|
|
Post by roxxy on Jun 15, 2008 20:13:20 GMT 1
22:10
Sofia sad alene på en bænk. Hun havde ikke rigtigt lært nogen at kende endnu, og det gik hende på. Det metalgrå øjne var rettet mod himlen, der varslede regn, men hun var ligeglad.
Lyset der kom indefra gav genskær i hendes sølvhud.
"Måske hører jeg heller ikke til her" mumlede hun stille.
Langsomt blev metallet omdannet til normal hud, men en enkel plet ved hendes øje, forblev blank.
|
|
|
|
Post by Dane Xanders on Jun 15, 2008 20:21:18 GMT 1
Dane kom roligt gående uden for på terrasen for at se sig om på sin nye arbejds plads. han var som altid fuld af energi og det kunne ses på ham. han gik i en lysebrun vest med en hvid skjorte inden under og sorte bukser med sorte sko til. han havde hvide handsker på også så man kunne faktisk tro han var helt normal bortset fra det hvide hår han havde. han så sig lidt omkring og hørte nogen mumle lavt hvilket fik ham til at se hen mod stemmen og så en pige som han gik hen til og sagde "hej" ganske venligt
|
|
|
|
Post by roxxy on Jun 15, 2008 20:24:58 GMT 1
Sofia sad helt stille. Hun børstede hurtigt en tot hår ned foran metalpletten der var over hendes venstre øje, før hun så sig over skulderen. Hun var ikke helt sikker på hvorfor hun var så bange for at andre skulle se hvad hendes mutation havde resulteret.
"Hej," lød det lavmælt fra hende.
Hun stak hænderne i sine jakkelommer, og rettede igen blikket mod bordet.
|
|
|
|
Post by Dane Xanders on Jun 15, 2008 20:33:36 GMT 1
Dane så på pigen og spurgte "hvorfor så bange?" han kunne ikke rigtig forstå det for hun så da ikke ud til at have problemer med sit udseende da hun lignede et meneske helt og holdent hvilket han ikke selv kunne prale af med sin arm hvis han valgte at vise den for andre hvilket han normalt ikke gjorde
|
|
|
|
Post by roxxy on Jun 15, 2008 20:38:35 GMT 1
Sofia svarede ikke. Hun havde ikke rigtigt lyst ti lat snakke om det.
Hun var ikke typen der var blevet lavet forsøg på, men hun var blevet mobbet siden førrste gang hendes evner viste sig, hvilket havde givet hendes ar på sjælen.
"Jeg er ikke bange - jeg er nervøs," lød det stolt fra hende før hun vendte sig om. Det ene, synlige øje bar et vist metallisk skær.
|
|
