Gensyn..

[Kira Angel]

((Jeg tænkte at jeg ville være den første der skrev på gangene.. XD))

Gangene var overfyldte, folk strømmede frem og tilbage og der var generelt bare vildt meget gang i den i dag.
Der øsede ned udenfor, så de fleste af skolens elever var nu inde og det kunne tydeligt mærkes.
Kira kunne ikke holde det ud at skulle presse sig igennem mængden af mutanter, så hun havde forvandlet sig til en stor smuk falk og fløj nu hen over hovederne på folk i hurtige manøvre.
Hun farede forbi nogle lamper, var ved at flyve ind i en tre meter høj kvinde og fløj så videre om et hjørne og lige ind i en væg.
Hun gled ned langs vægen, bumpede imod jorden og blev så liggende der som en fortumlet falk..

[Yo Faa]

Yo sad stille i en vindueskarm og kiggede ud på vejret. "Vejret er så trist i dag." mumlede hun og kiggede bare ud på det. "Der er noget uden for som er på vej. Det har regnet i flere dage nu. Jeg har ikke gjort noget selvom folk har kommet og spurgt mig om jeg ikke kan få solen til at skinde." mumlede hun og kiggede bare du af vinduet og så på alle de mutanter som løb frem og tilbage på gangen. Hun sukkede kort og kunne snart ikke klare mere larm. Hun åbnede vinduet og løftede en arm op imod himlen. Hendes øjne blev helt hvide og hun lod hedes hånd glide hen over skyerne. Hun pustede kort ud og en vind kom farende hen over huset. Yo skulle bruge mange krafter men det lykkes. Skyerne forsvandt stille og solen begyndte at komme frem. Man kunne tydligt mærke varmen hurtigt. Yo smilte kort og hendes øjne blev sine normale blågrønne farve. Hun tog armen ind igne og lukkede vinduet. Flere mutanter stoppede op og gik ind i hinanden. Nogle smilte og begyndte at klappe Yo på skuldren. "Tak Yo" blev der sagt af flere folk og klappede hende på skuldren inden de skyndte sig ned af trappen.

[Kira Angel]

Kira lå omtumlet på jorden, vingerne lå fladt ud på gulvet og hendes næb rørte lige vægen. Hun øjnene de skarpe rødbrune øjne, så den snehvide mur og fik så samlet vingerne og kom op.
Hun kiggede forvirret på de mange hurtige føder som pludselig alle hamrede imod udgangen. Hun havde ikke lagt mærke til det pludselige forandrende vejr, fir de store voldsomme føder hamrede bare end overalt omkring hende. Hun hoppede febrilsk rundt, forsøgte at undvige fødderne og kom så baglæns hoppende hen imod et vindue. Hun måtte ud herfra, for hun kunne ikke nå at forvandle sig i al den forvirring og kaos..

[Yo Faa]

Yo smilte kort og kiggede bare ud af vinduet. "Endelig noget stilhed for en stund." sagde hun med et kort grin og kiggede frem og tilbage. Der var ikke nogen at se andre end en fugl inde døres. "Hej Kira" sagde hun med et smil på læbne. Den eneste hun kendte som var formskifter var Kira. Var hun ikke også den eneste på skolen som var det? Hun var ikke sikker. Men hun var jo næsten sikker på at den fugl var Kira. Og hvis ikke, ja så var der ikke så meget andet end at sige undskyld til personen.

[Kira Angel]

Kira hoppede forvirret videre rundt imellem de mange store ben, de hamrede ned som lyn oppefra. Hun kunne knap nok undvige de første, før de næste så hamrede imod hende.
Hun mærkede sin krop sitre af adrenalin og angst forudanelser. Det her ville da umuligt ende godt. Hun hørte sit navn fra en velkendt stemme, hun lod de altid så rødbrune øjne flakke hen imod Yo og smilte så glad i sit sind, da næbet ikke helt ville forme sit til et smil.
Hun undveg endnu et ben, som hun lige og lige fik set ud af øjenkrogen og bemærkede så allerede et mere ben, men hendes tanker om endelig igen at se Yo, havde fået hendes opmærksomhed til at ryge en dal. Så benet hamrede lige ind i hende, selvfølgelig ikke med vilje fra selve ejeren af benene og hun gled så hen af jorden og hen foran Yo. Hun ramlede ind imod muren under vinduet og lå så fortumlet der og kunne hverken finde hvad der var oppe eller nede.
Fyren tilhørende de faretruende føder, skyndte sig febrilsk hen til Kira, samlede ham op og kiggede så tøvende på Yo og spurgte hey, øhm.. Er det din falk? Du må altså virkelig undskylde at jeg kom til at ramle ind i den. Det var virkelig ikke.. hans blik havde faret forvildet hen imod der hvor han havde sparket Kira. men nu hvor han vendte blikket imod Yo, var han brat stoppet op og sad bare og kiggede helt fortabt på hende.
Han havde selvfølgelig ikke vidst at falken var Kira, et rigtigt menneske, så han havde straks bare gået ud fra at Yo måtte eje Kira..

[Yo Faa]

Yo skulle lige til at hoppe ned fra vindueskarmen og samle Kira op da en andne gjorde det.
"Pas på en andne gang. Det er godt nok ikke min falk det er faktisk min bedste veninde.!" sagde hun en smugle vredt og tog Kira op i sine hænder. Hun satte Kira fra sig på vindueskarmen og kiggede op på drengen som så forviret ud. Han drejede om og gik hen imod trappen. "Dumme drenge." sagde hun og kiggede på Kira. "Nu kan du godt komme frem." sagde hun med et smil.

[Kira Angel]

Falken kiggede stadigvæk halvt fortumlet frem for sig, valkede kort og landede så helt underligt på 'numsen'. Hendes fjer begyndte at stritte modvilligt og hun fortrak en mine af ubehag og smerte.
Hun peb halvt kvalt og forvandlede sig så hurtigt sig om til sin normale skikkelse. Hun blev betydeligt større, mistede fjerene og fik en sød rød sommerkjole på. Hun havde en spænde i håret for at holde håret lidt væk fra ansigtet og små lette sommer sko på fødderne.
Hun lod straks hånden finde sin vej til hendes hoved og sagde så halvt fortumlet og rystet "Wauw, det var godt nok noget af en flyvetur!" hun smilte muntert frem for sig og vendte så ansigtet imod Yo og smilte glad. Hun havde virkelig bare savnet Yo, hendes elskede Yo. Hvor var det dog længe siden at de sidst havde set hinanden..!

[Yo Faa]

Yo smilte kort til Kira og kiggede på hendes forvandling. Der var en af de første gange at Yo havde set hende i et dyr hvor hun så skiftede form til sig selv.! Det var helt fantastisk!. "Wow!" sagde hun kort og rystede på hovedet. Hun kiggede lidt på hendes kjole den så ny ud så gad vide om det var noget hun havde købt for de penge hun havde fået fra Yo.
"Ja det tør da siges. Der var for meget larm og det har regnede så amnge dage. Jeg kunne ikke holde det ud mere. Du må undskylde hvis du kom galt af sted." sagde hun og kiggede på Kira. Hun kiggede lidt ned på sig selv og kom i tanke om hvordan hun egentlig så ud. Sidst Kira så hende der var hun bare så tynd at man dårlig nok skulle røre hende indne hun brækkede et eller andet. Nu havde hun da fået lidt sul på kroppen. Stadig lidt tynd men det så bedre ud ind før. Nu manglede hun bare lige det sidste inden hun var helt oppe på den normale vægt igen.
Hun smilte kort og satte sig ordentligt op så Kira kunne sidde lidt bedre.
[]"Er det en ny kjole?"[/b] spurgte hun og smilte kort.

[Kira Angel]

Kira smilte roligt til Yo, trak på skuldrene og svarede så med ro i stemmen "det gør ikke noget, jeg kan bedre lide gangen som den er nu!" hun smilte muntert frem for sig, vendte kort blikket imod gangen, for så derefter igen at vende det imod Yo.
Hun havde godt bemærket Yo's betydelige smukkere og bedre udseende. Det gav Kira en dejlig lettelse og frihed om tankerne. Hun havde været så forfærdeligt bekymret for Yo, havde virkelig bare ikke kunne sove mange dage efter at hun havde været ved Yo. hun ville så gerne komme og besøge hende, men så sagde lægerne nogle gange at hun ikke måtte g andre gange ville hun ikke. For hvis Kira ikke kom til Yo, så måtte Yo jo blive rask og komme til hende.
Det var en ond strategi, men den havde jo hjulpet. Yo sad jo her og så utroligt meget bedre ud, men kun takket være hende selv.
Kira smilte roligt frem for sig ved Yo’s ord, nikkede så pludselig begejstret og svarede glad "ja jeg fandt den nede i genbrugsbutikken!" Kira havde sagtens penge til at finde andre steder at bruge sine penge end lige genbrugsbutikken, men hun havde hele sit liv været vandt til at spare og gemme alt hun kunne, for a kunne overleve. Så tanken om bare at rutte med alt hvad hun havde, det virkede helt forkert. For der kunne o komme en dag hvor hun pludselig skule få brug for dem. En hungersnød kunne bryde ud, måske en krig eller hvad der var værre? Hun vidste at de var dumme tanker, men hun kunne alligevel ikke lide tanken om bare at bruge alle disse penge uden omtanke.
Nu hun tænkte på Krig, havde Yo mon læst avisen? Kira kiggede nysgerrigt på Yo og spurgte så n anelse alvorligt og uroligt "har du forresten læst avisen, det med Nightwalkers?" hun kiggede uroligt på Yo og afventede svar..

((Jeg ved godt at avisen først udkom senere end denne tråd, men på en eller anden måde skal man jo sætte noget plot i gang, ik? Så jeg tænkte at jeg lige ville lave en lille undtagelse her.. XD Håber ikke det gør noget..?))

[Yo Faa]

Yo smilte til Kira og nikkede. "Det kan jeg også. Der skal være ro. Der har været alt for meget larm her på det sidste. Det er ikke til at holde ud." sagde hun og smilte kort. Hun hoppede ned fra vindueskammen og sukkede kort. Hun havde godt læst hvad der stod i aviserne. Hun var meget bekymret. Zake var ikke til at finde måske var han død af alt sit drikkeri? Hun vidste det ikke og hun var faktisk også lige lidt lige glad.! Hun havde lederskabet nu men gruppen var jo opløst. Der var ikke rigtig nogen der var der mere. Faktisk så aner hun ikke hvem der var med i gruppen mere. Hun var meget forviret og anede ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. En syg leder ville ikke være helt så godt. Hun skulle være på toppen hvis hun skulle noget. Men det var svært sådan som hun ahdve det. Hun kiggede op på kira og smilte ganske kort.
Jeg kan høre at vi skal på shoppingtur på et tidspunkt hvis du vil. Nu har du jo fået 2 milioner af mig og alligevel så køber du tøj i en genbrugsbutik. Altså Kira. Godt nok har du altid sparet men med så mange penge så behøver du ikke mere." sagde hun med et kort smil men gik stadig frem og tilbage foran vinduet. Smilet forsvandt igen.
*Hvad sker der nu. Hvem er den person med gule øjne. Nightmare ville da ikke kunne finde på sådan noget vel? Han har gjort det før i gyden men var det ikke kun med en person? Måske er det ham. Han kan godt nok ikke lide mennesker. Men havd nu hvis det er ham hva så? Skal jeg nu til at slå ham ihjel som alle mulige andre? Det kan ikke være rigitg. Sådan noget kan jeg ikke klare. Han er jo sød, nej jeg tror ikk på det. Mem hvem kan det så være.?* hun lagde armene over kors og kiggede på Kira og så ned i gulvet. Det var svært at have en leder som var lidt svag i forevejen. Men hun var ved at komme til krafter igen. Hun skulle bare lige være klar på det sidste skub hun skulle have.
"Jeg har læst det." sagde hun og kiggede på Kira og så ned i gulvet igen. Hun gik stadig frem og tilbage på gulvet. Det var lige før at man ville blive helt vred af at hun blev ved med at gøre det. Men hun var jo bare nervøs. Det var da meget normalt. Var det ikke? Jo det var det. Nu skulle hun bare have samlet alle dem der var medlem af grubben og få dem samlet og snakke med dem. Det kunne være svært. Men det måtte jo gøres før eller siden. Godt nok var hun en pige men hun havde en voldsomkraft hvis der var nogen der skulle komme op at skændes med hende. Hvis hun var vred så skulle man jo næsten ikke sige noget til hende. Sådan var hun og det vidste de godt men hun havde jo forandret sig meget og nogen var der jo slet ikke mere. Man skulle til at finde ud af på skolen hvem der var med hvem. Yo kunne ikke bare finde en elelr andne som skulle være med i grubben. Nej de måtte komme til hende. Eller de nye elever kunne man spørge. Men de kan jo ikke rigtig styre deres evner hvad gør man så?
*Det er svært at finde ud af hvad man gør og hvad man ikke gør. Kira må da også blive sindsyg af at jeg ikke siger noget. Men jeg skal have styr på det her. Jeg skal finde ud af hvem der har de gule øjne og beskytte menneskene. Men jeg kan ikke gøre det alene. Jeg ahr stået over for mange fare. Men hvis flere mutanter kommer og jeg står alene så ville jeg nok aldrig kunne klare det. De ville gå helt amok, og hvordan vil jeg ikke se ud når de er færdig med mig? Hvis jeg overhovedet overlever det? Det er jo ikke sikkert. Men måske så gør jeg. Nej det ville de aldrig gøre. De dræber alt og alle der står i vejen for dem. Det er sket lidt før men det er ikke helt så alvorligt som det her kommer til at blive.* tænkte hun og blev stadig ved med at gå frem og tilbage. Hun stopppede kort op og kiggede på Kira. "Jeg bliver ved med at gå og tænke på hvem der har gjort det. Den eneste jeg kender som ahr gule øjne er Nightmare. Men jeg kan ikke forstille mg om at det er ham der har gjort det." sagde hun og kiggede på Kria og ned i gulvet. Hun gik frem og tilbage igen. "Nu hvor jeg er lederen for gruppen og skal beskytte menneskene så skal jeg have en højre hånd. Plus jeg skal også have fudnet flere der ikke ahr noget imod menneskerne og som veil beskytte dem. Det bliver svært men det må gøres. Jeg kan ikke bare gå hen til en og spørge om hvad de mener om det ene og det andet. Det bliver svært. Og nu hvor der er så mange mennesker der er døde. Så er krigen altså ved at bryde ud. Jeg skal stå i spidsen af dem men når der ikke er så mange som der er medlem af grubben faktisk ingen fordi de ikke er på skolen mere eller er væk så bliver det svært. De mutanter jeg snakker om skal være stærke og have viljestyrke på at de godt kan klare noget. Men det bliver meget svært." sagde hun og stoppede op foran kira igen. Nu havde hun gået frem og tilbage hele tiden. Hun havde meget at tænke over. Men det skulle gøres. Hun skal have alt på plads!

[Kira Angel]

Kira kiggede uroligt på Yo da hun begyndte at vandre frem og tilbage med eftertænksomt blik. Hun mærkede nervøsiteten stige for hvert skridt Yo tog, for hvorfor sagde hun ikke noget, hvorfor svarede hun ikke?
Kira lod blikket falde da Yo begyndte at snakke om tøj, men hun svarede ikke, for hendes tanker var stadigvæk ved avisens tekst. Hun havde også bemærket de gule øjne som var beskrevet deri. Men hun havde aldrig troet at.. Eller hun havde virkelig bare håbet på at det ikke var en hun havde nært.
Hun sukkede kort da Yo nævnte navnet.. Nightmare.. Hendes elskede Nightmare. Det kunne ikke passe. Fyren hun var blevet forelsket i.. Det kunne bare ikke passe.
Hun lod blikket falde, sukkede kort og svarede så med modvillig stemme "ja jeg bemærkede også ligheden, men.. men.. Det kan bare ikke være ham...!" hun ville havde sagt mere, men fortvivlelsen voksede nu igen i hende. Det kunne bare ikke passe.
Hun lod blikket vandre op imod hende igen, lyttede til hendes videre ord, og alligevel havde hun svært ved at følge med. Hun kunne ikke lade tanken lige om at de gule øjne kunne være Nightmares, men.. Hvorfor skulle han gå til den anden side, hvorefter skulle han svigte alle på den måde? Det lignede ikke ham. Hun kiggede målbevidst på Yo, afbrød så pludselig halvt råbende "det er ikke ham.!" hun tog sig hurtigt til munden og kiggede undskyldende på Yo. Hun havde været så dybt begravet i sine egne tanker, at hun slet ikke havde tænkt på at hun måske kunne afbryde Yo ved selv at sige noget. Hun smilte undskyldende og lyttede så ihærdigt videre til det Yo havde at sige.
Hun nikkede i ny og næ, men da Yo så endelig havde snakket færdigt, havde Kira ikke fattet det halve af det. Var Yo virkelig lederen? Godt nok havde Yo ikke fortalt om hvorfor en side hun var lederen til, men hun gættede sig til at det var den gode side. For sådan var Yo.
Hun kiggede forbløffet på hende, lod det ene bryn skyde i vejret af nysgerrighed og forbavselse og spurgte så halvt chokket ”er du lederen?” hun åbnede munden forbavset op, lukkede den så i et forsøg på at beherske sig og sagde mere alvorligt og fattet ”jeg vil gerne hjælpe dig, sig hvad jeg skal gøre og jeg vil gøre det!” hun kiggede målbevidst på Yo. Ja hun ville hjælpe. Hvis Nightmare ville være på den onde side, så ville Kira stå på den anden side og holde balancen.
Hun nikkede målbevidst, for til trods for at hun godt vidste at Nightmare ikke kunne være på den onde side (Eller hvad.? XD) så ville hun alligevel være på den gode side. Hun vidste at verdenen var skabt for at alle skulle have en plads i den og det skulle ingen lave om på. En verden hvor både mennesker og mutanter kunne leve i, det var virkelig en drøm der var værd at kæmpe for. Et sted hvor der var harmoni og fællesskab imellem de to racer. Hun smilte drømmende frem for sig, ja hun ville kæmpe for de gode og forhåbentligt vinde, ellers ville hun falde i forsøget..

[Yo Faa]

Yo blev ved med at gå frem og tilbage med hænderne over kors. Hun blev ved med at snakke og kiggede på Kira. "Jeg tror heller ikke det er ham. Men han har jo gjort det før. Altså da jeg var sammen med ham. Men jeg kan ikke tro at det er ham. Hvorfor skulle han gøre sådan noget? Det ligner ham ikke. Men hvis det er ham så ved jeg ikke hvad jeg skal gøre." sagde hun og tog en dyb indåndning. Hun stoppede op et stykke tid og sukkede så kort. Hun stod et stykke væk fra Kira. Hun vendte sig om og gik hen til hende og åbnede munnde. Hun lukkede den hurtigt igen og rystede på hovedet. *Nej det kan være lige meget. Det skal ikke gå ud over Kira.* tænkte hun og kiggede ned i gulvet og begyndte at gå frem og tilbage igen. Hun folde hænderne og havde dem på maven. Hun sukkede kort og stoppede op lændte sig op af en væk lige ved siden af Kira og sukkede kort.
Det var svært at være leder for en grubbe som slet ikke var der. Hun sukkede kort igen og kiggede på kira. Hun snakkede lidt vidre da Kira brød ind. Hun smilte kort og snakkede færdig. Hun havde ikke noget imod at Kira brød ind. Sådan var det bare. Kira mente ikke at det var Nightmare og det samme gjorde Yo ikke.
"Jeg kan altså ikke forstille mig om at det er ham. Men hvis det virkelig er ham så ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Hvis han virkelig har drabt de mennesker så ser jeg ikke nogen anden udvej ind at dræbe ham. Men det kan jeg måske ikke få mig selv til at gøre. Det er hårdt at tænke på det bare nu. Men det er jo kun hvis det er ham. Hvis det er ham så er han hoppet over til den onde grubbe som vil have herredømmet over menneskene som der også står i avisen!" sagde hun og kiggede på Kira og bevægede sig lidt frem og begyndte at gå frem og tilbage foran Kira igen.
Hun sagde ikke noget i et stykke tid og kiggede på Kira hver gang hun gik forbi. Men så stoppede hun med at bevæge sig og stoppede opforan Kira. Hun drejede om på hælene og kiggede på hende.
"Hvad var det du sagde? Vil du hjælpe? Men hva så med Nightmare. Hvis han er gået over på den anden side ville du så kunne slås imod ham? Han er jo en af de første du har været forelsket i. Men du må selv vælge." hun gik helt op til Kira og tog fat i hendes hånd. "Du skal ikke gøre det for min skyld. Du skal gøre det fordi at du selv vil. Dette er en kamp mellem det gode og det onde. Jeg vil altid være med de gode. Mennesker har lige så meget ret til at leve som vi har. Men hvis du vil hjælpe mig må du meget gerne det. Men det er kun hvis du vil Kira." sagde hun og holdte stadig fat i hendes hånd. Dette var en meget alvorlig sag. Hvis Kira mente at hun ville kunne klare at slås imod Nightmare og måske slå ham ihjel så ville Yo støtte hende i det. Det er lige meget hvad men Yo måtte bare ikke give op. Hvis hendes kæreste ville gå over til den anden side og Yo blev nød til at slå hende ihjel så var det bare sådan. Selvom Yo nok ville blive ked af det var det nået hun måtte gøre og holde humøret oppe.
"Kira jeg holder af dig som en søster. Du vil nok være mere søster for mig end min halvsøster kommer til. Jeg holder meget af dig og jeg vil støtte dig 100% det skal du bare vide. Hvis du mener du kan klare at gøre det her så ville det være en stor hjælp selvom det kommer til at være hårdt." sagde hun og kiggede på Kira. Hun trykkede den lidt og smilte til hende.
"Tror du at du kan klare det?" sagde hun og kiggede på Kira, hun smilte til hende og man kunne se en varme fra hendes øjne som bare lyste helt op. Hun håbede da at Kira kunne klare det.
"Hvis du tror at du kan klare det så må du meget gerne være min højrehånd og hjælpe med at finde nogle medlemmer til grubben. Men husk at finde ud af hvad de mener om mennesker. det kan være svært at finde medlemer som mener at de har lige så meget ret til at leve som vi har. Men dette er kun noget der skal gøres lige nu. Senere skal jeg sende brev til alle og så skal jeg se at få gjort noget ved den onde klan. Men det er noget vi kommer til at være sammen om." sagde hun og kiggede på Kira. Det kunne være svært at forstå alt det her og måske også forvirende men det skulle jo siges og det skal jo også gøres.

[Kira Angel]

Kira kiggede halvt målløs på Yo, ja Kira ville kæmpe for de gode. Men ville hun være stærk nok i sindet til at… til at.. Hun kunne knap nok tænke ordene. Hun tog en dyb indånding og svarede så halvt forvirret og bange for sine egne ord ”j-jeg, vil.. jeg.. Hvis han mener at de onde i denne krig skal vinde så.. så.” hun sukkede fortvivlet. Tanken om at skulle dræbe Nightmare var lige så absurd som at få en fisk til at trække vejret over vande. Det var bare ikke meningen og det grummeste man kunne gøre.
Hun lod blikket falde, en tåre begyndte at trille af hende kind, hvorefter hun så halvt kvalt i sin eget gråd, endelig fik sagt det ”Så v-vil jeg dræbe ham. Jeg vil dræbe Nightmare..!” hun vendte de blanke øjne op imod Yo, hvor var det dog grufuldt det hele. At skulle dræbe hendes elskede Nightmare, fyren som havde gjort hende liv så vidunderligt og frit her den sidste tid. Tanken om at skulle slå ham ihjel, var så hjerteskærende at hun knap nok bare kunne tænke det.
Hun kiggede helt fortabt op på Yo, tydeligt helt fra den og lige så fortvivlet som man overhovedet kunne blive. Men hun nikkede indforstået, hun ville dræbe ham.. Hvis det blev nødvendigt. Verdenen havde brug for det, havde brug for et fællesskab imellem mutanter og mennesker og det skulle ingen.. Selv ikke hendes elskede Nightmare forhindre.!
Hun tørrede målbevidst sine øjne, nikkede kort og kiggede alvorligt på hende. Ja hun ville dræbe ham, det skulle hun. Hun lyttede til Yo’s ord, nikkede så indforståede igen og svarede med en stemme der denne gang var mere ren og klar ”Jeg gør det her for mig, for alle andre og for dig! Du er også som en søster for mig og jeg vil beskytte og hjælpe dig lige til enden!” hendes ord var kommet lige fra hjertet af. Ja hun ville beskytte og hjælpe Yo lige til enden, ville gøre alt for at hun fik et bedre liv. For hun var trods alt hendes eneste ’søster’ og rigtige ’familie’. Ingen anden ville kunne give Kira det som Yo havde givet hende og det ville hun altid være hende taknemmelig for. Så da hun besluttede at stå ved Yo’s side og dræbe alle som skulle komme i vejen, så var hun ikke det mindste i tvivl. Det var noget som skulle gøres, til trods for at hun ikke kunne lide tanken om at dræbe. Så hun ville selvfølgelig ty til andre midler først, men hvis altanetivet var at dræbe for at få udfylde sin egen og Yo drøm om et fællesskab, så var der det der skulle til..!

[Yo Faa]

Yo kiggede på hende og smilte kort. "Fedt. Eller jeg mener... Det er godt at du kan det. Men det er intet pres Kira. Dette er for at gøre mutanter og menneskene bedre stillet." sagde hun og kiggede på hende. Hun vidste at lige meget hvad Kira sagde så mente hun det. Men denne gang var altså noget hun skulle være helt sikker på og ikke bare droppe ud af. Det ville kun ænde i noget der ikke ville være så godt. Men hun havde Kira sagt ja og hun mente det. Det kunne yo høre i hendes stemme. Der var en stemme som sagde at hun ville. Men hun var bange. Det er jo også klart Yo er også selv bange for hvad der vil ske. Men der er ikke noget at gøre ved det. Det skal jo gøres før eller siden. Krigen skal jo startes om den starter idag, om en uge eller om flere år det kan være lige meget. Den bliver startet på et tidspunkt og det er ikke noget at gøre ved det. Det eneste man kan håbe på er at Yo klare denne her opgave og påtager sig alt ansvaret for alt. Om hun ødelægger flere ting eller om hun klare at over leve om der så kun er få der overlever det kan være lige meget. Hun skal nok klare det.
"Kira. Jeg ved at det er svært for dig men jeg tror vi må træne dig i din svaghed. Nemlig at dræbe Nightmare og andre mennesker. Dog bliver det kun hologrammer men de er så livlige at du ikke opfatter at det er hologrammer. Det er den eneste måde vi kan få dig og mig overvundet vores svaghed på det. Vi må gøre det snart men vi må først lige vente lidt og få bidt det her igennem. Jeg må også gå og tænke lidt mere over den avisartikkel. Men vi må aldrig nævne noget om denne her grubbe. Den er aldrig blevet nævt for nogen og sådan skal det blive ved." sagde hun og kigggede på Kira. Hun smilte kort og kiggede ned i gulvet. Hun gav slip på kiras hånd og stalte sig op af væggen lige foran Kira, så hun stod med ryggen til hende.
"Hmm. kira. Jeg sætter pris på at du vil hjælpe, og du har den rette indstilling på tingene. Dette er ikke noget vi skal gøre for os selv. Vi skal gøre det for andre og hjælpe dem vi kan." sagde hun og smilte kort. Hun lagde hovedet tilbage så hun havde det på Kiras lår.

[Kira Angel]

Kira nikkede indforstået, begyndte kærligt at stryge hende med hårene ved hovedet. Hun smilte venligt til hende, smilte svagt og nikkede indforståede. Ja de måtte træne, men hvordan ville Kira klare sig? Hun var ikke typen der bare gik rundt og dræbte alle, hun var faktisk temmelig meget imod det at dræbe. Men hun troede på denne drøm om fællesskab, så hun ville gøre hvad der var nødvendigt. Hun ville i hvert fald forsøge og med træningen ville det måske kunne lade sig gøre.
Men med Kira's evner havde de også en udsøgt spion, hun kunne antage skikkelser. Kunne også indtage menneskelige skikkelser, hvis bare hun øvede sig lidt mere. For det var jo ikke lige frem menneskelige skikkelser hun gjorde mest af.
Hun smilte kærligt til hende og svarede så med beslutsom stemme "ja vi må træne, vi må træne en masse! Jeg fortæller ikke nogen om noget, jeg undersøger hvis side de forskellige er på og så kommer jeg og snakker med dig! Vi må gå stille med dørene, så det ikke ender med at gå galt allerede inden det er startet!" hun kiggede alvorligt på hende. Det her var en meget alvorlig sag, de skulle være forsigtigt og intet måtte gå galt.
Hun aede hende kærligt videre, imens tankerne strømmede igennem hendes hoved. Hvem kunne hun mon stole på nu, altså ud over Yo? Hun ville så gerne stole på alle, ville gerne kunne gøre det. Men tiderne var forandret og man skule derfor være yderst forsigtig, men selvfølgelig ikke virke forsigtig. For det vækkede også opsigt.
Hun sukkede kort frem for sig og spurgte så nærmest eftertænksomt ”det hele vil forandre sig nu, ville det ik?” hun sukkede kort, en anelse trist. Men også afholdt og tydeligt behersket. Det var ikke længere acceptabelt for hende at flippe ud over ingen ting, hun skulle bevare hovedet koldt. Men det var ikke så let. Hendes hjerte hamrede i hendes bryst af uroligheder, men hun kæmpede bravt for at være alvorlig og afslappet. Hun smilte svagt, tydeligt uden de helt mange følelser og afventede så hendes svar med fjerne eftertænksomme øjne..