time to kill.

[Everlyn Sentillio Melai]

Everlyn fik store øjne, men sagde ikke noget, mens han viste hende sin evne. Da de var tilbage i deres 'verden', så hun begejstret på ham. "Hvor var det sejt!" udbrød hun så, "gør det igen, gør det igen!" hun lød ikke som en voksen kvinden, men som et lille barn, der lige havde set et eller andet helt fantastisk, som hun slet ikke kunne tro på. Sådan var Everlyn - voksen udvendig, barn indvendig. Hun var aldrig rigtigt vokset helt op. Eller hun havde aldrig rigtigt haft en barndom, så nu var hun barnlig - det kunne også have noget at gøre med, at hun altid havde måtte være kreativ med Zamia.

[Zach Freeman]

Zach kløede sig i nakken og lo lidt og sagde "okay". Han tog igen fat i hendes hånd og lukkede øjne for at skabe en lille verden hvor skolen ikke var der, der var kun en stor eng hvor de sad ved et enkelt stort træ som skyggede for en gul/orange sol.
Der var blomster ud over engen og der kom en blid brise. Himlen havde en mørkeblå farve, men man kunne godt skimte lidt lilla i den.
Det var det enste Zach kunne lave lige nu og området var max 1 kilometer stort.
"Det er det maximale jeg kan lave" sagde zach så venligt og smilte.

[Everlyn Sentillio Melai]

"Det er jo helt vidunderligt," undbrød hun i en lav, men beundrende tone, "hvor gad jeg godt have din evne," hun næsten hoppede af begejstring. Hun havde ikke oplevet noget ligende længe. Eleverne overraskede hende konstant. Hun havde været lære på skolen i næsten 5 år, og havde været på den i næsten 10, men alligevel blev hun ved med at finde elever eller lærer for den sags skyld med med nye og fascinerende evner.

[Zach Freeman]

Zach forlegent og sagde "tak, jeg er kun så god lige nu at jeg kan skabe dette, og jeg kan max tage 2 personner med mig afgangen her ind".
Problemet i denne evne var bare at der var mange ting der var risikabelt ved den, og at der var nogle som ville udnytte den. Bland andet dem der havde holdt ham indespæret i 8 år af hans liv.