Post by ZamiaLillium on Jun 1, 2008 13:46:37 GMT 1
Navn
ZamiaLillium Sentillio Melai, men hun bliver kaldt Zammi af sin mor, og andre kalder hende også ved forskellige kælenavne sommetider.
Alder
8, næsten 9 – hun fylder 9 om nogle få måneder
Køn
Hun
Evne
Zamias sang er ikke blot betagende og medrivende, men den kan også påvirke vejret – dog kun så længe, hun holder sangen i gang. Hvis hendes sang er en rolig, men glad sang, vil vinden lægge stille hen og solen vil skinne. Er sangen derimod sorgmodig eller trist, vil himlen græde. En hektisk, vild og ilter eller vred sang, kan det medføre, at vindene rejser sig for at slå ned på alt og alle og i værste fald blive til storm eller orkan – dog det ikke er så tit, dette sker. Med tiden vil hun selv kunne bestemme, hvem det rammer. Andre slags sange påvirker vejret på andre måder. Selv sange, der minder meget om hinanden, kan have meget forskellige virkninger. Derfor er det meget svært for den unge Zamia at styre sin indflydelse på vejret, hvilket er synd, da hun elsker at synge.
Forhold til mennesker
Zamia har aldrig været iblandt normale mennesker – hun har aldrig været udenfor skolen for den sags skyld – hvilket har medført, at hun både frygter og er fascineret af dem.
Udseende
Zamia er 84 cm høj. Til trods for Everlyns blå øjne og gyldent hår, har Zamia fået gyldenbrunt hår og dybt brune øjne, der funkler i solen. Også hun har svært ved at blive brun, dog hun er en smule mørkere i huden, end Everlyns. Ved første øjekast ser hun sød og uskyldig ud, men når man lærer hende bedre at kende, kan man godt komme til at se dæmonen i hende. Når hun dog har noget at gruble over, ser hun så tænksom ud, at det næsten er komisk.
Hendes tøjstil er blevet påvirket af Everlyns, da Zamia ser op til sin mor. Hun går for det meste med kjole eller nederdel og top – dog mere enkle designs end det, Everlyn går i. Som sin mor, elsker Zamia at have bare fødder, hvis det er vejr til det. Ellers har hun for det meste små, behagelige sko på. Hun går ikke med smykker, men i håret ser man næsten altid en form for blomst – for det meste er den falsk, men om foråret og sommeren, hvor planterne blomstre, er den som regel ægte.
<- Zamia og Alia -> 
Personlighed
Zamia lever ofte i sin egen verden. Hun kan gå rundt et sted, men selv se det som et helt andet sted. Tit kan man finde hende sidde under et træ, mens hun nynner en sang – hvilket ikke altid er en god ting. Hendes sang afhænger af, hvilket humør hun er i, da hun aldrig ville synge en glad sang, hvis hun var trist. Siden hendes sange påvirker vejret, er det en meget slem ting, hvis hun er vred samtiden med, at hun synger. Så kan det medføre vind eller, hvis det virkeligt er slemt, storm eller det, der er værre. Hun tænker slet ikke over, at hun har denne evne, så hun vælger ikke sine sange med omhu. Er hun i et dårligt humør, synger hun en sang, der passer dertil, uden omtanke for, hvad det kan medføre.
Hun har en meget kort lunde, så hvis ikke man passer på, bliver hun vred, hidsig eller hysterisk. Nogle gange, hvis hun er vred, kan hun finde på at synge en vred sang med vilje, hvis hun gerne vil hævne sig på en person – som regel på sin mor, da de to meget let kommer op at skændes. Hun kan være i et dårligt humør i flere dage, hvis ikke man på en eller anden måde gør det godt igen, hvilket fører til, at man aldrig kan vide sig sikker for vejret.
Hvor meget hende og hendes mor end skændes, bliver de altid gode venner igen; for det meste, fordi moderen kommer ind og undskylder, da hun er den voksne. Zamia elsker sin mor mere end noget andet og kan ikke lide at dele hende med nogen – hun venter stadig på, at ham, der lovede hende at vende tilbage, kommer, så han kan være sammen med hendes mor igen, og alt kan blive, som det var dengang. Hvis hun føler, at en person forsøger at tage hendes mor fra hende, kan hun sagtens komme til at hade den person mere end noget andet, uden nogen yderligere grund.
Vinder man derimod hendes lille hjerte, elsker hun en som dagen er lang. Hun er et af de sødeste væsner, så længe man holder sig på hendes gode side, hvilket til tider kan være svært. Hun er dog meget elskelig, når man første gang ser hende. Hun ses ofte sammen med Alia – hendes overvåger – som hun elsker næsten ligeså meget, som hun elsker sin mor. Prøver nogen at tage katten fra hende eller gøre den fortræd, bryder helved løs.
Hun er meget klog af sin alder og ved, hvordan man skal tage sig af sig selv – en ting, der er til stor hjælp for hendes mor. Hun er ikke så naiv, som man skulle tro – på trods af hendes uskyldige udseende. Hun forstår ting, mange andre på hendes alder ikke forstår og virker meget moden, men det betyder ikke, at hun ikke stadig har et barns sjæl og et barns følsomhed.
Fortid
Den lille hånd greb fat i ærmet på den unge mand. Læben dirrede og de store brune øjne var våde af tårer og havde et bedende udtryk i sig, som sagde de ’ikke gå’. Han havde altid været der, men nu skulle rejse, og det var slet ikke rigtigt – ikke i pigens hoved i hvert fald. Beskyttende arme rakte over og tog hende fra moderens favn.
”Jeg ved, det er svært, lille ven,” sagde den velkendte, varme og beroligende stemme, mens en hånd strøg hende kærligt over håret, ”men du bliver nødt til at være skær, mens jeg er væk,” en finger gled under hendes hage og løftede det lille hoved op, så de brune øjne mødte hans grønne, ”gør som din mor siger og vær en god pige, ikke?” pigen nikkede, hvorefter hun igen lagde hovedet mod hans skulder, ”en dag kommer jeg tilbage og besøger dig,” hviskede stemmen ned i hendes hår. Derefter kyssede han hende blidt på håret og leverede hende tilbage til sin mor. Hun gjorde ikke modstand, og hun forsøgte ikke længere at stoppe ham fra at gå. Han kom tilbage, det havde han lovet.
Da han gik, vinkede han farvel til hende og hendes mor, der stod og græd en smule. Begge besvarede de hans afsked. Da han var ude af syne, bar hendes mor hende indenfor igen, mens hun klyngede sig til hende. Hun havde lige mistet en af dem, hun havde holdt allermest af, så hun var bange for, at også hendes mor ville forlade hende.
På værelset kunne moderen ikke andet end at lade tårerne få frit løb. Den lille pige forstod ikke, hvad det var, der var galt, han ville jo komme tilbage om ikke så længe – hun vidste jo ikke, at det havde været en løgn, for hun stolede blindt på dem begge. En af de større elever hørte hende græde. Da hun ville trøste hende, rystede moderen på hovedet og hviskede, at hun bare ikke ville have, at hendes datter skulle se sin mor sådan her.
Den unge kvinde nikkede, gik hen til pigen, løftede hende op og gik ud af døren, der lukkedes bag hende. Hun bar pigen med udenfor, hvor katten, der havde fornemmet moderens smerte, stod og ventede på, at den kunne få at vide, hvad der var sket. Det måtte jo ikke gå indenfor, da rektoren var allergisk, det havde den lært.
Eleven satte den lille pige ned på jorden, for hun vidste, at hun var i gode hænder eller poter rettere sagt hos den kat. Hun forstod ikke hvorfor, men sådan havde det altid været. Alligevel blev hun siddende ude på terrassen for en sikkerhedsskyld – hendes timer var alligevel ovre for den dag, så hun kunne ligeså godt slappe lidt af, mens hun så efter den lille.
Nogle år efter, hvor den unge pige var udenfor sammen med katten, begyndte hun at synge. Hun var trist til mode, men hun vidste ikke rigtigt hvorfor. Det var ellers en dejlig solskinsdag, så der var ikke så meget at være trist over, men trist var hun altså. Af denne grund sang hun en sang, der passede til hendes humør.
Hun lagde hele sit lille hjerte i sange, så hun havde lukkede øjne, mens hun sad på en stor sten ved vandfaldet. På trods af vandets brusen, blev hendes sang ikke helt overdøvet. Det var ikke første gang, hun sang denne sang. Faktisk sang hun den regelmæssigt, for den fik hende til at have det lidt bedre, hvis hun var ked.
Uden hun lagde mærke til det, blev solen dækket af skyer – bare lidt. Efter lidt tid, da hun havde gentaget sange et par gange, begyndte regnen stille at falde. Alle de elever, der havde været ude for at nyde det gode vejr, skyndte sig nu ind for at søge læ for den pludselige regn. Den unge pige derimod blev siddende på stenen.
Katten løb af sted mod skolen, men ikke ind på den. Den vadede bare frem og tilbage foran bygningen og miavede højlydt i håb om, at en eller anden ville høre den. Det var der også en, der gjorde. Det havde bragt megen opmærksomhed, at det pludseligt var begyndt at regne, så folk indenfor var stoppet op en smule for at kigge på det underlige fænomen – heriblandt moderen til pigen. Hun hørte katten kalde, da hendes hørelse var bedre og nemmere kunne skille lydene fra hinanden. Hun løb ud til sin datter, der stadig sad i den silende regn.
”Zammi, lille skat,” udbrød hun, ”hvad laver du herude? Det regner, du bliver helt gennemblødt. Kom med ind, inden det du bliver syg,” pigen lyttede ikke. Hun fortsatte bare sin sang, som om intet var hent – hvilket der heller ikke var ifølge hende. Hun sad nemlig i sin egen lille verden, hvor der kun var hende, hendes følelser og hendes sang.
Hun mærkede dog, at moderen kom hen til hende og lagde sine hænder på hendes skuldre. Først der kiggede hun op. De brune øjne var en smule blanke, men det kunne man næsten ikke se på grund af regnen. Idet hun kiggede op, stoppede hun med at synge. Det varede ikke længe, inden regnen begyndte at stilne af og skyerne begyndte at fortone sig. Moderen så forundret op på den nu næsten klare himmel.
”Det var da underligt,” mumlede hun, men tænkte ikke nærmere over det. Hun løftede bare sin nu drivvåde datter op og gik ind med hende, så hun kunne blive tør og forhåbentligt undgå at blive syg. Det faldt hende slet ikke ind på dette tidspunkt, at det kunne have været hendes datter, der havde forsaget det bratte vejrskift.
Senere samme dag kom de to op at skændes. Ingen af dem kunne huske hvorfor efter der var gået fem minutter, men derfor var de stadig sure på hinanden. Datteren, der havde været hurtigst til at komme hen til deres værelse, smækkede døren og låste den – hun kunne lige nå låsen. Hun var begyndt at kaste rundt med ting, men hun sang også en sang imens.
Hun havde aldrig selv forstået, hvorfor hun sang, uanset hvilket humør hun var i, men det gjorde hun. Hun sang, hvis hun var glad, hun sang, når hun var ked, og hun sang – som nu – hvis hun var sur. Det var en af de mest vrede sange, hun kendte, så man var ikke i tvivl om, at hun var i sit sure hjørne.
Udenfor i den ellers stille nat begyndte vindene af tage til. Det hylede i træerne og slog mod ruderne, men pigen var ligeglad. Vindene kunne blæse, ligeså meget de ville. For hendes skyld kunne verden gå under, hun var ligeglad. Ligeglad med alt. Kun følelsen af vrede, der susede gennem årerne på hende, var hun ikke ligeglad med.
”Zammi,” lød moderens stemme fra den anden side af døren, mens hun også ruskede i den, ”Zammi, åben den dør lige med det samme,” pigen kunne høre, at hendes mor slog hårdt mod døren, men i stedet for at åbne, begyndte hun bare at synge endnu højere. Hun sang af lungernes fulde kraft, indtil hun fik helt ondt i halsen.
Inden pigen vidste af det, var døren brudt ned – det er utroligt, hvad en mor kan gøre, når hun skal hen til sit barn – og nogle beskyttende arme greb fat om livet på hende. Hun vred sig og hylede en tid, men da armene ikke slap hende, slappede hun af og faldt hulkende ind mod sin mor.
”Så lille skat,” hviskede morderen, mens hun strøg pigen over håret, ”det er okay nu,” pigen mærkede, hvordan moderen begyndte at vugge hende, mens hun nynnede lidt – det plejede som regel at virke på hende. Pigens hulk blev til snøft og stoppede snart helt.
Udenfor havde vindene så små lagt sig, idet pigen var holdt op med at synge. Nogle folk var kommet til døren for at se på hele sceneriet. En af dem var en lære, der nu gik ind i værelset. Han var begyndt at fatte mistanke til, at det skiftende vejr kunne have noget med den lille pige at gøre. Han sagde noget til moderen, som pigen ikke fik fat i, men hendes mor nikkede og rejste sig.
Det varede ikke længe, inden de havde bekræftet, at det var hendes sang, der var skyld i det underlige vejr – de afprøvede det ved at få hende til at synge forskellige sange mere eller mindre lige efter hinanden. De sørgede for at være tæt på haven, dog stadig indenfor, så de kunne overværge, om der skete noget; hvilket der selvfølgelig gjorde.
Pigen fik at vide, at hun skulle være forsigtig fremover, for ingen af dem vidste, hvad det kunne føre til. Alle var de også meget overraskede over, at hendes evne havde vist sig så tidligt – den eneste konklusion, de kunne komme på, var, at det måtte være fordi, hun var opvokset blandt så mange mutanter, at det havde fremkaldt den så tidligt. Det kunne blive farligt, at den havde vist sig i sådan en ung alder, da hun var for ung til at tænke sig ordentligt om.
Det gik dog fint for en tid. Det var først godt to år senere, da hun var omkring de syv, at det vakte problemer igen. Pigens mor var blevet lære, hvilket gjorde, at hun havde endnu mindre tid til sin datter – hvilket var nok i sig selv for pigen. Det var ikke fordi, hun ikke kunne tage sig nogenlunde af sig selv, for det kunne hun, men hun havde bare brug for sin mor som enhver anden pige havde.
Hun havde dog affundet sig med det. Det var ikke det, der fremkaldte problemet. Det, der var skyld i pigens raseri, var, at hendes mor begyndte at have et forhold til en af de andre lærer, hvilket pigen slet ikke ville have. Hun ventede stadig på, at moderens gamle kæreste skulle komme tilbage, og hun ville ikke have, at en anden skulle tage hans plads og stjæle hendes mor fra hende.
Hun fandt de to voksne en dag, hvor de sad på pavillonen og hyggede sig. Vreden steg i hende, og hun kunne ikke styre det. Uden at tænke over det, begyndte hun at synge en meget dunkel og dyster sang. Først sang hun bare stille, men i takt med at følelsen voksede i hende tog sangen til i styrke.
Igen begyndte himlen at blive sort. Den lille kat, der som sædvanligt, var sammen med pigen løb af sted mod moderen, der godt nok havde lagt mærke til, at vejret opførte sig underligt og havde fået nogle bange anelser. Den smøg sig mellem hendes ben, mens den miavede en anelse uroligt.
Pigen sang stadig, hidsigt, hastigt og hektisk, men inden det nåede at blive værre, kom hendes mor hen til hende. Hun tog fat i pigen om skuldrene, som hun havde gjort første gang, hendes evne havde vist sig. Pigen holdt først inde med sangen, da moderen sagde med en anelse gråd i stemmen:
”Zammi, du bliver nødt til at stoppe,” pigen så ned samtidig med, at hun stoppede sangen, ”Du ved godt, hvad der kan risikere at ske, ikke?” pigen nikkede stille, hvorefter hun kastede sig om halsen på moderen og sagde, med en meget lille stemme:
”Undskyld mama,” hun snøftede et par gange, ”det er bare… du har ikke tid til mig, og jeg vil ikke have, at andre skal have dig,” de små skuldre dirrede. Hun vidste, at moderen ville få ondt af hende, hvilket hun også gjorde. Hun lovede sin datter, at hun nok skulle lade være med at være sammen med flere mænd, inden pigen var klar til det.
Det er nu ved at være et godt stykke tid siden, at pigens evner har vakt problemer – store problemer i hvert fald. Hun har lært at kontrollere den en smule mere nu, men det er stadig en meget svær evne at have med at gøre, så det hænder, at det løber løbsk.
Medbragte ejendele
Da Zamia blev født på skolen, havde hun ikke nogen ejendele med sig.
Familie
Zamias eneste familie er hendes mor, da Everlyn ikke holder kontakten med resten af sin familie, der har ført til, at Zamia heller ikke ser dem – og aldrig har set dem. Hun ser dog mere eller mindre alle folkene på skolen lidt som sin familie, idet hun aldrig har kendt andre folk.
Stats
Din Evne: Vejrkontrol via sang
Besiddelse af kræfter: 10
Fysisk styrke: 5
Historisk Viden: 10
Kunst og Drama: 10
Fysik og Kemi: 10
Psykologi: 10
Vand nærhed: 0
Ild nærhed: 0
Luft nærhed: 5
Jord nærhed: 0
ZamiaLillium Sentillio Melai, men hun bliver kaldt Zammi af sin mor, og andre kalder hende også ved forskellige kælenavne sommetider.
Alder
8, næsten 9 – hun fylder 9 om nogle få måneder
Køn
Hun
Evne
Zamias sang er ikke blot betagende og medrivende, men den kan også påvirke vejret – dog kun så længe, hun holder sangen i gang. Hvis hendes sang er en rolig, men glad sang, vil vinden lægge stille hen og solen vil skinne. Er sangen derimod sorgmodig eller trist, vil himlen græde. En hektisk, vild og ilter eller vred sang, kan det medføre, at vindene rejser sig for at slå ned på alt og alle og i værste fald blive til storm eller orkan – dog det ikke er så tit, dette sker. Med tiden vil hun selv kunne bestemme, hvem det rammer. Andre slags sange påvirker vejret på andre måder. Selv sange, der minder meget om hinanden, kan have meget forskellige virkninger. Derfor er det meget svært for den unge Zamia at styre sin indflydelse på vejret, hvilket er synd, da hun elsker at synge.
Forhold til mennesker
Zamia har aldrig været iblandt normale mennesker – hun har aldrig været udenfor skolen for den sags skyld – hvilket har medført, at hun både frygter og er fascineret af dem.
Udseende
Zamia er 84 cm høj. Til trods for Everlyns blå øjne og gyldent hår, har Zamia fået gyldenbrunt hår og dybt brune øjne, der funkler i solen. Også hun har svært ved at blive brun, dog hun er en smule mørkere i huden, end Everlyns. Ved første øjekast ser hun sød og uskyldig ud, men når man lærer hende bedre at kende, kan man godt komme til at se dæmonen i hende. Når hun dog har noget at gruble over, ser hun så tænksom ud, at det næsten er komisk.
Hendes tøjstil er blevet påvirket af Everlyns, da Zamia ser op til sin mor. Hun går for det meste med kjole eller nederdel og top – dog mere enkle designs end det, Everlyn går i. Som sin mor, elsker Zamia at have bare fødder, hvis det er vejr til det. Ellers har hun for det meste små, behagelige sko på. Hun går ikke med smykker, men i håret ser man næsten altid en form for blomst – for det meste er den falsk, men om foråret og sommeren, hvor planterne blomstre, er den som regel ægte.
<- Zamia og Alia -> Personlighed
Zamia lever ofte i sin egen verden. Hun kan gå rundt et sted, men selv se det som et helt andet sted. Tit kan man finde hende sidde under et træ, mens hun nynner en sang – hvilket ikke altid er en god ting. Hendes sang afhænger af, hvilket humør hun er i, da hun aldrig ville synge en glad sang, hvis hun var trist. Siden hendes sange påvirker vejret, er det en meget slem ting, hvis hun er vred samtiden med, at hun synger. Så kan det medføre vind eller, hvis det virkeligt er slemt, storm eller det, der er værre. Hun tænker slet ikke over, at hun har denne evne, så hun vælger ikke sine sange med omhu. Er hun i et dårligt humør, synger hun en sang, der passer dertil, uden omtanke for, hvad det kan medføre.
Hun har en meget kort lunde, så hvis ikke man passer på, bliver hun vred, hidsig eller hysterisk. Nogle gange, hvis hun er vred, kan hun finde på at synge en vred sang med vilje, hvis hun gerne vil hævne sig på en person – som regel på sin mor, da de to meget let kommer op at skændes. Hun kan være i et dårligt humør i flere dage, hvis ikke man på en eller anden måde gør det godt igen, hvilket fører til, at man aldrig kan vide sig sikker for vejret.
Hvor meget hende og hendes mor end skændes, bliver de altid gode venner igen; for det meste, fordi moderen kommer ind og undskylder, da hun er den voksne. Zamia elsker sin mor mere end noget andet og kan ikke lide at dele hende med nogen – hun venter stadig på, at ham, der lovede hende at vende tilbage, kommer, så han kan være sammen med hendes mor igen, og alt kan blive, som det var dengang. Hvis hun føler, at en person forsøger at tage hendes mor fra hende, kan hun sagtens komme til at hade den person mere end noget andet, uden nogen yderligere grund.
Vinder man derimod hendes lille hjerte, elsker hun en som dagen er lang. Hun er et af de sødeste væsner, så længe man holder sig på hendes gode side, hvilket til tider kan være svært. Hun er dog meget elskelig, når man første gang ser hende. Hun ses ofte sammen med Alia – hendes overvåger – som hun elsker næsten ligeså meget, som hun elsker sin mor. Prøver nogen at tage katten fra hende eller gøre den fortræd, bryder helved løs.
Hun er meget klog af sin alder og ved, hvordan man skal tage sig af sig selv – en ting, der er til stor hjælp for hendes mor. Hun er ikke så naiv, som man skulle tro – på trods af hendes uskyldige udseende. Hun forstår ting, mange andre på hendes alder ikke forstår og virker meget moden, men det betyder ikke, at hun ikke stadig har et barns sjæl og et barns følsomhed.
Fortid
Den lille hånd greb fat i ærmet på den unge mand. Læben dirrede og de store brune øjne var våde af tårer og havde et bedende udtryk i sig, som sagde de ’ikke gå’. Han havde altid været der, men nu skulle rejse, og det var slet ikke rigtigt – ikke i pigens hoved i hvert fald. Beskyttende arme rakte over og tog hende fra moderens favn.
”Jeg ved, det er svært, lille ven,” sagde den velkendte, varme og beroligende stemme, mens en hånd strøg hende kærligt over håret, ”men du bliver nødt til at være skær, mens jeg er væk,” en finger gled under hendes hage og løftede det lille hoved op, så de brune øjne mødte hans grønne, ”gør som din mor siger og vær en god pige, ikke?” pigen nikkede, hvorefter hun igen lagde hovedet mod hans skulder, ”en dag kommer jeg tilbage og besøger dig,” hviskede stemmen ned i hendes hår. Derefter kyssede han hende blidt på håret og leverede hende tilbage til sin mor. Hun gjorde ikke modstand, og hun forsøgte ikke længere at stoppe ham fra at gå. Han kom tilbage, det havde han lovet.
Da han gik, vinkede han farvel til hende og hendes mor, der stod og græd en smule. Begge besvarede de hans afsked. Da han var ude af syne, bar hendes mor hende indenfor igen, mens hun klyngede sig til hende. Hun havde lige mistet en af dem, hun havde holdt allermest af, så hun var bange for, at også hendes mor ville forlade hende.
På værelset kunne moderen ikke andet end at lade tårerne få frit løb. Den lille pige forstod ikke, hvad det var, der var galt, han ville jo komme tilbage om ikke så længe – hun vidste jo ikke, at det havde været en løgn, for hun stolede blindt på dem begge. En af de større elever hørte hende græde. Da hun ville trøste hende, rystede moderen på hovedet og hviskede, at hun bare ikke ville have, at hendes datter skulle se sin mor sådan her.
Den unge kvinde nikkede, gik hen til pigen, løftede hende op og gik ud af døren, der lukkedes bag hende. Hun bar pigen med udenfor, hvor katten, der havde fornemmet moderens smerte, stod og ventede på, at den kunne få at vide, hvad der var sket. Det måtte jo ikke gå indenfor, da rektoren var allergisk, det havde den lært.
Eleven satte den lille pige ned på jorden, for hun vidste, at hun var i gode hænder eller poter rettere sagt hos den kat. Hun forstod ikke hvorfor, men sådan havde det altid været. Alligevel blev hun siddende ude på terrassen for en sikkerhedsskyld – hendes timer var alligevel ovre for den dag, så hun kunne ligeså godt slappe lidt af, mens hun så efter den lille.
Nogle år efter, hvor den unge pige var udenfor sammen med katten, begyndte hun at synge. Hun var trist til mode, men hun vidste ikke rigtigt hvorfor. Det var ellers en dejlig solskinsdag, så der var ikke så meget at være trist over, men trist var hun altså. Af denne grund sang hun en sang, der passede til hendes humør.
Hun lagde hele sit lille hjerte i sange, så hun havde lukkede øjne, mens hun sad på en stor sten ved vandfaldet. På trods af vandets brusen, blev hendes sang ikke helt overdøvet. Det var ikke første gang, hun sang denne sang. Faktisk sang hun den regelmæssigt, for den fik hende til at have det lidt bedre, hvis hun var ked.
Uden hun lagde mærke til det, blev solen dækket af skyer – bare lidt. Efter lidt tid, da hun havde gentaget sange et par gange, begyndte regnen stille at falde. Alle de elever, der havde været ude for at nyde det gode vejr, skyndte sig nu ind for at søge læ for den pludselige regn. Den unge pige derimod blev siddende på stenen.
Katten løb af sted mod skolen, men ikke ind på den. Den vadede bare frem og tilbage foran bygningen og miavede højlydt i håb om, at en eller anden ville høre den. Det var der også en, der gjorde. Det havde bragt megen opmærksomhed, at det pludseligt var begyndt at regne, så folk indenfor var stoppet op en smule for at kigge på det underlige fænomen – heriblandt moderen til pigen. Hun hørte katten kalde, da hendes hørelse var bedre og nemmere kunne skille lydene fra hinanden. Hun løb ud til sin datter, der stadig sad i den silende regn.
”Zammi, lille skat,” udbrød hun, ”hvad laver du herude? Det regner, du bliver helt gennemblødt. Kom med ind, inden det du bliver syg,” pigen lyttede ikke. Hun fortsatte bare sin sang, som om intet var hent – hvilket der heller ikke var ifølge hende. Hun sad nemlig i sin egen lille verden, hvor der kun var hende, hendes følelser og hendes sang.
Hun mærkede dog, at moderen kom hen til hende og lagde sine hænder på hendes skuldre. Først der kiggede hun op. De brune øjne var en smule blanke, men det kunne man næsten ikke se på grund af regnen. Idet hun kiggede op, stoppede hun med at synge. Det varede ikke længe, inden regnen begyndte at stilne af og skyerne begyndte at fortone sig. Moderen så forundret op på den nu næsten klare himmel.
”Det var da underligt,” mumlede hun, men tænkte ikke nærmere over det. Hun løftede bare sin nu drivvåde datter op og gik ind med hende, så hun kunne blive tør og forhåbentligt undgå at blive syg. Det faldt hende slet ikke ind på dette tidspunkt, at det kunne have været hendes datter, der havde forsaget det bratte vejrskift.
Senere samme dag kom de to op at skændes. Ingen af dem kunne huske hvorfor efter der var gået fem minutter, men derfor var de stadig sure på hinanden. Datteren, der havde været hurtigst til at komme hen til deres værelse, smækkede døren og låste den – hun kunne lige nå låsen. Hun var begyndt at kaste rundt med ting, men hun sang også en sang imens.
Hun havde aldrig selv forstået, hvorfor hun sang, uanset hvilket humør hun var i, men det gjorde hun. Hun sang, hvis hun var glad, hun sang, når hun var ked, og hun sang – som nu – hvis hun var sur. Det var en af de mest vrede sange, hun kendte, så man var ikke i tvivl om, at hun var i sit sure hjørne.
Udenfor i den ellers stille nat begyndte vindene af tage til. Det hylede i træerne og slog mod ruderne, men pigen var ligeglad. Vindene kunne blæse, ligeså meget de ville. For hendes skyld kunne verden gå under, hun var ligeglad. Ligeglad med alt. Kun følelsen af vrede, der susede gennem årerne på hende, var hun ikke ligeglad med.
”Zammi,” lød moderens stemme fra den anden side af døren, mens hun også ruskede i den, ”Zammi, åben den dør lige med det samme,” pigen kunne høre, at hendes mor slog hårdt mod døren, men i stedet for at åbne, begyndte hun bare at synge endnu højere. Hun sang af lungernes fulde kraft, indtil hun fik helt ondt i halsen.
Inden pigen vidste af det, var døren brudt ned – det er utroligt, hvad en mor kan gøre, når hun skal hen til sit barn – og nogle beskyttende arme greb fat om livet på hende. Hun vred sig og hylede en tid, men da armene ikke slap hende, slappede hun af og faldt hulkende ind mod sin mor.
”Så lille skat,” hviskede morderen, mens hun strøg pigen over håret, ”det er okay nu,” pigen mærkede, hvordan moderen begyndte at vugge hende, mens hun nynnede lidt – det plejede som regel at virke på hende. Pigens hulk blev til snøft og stoppede snart helt.
Udenfor havde vindene så små lagt sig, idet pigen var holdt op med at synge. Nogle folk var kommet til døren for at se på hele sceneriet. En af dem var en lære, der nu gik ind i værelset. Han var begyndt at fatte mistanke til, at det skiftende vejr kunne have noget med den lille pige at gøre. Han sagde noget til moderen, som pigen ikke fik fat i, men hendes mor nikkede og rejste sig.
Det varede ikke længe, inden de havde bekræftet, at det var hendes sang, der var skyld i det underlige vejr – de afprøvede det ved at få hende til at synge forskellige sange mere eller mindre lige efter hinanden. De sørgede for at være tæt på haven, dog stadig indenfor, så de kunne overværge, om der skete noget; hvilket der selvfølgelig gjorde.
Pigen fik at vide, at hun skulle være forsigtig fremover, for ingen af dem vidste, hvad det kunne føre til. Alle var de også meget overraskede over, at hendes evne havde vist sig så tidligt – den eneste konklusion, de kunne komme på, var, at det måtte være fordi, hun var opvokset blandt så mange mutanter, at det havde fremkaldt den så tidligt. Det kunne blive farligt, at den havde vist sig i sådan en ung alder, da hun var for ung til at tænke sig ordentligt om.
Det gik dog fint for en tid. Det var først godt to år senere, da hun var omkring de syv, at det vakte problemer igen. Pigens mor var blevet lære, hvilket gjorde, at hun havde endnu mindre tid til sin datter – hvilket var nok i sig selv for pigen. Det var ikke fordi, hun ikke kunne tage sig nogenlunde af sig selv, for det kunne hun, men hun havde bare brug for sin mor som enhver anden pige havde.
Hun havde dog affundet sig med det. Det var ikke det, der fremkaldte problemet. Det, der var skyld i pigens raseri, var, at hendes mor begyndte at have et forhold til en af de andre lærer, hvilket pigen slet ikke ville have. Hun ventede stadig på, at moderens gamle kæreste skulle komme tilbage, og hun ville ikke have, at en anden skulle tage hans plads og stjæle hendes mor fra hende.
Hun fandt de to voksne en dag, hvor de sad på pavillonen og hyggede sig. Vreden steg i hende, og hun kunne ikke styre det. Uden at tænke over det, begyndte hun at synge en meget dunkel og dyster sang. Først sang hun bare stille, men i takt med at følelsen voksede i hende tog sangen til i styrke.
Igen begyndte himlen at blive sort. Den lille kat, der som sædvanligt, var sammen med pigen løb af sted mod moderen, der godt nok havde lagt mærke til, at vejret opførte sig underligt og havde fået nogle bange anelser. Den smøg sig mellem hendes ben, mens den miavede en anelse uroligt.
Pigen sang stadig, hidsigt, hastigt og hektisk, men inden det nåede at blive værre, kom hendes mor hen til hende. Hun tog fat i pigen om skuldrene, som hun havde gjort første gang, hendes evne havde vist sig. Pigen holdt først inde med sangen, da moderen sagde med en anelse gråd i stemmen:
”Zammi, du bliver nødt til at stoppe,” pigen så ned samtidig med, at hun stoppede sangen, ”Du ved godt, hvad der kan risikere at ske, ikke?” pigen nikkede stille, hvorefter hun kastede sig om halsen på moderen og sagde, med en meget lille stemme:
”Undskyld mama,” hun snøftede et par gange, ”det er bare… du har ikke tid til mig, og jeg vil ikke have, at andre skal have dig,” de små skuldre dirrede. Hun vidste, at moderen ville få ondt af hende, hvilket hun også gjorde. Hun lovede sin datter, at hun nok skulle lade være med at være sammen med flere mænd, inden pigen var klar til det.
Det er nu ved at være et godt stykke tid siden, at pigens evner har vakt problemer – store problemer i hvert fald. Hun har lært at kontrollere den en smule mere nu, men det er stadig en meget svær evne at have med at gøre, så det hænder, at det løber løbsk.
Medbragte ejendele
Da Zamia blev født på skolen, havde hun ikke nogen ejendele med sig.
Familie
Zamias eneste familie er hendes mor, da Everlyn ikke holder kontakten med resten af sin familie, der har ført til, at Zamia heller ikke ser dem – og aldrig har set dem. Hun ser dog mere eller mindre alle folkene på skolen lidt som sin familie, idet hun aldrig har kendt andre folk.
Stats
Din Evne: Vejrkontrol via sang
Besiddelse af kræfter: 10
Fysisk styrke: 5
Historisk Viden: 10
Kunst og Drama: 10
Fysik og Kemi: 10
Psykologi: 10
Vand nærhed: 0
Ild nærhed: 0
Luft nærhed: 5
Jord nærhed: 0
