Den vilde vinds susen

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn stod, som aftalt, foran den store dør, mens hun ventede på, at Jack skulle komme. Hun havde ikke helt vidst, hvad hun skulle tage på, så hun havde for en gangs skyld rent faktisk taget bukser på. Det var nogle ikke alt for stramt siddende cow-boy-bukser, hvorpå der var broderier af sommerfugle og blade. Derudover havde hun en japanskindspireret top på, der var bundet i nakken. Den var guldfarvet og var lavet af silke. Også den havde nogle broderier på af sommerfugle. Noget af hendes hår var sat op med silkebånd i to små knolde, hvorfra noget af håret hang løst ned. Resten af det gyldne hår var løst.
I sin hånd havde hun sin datter i et lidt fast greb. Det havde været besværligt at få hende med herned, for skønt hun mere end noget andet ville ud i byen, havde hun slet ikke lyst til at møde den nye person. Til sidst var det dog lykkedes Everlyn at få hendes datter med. Nu håbede hun bare på, at pigen ikke ville lave en alt for stor scene ved at være stædige, selvom det nok var uundgåeligt. Everlyn bed sig i læben, både af nervøsitet og spænding. Hendes hjerte bankede hårdt i brystet på hende, skønt det kun havde været aftenen før, de sidst havde været sammen.

[ZamiaLillium]

Zamia strittede imod, for hun ville bare gerne have, at de skulle tage af sted nu. Han kom sikkert alligevel ikke. Hun ville ud i byen, men hun ville under ingen omstændigheder have ham med. Allerede inden hun havde mødt ham, var et lille had begyndt at spire. Hendes mor havde sagt, at Zamia skulle møde en af hendes nye venner, men pigen troede ikke på, at de kun var venner. Det havde taget moderen lang tid at få hende til at tage en kjole på og komme med ned til indgangshallen. Endelig havde pigen dog revet en helt grøn kjole på. Hendes hår havde hun ikke gjort noget ved, og hun havde heller ikke ladt moderen.
*Han kommer ikke,* tænkte hun, men det var mere et ønske end noget andet, *han kommer ikke,* hun ville ikke have, at han kom. Hvis ikke han gjorde det, ville hendes mor nok opgive ham og så ville de to bare kunne have en hyggelig tur i byen sammen - kun hun og hendes mor. Hun havde ikke have en eller anden underlig mand med, også selvom det var hans skyld, at hendes mor overhovedet havde fået taget sig sammen til at lade pigen komme udenfor skolen. Hun sukkede stille og stirrede vredt ned i jorden. *Han kommer ikke...*

[Professor Jack Fox (Angel)]

Jack havde stort set ikke kunne sov den nat, han havde virkelig bare glædet sig til at se både Everlin og Zamia. Hans tanker havde kun kredset om det, så da han så endelig faldt i søvn, drømte han om dem.
Han stod foran sit spejl, ville gerne se nogenlunde godt ud, men ville heller ikke få Zamia til at tro at der var mere mellem Everlyn og ham, end venskab. For Everlyn havde lavet et løfte og det agtede han ikke at få hende til at bryde.
Så han trak en sort skjorte på, satte kun lige hurtigt håret og var så styrtet ud af døren efter at havde fået resten af tøjet på.
Han kom flyvende ned til dem på sin energi skive, stoppede så op foran dem og smilte venligt og sagde "hej de damer, nu har i vel ikke ventet for længe?" han smilte venligt til dem begge og sørgede for ikke at vise for mange følelser til Everlyn. Til trods for at hans hjerte hamrede i hans bryst og tankerne farede forvildet rundt af spænding..

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn kunne ikke lade være med at smile stort, da hun så Jack. Han så nu ret godt ud. Det så ikke ud som om, han havde gjort så meget ud af sig selv, hvilket pludseligt gjorde hende en smule bekymret for, om hun havde gjort for meget. Det var ikke normalt for hende at tage bukser på, men alligevel havde hun gjort det denne dag. Hendes hår havde hun også sat på en anden måde, end hun normalt gjorde. Hun ville gerne have, at han syntes, hun så godt ud, men var det her for meget? Hun var ikke helt sikker.
Hun kunne ikke lade være med at fnise lidt, da hun så ham komme flyvende. Det var stadig ikke helt vant for hende - hans måde at bevæge sig rundt på. Hun bemærkede, at hans skive forblev den rolige, lyseblå farve, hvilket hun blev meget lettet over, da Zamia var en klog pige og nok godt ville kunne regne ud, hvad den lyserøde farve betød - hvis ikke også nogle af de andre. Everlyn var glad for, at Jack kunne holde sine følelser i skak. Hun ville ikke have, at Zamia skulle få bekræftet det, hun allerede havde en anelse om. "Overhovedet ikke," svaret Everlyn med et smil, "vi er også lige kommet."

[ZamiaLillium]

Zamia kunne ikke lade være med at se op, da hun så noget bevæge sig ud af øjenkrogen. Hun så, til sin overraskelse, at det var en mand, der kom flyvende. Først spærrede hun sine øjne op, for det så sjovt ud, men så genoptog hun sin tværhed og så væk igen. *Blærerøv,* tænkte hun med et lille fnys. Allerede inden han var kommet helt ned og havde hilst på dem, havde hun gættet sig til, at det var denne mand, hendes mor havde klædt sig sådan ud for. Hun vidste, at moderen ikke normalt gik med bukser - hun havde kun omkring to par eller sådan noget - og hendes hår var også anderledes, end det plejede at være, hvilket kun kunne betyde én ting: der var et eller andet mellem de to.
Hun kunne ikke tro, at hendes mor stod og løj på den måde. Hun vidste godt, at det ikke var en slem slags løgn, men alligevel. "Vel er vi ej," mumlede hun, men det ville de andre nok ikke kunne høre - måske hende mor, men ikke manden. De havde stået der i godt tyve minutter og ventet på, at han skulle dukke op, hvilket var alt, alt for lang tid, efter hendes mening. Hun så ikke på den selvglade mand - hun forsøgte at finde enhver tænkelig måde at kunne hade ham på, ergo kaldte hun ham selvglad i sit stille sind. Han ville ikke få lov til at tage hendes mor fra hende; det skulle hun nok sørge for.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Jack smilte roligt frem for sig, energiskiven skiftede kun lige med et sekunds tid, om til lyserød. Men blev så igen blå og han smilte roligt frem for sig.
Han gik ned fra skiven af, smilte roligt og lod skiven forsvinde. Så vendte han opmærksomheden imod Zamia og spurgte nysgerrigt "har du så glædet dig til vi skulle i byen?" han kiggede venligt på hende, hvorefter han så vendte opmærksomheden imod Everlyn og spurgte hende om det samme.
Han kiggede nysgerrigt på dem og afventede så svar med stor nysgerrighed. For han havde i hvert fald glædet sig rigtigt meget. Han havde knap nok kunnet sove den dat, havde vågnet hele tiden og ellers lagt og drømt om denne dag.
Han var nær kommet for sent op, af bare træthed og da han så var kommet op, var han nær faldet om af nervøsitet. Men han havde i hele sit liv, forsøgt at holde følelserne under kontrol, så nu gjorde han alt for at virke rolig og afslappet. Selv om at det var noget af en prøver over for en så smuk og vidunderlige kvinde og hendes sikkert mindst lige så vidunderlige datter. Det var en hård prøve, men han ville gøre alt for at Everlyn ikke skulle placeres som en løgner eller bedrager i sin datters øjne. Så han holdte sig rolig. For deres begges skyld..

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn bemærkede den flygtige lyserøde farve og blev en smule nervøs - bare Zamia ikke havde set det. Det ville være meget slemt, for hun var så klog en pige, at hun nok godt ville kunne regne det ud. Hendes hjerte bankede helt utroligt meget bare af at være så tæt på ham; det måtte være svært for ham at holde sine følelser under kontrol, hvis altså han havde det på samme måde som hun. Hun trak vejret dybt, men umærkeligt en gang for at få en smule styr på sig selv, inden hun svarede på hans spørgsmål med et smil:
"En smule," hendes stemme var rolig, skønt hun løg, "hvad med dig?" sandheden var, at hun havde ikke kun glædet sig en smule, men så meget at hun rent faktisk var vågnet med et stort smil - efter en temmelig urolig nat af vrimlende tanker og drømmefyldt søvn. Hun så ned på sin datter, og håbede så forfærdeligt, at hun ikke ville gøre noget dumt; som at svare på en snobbet måde, hvilket hun nok ville gøre. *Udlæg det nu ikke, Zammi,* bad hun i sit stille sind, men vidste allerede nu, at det var dømt til at gå galt, hvis ikke Jack ville kunne tage, at hun var en lille snerpe lige i starten.

[ZamiaLillium]

Zamia havde i midlertig også bemærket den lyserøde farve, og af denne grund var hun blevet endnu mere fjendtlig overfor manden. Hun vidste, at lyserød som regel var kærlighedens farve, så hun forbandt den med, at han måtte have følelser for hendes mor, dog hun ikke var helt sikker i sin sag. Hun kneb øjnene sammen, da han spurgte hende, om hun havde glædet sig - han talte til hende, som om hun var hans ven, hvilket hun slet ikke var og ikke havde nogle planer om nogensinde at blive.
"Til byen, ja," svarede hun kort for hovedet, "til dig, nej," hun mente selvfølgelig, at hun havde glædet sig forfærdeligt meget til at komme i byen, men at hun under ingen omstændigheder havde glædet sig til at måde ham - faktisk lige det modsatte, hvilket man også godt kunne høre på hende. Hun gjorde det klart for alle og enhver, at hun ikke havde nogle planer om at gøre denne tur let og behagelig, men lige det omvendte. Hun havde planer om at gøre livet så surt for ham, at han ville droppe alle tanker om hendes mor. Hun så Jack i øjnene med et iskoldt udtryk i de ellers så store, brune og varme øjne, så han virkeligt kunne forstå, at hun ikke kunne lide ham.

[Professor Jack Fox (Angel)]

((Ingen har fortalt hende at hans farvede evner viser hans følelser, så det virker lidt overdrevent at hun allerede nu har gættet hvad den lyserøde farve betyder.! XD))

Jack smilte roligt frem for sig da Everlyn svarede og svarede så også hende god tilkæmpet ro i stemmen "jeg har også glædet mig, det er længe siden at jeg har været i byen!" han havde selvfølgelig glædet sig til at se dem og ikke byen, men han forsøgte at dække lidt over det.
Han vendte da opmærksomheden imod Zamia, smilte venligt og konstaterede så med en munter stemme, som tog han sig slet ikke af hendes sure mine "nå, det var trist, for jeg havde ellers glædet mig rigtigt meget ti at se dig!" han smilte venligt til hende, vendte så blikket imod den og spurgte nysgerrigt "nå, men skal vi så se at komme afsted?" han lod dem gå først af ren høflighed og åbnede så døren for dem da de skulle ud. Han ville ikke lade sig hænge i Zamias kolde væremåde, til trods for at det sårede ham en smule. Men han huskede på Everlyns ord fra dagen før og fortsatte så med at smule og holde optimismen oppe..

[Everlyn Sentillio Melai]

//Hun er heller ikke sikker, men hun forventer altid det værste, når det gælder sådan noget her - hun ville nok også påstå, at han havde følelser for Everlyn, hvis han havde en lyserød trøje eller sådan noget på XD//

Everlyn sank en klump og kunne ikke lade være med at lade et lille suk undslippe sine læber ved datterens svar. *Hvorfor er du altid sådan, Zammi?* spurgte hun inde i sit hoved. Det var tydeligt at pige havde i sinde at være sådan hele tiden, og hun var stædig - når først hun havde sat sig noget for, stoppede hun ikke, før det mål var nået; eller noget andet fangede hendes interesse. Everlyn håbede virkeligt på, at Jack ikke ville tage det for tungt, hvilket det dog heller ikke så ud til, at han gjorde. Det fik hende til at slappe mere af, for hvis han kunne klare Zamia i dette humør, ville han nok kunne klare hende i mere eller mindre alle slags humør - hvilket var en meget god ting at kunne, når man havde med denne pige at gøre.
"Gerne," svarede Everlyn på Jacks spørgsmål. Hun gik forbi ham, da han så venligt holdt døren for hende og Zamia. Hendes hånd strejfede hans i et kort øjeblik, uden at hun havde planlagt det, men det var nok til at få hendes hjerte til at banke hurtigt. Hun smilede for sig selv, for det var en smule fjollet - det var som om, de var to teenagere, der ikke ville have, at deres kammerater eller forældre fandt ud af, at de kunne lide hinanden. Everlyn første at huske tilbage, men kunne faktisk ikke huske sidste gang, hun havde haft det sådan.

[ZamiaLillium]

Zamia vralsede ud af døren med næsen i sky og en kold bemærkting; "Synd for dig," for en pige på hendes alder, kunne hun være noget af en snob, hvis hun ville det. Hun kunne være en lille, sød og artig pige, men hun kunne på samme tid være en lille djævel i fåreklæder - på den dårlige måde. Dette var en magtkamp for hende, som hun ikke havde planer om at tabe. Hvor længe ville det tage hende at knække ham? Det kunne være sjovt, hvis hun oven i købet fik ham til at græde. Denne tanke fik hende til at smile en smule grumt frem for sig. Ingen kunne vide, hvad hun tænkte på, man hvis man så det smil, kunne man være sikker på, at det ikke var noget rart. Det ville nok overraske enhver, der ikke kendte hende, at se det grumme smil, for det var jo ikke noget, man var vant til at se på en så lille pige.

[Professor Jack Fox (Angel)]

Jack bemærkede Zamia grumme smil og frygtede allerede det værste. Men i stedet for at bryde ud i panik, tog han imod udfordringen og smilte fornøjes frem for sig.
Han skulle nok få hende til at bløde op, det håbede han i hvert fald på. For det kunne ende så vidunderligt godt, hvis de alle kunne lide hinanden. men det kunne på den anden side også ende som en massakre, hvis Zamia ikke lod moderen føle hvad hun ville.
Jack holde døren til de alle var ude og smilte så roligt frem for sig. Nu var næste stop, vel byen. Et sted Zamia ikke kendte til, et sted han havde kendt længe og holdte af. Han smilte roligt frem for sig, det skulle nok ende godt. Han havde trods alt sørget for det hele..

((Stopper vi bare her og fortsætter et sted i byen?))

[Everlyn Sentillio Melai]

//Ja, lyder fint XD Og i så fald vil jeg bare sige out for både Zamia og Everlyn //