Når raseriet raser

[ZamiaLillium]

Tid: Ved 20-tiden

Den lille pige var rasende på sin mor. De havde endnu en gang været oppe at skændes, uden at nogen af dem kunne huske hvorfor. Zamia var stormet ud af værelset og ned til pavillonen for at komme så langt væk som muligt fra sin mor. Moderen ville nok komme for at lede efter hende, men det ville vare noget tid, inden hun fandt hende. Pigen var ikke begyndt at synge endnu, for på trods af sin vrede, tænkte hun en smule klart og vidste, at det ville være meget opsigtsvækkende, hvis hun begyndte at synge, så vejret blev dårligt. Lige nu var vejret nemlig ikke helt så slemt. Fuglene sang stadig og solen var ikke gået ned endnu. Det ville dog ikke kræve meget, inden pigen ikke ville kunne holde det ud længere og ville begynde at synge en vred og hektigsk sang. Gud have nåde med den, der stødte ind i hende lige nu, når hun var i det hjørne.

[Artemis Kailera]

Det er en dejlig aften, det var det eneste Artemis tænkte lige nu. Han kiggede sig lidt over skulderen for at konstatere at der ikke var nogen bag ved ham. Han gik forsigtigt hen over gulvet og nærmede sig pavillonen. Han kunne godt lide at være der, det gav ham ro i sindet og tid til bare at tænke over tingene. Han havde brug for det. Han havde tænkt på at lave sådan en slags prøve indenfor ildkundskab. Han ville lave en slags forhindringsbane som så skulle kunne klares hvis man enten kunne skabe ilt, manipulere ild eller modstå ild! Det skulle nok blive spændende at se hvad folk sagde til det! Det var jo en god måde at træne sine kræfter på. Han nåede pavillonen, men så slet ikke pigen der stod der. Han gik bare direkte hen og satte sig ned på gulvet. Han kiggede sig lidt omkring, bare af vanens skyld, ikke for at se om der var nogen. Han smillede og så op imod solen!

[ZamiaLillium]

Zamia blev endnu mere tvær, da hun lagde mærke til, at der var en, der trængte ind på hendes område - det var sådan hun så dette sted lige nu. Hun var ikke endgang inde på pavillonen, men alligevel syntes hun, at det var hendes sted lige nu. "Forsvind!" råbte hun med grådkvalt stemme, mens hun trampede op på pavillonen. Tårerne, der både var kede-og vredestårer, trillede stadig ned ad hendes kinder. Hvorfor kunne hun ikke bare få lov til at være i fred, når hun var vred. Hvis ikke han gik, ville hun begynde at synge, lovede hun sig selv. Det ville være en slags hævn - hun vidste ikke engang selv, hvorfor hun så det som en hævn, men det gjorde hun bare. Det var også hendes måde at vise, hvordan hun følte, hvis nu folk ikke forstod det allerede.