undersøger altid området!

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn nikkede. "Ah," sagde hun, idet hun havde forstået, hvad han havde sagt. Hun sad lidt i tavshed, inden hun sagde: "det kan godt være, at du er vant til at klare dig selv og kun skulle tænke og tage vare på dig selv, men du bliver nødt til at vænne dig til, at der også er andre mennesker, hvis du vil klare dig på den her skole," hun smilede lidt. Han var den typiske rå, gadedreng, der var blevet forsømt af alt og alle og var af den grund blevet selvvisk og selvoptaget, for at klare sig, gættede hun på.

[John Smith]

John så på hende, ikke at han kunne se hende, "du er så sandt en lærer, jeg har aldrig troet du skulle sige sådan noget dumt, du tror vel ikke det der vil ændre mig, jeg vil stadig bare passe på det der er vigtigt for mig, og alle andre er mig ligegyldige," han sad ned roligt, han var ikke i stand til selv at gå herfra, han ville med større chance falle ud over balkonnen.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn rystede lidt på hovedet. "Nej," svarede hun så, "jeg regner ikke med, at det vil ændre dig på nogen måde. Jeg pointerer det bare. For at være ærlig, er jeg ligeglad med, hvad der hænder dig," hun så stadig ikke på ham, "jeg gider ikke forsøge at lave om på nogen eller hjælpe nogen, hvis ikke personen selv vil have det," hun var ved at blive en smule irriteret på ham, men det var mest fordi, han var så hoven og utiltalende. Hun var faktisk ligeglad med ham - han ville ikke høre på hende, så kunne han vel rende og hoppe.

[John Smith]

John sad ned på stolen, han tog sin klap af øjet, han sad bare sådan, han så mod hende, "du lyver," han så væk fra hende igen, han smilte ikke men var ganske seriøs, hvis hun var en lærer for dem der hørte efter læreren, så var hun så godt som arbejdsløs, han smilte lidt ved tanken, og mutanter var stadig bare mennesker, mennesker med gud og djævlens evner, han sad bare og så væk fra hende, "det gør vi alle sammen, vi lyver og lyver, det er egentlig trist," han stønnede kort, han ville se hvilken person hun var.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn trak på skuldrene og sukkede. "Jeg har mine problemer," sagde hun stille, "du har dine. Hvis ikke du har det, får du i hvert fald nogle på et tidspunkt. Jeg er her kun for at hjælpe folk, der vil hjælpes, hvis de selv føler, de har brug for det. Du må lærer af dine egne erfaringer," hun så på ham med et lille smil, "hvis der altid var en, der holdt hånden over dig, ville livet jo ikke være særligt sjovt, ville det vel?" det var sandt, at hun gerne ville hjælpe ham, men kun hvis han slev ville hjælpes. Hun ville ikke kæmpe for at få lov til at hjælpe ham. Bare fordi hun var lære, var hun ikke alle elevernes mor, kun vejleder. Det var nok ikke det, han havde regnet med, hun ville sige. Når han ville have hjælp, kunne han dog altid komme til hende - eller en anden lære.

[John Smith]

John begyndte at grine, han grinte og grinte som aldrig før, "nej det er sandt, så bliver det ikke så sjovt, men fuck, du virker underlig," han aktiverede sin evne, han smilte og gik hen foran hende, "jeg skal nok huske din forslag, men jeg vil nok ikke bruge det," han smilte og begyndte at gå væk derfra, han stoppede dog og kiggede på hende.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn kunne ikke lade være med at smile. Hun var på en måde glad for at have fået ham til at grine. Hun ville gerne have, at eleverne kunne lide hende, så hun forsøgte ikke at presse dem på nogen måde - en anden grund til, at mange elever så hende som en af dem. "Jeg skal ikke tvinge dig til det," svarede hun så med et smil. Hun sagde ikke noget til, at han syntes, hun var underlig. Hun havde ikke noget imod, at andre syntes, hun var underlig. Hun så efter ham. "Så, du har det bedre, regner jeg med?" spurgte hun. Hun mente selvfølgelig med, at han ikke var helt blind nu - det så i hvert fald ud som om, han godt kunne se, hvor han gik nu.

[John Smith]

John så på hende, "nej jeg bruger bare min evne og forværrer bivirkningerne og længden, men jeg kan ikke blive, bare så du ved det så er min evne alt seende øjne, til gengæld gør den mit syn dårligere efter jeg bruger evnen, og lige nu bruger jeg den til at neutralisere mine bivirkninger," han så ikke på hende, men hun kunne nok føle hans blik, han kiggede på hende, eller rettere han var ti meter væk fra sin krop, så han kunne se rundt om sin krop, som var han to steder, selvom synet var ti meter fra kroppen, var det umuligt at vide.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn nikkede med et lille smil. "Sjovt," sagde hun så, "men hvorfor kan du ikke blive? Hvad skal du da?" hun lagde hovedet på skrå. Hvis han skulle noget vigtigt, kunne hun vel ikke stoppe ham, og hun havde heller ikke planer om at forsøge. Hun var bare nysgærrig efter, hvad det var, der var så vigtigt. Hun overvejede, hvor meget hans altseende øjne kunne se. Kunne han se gennem ting og sådan? Endnu en interessant evne. Der var ligeså mange evner, som der var mutanter, hvis ikke flere.

[John Smith]

John så på hende, "sjovt det har jeg glemt," han satte sig tilbage og så på hende, men han var blind igen, og han tog sin klap for øjet på igen, han smilte lidt til hende og som om han læste hendes tanker svarede han venligt, "ja jeg kan se gennem ting, det gælder også tøj," han smilte lidt lusket da han sagde det, han oplevede fleste gange at folk spurgte om han kunne se gennem ting, det var for dem det ultimative syn normalt, eller ihvertfald drengenes.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn skulede til ham, men gjorde ikke mere. I stedet sagde hun i en lidt drillende tone: "så regner jeg vel med, at du også har set gennem mit tøj. Kunne du så lide, hvad du så?" han var trods alt en dreng, og hun vidste, hvad de fleste drenge i hans alder tænkte på for det meste - sex og sådan. Det var vel okay. Det var ikke som om, han havde forsøgt at forgribe sig på hende, men det var stadig en krænkelse af hendes rettigheder. Men det kunne vel være ligemeget, han ville ikke være den første, der så hendes krop og nok heller ikke den sidste.

[John Smith]

John så mod hende, "nej selvfølgelig har jeg ikke det," han smilte drillende og tog klappen af, "men når du nu byder så takker jeg gerne," han spærrede øjnene op, han var tydeligt ved sin grænse snart, han så selvfølgelig hende sidde der, som gud havde skabt hende, han smilte men bukkede under, han tog klappen på igen og sad og stønnede svært, "fuck! du er virkelig lækker, det må man give dig," han smilte lidt og vidste det var lidt ondt gjordt, men hun spurgte selv om han kunne lide det, så han måtte lige være sikker.