|
Post by John Smith on Jun 12, 2008 19:14:26 GMT 1
John sad ude om natten, han havde ingen klap for øjet, han brugte sin evne, lige nu var hans syn over alt, ihvertfald på skolen, han kunne se alt omkring sig, han vidste det ville tage ekstremt på krafterne, men han ville undersøge stedet, han kunne tydeligt se der var en masse, meget mere end han havde regnet med, han lukkede øjnene og åbnede dem igen, han kunne se en person i nærheden, han vidste der ville komme en, om cirka nogle sekundter hvis personen gik stærkt, måske om et minut hvis det gik langsomt.
|
|
|
Post by Everlyn Sentillio Melai on Jun 12, 2008 19:25:06 GMT 1
Everlyn havde endeligt fået sin datter til at sove - efter lang tids 'kamp'. Hun burde være så udmatte, at hun bare ville falde om og sove på stedet, men det var ikke tilfældet. Hun vidste ikke, hvorfor hun ikke havde kunnet sove, men det havde hun bare ikke, så hun havde bestemt sig for at gå ud for at trække lidt frisk luft. Hendes gang havde bragt hende til balkongen, hvor hun nu stille trådte ud. Hun lavede ikke en lyd, hendes skridt var så sagte, at man ikke kunne høre dem. Hun lagde mærke til, at der allerede sad en derude og stoppede derfor op, da hun ikke var sikker på, om personen ville være alene, eller om det var okay, at hun også var der.
|
|
|
Post by John Smith on Jun 12, 2008 19:33:35 GMT 1
John smilte lidt, "det er okay du er her, jeg er ikke farlig," han tog klappen for øjet, og vendte sig mod hende, han smilte sit luskede smil, "fuck man, hvad sker der, er der kun babe's på denne skole," han smilte og gik mod hende, han smilte og stoppede foran hende, "mit navn er John Smith, jeg er ny elev her," han var næsten gammel nok til at være lærer, men han var åbenbart elev.
|
|
|
Post by Everlyn Sentillio Melai on Jun 12, 2008 19:39:55 GMT 1
Everlyn smilede ved den første kommentar, men vidste ikke helt, hvordan hun skulle reagere på den næsten. Den sidste var dog nem at reagere på; "Velkommen," sagde hun venligt, men fik så et skævt og lidt lumsk smil, idet hun præsenterede sig selv: "Jeg er Everlyn Sentillio Melai, professor i sang, dans og musik," hvordan ville han reagere på, at han lige havde kaldt en lære for 'babe'? Han havde sikkert troet, at hun var en elev, hvilket ikke var så underligt, da hun ikke var særligt høj - det var en meget normal fejl, folk begik; selv når de lærte hende at kende.
|
|
|
Post by John Smith on Jun 12, 2008 19:44:36 GMT 1
John smilte og nikkede, "lige så lækker som rektor, hun er sku også rimelig hot," han smilte og nikkede, "jamen tak for velkomsten, professor hot," han smilte og tog øje klappen af, han så, på hende, *uden tøj, hmm, inddu frækkere,* han smilte og tog klappen på igen, "hmm må jeg spørge dig om noget," han så spørgende på hende.
|
|
|
Post by Everlyn Sentillio Melai on Jun 12, 2008 19:57:55 GMT 1
For en gangs skyld havde Everlyn mødt en elev, hun ikke brød sig om. Hun brød sig ikke om at være 'et sex objekt', men det virkede på ham som om, det var det, hun var. "Det må du vel," svarede hun så ligegyldigt, mens hun gik over til en af stolene, hvorpå hun satte sig og så ud i natten. Havde hun ikke været en lære og skulle sætte et godt eksempel for eleverne, ville han nok have både et rødt mærke og kradsemærker på kinden lige nu. Heldigvis var hun hævet over det - i hvert fald en smule; for nu.
|
|
|
Post by John Smith on Jun 12, 2008 20:05:51 GMT 1
John så på hende og nikkede, "tror du det var rigtigt af mig at komme her," han så på hende, det plagede ham, ville han miste det enneste der bare ragede ham en lille smule, hans søster, eller ville dette her hjælpe dem, indtil videre var der kun regler, overalt, regler, regler og regler, han så på hende, men ikke som før, han så på hende normalt, selvom han var elev, så var han stadig voksen, det med 'sex objektet' var hendes fejl, hun havde haft et lusket smil på læberne, det smil der indigerede et spil for John, og han vandt altid sine spil.
|
|
|
Post by Everlyn Sentillio Melai on Jun 12, 2008 20:16:41 GMT 1
Everlyn, der havde siddet med hovedet i hænderne og det ene bed over det andet, mens det svingede lidt i luften, stivnede en smule. Det var ikke et spørgsmål, hun havde regnet med. Det varede dog ikke længe, inden benet genoptog sin svingning. Hun så ikke på ham, men sagde bare: "Det kommer vel an på så meget. Jeg kender dig ikke, så hvordan skulle jeg kunne vide det?" spørgsmålset var sagt på nogen flabet måde, men mere bare nysgærrigt, hvis det var noget. Det var jo sandt, at hun ikke kendte ham - ikke at hun ikke ville det, for det ville hun godt; eller måske ikke. Hun var stadig ikke så glad for ham.
|
|
|
Post by John Smith on Jun 12, 2008 20:21:46 GMT 1
John så på hende og sukkede, "det er sandt nok," han så ud mod natten, eller rettere han så ingenting, alt var mørkt, han stod bare stille og stenede, som om han intet så, han var blind, bieffekten havde taget ind, hver gang han brugte sin evne, så kom der en bieffekt, han smilte ikke men stod bare stille, han vidste bieffekten ville tage af, måske om nogle minnuter, måske efter et par timer, hvem vidste.
|
|
|
Post by Everlyn Sentillio Melai on Jun 12, 2008 20:27:56 GMT 1
Everlyn sukkede uhørligt og lukkede øjnene en tid. Da hun åbnede dem igen, så hun hen på ham og smilede - hun vidste ikke, at han var blind. Hun så tilbage ud i mørket, der dog ikke var så mørkt for hende igen. "Jeg vil gerne kende dig," sagde hun stille, "hvis altså jeg må?" De var vidst kommet lidt skævt ind på hinanden. Det var i hvert fald det, hun troede. Han var ny, så det kunne være, at han var usikker eller sådan noget, og derfor 'gemte' han sig bag en facade af uhøflighed. Hun ville give det hele en chance til; måske ville det gå bedre denne gang.
|
|
|
Post by John Smith on Jun 12, 2008 20:37:17 GMT 1
John så ikke på hende, "okay, det må du gerne, jeg er sådan her hele vejen igennem, jeg er egoistisk og det må du finde dig i," han gik lidt frem, men væltede over en stol, han faldt så langt han var, "fuck fuck fuck," han rejste sig op, han tog hænderne ud for sig, som om han var blind, selv et barn ville vide han intet kunne se, han var usikker nu og følte sig frem, i luften, for der var intet herude at tage fat på.
|
|
|
Post by Everlyn Sentillio Melai on Jun 12, 2008 20:43:32 GMT 1
Everlyn sukkede ved hans svar, kunne ikke lade være med at fnise lidt, for det så altså sjovt ud, da han faldt. Da han dog begyndte at famle frem for sig, rejste hun sig, gik hen til ham og tog fat i hans arm, hvorefter hun begyndte at føre ham hen til et sted, hvor han kunne sidde ned. Egoistisk eller ej, så ville hun hjælpe ham, idet han så ud til at have bare en anelse problemer med at orientere sig lige nu. Hvis han blev ved med at opføre sig som en nar, ville hun nok til sidst blive træt af ham, men lige nu kunne hun godt bære over med ham.
|
|
|
Post by John Smith on Jun 12, 2008 20:54:47 GMT 1
John så mod hende, han så ud til at hade det, på den ene side var det rart med hjælp, på den anden side var han svag ifølge sig selv, "tak," han sagde det stille, men sagde det dog, han greb fat i klappen for øjet med den anden hånd, men rev den ikke af, han lod bare hende føre ham, han sukkede og blev bare ført som en dukke.
|
|
|
Post by Everlyn Sentillio Melai on Jun 12, 2008 21:08:41 GMT 1
Everlyn førte dem hen til et bord, hvor der var nogle stole, og lagde hans hånd på en af stoleryggene, så han vidste, hvor den befandt sig. Selv satte hun sig på en stol ved siden af ham. "Fortæl mig så, Hr. Ego, hvorfor er du kommet hertil, hvis du ikke er sikker på, at det var det rigtige at gøre?" spurgte hun, mens hun igen så ud i mørket. Hun kunne ikke tro, at han var fuldstændig selvvisk hele tiden, og hun ville gerne se, om ikke hun kunne få bevidst denne teori - det håbede virkeligt, at den var korrekt.
|
|
|
Post by John Smith on Jun 12, 2008 21:25:09 GMT 1
John så på hende, "mest fordi det var det nemmeste, og så fordi jeg har en efterslæber med mig, min dumme søster valgte at komme med mig, istedetfor at blive hjemme," han så lidt væk, han holdt lidt af sin søster, hun var jo sådan set hans slave, og slaver burde ikke bare smides væk, derfor var det vigtig han passede på hende, han smilte lidt, "jeg er vokset op til at klare mig selv, og sådan vil jeg nok blive ved med at være."
|
|