Flugten fra uvejret [i]

[William Quiles]

I et virvar af farve og lys dukkede de frem midt i køkkenet. Det med at teleportere var noget underligt noget, man flyttede sig egentligt ikke fysisk, eller rettere der var ikke nogen bevægelse indblandet. Nogen kunne måske foranlediges til at tænke at folk der teleporterede sig bare flyttede sig med meget stor hastighed, men i Williams tilfælde var det i hvert tilfælde ikke sandt.
Han slap Mirages hånd og gik hen til el-kedelen for at sætte vand over. "Sagde jeg måske ikke jeg kunne få os i tørvejr på et splitsekund?" spurgte han hende muntert.

[Mirage Nerrissa Carlson]

"Jo... Du er dygtig." Mirage så rundt med meget store, lysende katteøjne. Dybt fascineret af den lynhurtige rejsemåde. Hun vendte blikket mod William og smilede begejstret. Det var længe siden nogen havde set hende smile på den måde, og det var egentlig synd. Det klædte hende meget.
Hun gik med lette skridt hen til køleskabet og tog en karton med mælk ud, hvorefter hun erhvervede sig et glas mælk. Selvfølgelig var det da netop mælk.
"Er det noget phoenix normalt kan...? Teleportere?"

[William Quiles]

Han gik hen i hjørnet af køkkenet og åbnede et skab hvorfra han tog kakaopulver frem. Vandet var ikke helt færdigt så han vendte sig om mod Mirage, mens han lænede sig op ad køkkenbordet.
"Nu kender jeg jo ikke andre fønikser, så om det er normalt ved jeg ikke, jeg kan i hvert tilfælde" svarede han hende muntert "Men jeg gør det ikke så tit, det er meget sjovere at flyve".
Vandet var nu blevet færdigt og han rakte op efter et krus. Da han skulle til at tage kruset i sin hånd kom han i tanke om at Mirage måske også ville have en kop kakao. "Vil du også have en kop kakao?" spurgte han hende over skulderen

[Mirage Nerrissa Carlson]

"Ja tak.. Men jeg kan sagtens drikke det koldt, så du behøver ikke koge mere vand hvis der ikke er nok." Mirage havde sat sig op på køkkenbordet hvor hun nu sad og drak det sidste i sit glas med mælk. Hun satte glasset fra sig og slikkede sig om munden. Hun sendte William et varmt smil med spidsede ører. William fascinerede hende... Han virkede interessant. På en god måde.

[William Quiles]

Han tog to glas ned og stillede dem på bordet "Tror lige at en hel kedel vand er nok til to kopper, tror du ikke" sagde han drillende. Hurtigt fik han hældt kakaopulver og vand op i kopperne og rørte rundt i dem.
Han gik hen til Mirage og rakte den ene kop til hende "Så.. hvornår fandt du ud af at du var evnet?" spurgte han hende smilende og nysgerrigt.

[Mirage Nerrissa Carlson]

"Det er snart 2 år siden, tror jeg... Det skete derhjemme. Mine forældre smed mig ud i den tro at jeg var en strejfer kat som var kommet ind i huset." Mirage fnes lidt ved mindet, mens hun varmede fingrene lidt på koppen. Så tog hun et sip af drikken og vendte blikket mod William. "Hvad med dig, William?" Spurgte hun.

[William Quiles]

Mens hun snakkede satte han sig op på bordet ved siden af hende. Han drak en slurk kakao førend han svarede hende "Tror jeg var cirka 6 år, kom til at sætte ild til børnehjemmet. Jeg har levet på farten lige siden." sagde han halvsørgmodigt, det havde været hårdt at leve på farten i en så tidlig alder, men han lærte af det og som han ligeså stille huskede sine evner og talenter fra tidligere blev overlevelsen også lettere.

[Mirage Nerrissa Carlson]

"Det må have været hårdt... At skulle klare sig selv, når man er så ung." Mirage så op på William med et sørgmodigt blik. Hun havde ondt af alle de små mutant-børn, som måtte leve på den måde forskellige steder rundt om i den store verden. Amerika og den slags lande, var jo ikke ligefrem lette steder at være hjemløs.

[William Quiles]

Han smilede kort "Det var hårdt, i begyndelsen specielt. Men jeg lærte at leve af naturen, hvad jeg kunne samle eller fange." Han vidste at der var mange børn der blev udstødt bare fordi de var evnede, fordi de var anderledes. Selvfølgelig var det lettere for nogen børn at overleve selv, hvis de havde evner der kunne gavne deres overlevelse. Problemet var at de fleste ikke havde nogen idé om hvordan de skulle bruge deres evner på bedst vis.
"Jeg havde det lettere end mange, jeg fik hurtigt rimelig kontrol over mine evner og jo mere kontrol jeg fik, jo lettere blev det. Da jeg blev 10 begyndte jeg at huske..." han stoppede pludselig op, opdagede at han havde været ved at afsløre for meget. Han tog endnu en tår kakao og kiggede op på Mirage "Heldigvis kan mange af de unge evnede komme her til skolen, så behøver de ikke leve på gaden."

[Mirage Nerrissa Carlson]

Mirage nikkede lidt tænksomt. Så lidt ud i luften. * Stakkels de mutantbørn der er derude et sted, nu... Ude i mørket. * Tænkte hun for sig selv. Hun vendte så blikket mod William igen og smilede lidt til ham. "Det er synd, at der er så mange børn derude som ikke ved at de bare kan komme hertil. De er sikkert både bange og forvirrede over deres evner, og aner ikke de gode ting deres evne kan bruges til." Mirage var faktisk selv blevet lidt glad for sine evner, lidt efter lidt. Havde hun ikke haft evnerne, havde hun måske været imod mutanterne ligesom de almindelige mennesker, og havde ikke vidst hvordan mutanterne faktisk følte.

[William Quiles]

Han nikkede eftertænksomt, var fuldstændig enig med hende, det var synd for alle de børn der ikke kendte til stedet er og som bare farede forvildede rundt i verden. Han havde selv været sådan et barn, altså førend han begyndte at huske sine tidligere liv. Måske skulle man opsøge sådanne børn, se efter underlige hændelser og informere børnene om at der fandtes et sted som dette, det kunne måske redde en del. Han rettede sit ravgyldne blik mod hendes "Vi kunne jo tage afsted et par dages tid her over sommeren og finde nogle af de børn. Hvis du altså har lyst?" spurgte han hende.

[Mirage Nerrissa Carlson]

Mirage lyste op i et glad smil. "Ja.. God idé! Det vil jeg gerne." Svarede hun. Virkelig glad for Williams forslag. Hun følte virkelig at hun kunne finde en ny ven i William, og det var ikke ofte, at Mirage følte sådan omkring andre.
Hun glædede sig til at skulle finde de stakkels, fortabte børn og bringe dem til det hér dejlige sted, som havde været hendes hjem i så lang tid efterhånden, så de også kunne få en fremtid og lære at deres evner ikke var noget farligt eller dårligt.

[William Quiles]

Han smilede glad til hende, hvis hun ikke havde haft lyst til at tage med ville han nok være taget af sted alene, men det var altid sjovere når man var to. Han tog endnu en tår kakao og kikkede ned i de mørkebrune dybder. Hvor skulle man tage hen først, skulle man bare gå efter de største byer og så glemme de små? Skulle man søge globalt eller kun i USA? Ville det ikke være at forfordele nogen, og var det ikke det de prøvede at undgå ved at bringe så mange så muligt hertil?

[Mirage Nerrissa Carlson]

Mirage drak af sin kakao og så lidt ud af vinduet. Tænksomt... Det var vidst lidt af en opgave hende og William tænkte på. Ville det overhovedet kunne lade sig gøre?
Og sådan nogle mutant unger gemte sig jo godt. Men det kunne jo være sjovt at komme lidt væk...og hun var jo heller ikke vant til at danne sig nye venskaber, men William var virkelig en flink fyr.


(( skriver ikke så langt... sent og man er træt. Og er ikke vant til det her tastatur xP ))

[William Quiles]

Han drak det sidste kakao i sit krus i en stor slurk og kiggede på hende "Transport bliver i hvert tilfælde intet problem, jeg kan jo trods alt være hvor som helst, når som helst." sagde han tænksomt. Hvornår skulle de så tage af sted, nok bedst om sommeren som han også havde foreslået tidligere, det var på den tid af året man lettest kunne finde evnede. Han vidste ikke helt hvorfor, men evnede var en smule mere sløsede med at gemme dem selv og deres evner når det var sommer.