nogle gange røde, gule og blå, andre gange lilla, sorte og hvide. Nogle lignede hinanden, men de var aldrig helt ens i farve og form. Hendes skolelærerinde undrede sig over hvorfor hun dog ikke tegnede dyr eller huse som alle andre, men hun var på alle punkter en sød og velopdragen pige, så mere tanke blev der ikke lagt i det, før langt senere.
Candy klarede sig godt i sine første år, og virkede på alle måder som en ganske normal lille 10årig pige. Det var da indtil hun for første gang kommenterede det hun så. Den sfære der for hende omgav alle, den aura der afslørede dem. Det hun altid havde set, kun var begyndt at mestre, og troede alle andre også så. Hendes forældre var sikre på det bare var hendes livlige fantasi, og fortalte da deres lille pige at det var sådan det var, og at hun ikke skulle gå og fortælle den slags historier.
Derefter gik der mange år hvor hun ikke nævnte det med et ord for nogen. Hun var næsten færdig i skolen, da hendes forældre fortalte at de skulle flytte. Hendes fars job var blevet opkøbt, så hvis han ville beholde det måtte de flytte – til USA. Jobbet var et af de bedst betalte indenfor hans fag, og hendes mor var alligevel hjemmegående, så kort efter flyttede hele familien til de forenede stater. Det første der skete var kulturchokket, mængden af våben og fjendtligheden der slog dem i ansigtet som en spade. De havde en hård start i det nye land, men de klarede den og med hårdt arbejde og sammenhold lykkedes det dem at komme ovenpå igen og leve livet næsten som de havde gjort i Skotland.
Candy fortsatte sin skole her, og måtte stå model til meget mobning på grund af sin accent, som hun dog med tiden fik vænt sig af med. Kun når hun blev rigtig gal kom den frem, også blev folk svinet til på Skotsk. Men som tiden gik blev hun også mere bevist om det hun så, og om at det ikke var normalt. Hun gik til øjnelæge, med de bekræftede at hun havde et fint syn på begge øjne, men alligevel så hun alle disse farver, og hun forstod dem nogenlunde. Lysegrøn viste misundelse mens en varmere grøn var håb. Hun forstod langtfra det hele men med tiden havde flere og flere aspekter afsløret sig for hende.
Til sidst endte det med at hun søgte professionel hjælp, hun opsøgte en psykolog. Når hun var med mange mennesker var det som om farverne skar hende i øjnene, følelser borede sig in i hjertet på hende og fik hende til at tabe pusten. Hun var endda besvimet på åben gade engang! Hun fortalte det hele til sin psykolog, helt fra det tidligste hun kunne huske, til dagen før. Men det lod ikke til at selv de professionelle kunne hjælpe hende. Hun gik der et halvt års tid, men uden fremskridt.
Hun stoppede igen ved psykologen, da hun ikke ville poste flere penge i noget uden fremskridt, men kort tid efter ringede det på hendes dør og udenfor stod to mænd i perfekte siddende sorte jakkesæt. Først troede hun det var nogen der var kommet for at se hendes far, men det viste sig de var der for at se hende. Tilsyneladende ville de havde hende med i et projekt der ville kunne finde årsagen til hendes ’syner’. Idéen fangede hende med det samme, men hun var mere forsigtig end det. Hun bad om detaljerne, og de to herre fortalte gladelig om projektet og dens andre deltagere. Det hele lød godt, men hun havde stadig en underlig fornemmelse. Hun viste de ikke løg, men mere som om de fortiede noget. Ikke desto mindre takkede hun ja til projektet og ugen efter mødte hun op i Washington hvor projektet foregik.
De tog prøver af alle tænkelige slags. Blodprøver, IQ-tests og så videre. De fortalte om de fremskridt de gjorde, og om hvor tæt på de var. Men det enlige resultat så hun i nyhederne. Jo, rygterne havde jo været der, men nu var det bevist, live på skærmen! Mutanter var en realitet, og det var ikke svært for hende at ligge to og to sammen for at vide hun var en af dem!
Hun ville væk. Hun bad om at blive fjernet fra projektet, men fik et afslag. De viste det, havde hele tiden vist det. Det var derfor hun var blevet udvalgt til projektet, på grund af hendes evne. De ville udnytte den til at lokalisere andre mutanter. Hun viste ikke hvad de ville med hende, og hun havde ikke tænkt sig at blive hængende for at finde ud af det! Hun flygtede fra bygningen, ud i Washingtons gader og de var lige efter hende. Byen var stor, og der gik da heller ikke længe før hun mente hun havde tabt dem. Men frygten red hende stadig som en mare. Det var simpelthen bare for uvirkeligt! Hun flygtede igennem byen på kryds og tvær i sin søgen på et sted hun kunne være, om ikke andet så bare for natten! Hun boede på Washingtons gader i 2 dage, hele tiden i bevægelse og aldrig det samme sted for længe af gangen. Hun havde også valgt at bruge et andet navn end sit oprindelige Diana. Det var for nemt at huske. I stedet kaldte hun sig Candy. Candy Sweet. Det var tilpas Amerikansk!
På 3. dagen faldt hendes blik på en skolebygning. Hun kunne da nok ligge lidt i skolegården der! Men da hun nærmede sig skolen fandt hun den bedre bevogtet end normalt. Men der var noget andet der også slog hende. Alle dem hun så derinde, på skolens grund, havde den samme type aura. Før havde hun bare troet det var en fejl, ligesom nogen folk er født med forkrøblede lemmer, men det kunne jo være… Hun ventede i nærheden til det blev mørkt, inden hun kravlede over hegnet og dumpede ind i baghaven.
Mens Candy, havde holdt sig skjult var hun blevet efterlyst. Ikke af sine forældre. De troede stadig hun havde det dejligt i det der nye projekt for spirende skuespillere. Nej, hun var efterlyst af staten som en farlig mutant der var undsluppet fangenskab. Hun var efterlyst og jagtet som et vildt dyr på flygt fra Zoo.
Medbragte ejendele: Mobil, nøgler, pung med dankort og nogle få dollars, det tøj hun går og står i.
Besiddelse af kræfter:: 30
Fysisk styrke: 5
Historisk Viden: 5
Kunst og Drama: 15
Fysik og Kemi: 5
