Post by April LaRoux on Jun 5, 2008 15:52:37 GMT 1
Navn: April Lynette LaRoux
Alder: 16
Køn: Pige
Evne:
Audiokinese: Siryn har evnen til at skabe forskellige lydbølger gennem en kombineret indsats fra hendes stemmebånd og hendes lydmæssige evner, som kun kan bruges sammen med de lyde, hun producerer.
Herunder er nogle eksempler på hvad hun kan gøre med disse lydbølger.
(Note!: Det er kun én evne, den kan bare bruges på flere måder.):
Skrig: Siryn kan bruge sit stemmebånd til at vibrere over et stort område af frekvenser og producere en mængde på forsvarlig lige op til mindst 140 decibel. Siryn har således muligheden for at smadre solide objekter med sin audiokinese.
Flyvning: Siryn kan bruge sine audiokinetiske vibrationer af stemme som en bærende bølge, og derved flyve.
Sonar: Hun kan bruge hendes audiokinetiske beføjelser som en form for sonar. Ved at udsende en præcis, ren tone og lytte til de tilbagevendende lyde, kan hun vurdere sine omgivelser i total mørke.
Forstærkning af lyd: kan forstærke lyd bærende bølger og derved tillader hende at høre, samtaler eller støj fra langt væk.
Lydmæssigt Skjold: kan stramme lydbølger omkring sig selv eller andre i nærheden af hende, hvilket gør en barriere mod eksterne angreb.
Vokalbaseret Bevidstløshed: evne til at påvirke væsken i nogens øre og derved forårsager person at gå bevidstløs.
Sirenernes Sang: evne til at påvirke mennesker med et vist beg af hendes stemme, der forårsager dem til at forelske sig i hende uden hensyn til køn eller seksuel orientering.
Lyd immunitet: Siryn's hørelse og balance ikke er påvirket af konsekvenserne af hendes skrig og lydbølger.
Overmenneskelig Vokal Udholdenhed: Hendes stemmebånd er utroligt stærkt, så hun kan producere lyd, (eks gennem skrigende konstant i timevis ad gangen), men det svækker hendes stemme meget, og kan give bagslag, enten via bevidstløshed eller koma.
Forhold til mennesker: April har et meget afslappet forhold til mennesker. Hendes forældre var ganske normale. De vidste alle at hun var mutant, og have ikke noget imod det. Hun er ikke typen der har fordomme overfor andre, og selvom nogle mennesker har behandlet hende som skidt, er der også mange der har haft respekt for hende, noget hun helt klart respektere i dag.
Udseende: April har ikke nogle spor fra sin mutation. Hun er 159 cm høj og vejer 46 kg. Hun er ganske normal af kropsbygning og har ikke at gram for meget fedt på kroppen. Hendes ansigt er lidt spidst, men det man mest af alt lægger mærke til, er de klare, grønne øjne og det lange røde hår der altid er pyntet med hvide og grå perler. Hendes normale hårfarve er dog blond, og det er tydeligt at det har taget skade efter de næsten ugentlige farvninger. Hendes tøjstil er ikke direkte speciel – hun har en svaghed for flænsede jeans, meget stramme toppe og hoodies, i farverne blå, rød og grøn. Hun har ingen piercinger i ansigtet, men omkring 7 i højre øre og 4 i venstre. Alt i alt en meget attraktiv ung kvinde.
Personlighed: April er meget åben, glad og til tider hyperaktiv. Hun er den type pige der altid skal have fart på, for ikke at falde i søvn, og dertil kommer hendes kærlighed til køretøjer. Hun kan virke meget ligeglad og egocentreret når man først møder hende, men efter at have talt med hende i en god time, er hun vældig flink, og næsten klar på den værste. April er langt fra en sky pige, og hvis nogen lægger an på hende, tildeler hun dem enten en lussing eller et kys på kinden, bare for at lege. Men tro ikke at hun kun er tærte og sukker, hendes temperament er stort, og man har ikke lyst til at se hende vred og da slet ikke skændes med hende. Det sekund hun åbner munden for at råbe, ved man aldrig om man bliver blæst om kuld, bogstaveligt talt, eller om den nærmeste bygning stadig står når hun er færdig. Som sagt har hun en hang til køretøjer, og selvom hun ikke ligefrem er gammel nok til sin motorcykel, kører hun stadig på den, når hun lyster. Hun er ikke bange for myndighederne, og da slet ikke for politiet. April vil meget gerne have venner, men hun tør ikke rigtigt knytte sig tæt til folk, hvilket forklare de utroligt mange kærester han har haft siden hendes evner trådte ind, hun er kort og godt bange for at hypnotisere folk til at lide hende, og det er ikke sådan hun vil have venner.
Fortid: April Lynette LaRoux, født den 14. april 1992 i Rouen, Frankrig. Moderen Marie Lynette Perrault arbejdede på fuldtid som servitrice på sin søsters café - La Petite Cerise. Faderen Jacques Etienne LaRoux var journalist for den Rouens dagblad. De to mødtes til en byfest i 1981 og siden da var de uadskillelige. Årene fløj forbi dem, de blev gift den 14. februar 1985. Alting lod til at være perfekt, og det første barn, Aaron Etienne LaRoux blev født den 6. maj 1987, en velskabt lille dreng med bemærkelsesværdige blå øjne, på daværende tidspunkt vidste Marie og Jacques ikke at deres elskede søn var mutant. Livet gik som det plejede, byen sov og gaden var kedelig og Aaron voksede op som familiens midtpunkt, han var velopdraget, venlig og utroligt dygtig for en 4årig. Men den 14. april 1992 ændrede alt sig, endnu et barn blev født under LaRoux’ tag; April Lynette LaRoux var kommet til verden, og hun var mindst ligeså dygtig som sin bror, hvis ikke mere – allerede i en alder af 5 år var hendes stemme næsten fuldt udviklet, der hvor de fleste små piger har en skinger og pibende stemme, var Aprils et par toner dybere og grovere. Selvfølgelig var den nu 9årige Aaron jaloux på sin søster, hun havde taget hans plads som familiens yndlings, deres ”lille stjernespire” som Jacques altid sagde. Men tiderne ændrede sig, og snart blev monsieur LaRoux tilbudt en stilling som hovedredaktør i Amerika, efter et krisemøde med familien, valgte han at takke ja, og i 1997 flyttede familien til Boston, Massachusetts. Det var svært for April og Aaron at falde til, børnehaver og skoler var så anderledes, Aldrig før var Aaron blevet mobbet med sit jordbærblonde hår og alt for blå øjne, og April var heller ikke ligefrem populær; ligesom sin bror led hun under det jordbærblonde hår, de mange fregner og hendes stærke, franske dialekt. Ud over det var Aarons nye evner kommet ind i billedet, alting lod til at vibrere når han var i nærheden; gulve, vægge, borde, stole – alt! Selvfølgelig var Madamme og Monsieur LaRoux urolige, de havde aldrig kendt mutanter, og vidste knap nok hvad det var. Derfor blev de bange for Aarons rystelser tog til, og Aprils netop var begyndt at træde ind. De havde ingen ide om hvad de kunne gøre, de fik et tilbud om at sende børnene til en mutantskole i Washington, men Aaron nægtede, og April ville ingen steder uden sin bror. Marie og Jacques kunne ikke gøre noget ved det, de så blot på imens deres dreng kom mere og mere ud af kontrol med sin søster lige i hælene. Intet de sagde, kunne få dem til at skifte mening. Aaron hadede sin ”tilstand, mens April på den anden side var fascineret af både hans og sine egne nyfundne evner og var konstant ved ham, lige meget hvor mange gange han sagde at hun skulle lade ham være. Det resulterede at han hev April længere og længere væk fra far om mor, og da han som 16årig flyttede til New York var April knust. Hun forstod ikke hvordan han kunne efterlade hende alene i Boston, og i sin sorg forsøgte hun at følge efter ham. Der stod en tolvårig pige i vejkanten, og blaffede efter en bil der kørte mod New York, det var bestemt ikke en behagelig tur bag i en meget gammel og utroligt lurvet varevogn med en gammel mand der skød lidt for mange spørgsmål.
Da hun endelig var fri og alene i New York city, gik det op for hende hvad hun havde gjort, og en ubevidst skyld voksede i hendes underbevidsthed. I godt to måneder levede hun alene under flyttekasser og containere. I starten vandt hun det skummelt, men som dagene gik blev hun vandt til at sove på jorden og samle mad op fra fortovet. En dag befandt hun sig på en meget stor banegård, hvor flere hjemløse tiggede efter mad og penge. Hun satte sig et lille stykke fra en gruppe unge, med en hat mellem knæene. Hun åbnede munden og sang af sine lungers styrke, hvilket da gav et par dollars. En fra gruppen satte sig ved siden af hende, og de faldt i en meget dyb samtale om Aprils historie, hendes drømme og det liv hun havde lagt bag sig. De tog hende med ud til en forladt fabrik hvor hun næsten ”flyttede ind” hos dem. Hun lærte hurtigt at e var som en stamme, en familie, og de kaldte sig ”the Outcasts”. Hele flokken var mutanter, der levede som et lille cirkus. Én kunne manipulere lyset, én teleportere og én kunne skifte form, og med en pige med den perfekte stemme i gruppen, ville de kunne komme langt. En aften hvor de alle sad om et bål en ild manipulator havde sørget for, valgte de alle at få andre navne; Alex, teleporteren, tog navnet Shadow, Felicia, ildmanipulatoren, kaldte sig selv Firefly osv. April fik navnet Siryn. Fra den dag gik de alle under jorden, og gjorde det umuligt for politiet at spore dem. Ikke nok med deres impulsive navneskift, e fleste så også efterhånden anderledes ud. Fireflys hår bestod af 100% uslukkelig ild, og hendes hud var blevet underlig rød, en der hed Eagle, havde kort sagt udviklet en ”anden” krop der sjovt nok var en ørn, og formskifteren Blend havde bogstaveligt talt 1000 ansigter. April selv havde farvet sig jordbærblonde hår helt orange, og klippet det op i en vild frisure, og hendes øjne var fortiden ligeså orange, på grund af kontaktlinser. Der gik ikke langt tid før Siryn lærte kunsten ”dumpster diving”, at stjæle fra folks lommer og med tiden fandt hun ud af at kun også kunne få folk til at miste bevidstheden. Alex der efterhånden var selvudnævnt leder af ”stammen” var stolt af sin lille April, og tingene begyndte at går hurtigt. Der kom alkohol ind i billedet, efterfulgt af hash, og som den yngste var April den første der mærkede rusen og hun lod til at lide det, lige meget hvad bleg hun ved, både med alkoholen og hashen. Det var efterhånden sjældent at se April uden en flaske i hånden og en eller anden fremmed fyrs tunge i halsen, en af de ting hun ikke var så glad for, men hun kunne bare ikke styre det. Det lod til at komme til hende som alt andet, og når hun først fik deres opmærksomhed ville de ikke skride før hun på den ene eller anden måde havde tilfredsstillet deres glubske sult. Hun havde dog aldrig smidt tøjet for nogen af dem, det fandt hun alligevel sig selv for værdig til. Tingene kørte på denne måde i et par uger, det var vinter og det var koldt. April havde fanget sig en halsbetændelse og hun ikke synge, Felicia påpegede at alle de fyre der havde været så krævende før, var væk, og at ingen længere ventede bag hendes papkasse – det var hendes sang.
Alex der efterhånden havde udviklet følelser for den lille franskmand, bad hende om ikke at synge igen. Han tog alkohol og hash fra hende, og gjorde alt han kunne for at få hende til at indse at hun var kørt ud på et sidespor. Hun nægtede at indse det og sank langsomt ind i sig selv. Hun savnede Marie, hun savnede Jacques og hun savnede Aaron. Konstant tænkte hun på hvad de mon lavede, og om de huskede at hendes 14 års fødselsdag kun var om 5 uger. Den 29 marts 2005 skrev hun et brev til dem.
Kæreste mor og far,
Jeg ved godt at I nok er bekymrede som bare pokker, og at I sikkert savner både Aaron og jeg. Som i nok har regnet ud, valgte jeg at tage efter Aaron da han flyttede til NY, jeg fandt ham aldrig. I stedet lever jeg nu med en flok venner jeg mødte på en banegård for nogle måneder siden. De er som en familie for mig, og jeg ved ikke hvordan jeg havde klaret den uden dem. Jeg er dog løbet ind i nogle problemer – for godt 9 uger siden drak jeg hjernen ud, og Alex (en meget nær ven) siger at jeg er blevet afhængig, der er også sket noget andet, som jeg bevidst vælger ikke at fortælle jer om. Jeg vil virkelig gerne hjem, tro mig, men jeg kan ikke bare lade min familie bag mig. De støtter mig virkelig igennem det her ”misbrug” som Alex så fint kalder det. Ja, jeg ved det lyder groft, men det er altså ikke så slemt.
Jeg tænkte på, har i hørt fra Aaron? Jeg savner ham virkelig, og New York er lidt større end jeg havde regnet med. Nu tænker i nok ”bor hos venner? Vores lille April?” Oui, jeg ”bor” hos dem, min seng er en papkasse og mit hjem er lige fortiden en tom parkeringskælder i udkanten af byen. Oui, jeg spiser sundt. Non, jeg er ikke gravid og oui, jeg har det fint. Jeg vil ikke fortælle jeg præcis hvor jeg opholder mig, for jeg er ikke klar til at tage hjem. Jeg gider ikke høre på al jeres brok og klynkeri når eg står som en revet kat udenfor hoveddøren. Men ville såmænd bare sige at jeg er i live, og at jeg savner jer.
April Lynette LaRoux
Brevet blev selvfølgelig sendt, og det blev skam også modtaget. Tiden gik, og lige meget hvor stærkt Alex prøvede at få April på afvænning, virkede det ikke. Hun smuglede flakser med sig lige meget hvor de så valgte at tage hen. Hashen på den anden side, se det var fortid. Nu fik April kvalme bare ved tanken.
Der gik ikke ret lang tid, før politiet fandt gruppen. April vidste det var hendes skyld, og da hun blev ført ind i bilen, følte hun virkelig en dårlig samvittighed, men det var hendes eget valg. Hun havde valgt at sende brevet, hun havde valgt at fortælle om Alex, og selvfølgelig var monsieur og madamme LaRoux gået til politiet, der havde sammenlignet navnene, April LaRoux og Alex Jones begge var før blevet set i New York Centrum for nogle dage siden. Men det var nu rart at være hjemme igen. Aaron var flyttet tilbage, og det jordbærblonde hår og de blå øjne var blevet underligt charmerende, det lod Bostons piger i hvert fald til at syntes. Det førte April gjorde, da hun så sit gamle værelse, var at smide sig på sin seng, og bare nyde at det ikke var beton eller pap hun lå på. Der var så meget hun havde at fortælle sine forældre. Den dag var en sorgens dag; hele familien havde valgt at tage en tur til en nærtliggende park, hvor April kunne fortælle sin historie. Det endte i et skuddrama. Inde i parken var et bandeopgør i fuld sving og monsieur LaRoux stod det forkerte sted, det forkerte tidspunkt. Fire kugler, en i knæet, låret, brystet og panden. Han døde på stedet. Manden der havde skudt var mindst ligeså forfærdet som April, Marie og Aaron. Han stod bare helt stille, imens folk omringede ham, og sirenerne hørtes. Sirenerne. Da det gik op for April, at hendes far lå død på græsset foran hende, skreg hun af sine lungers fulde kraft. Folk, træer, bænke, græs og grus blev skubbet til side, og manden i hun sigtede efter blev udsat for et sådan tryk at han bare stod ubevægelig, mans han langsomt men sikkert faldt fra hinanden, huden skallede af ham, hans knogler knustes og så var han væk. Da April igen lukkede munden var hun langt mere chokeret end før, hun havde taget hævn; et liv for et liv.
Da valgte April skolen i Washington, hun blev ikke anklaget for noget, for ingen vidste hvad der var sket, ingen havde set noget, ingen anden end April. Hun flyttede straks til skolen, hvor hun fik sit værelse, og prøvede at falde til, men som alle andre skoler, var det blot en skole, og tilmed ikke en ret effektiv én, ikke for April. Hendes mentale tilstand gjorde hende fraværende, og hun lærte ikke det store det første år. Hun var ikke ligefrem frk. populær, men hun var heller ikke outsider typen, som hun var på sin gamle skole. Hun var bare endnu en elev på klassebilledet, endnu en ballademager der havde sine mudrede sko på kateteret, endnu en spydig elev, der kommenterede alt lærerne sagde, hvilket resulterede i at hun ikke var en specielt vellidt elev, tværtimod. Hun var typen der ikke havde for forhåbninger, og det gav hende en attitude uden lige; ingen fortalte hende hvad hun skulle gøre, ingen fortale hende hvad hun skulle gøre og ingen skulle sige at der var noget hun ikke kunne. Hendes ego voksede og var nok til ti. Endnu en ting der ikke så vellidt, var hendes evige trang til smøger og vodka, det var som en forbandelse der hvilede på hendes usikre skuldre, og endelig gik det op for hende at ja, hun havde et problem. Når man har 5 flakser stående under sengen, bare for at være på den sikre side er der altså noget galt. Endnu et år gik, og Aprils tvivl om skolen vokser stadig. Tanken om at komme tilbage på gaden var en frist så stor som intet andet og April havde taget sit valg, hun havde ikke brug for skolen, eller hvad?
Medbragte ejendele: En smule tøj; jeans, sko, sokker tees, skjorter osv. 5 pakker hårfarve, et par flasker sprut, cd'er, iPod, en meget gammel, meget slidt ryksæk, bøger, penge og en scooter
Familie: Jaques LaRoux (far), Lynette LaRoux (mor), Aaron LaRoux (bror)
___
Fordeling af stats:
Din Evne: Audiokinese
Besiddelse af kræfter: 9
Fysisk styrke: 10
Historisk Viden: 9
Kunst og Drama: 10
Fysik og Kemi: 7
Psykologi: 11
Vand nærhed: 0
Ild nærhed: 0
Luft nærhed: 4
Jord nærhed: 0
Alder: 16
Køn: Pige
Evne:
Audiokinese: Siryn har evnen til at skabe forskellige lydbølger gennem en kombineret indsats fra hendes stemmebånd og hendes lydmæssige evner, som kun kan bruges sammen med de lyde, hun producerer.
Herunder er nogle eksempler på hvad hun kan gøre med disse lydbølger.
(Note!: Det er kun én evne, den kan bare bruges på flere måder.):
Skrig: Siryn kan bruge sit stemmebånd til at vibrere over et stort område af frekvenser og producere en mængde på forsvarlig lige op til mindst 140 decibel. Siryn har således muligheden for at smadre solide objekter med sin audiokinese.
Flyvning: Siryn kan bruge sine audiokinetiske vibrationer af stemme som en bærende bølge, og derved flyve.
Sonar: Hun kan bruge hendes audiokinetiske beføjelser som en form for sonar. Ved at udsende en præcis, ren tone og lytte til de tilbagevendende lyde, kan hun vurdere sine omgivelser i total mørke.
Forstærkning af lyd: kan forstærke lyd bærende bølger og derved tillader hende at høre, samtaler eller støj fra langt væk.
Lydmæssigt Skjold: kan stramme lydbølger omkring sig selv eller andre i nærheden af hende, hvilket gør en barriere mod eksterne angreb.
Vokalbaseret Bevidstløshed: evne til at påvirke væsken i nogens øre og derved forårsager person at gå bevidstløs.
Sirenernes Sang: evne til at påvirke mennesker med et vist beg af hendes stemme, der forårsager dem til at forelske sig i hende uden hensyn til køn eller seksuel orientering.
Lyd immunitet: Siryn's hørelse og balance ikke er påvirket af konsekvenserne af hendes skrig og lydbølger.
Overmenneskelig Vokal Udholdenhed: Hendes stemmebånd er utroligt stærkt, så hun kan producere lyd, (eks gennem skrigende konstant i timevis ad gangen), men det svækker hendes stemme meget, og kan give bagslag, enten via bevidstløshed eller koma.
Forhold til mennesker: April har et meget afslappet forhold til mennesker. Hendes forældre var ganske normale. De vidste alle at hun var mutant, og have ikke noget imod det. Hun er ikke typen der har fordomme overfor andre, og selvom nogle mennesker har behandlet hende som skidt, er der også mange der har haft respekt for hende, noget hun helt klart respektere i dag.
Udseende: April har ikke nogle spor fra sin mutation. Hun er 159 cm høj og vejer 46 kg. Hun er ganske normal af kropsbygning og har ikke at gram for meget fedt på kroppen. Hendes ansigt er lidt spidst, men det man mest af alt lægger mærke til, er de klare, grønne øjne og det lange røde hår der altid er pyntet med hvide og grå perler. Hendes normale hårfarve er dog blond, og det er tydeligt at det har taget skade efter de næsten ugentlige farvninger. Hendes tøjstil er ikke direkte speciel – hun har en svaghed for flænsede jeans, meget stramme toppe og hoodies, i farverne blå, rød og grøn. Hun har ingen piercinger i ansigtet, men omkring 7 i højre øre og 4 i venstre. Alt i alt en meget attraktiv ung kvinde.
Personlighed: April er meget åben, glad og til tider hyperaktiv. Hun er den type pige der altid skal have fart på, for ikke at falde i søvn, og dertil kommer hendes kærlighed til køretøjer. Hun kan virke meget ligeglad og egocentreret når man først møder hende, men efter at have talt med hende i en god time, er hun vældig flink, og næsten klar på den værste. April er langt fra en sky pige, og hvis nogen lægger an på hende, tildeler hun dem enten en lussing eller et kys på kinden, bare for at lege. Men tro ikke at hun kun er tærte og sukker, hendes temperament er stort, og man har ikke lyst til at se hende vred og da slet ikke skændes med hende. Det sekund hun åbner munden for at råbe, ved man aldrig om man bliver blæst om kuld, bogstaveligt talt, eller om den nærmeste bygning stadig står når hun er færdig. Som sagt har hun en hang til køretøjer, og selvom hun ikke ligefrem er gammel nok til sin motorcykel, kører hun stadig på den, når hun lyster. Hun er ikke bange for myndighederne, og da slet ikke for politiet. April vil meget gerne have venner, men hun tør ikke rigtigt knytte sig tæt til folk, hvilket forklare de utroligt mange kærester han har haft siden hendes evner trådte ind, hun er kort og godt bange for at hypnotisere folk til at lide hende, og det er ikke sådan hun vil have venner.
Fortid: April Lynette LaRoux, født den 14. april 1992 i Rouen, Frankrig. Moderen Marie Lynette Perrault arbejdede på fuldtid som servitrice på sin søsters café - La Petite Cerise. Faderen Jacques Etienne LaRoux var journalist for den Rouens dagblad. De to mødtes til en byfest i 1981 og siden da var de uadskillelige. Årene fløj forbi dem, de blev gift den 14. februar 1985. Alting lod til at være perfekt, og det første barn, Aaron Etienne LaRoux blev født den 6. maj 1987, en velskabt lille dreng med bemærkelsesværdige blå øjne, på daværende tidspunkt vidste Marie og Jacques ikke at deres elskede søn var mutant. Livet gik som det plejede, byen sov og gaden var kedelig og Aaron voksede op som familiens midtpunkt, han var velopdraget, venlig og utroligt dygtig for en 4årig. Men den 14. april 1992 ændrede alt sig, endnu et barn blev født under LaRoux’ tag; April Lynette LaRoux var kommet til verden, og hun var mindst ligeså dygtig som sin bror, hvis ikke mere – allerede i en alder af 5 år var hendes stemme næsten fuldt udviklet, der hvor de fleste små piger har en skinger og pibende stemme, var Aprils et par toner dybere og grovere. Selvfølgelig var den nu 9årige Aaron jaloux på sin søster, hun havde taget hans plads som familiens yndlings, deres ”lille stjernespire” som Jacques altid sagde. Men tiderne ændrede sig, og snart blev monsieur LaRoux tilbudt en stilling som hovedredaktør i Amerika, efter et krisemøde med familien, valgte han at takke ja, og i 1997 flyttede familien til Boston, Massachusetts. Det var svært for April og Aaron at falde til, børnehaver og skoler var så anderledes, Aldrig før var Aaron blevet mobbet med sit jordbærblonde hår og alt for blå øjne, og April var heller ikke ligefrem populær; ligesom sin bror led hun under det jordbærblonde hår, de mange fregner og hendes stærke, franske dialekt. Ud over det var Aarons nye evner kommet ind i billedet, alting lod til at vibrere når han var i nærheden; gulve, vægge, borde, stole – alt! Selvfølgelig var Madamme og Monsieur LaRoux urolige, de havde aldrig kendt mutanter, og vidste knap nok hvad det var. Derfor blev de bange for Aarons rystelser tog til, og Aprils netop var begyndt at træde ind. De havde ingen ide om hvad de kunne gøre, de fik et tilbud om at sende børnene til en mutantskole i Washington, men Aaron nægtede, og April ville ingen steder uden sin bror. Marie og Jacques kunne ikke gøre noget ved det, de så blot på imens deres dreng kom mere og mere ud af kontrol med sin søster lige i hælene. Intet de sagde, kunne få dem til at skifte mening. Aaron hadede sin ”tilstand, mens April på den anden side var fascineret af både hans og sine egne nyfundne evner og var konstant ved ham, lige meget hvor mange gange han sagde at hun skulle lade ham være. Det resulterede at han hev April længere og længere væk fra far om mor, og da han som 16årig flyttede til New York var April knust. Hun forstod ikke hvordan han kunne efterlade hende alene i Boston, og i sin sorg forsøgte hun at følge efter ham. Der stod en tolvårig pige i vejkanten, og blaffede efter en bil der kørte mod New York, det var bestemt ikke en behagelig tur bag i en meget gammel og utroligt lurvet varevogn med en gammel mand der skød lidt for mange spørgsmål.
Da hun endelig var fri og alene i New York city, gik det op for hende hvad hun havde gjort, og en ubevidst skyld voksede i hendes underbevidsthed. I godt to måneder levede hun alene under flyttekasser og containere. I starten vandt hun det skummelt, men som dagene gik blev hun vandt til at sove på jorden og samle mad op fra fortovet. En dag befandt hun sig på en meget stor banegård, hvor flere hjemløse tiggede efter mad og penge. Hun satte sig et lille stykke fra en gruppe unge, med en hat mellem knæene. Hun åbnede munden og sang af sine lungers styrke, hvilket da gav et par dollars. En fra gruppen satte sig ved siden af hende, og de faldt i en meget dyb samtale om Aprils historie, hendes drømme og det liv hun havde lagt bag sig. De tog hende med ud til en forladt fabrik hvor hun næsten ”flyttede ind” hos dem. Hun lærte hurtigt at e var som en stamme, en familie, og de kaldte sig ”the Outcasts”. Hele flokken var mutanter, der levede som et lille cirkus. Én kunne manipulere lyset, én teleportere og én kunne skifte form, og med en pige med den perfekte stemme i gruppen, ville de kunne komme langt. En aften hvor de alle sad om et bål en ild manipulator havde sørget for, valgte de alle at få andre navne; Alex, teleporteren, tog navnet Shadow, Felicia, ildmanipulatoren, kaldte sig selv Firefly osv. April fik navnet Siryn. Fra den dag gik de alle under jorden, og gjorde det umuligt for politiet at spore dem. Ikke nok med deres impulsive navneskift, e fleste så også efterhånden anderledes ud. Fireflys hår bestod af 100% uslukkelig ild, og hendes hud var blevet underlig rød, en der hed Eagle, havde kort sagt udviklet en ”anden” krop der sjovt nok var en ørn, og formskifteren Blend havde bogstaveligt talt 1000 ansigter. April selv havde farvet sig jordbærblonde hår helt orange, og klippet det op i en vild frisure, og hendes øjne var fortiden ligeså orange, på grund af kontaktlinser. Der gik ikke langt tid før Siryn lærte kunsten ”dumpster diving”, at stjæle fra folks lommer og med tiden fandt hun ud af at kun også kunne få folk til at miste bevidstheden. Alex der efterhånden var selvudnævnt leder af ”stammen” var stolt af sin lille April, og tingene begyndte at går hurtigt. Der kom alkohol ind i billedet, efterfulgt af hash, og som den yngste var April den første der mærkede rusen og hun lod til at lide det, lige meget hvad bleg hun ved, både med alkoholen og hashen. Det var efterhånden sjældent at se April uden en flaske i hånden og en eller anden fremmed fyrs tunge i halsen, en af de ting hun ikke var så glad for, men hun kunne bare ikke styre det. Det lod til at komme til hende som alt andet, og når hun først fik deres opmærksomhed ville de ikke skride før hun på den ene eller anden måde havde tilfredsstillet deres glubske sult. Hun havde dog aldrig smidt tøjet for nogen af dem, det fandt hun alligevel sig selv for værdig til. Tingene kørte på denne måde i et par uger, det var vinter og det var koldt. April havde fanget sig en halsbetændelse og hun ikke synge, Felicia påpegede at alle de fyre der havde været så krævende før, var væk, og at ingen længere ventede bag hendes papkasse – det var hendes sang.
Alex der efterhånden havde udviklet følelser for den lille franskmand, bad hende om ikke at synge igen. Han tog alkohol og hash fra hende, og gjorde alt han kunne for at få hende til at indse at hun var kørt ud på et sidespor. Hun nægtede at indse det og sank langsomt ind i sig selv. Hun savnede Marie, hun savnede Jacques og hun savnede Aaron. Konstant tænkte hun på hvad de mon lavede, og om de huskede at hendes 14 års fødselsdag kun var om 5 uger. Den 29 marts 2005 skrev hun et brev til dem.
Kæreste mor og far,
Jeg ved godt at I nok er bekymrede som bare pokker, og at I sikkert savner både Aaron og jeg. Som i nok har regnet ud, valgte jeg at tage efter Aaron da han flyttede til NY, jeg fandt ham aldrig. I stedet lever jeg nu med en flok venner jeg mødte på en banegård for nogle måneder siden. De er som en familie for mig, og jeg ved ikke hvordan jeg havde klaret den uden dem. Jeg er dog løbet ind i nogle problemer – for godt 9 uger siden drak jeg hjernen ud, og Alex (en meget nær ven) siger at jeg er blevet afhængig, der er også sket noget andet, som jeg bevidst vælger ikke at fortælle jer om. Jeg vil virkelig gerne hjem, tro mig, men jeg kan ikke bare lade min familie bag mig. De støtter mig virkelig igennem det her ”misbrug” som Alex så fint kalder det. Ja, jeg ved det lyder groft, men det er altså ikke så slemt.
Jeg tænkte på, har i hørt fra Aaron? Jeg savner ham virkelig, og New York er lidt større end jeg havde regnet med. Nu tænker i nok ”bor hos venner? Vores lille April?” Oui, jeg ”bor” hos dem, min seng er en papkasse og mit hjem er lige fortiden en tom parkeringskælder i udkanten af byen. Oui, jeg spiser sundt. Non, jeg er ikke gravid og oui, jeg har det fint. Jeg vil ikke fortælle jeg præcis hvor jeg opholder mig, for jeg er ikke klar til at tage hjem. Jeg gider ikke høre på al jeres brok og klynkeri når eg står som en revet kat udenfor hoveddøren. Men ville såmænd bare sige at jeg er i live, og at jeg savner jer.
April Lynette LaRoux
Brevet blev selvfølgelig sendt, og det blev skam også modtaget. Tiden gik, og lige meget hvor stærkt Alex prøvede at få April på afvænning, virkede det ikke. Hun smuglede flakser med sig lige meget hvor de så valgte at tage hen. Hashen på den anden side, se det var fortid. Nu fik April kvalme bare ved tanken.
Der gik ikke ret lang tid, før politiet fandt gruppen. April vidste det var hendes skyld, og da hun blev ført ind i bilen, følte hun virkelig en dårlig samvittighed, men det var hendes eget valg. Hun havde valgt at sende brevet, hun havde valgt at fortælle om Alex, og selvfølgelig var monsieur og madamme LaRoux gået til politiet, der havde sammenlignet navnene, April LaRoux og Alex Jones begge var før blevet set i New York Centrum for nogle dage siden. Men det var nu rart at være hjemme igen. Aaron var flyttet tilbage, og det jordbærblonde hår og de blå øjne var blevet underligt charmerende, det lod Bostons piger i hvert fald til at syntes. Det førte April gjorde, da hun så sit gamle værelse, var at smide sig på sin seng, og bare nyde at det ikke var beton eller pap hun lå på. Der var så meget hun havde at fortælle sine forældre. Den dag var en sorgens dag; hele familien havde valgt at tage en tur til en nærtliggende park, hvor April kunne fortælle sin historie. Det endte i et skuddrama. Inde i parken var et bandeopgør i fuld sving og monsieur LaRoux stod det forkerte sted, det forkerte tidspunkt. Fire kugler, en i knæet, låret, brystet og panden. Han døde på stedet. Manden der havde skudt var mindst ligeså forfærdet som April, Marie og Aaron. Han stod bare helt stille, imens folk omringede ham, og sirenerne hørtes. Sirenerne. Da det gik op for April, at hendes far lå død på græsset foran hende, skreg hun af sine lungers fulde kraft. Folk, træer, bænke, græs og grus blev skubbet til side, og manden i hun sigtede efter blev udsat for et sådan tryk at han bare stod ubevægelig, mans han langsomt men sikkert faldt fra hinanden, huden skallede af ham, hans knogler knustes og så var han væk. Da April igen lukkede munden var hun langt mere chokeret end før, hun havde taget hævn; et liv for et liv.
Da valgte April skolen i Washington, hun blev ikke anklaget for noget, for ingen vidste hvad der var sket, ingen havde set noget, ingen anden end April. Hun flyttede straks til skolen, hvor hun fik sit værelse, og prøvede at falde til, men som alle andre skoler, var det blot en skole, og tilmed ikke en ret effektiv én, ikke for April. Hendes mentale tilstand gjorde hende fraværende, og hun lærte ikke det store det første år. Hun var ikke ligefrem frk. populær, men hun var heller ikke outsider typen, som hun var på sin gamle skole. Hun var bare endnu en elev på klassebilledet, endnu en ballademager der havde sine mudrede sko på kateteret, endnu en spydig elev, der kommenterede alt lærerne sagde, hvilket resulterede i at hun ikke var en specielt vellidt elev, tværtimod. Hun var typen der ikke havde for forhåbninger, og det gav hende en attitude uden lige; ingen fortalte hende hvad hun skulle gøre, ingen fortale hende hvad hun skulle gøre og ingen skulle sige at der var noget hun ikke kunne. Hendes ego voksede og var nok til ti. Endnu en ting der ikke så vellidt, var hendes evige trang til smøger og vodka, det var som en forbandelse der hvilede på hendes usikre skuldre, og endelig gik det op for hende at ja, hun havde et problem. Når man har 5 flakser stående under sengen, bare for at være på den sikre side er der altså noget galt. Endnu et år gik, og Aprils tvivl om skolen vokser stadig. Tanken om at komme tilbage på gaden var en frist så stor som intet andet og April havde taget sit valg, hun havde ikke brug for skolen, eller hvad?
Medbragte ejendele: En smule tøj; jeans, sko, sokker tees, skjorter osv. 5 pakker hårfarve, et par flasker sprut, cd'er, iPod, en meget gammel, meget slidt ryksæk, bøger, penge og en scooter
Familie: Jaques LaRoux (far), Lynette LaRoux (mor), Aaron LaRoux (bror)
___
Fordeling af stats:
Din Evne: Audiokinese
Besiddelse af kræfter: 9
Fysisk styrke: 10
Historisk Viden: 9
Kunst og Drama: 10
Fysik og Kemi: 7
Psykologi: 11
Vand nærhed: 0
Ild nærhed: 0
Luft nærhed: 4
Jord nærhed: 0
