What a view!

[Kyrie Eleison]

Han kunne ikke lade være med at smile, idet han igen satte sig op på kanten af balkonen og svang sig rundt så benene hang udover. Hans blik hvilede roligt på Sammy, efter han havde sat sig til rette "Så gætter jeg på at den første var en haha og denne her var en nu-dør-du-fandme ?" Gætter jeg på? Det var nok ikke helt korrekt, for det var ikke et gæt, han var temmelig sikker. Man kunne både høre det i tonelejet, og se det på selve situationen. "Har du nogen ide om hvor lang en distance du kan skabe portaler over?" Spurgte han roligt og stilfærdigt. Han vidste allerede at hun kunne lave portaler steder hun ikke kunne se. Hun havde trods alt sendt en lærer indenfor i et rum hun ikke kunne se. Lidt skræmmende alligevel.

[Sammy Reich]

”Du er fandme skarp, hva’?” sagde hun med endnu et skævt smil og et lille grin. Han var sku ikke dum som nogen af de andre inkompetente idioter hun havde mødte her indtil videre. Hun kørte en hånd igennem sit hår, og sukkede stille og dovent. Det var fandme rart bare at sidde og fede den lidt! Da han igen spurgte ind, kiggede hun på ham igen og trak lidt på skulderne ”Jeg har aldrig rigtig haft et afstands problem. Så længe jeg bare kan visualisere stedet eller afstanden, så virker det. Har sku aldrig oplevet det var sværere fordi den sku længere væk, men nu det jo også teknisk set et hul i rummet, udenfor normal afstandsbedømmelse. Distancen mellem den ene og den anden ende af portalen er lig nul, lige meget hvor langt de er fra hinanden i den fysiske verden… Sku jeg mene…” fortalt hun halvtænksomt, og smilte derefter ”Ja, du må sku ikk’ hænge mig op på det, men det er sku den eneste måde jeg har kunne få det til at give mening!

[Kyrie Eleison]

"Javel ja" Det lød satme en smule kompliceret. Men selvfølgelig måtte distancen mellem hullerne være lig nul, ellers ville en smøg ikke kunne ses i hver sin ende af hullerne. Men afstanden i den fysiske verden mellem hullerne krævede åbenbart ikke mere energi, i hvert fald ud fra hvad hun selv vidste om sin evne. "Hmm det giver i hvert fald mening" I hvert fald på en eller anden måde. Faktisk gav det en smule mening når man lige tænkte lidt over det, og forklaringen virkede da meget fornuftig. I starten havde han troet at der var en slags dimension imellem de to huller, en form for tunnel, men efter at havde set smøg demostrationen var der ingen tvivl om at der ikke var nogen distance imellem portalerne. Ja mange evner var svære at forklare, men det var også det som var med til at gøre det hele mere spændende og mystisk.

[Sammy Reich]

Sammy smilte stille ”Hvert fald et eller andet sted” kommenterede hun. Det var vel det hun havde kunne deducere sig frem til, udfra den smule hun havde hørt efter i fysik timerne, wikipedia, sund fornuft og et lille eksperiment eller to. Den portal hun havde skabt længst væk, var til L.A. hvor hun engang havde været på ferie. Enlig var hun ikke selv gået igennem, men havde skubbet en kat i snor igennem, trukket den tilbage og havde set at den stadig levede hvorefter hun selv havde stukket hovedet igennem og konstateret at den var god nok. Hvad var livet uden at tage en chance eller to? Hun lænede hovedet tilbage og så opad mod himlen med et lille, saligt smil. Månen var svagt synlig i horisonten mens solen efterhånden var ved at gå ned.

[Kyrie Eleison]

Han så lidt på hende igen. Han var begyndt at se oftere på hende, end lige da de mødtes, dog ikke noget han selv lagde mærke til. Nok heller ikke noget Sammy lagde mærke til, for selvom han så oftere på hende, var det stadig ikke mere ofte end andre folk. Det var dog en hel del i forhold til hans vanlige standard hvor han næsten aldrig så på de folk han snakkede til. Hans blik faldt igen ud på udsigten, imens han tænkte over det med mutationen. Evner var egentlig noget underligt noget, ingen kunne vælge om man ville havde de kræfter, man måtte bare tilpasse sig. "Hvis der nogensinde var et stof der kunne fjerne dette mutant gen vi har.. Ville du så vælge at blive normal? At kunne leve frit bland mennesker igen?" Imens han ventede på svar valgte han at kommentere den ned adgående sol "Jeg tror der er mad.." Mest henvendt så Sammy kunne gå ned og få noget at spise hvis hun var sulten. Selv var han overraskende nok ikke særlig sulten.

[Sammy Reich]

Sammy smilte skævt for sig selv idet de første stjerner svagt lyste på den stadig lyseblå himmel. Hun lyttede til hans spørgsmål, men der gik lidt inden hun svarede ”Tror jeg ikke. Jeg mener, man kan jo ikke se det på mig eller noget, så jeg kan sådan set sagtens leve normalt…” hun kiggede tilbage på ham og smilte ”Det er jo ikke fordi folk bare kan se på flere km afstand at man er mutant”. Hun lagde igen nakken tilbage og lukkede øjnene lidt med et stille suk ”du smutter bare ned og æder… Jeg er ikke rigtigt sulten”. Hun åbnede øjnene igen og blinkede lidt inden hun igen så på ham med et skævt smil.

[Kyrie Eleison]

"Men hvis du kan leve frit blandt mennesker må du også havde rimelig god kontrol over dine evner?" Han kunne forestille sig at hvis man ikke havde så god kontrol, kunne portalerne bare pludselig dukke op uden det var meningen. "Ikke sulten" Lød det roligt fra ham, og han gjorde heller ingen mine til at ville forlade pladsen på kanten af balkonen. "Så du ville altså ikke vælge at få fjernet dit gen?" Lød det roligt fra ham. Han kunne også godt forestille sig at de fleste med evner som hans egne, Sammy's og John smith kunne finde på at sige nej, hvor i mod folk som Nigle og andre folk med permanent ændrede udseende kunne finde på at sige ja. Også folk der ikke kunne røre andre uden at aktivere sin evne ville nok også sige ja?

[Sammy Reich]

Sammy trak på skulderne ”Hvis jeg havde helt styr på det, ville jeg nok stadig have to ben” sagde hun med et skævt smil. Det var sjældent portalerne bare poppede op af sig selv, der var mere at holde dem åbne der var problemet. Jo, det var da sket at et slag der skulle have ramt hende i ansigtet havde ramt en anden i nakken, sådan rimelig spontant men ellers havde hun temmelig godt styr på det. ”Nej, det tror jeg faktisk ikke.. Det er jo meget praktisk til tider! Hva med dig? Ville du få det fjernet hvis du havde muligheden?” spurgte hun roligt. Man kunne jo ikke se på ham at han var mutant eller noget. Ikke ligesom hende sølv-soen hun havde mødt i indgangshallen!

[Kyrie Eleison]

Han smilede lidt og tænkte så over hendes spørgsmål. Ikke at han skulle bruge lang tænketid, for han havde fornemmet at spørgsmålet ville komme tilbage til ham selv, som det oftest gjorde. "Det er selvfølgelig svært at sige, før man rent faktisk står i den situation hvor man kan vælge" Hvem vidte om ukendte følelser dukkede op, hvis det blefv en realitet at man kunne få fjernet sine evner. "Men umiddelbart ville jeg nok vælge at beholde mine evner. Ligesom dig kan jeg sagtens skjule mine evner, og efter min tid her på skolen er jeg også ved at havde ret god kontrol over dem" Han kunne huske i sine unge dage, hvor sandet reagerede efter hans humør. Var han meget vred på en person kunne sandet pludselig slå personen ihjel, var han bange, forsvarede sandet ham og sådan, men nu hvor han havde lært at kontrollere sandet gik det meget bedre. "Jeg kunne dog godt forestille mig en som Cessily og Nigle kunne finde på at takke ja" Lød det roligt fra ham, hvorefter han kom i tanke om at hun nok ikke kendte navnene på dem "Altså Cessily er faktisk rent kviksøl og Nigle er halvt kat, så de har jo lidt svært ved at skjule det"

[Sammy Reich]

Sammy nikkede kort men så lidt tænksom ud ”Hvad er din evne enlig?” spurgte hun roligt og lagde hoved lidt på skrå. Hun var enlig rimelig nysgerrig omkring det, men emnet havde bare ikke sådan været oppe. Det var lidt emnet man bragte op, når samtalen var ved at gå i stå, eller når det, som nu, blev bragt på banen. Hun nikkede fnøs med et lille smil ”Så det er det de to hedder? Der kan man se… Dine venner måske?” spurgte hun lidt sarkastisk med et skævt smil og et let hævet øjnebryn. ”Ja, det er sku svært for dem at skjule det” sagde hun med et lille grin.

[Kyrie Eleison]

"Venner og venner" Lød det mumlende fra ham "Jeg ved da hvem der er" Han vidste ikke helt om man kunne kalde dem venner, nok højst bekendte. Faktisk havde Kyrie ikke mange venner, netop fordi han holdt af at være lidt i baggrunden og bare obsevere. En af de få venner han have var Warren. "Min evne?" Det var et typisk spørgsmål der kom op fra nye elever der ikke var vant til alt det her.. Den eneste forskel var at de fleste gjorde det i starten af samtalen fordi de var nysgerrige og det var så uvant for dem, men Sammy spurgte først nu, så hendes grund var nok noget andet. Selv var Kyrie stoppet med at spørge til evner, for det virkede for trivielt og han ville jo finde ud af det før eller siden alligevel, som nu med Sammy der havde demostreret sine evner flere gange allerede "Jeg kan manipulere med sand" Lød det roligt fra ham. Så måtte hun sige til hvis hun ville havde en demostration. Selv syntes han ikke at hans evne var så prangende som alle dem der med telekinese, formskift, og psykiske evner.. Næh hans var ikke noget vildt, men dog ret nyttig til tider.

[Sammy Reich]

Sammy nikkede kort "Cool nok. Er da pænt praktisk... Hvis man for sand i skoen og sådan" kommenterede hun med et skævt smil. Hun kunne godt se på ham at han synes det var et nederen spørgsmål, så hun lod være med at træde mere i det. Hun var stadig rimelig ny til hele mutant-tingen, og havde aldrig rigtig kendt andre så hun var sku lidt nysgerrig omkring det. At høre hvilke andre evner der fandtes. Om alt fra de klassiske telepati ting og elementkontrol, til de mere særpræget, som for eksempel Kyries.

[Kyrie Eleison]

"Eller hvis man vil deltage i en sandslotskonkurrence" Lød det smilende fra ham. Ja sand evnen var da meget praktisk og han havde intet imod den, men som så mange andre misundte han de andres evner. Han ville gerne kunne gøre sig usynlig, være altseende, havde telekinese eller læse tanker... MEn havde han haft en af de evner havde han nok bare savnet nogle andre? "Ej min evne er squ fin nok, især efter jeg lærte at styre den" Lød det roligt fra ham. Han havde haft en meget ubehagelig oplevelse da han var lille. Han havde dræbt en skolekammreat, godt nok klassens bølle men stadig et andet menneske, en dag hvor klassen var på stranden. Han havde ikke kunnet styre det, og han kunne stadig høre skrigene for sig, og tit vågnede han midt i et mareridt hvor han genoplevede hændelsen... Selv nu hvor han bare tænkte på det, blev hans hænder lidt fugtigere.

[Sammy Reich]

Sammy lo kort af hans sandslot kommentar "Yeah, yeah!". Hun vendte tilbage til sit normale, skæve smil igen og lyttede ”Tell me about it” sagde hun med et selvironisk lille grin. Hun mistede et ben fordi hun ikke kunne kontrollere det under pres og når hun blev overrasket. Godt nok kunne hun ikke liige se hvordan det kunne gå galt med sand. Jo, sandkassen kunne spontant angribe ens legekammerater i børnehaven eller hvad? Sandet kravler ned i underhylerne på folk man ikke kunne lide? Nej, det var sku over hendes forstand. ”Man kommer sku langt når man har fået så meget styr på lortet, at det ikke går amok hver gang man bliver pist på nogen”

[Kyrie Eleison]

"Ja det må man sige" Lød det tænksomt fra ham "Det er ikke alle som slipper lige heldigt fra ukontrollerbare evner" Lød det roligt fra ham med en hentydning til hendes egen oplevelse og et skjult hentydning til sin egen, en hentydning hun dog ikke ville bemærke når hun ikke kendte hans fortid. "Jeg tror nu det er en god ting at folk kan komme her og lære at kontrollere deres evner. Nogensinde hørt om den store brand i Colorado? En ild manipulator der ikke kunne kontrollere sine enver. Det var den hændelse der var skyld i at mutant registrations loven blev vedtaget" Det havde stået i Washinton Times en gang for et stykke tid siden. Der var vidst flere mennesker der omkom, og store skov områder var blevet brændt helt ned.