Gensyn..

[Yo Faa]

Yo smilte til Kira og kiggede på hende.
"Der er meget at tænke på men det er også meget alvorligt. Vi skal tænke meget over hvad det er vi gør. Men først så må vi træne i vores svagheder. Det skal alle. Og det skal være med dig eller mig. Det er det vigtigeste vi skal for at være klar til at kunne forsvare andre." sagde hun og lænte sig frem af. Hun vendte sig om og kiggede på Kira. Et trist blik kom frem i hendes ansigt og man kunne tydligt se en skræmmende blik i hende.
"Jo Kira det vil det. Men det er ikke noget vi kan gøre for. Vi gør det rigtige så det skal vi ikke bekymre os om. Vi gør det på en god måde og sådan skal det blive ved med at være. Selvom alt forandre sig så må vi bevære modet og tro på at det bliver godt nok. Nogen mennesker vil nok stadig have samme mening om os mutanter men nogen ændre nok mening og mener at folk skal lade os være da vi er nogle gode beskytter." sagde hun og smilte kort til hende.

[Kira Angel]

Kira nikkede indforståede, ja de måtte træne alle deres svagheder og en af Kiras største svagheder i en kamp om liv og død. Kunne hun ikke dræbe. Hun måtte træne denne svaghed, hvis det da var en svaghed. Hun måtte i hvert fald kunne dræbe når tiden faldt!
Hun sukkede kort, tanken om at gøre sig selv til en dræber, var ikke lige det hun havde håbet på da hun denne morgen var stået op. Men nu vidste hun at der ikke var nogen vej uden om, hun måtte lære at dræbe uden at tøve. En hård prøve, men den måtte bestås.
Hun smilte svagt, nærmest kunstigt og svarede så derefter "ja vi må alle træne, vi må finde medlemmer og styrke vores gruppe! Skal vi snakke med nogen af lærerne?" hun kiggede roligt på Yo. For det ville selvfølgelig være bedst at have nogle så stærke som lærerne med på holdet, men kunne de risikere det? De kunne jo være af den onde art eller sådan et eller andet.!
Hun nikkede kort, lyttede til hendes videre ord og sukkede så trist. Ja der var vel ingen vej tilbage nu og ville hun mon overhovedet ønske det, hvis muligheden var der? Hun ville gerne hjælpe, især hjælpe drømmen om mutanter og mennesker side om side. Det kunne være vidunderligt, men der ventede en krig at kæmpe først. Det kunne de nok desværre ikke komme uden om..!


((Det er egentligt lidt uretfærdigt for de onde, for de har ingen lære eller Rektor på deres side.! XD Det må vi lave om på..!))

[Yo Faa]

Yo kiggede på hende med et kort smil. *Lærene og rektor. Jeg ved ikke en gang om de ved det. Måske ville det være bedst slet ikke at snakke med dem. Den gamle rektor vidste ikke noget om det så hvorfor skulle den nye vide noget om det? Hvis lærene for noget af vide om det hvad ville de så ikke sige? De vil sikkert bare mene at det er noget pjat og at det ikke passer. Man kan ikke stole på voksene. Dette er noget vi selv må klare eller er det?* tænkte hun og kiggede ned i jorden og op på Kira. "Jeg tror det er bedst hvis vi venter lidt at snakke med dem og rektor. Man kan aldrig vide hvem der er gode og hvem der er onde nu om dage. Vi skal være meget forsigtige." sagde hun og kiggede på Kira. Hun vidste at Kira ville forstå det. Men hvis der var nogen der skulle snakke med en lære så var det nok Yo.

[Kira Angel]

Kira nikkede indforstående, selv om at hun måske selv syntes at det kunne være lidt dejligt med en voksens tankegang og overblik. Men Yo var lederen, så hun bestemte. Kira nikkede derfor indforstående og smilte roligt.
Hun lod blikket vandre væk fra hende, kiggede eftertænksomt og sagde så med en beslutsom og næsten fraværende eller død stemme "hvornår skal vi så træne, det er vel bedst at gøre det hurtigst muligt! Men heller ikke for tidligt alligevel, for vi skal også lige have tid til at tænke over det!" hun lod blikket flakke lidt til den ene side ved tanken om hvordan træningen ville være, hun skulle dræbe. Ikke ligefrem en særlig opmuntrende tanke.
Hun smilte svagt, nærmest ligegyldigt og afventede så Yo's svare med rolig mine. Hun kunne jo lige så godt få træningen overstået. Hvordan havde Yo mon tænkt sig at træningen rigtigt skulle foregå? Skulle de rende rund to dræbe folk i det forandrende træningsrum? Det virkede da drabeligt. Hun lod blikket falde, hun burde vel vende sig til tanken. Drabeligt skulle ikke længere var voldsomt og forkert, men derimod nødvendigt og rigtigt i de passende situationer..

[Yo Faa]

Yo kiggede på hende og sukkede kort. "Bare rolig Kira. Det skal nok gå godt. Jeg er her og jeg har jo en stærk evne." sagde hun og kiggede på Kira. Hvis hun vidste hvad Kira betød for Yo men det gjorde hun jo. Yo ville gøre alt for hende.
"Vi træner om nogle dage. Nu skal vi begge have ro og tænke over hvad der er sket i dag og hvad vi kommer til Imens tager jeg ud til Mrs Caller det kan være hun ved noget om disse angreb på menneskerne." sagde hun og kiggede på kira. "Mrs Caller er en fattig gammel dame som bor i det fattige kvarter. Hun ved meget så jeg tager ud til hende i aften omking klokken 3. Det er også på tide at jeg kommer ud med noget mad til hende." hun kiggede på Kira og smilte kort.

[Kira Angel]

Kira nikkede indforstående, smilte roligt og kiggede nysgerrigt på hende. En ældre kvinde kaldet Mrs. Caller, hun lød interessant. Måske fik hun selv æren af at møde hende en dag? Hun håbede i hvert fald på det, for hun lod til at være en kvinde der var værd at møde.
Hun vendte blikket væk igen, vidste ikke længere hvad hun skulle sige. For hun havde fået så mange informationer og havde ladet sig gribe ind i så store ting, at hun ikke længere kunne holde tankerne klare længere. Hun manglede tid til at tænke tingene igennem med.
Hun nikkede kort og svarede så "okay, vi træner om et par dage, så må du fortælle mig der hvad du har fundet ud af!" hun nikkede indforstående til sien gene ord og smilte så svagt. Det var virkeligt alvorligt det her og hun var en del af det hele allerede..

[Yo Faa]

Yo kiggede på Kira med et smil. "Jeg snakke rmed hende senere. Så ser jeg hvad jeg kan få af vide. Håber der er noget godt hun kan fortælle. Det ville kun være godt." sagde hun med et kort smil. Hun kiggede ned på gulvet og så ud af vinduet. "Jeg giver lyd fra mig når jeg har været der nede og når dig og mig skal starte med et træne." sagde hun og kiggede på Kira. Dette var en meget vigtig opgave at få klaret. De skulle træne alt hvad de var dårlige i lige meget hvad det kunne være. De skulle træne i så meget. Fysisk styrke og hun vidste ikke hvad. Yo skulle ihvertfald lære lidt mere om hendes evner og hun skulle lære at styre sine evner meget bedre end hun gjorde nu. Jorden havde også meget med hendes evner at gøre men hun havde ikke lært at bruge jorden til hjælp endnu. Hun skulle snart lære det eller det håbede hun at hun kunne.

[Kira Angel]

Kira nikkede indforstående, smilte roligt og vendte så igen blikket imod hende. Hun havde nu ikke længere mere at sige, for tankerne kunne slet ikke finde på flere af bare forvirring.
Hun nikkede derfor blik roligt og sagde så pludselig "jeg har brug for at tænke over alt det her, så jeg tror vi skilles her!"hendes stemme var mild, men også tydeligt meget ivrig efter at komme væk og tænke i ro. Hun havde brug for karbad eller sådan noget. I hvert fald noget hvor hun kunne slappe helt af og bare tænke over Yo's ord og hele situationen her.
Hun smilte venligt til Yo, rejste sig så roligt op og forvandlede sig til sin yndlings skikkelse, den snehvide ulv. Hun nikkede hilsende og logrede så svagt med halen for at vise sin glæde over endelig at havde set hende igen..

[Yo Faa]

Yo smilte til Kira. "Jeg må også tænke lidt mere over alt det her om hvad vi gør og sådan lidt." sagde hun med et smil og kiggede på Kira hvordan hun forvandlede sig.
Hun nikkede igen til Kira og vendte sig om for at gå imod trapperne. Hun vendte sig om igen og smilte til Kira. "Vi ses snart igen og jeg giver svar fra mig." sagde hun og vendte sig om igen og smuttede ned af trapperne.

//Out

[Kira Angel]

Et enkelt og kort nik, viste hendes forståelse og svar. Hun vendte da om og begyndte at løbe ned af gangen med sin lette og rolig gang. En elev kom gående forbi, lod en hånd stryge af hendes bløde ryg og fik hendes hale til automatisk at logre. Hun vendte øjnene tilbage imod pigen som havde gjort det og logrede igen som tak.
Hun elskede kærtegn i denne skikkelse., hun var som en ulv, som dog var mere eller mindre tam. Hun vandrede ned af gangen og væk..


OUT//