Fejlagtig flyvetur

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyns skridt var hastige dog lydløse. Hun havde en lille pige i armene. "Hvorfor skal du også være så vild?" hviskede hun for sig selv. Det var så typisk af hendes datter at opføre sig på denne måde. Hun havde altid været så flyvsk. Var det ikke det ene, så var det det andet med den pige, men alligevel gav Everlyn hende den frihed, som hun nu kunne. Hun så ned på pigen, der heldigvis var bevidstløs - hvis man så det var den vinkel, at hun nok ville have hylet og skreget, havde hun været vågen. "Det skal nok gå, lille skat," mumlede hun, mest for at berolige hende selv, for pigen ville alligevel ikke kunne høre det. Hun nåede sugefløjen og skyndte sig derind, mens hun håbede på at finde en eller anden, der kunne hjælpe hende.

[ZamiaLillium]

Pigen var ikke klar over, hvad der foregik omkring hende, for hun var slet ikke ved sine fulde fem. Hun var indhyllet i et mørke, der var helt kvælende, men som hun ikke kunne komme ud af på nogen som helst måde. Det var uhyggeligt, men på samme tid følte hun slet ikke noget. Hun lå bare slapt i sin mors arme. Det var på en måde godt, at hun intet kunne mærke, for så kunne hun heller ikke mærke de forfærdelige smerter, der ellers ville have skudt gennem hendes arm, der var fuldstændig slap lige nu.

[Dane Xanders]

Dane sad på sygestuen og var for engangs skyld fordybet i en bog istedet for at gå rundt omkring på skolen. han havde altid haft svært ved at holde sig stille men han var skam pålidelig og holdte hvad han lovede og idag havde han lovet sig selv at være på sygestuen hele dagen

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn fik øje på en mand, der sad og læste. Hun hastede over til ham. "Du bliver nødt til at hjælpe mig," begyndte hun med en smule gråd i stemmen og et virkeligt bekymret udtryk i øjnene. Hun var lige ved at græde, for hun var så bange for, at der var sket noget alvorligt med hendes datter. Det ville være jordens undergang for hende, hvis Zamia var alvorligt skade. Hendes datter var den person, der betød mest for hende, trods deres forskelle og skænderier.

[ZamiaLillium]

Det mørke, Zamia befandt sig i, begyndte at fortone sig. Der var et lille lys, der brød den kvælende mørke. Hun kunne høre en velkendt stemme, der lød bekymret. Et host gennemrystede hendes krop, hvorefter hun åbnede øjnene langsomt. Først så hun bare op på sin mor, men så begyndte smerten at vise sig. Til at starte med var den meget svag, men så tog den til, og hun kunne ikke lade være med at begyndte at hyle. Tårerne flyd, uden at hun kunne gøre noget for at stoppe dem. Hendes arm gjorde forfærdeligt ondt, og hun kunne ikke bevæge den, selvom hun virkeligt forsøgte.

[Dane Xanders]

Dane så på kvinden der kom ind og blev straks alvorlig da han spurgte "hvad skade har hun fået?" lige inden pigen vågnede op og begyndte at hyle og græde. han havde på rekord tid stillet sig op og ledte kvinden hen til en syge seng hvor han fik hende til at lægge pigen

[Everlyn Sentillio Melai]

"Jeg... jeg er ikke sikker," svarede Everlyn. Hun hakkede i det, for hun var nu altså bekymret, som enhver mor ville være det, hvis hendes barn var kommet til skade på den måde. "Noget med armen, tror jeg," hun bed sig i læben. Havde det ikke været for katten, havde Everlyn nok ikke engang opdaget det. Lia havde miavet og miavet, indtil Everlyn havde opfanget det, fundet Zammi og havde fået hende hindenfor, hvor katten jo ikke måtte komme med.

[ZamiaLillium]

Zamia blev ved med at hyle og hyle. Hun havde aldrig haft så ondt før. Hun forstod ikke noget som helst af, hvad der foregik. Hvor var hun? Hvad var der sket? Hvordan var hun kommet hertil? Det eneste, hun huskede, var, at hun så gerne havde villet flyve, at hun til sidst var klatret op i et træ - ikke et alt for højt træ, men stadig et okay højt et - og var sprunget ud fra det. Efter det var der kun et stort tomrum kun opfyldt af det forfærdelige mørke.

[Dane Xanders]

Dane så på pigen og sagde "den er muligvis brækket..." han tog handsken af sin venstre hånd så man kunne se hans muterede hånd og arm da han hev op i ærmet også. han lagde forsigtigt sin hånd på pigens arm for at finde ud af hvilken en det var og derefter lukkede han øjnene og mærket på hans hånd ryg begyndte at lyse syre grønt men smerten forsvandt kort efter fra pigen og han fik den selv

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn så nervøst til - hun reagerede ikke på hans arm, som så mange andre nok ville havde gjort, for han var ikke den første person, hun mødte, med en underlig arm som den. Hendes hænder knugede om hendes kjolestof, uden at hun overhovedet bemærkede det. Det eneste, hun tænkte på lige nu, var, om Zamia ikke snart ville være okay. Hun hadede at se sin datter så oprørt, uden at hun kunne gøre noget. Hun kunne ikke lide tanken om, at armen måske var brækket, for det var hun godt klar over, ikke var så forfærdeligt behageligt. Det var endnu ikke gået op for hende, hvad det var, han havde gjort, for hun kunne ikke rigtigt tænke klart lige nu.

[ZamiaLillium]

Zamia blev ved med at hyle i noget tid endnu - også lidt tid efter smerten havde fortaget sig, dog det langsomt stilnede af. Til sidst sad hun bare og hikstede en smule, mens tårerne også stille holdt op med at løbe ned ad hendes kinder. Hun vidste ikke, hvad det var, han havde gjort, men armen gjorde i hvert fald ikke ondt mere. Hun så ned på den og forsøgte at bevæge fingrene, for denne gang glad at kunne konstatere, at de igen virkede. Hun sagde ikke noget, men sad bare lidt og bevægede armen forsigtigt.

[Dane Xanders]

Dane smilede skævt og man kunne se at han havde fået store smerter nu men han kunne godt holde til dem men han ville nok få brug for lidt smertestillende indtil smerten fortog sig helt igen. han så på pigen og rejste sig for at lade kvinden være alene med sin datter

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn åndede lettet op, da det så ud til, at hendes pige var okay igen. Hun satte sig på knæ ved siden af sengen og krammede den lille pige ind til sig. Hun så hen på manden over datterens skulder. "Tusind tak," sagde hun stille, men stadig så højt, at han ville kunne høre det. Derefter skubbede hun sin datter lidt ud fra sig og så hende ind i øjnene. "Er du okay Zammi," spurgte hun og så på pigen med morderlig ømhed.

[ZamiaLillium]

Zamia rullede med øjnene, efter hun havde tørret dem. "Ja, jeg har det fin, mama," svarede hun en smule ligegyldigt. Hun kunne godt lide, når moderen gav hende opmærksomhed, men dette var en smule for meget. Hun var lidt overbeskyttende sommetider. Hun trak sig helt væk fra morderens greb, gled ned fra sengen og vaklede over til manden. Hun lagde armene om hans ene ben, for det var det eneste sted på ham, hun lige kunne nå. "Tak," sagde hun og smilede op til manden.

[Dane Xanders]

Dane smilede skævt og sagde "det var så lidt. det er jo mit arbejde her på skolen" han aede blidt pigen i håret og blev stående indtil hun gav slip hvorefter han gik hen og satte sig i sin stol så han kunne slappe lidt mere af end før. han havde lidt svært ved at koncentrere sig om at høre hvad der blev sagt og ignorere smerten samtidig med han svarede